(Efter indsendt)
Tre unge
mennesker, hvoraf de 2 er klædt i røde trøjer med grønne kraver, den
tredje i matrostøj, går ofte samlede af kådhed, og tilføjer hvem der
møder dem, megen grovhed og stadig overlast.
Man advarer disse knøse
at holde sig fra sådanne drengestreger for fremtiden, da deres navne
allerede er noterede og man ikke vil skåne dem, hvis de igen træffes
på fersk gerninger.
(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, s. 5708)
(Efter indsendt)
Selvom et fruentimmer blev overkørt til døde sidste søndag aften i Pilestræde, må en højaldrende mand dog beklage at også siden at have været udsat for samme ulykkelige skæbne.
Pilestræde og i baggrunden krydset til Klareboderne/Møntergade, hvor Pilestræde skifter navn til Springgade. Det var her et fruentimmer blev overkørt med døden til følge.
Det er vel ikke muligt at forebygge disse afskyeligheder med tvang. Enhver ulovlig kørsel bliver straffet så snart den angives på politikammeret. Det må man håbe at enhver, der så sådan uorden, ville bekvemme sig til. Men såre nyttigt ville det være, hvis enhver hyrekusk straks ville afskedige ham ved første lejlighed, hvor han enten ved selvsyn eller ved andres vidnesbyrd blev overbevist om, at hans karl kørte uforsvarligt. Om han end ellers havde nok så mange fortræffelige egenskaber.
(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, s. 5707)
Redakteurens Anmærkninger
Springgade
Var indtil 1881 det stykke af Pilestræde som forløber mellem Møntergade og Landemærket. Se eventuelt bloggens kort fra Politivennens tid. (Klik på kortet for forstørrelse).
Undertegnede, hvis datter søger en friskole, henvendte sig omtrent for en måneds til siden, til distriktets forstander med en skriftlig anmodning fra skolens lærer om at anvise hende en læge, da hun pludselig var blevet angrebet af et tilfælde, der forekom mig og andre at være begyndelsen til en hidsig sygdom. Lægen indfandt sig da også og foreskrev nogle midler, men blev borte i en 10-12 dage. Imidlertid tog sygdommen til med sådan heftighed, at der kun var lidt eller intet håb om barnets liv.
I min sorg og forlegenhed henvendte jeg mig igen til min datters lærer og fortalte ham, at lægen ikke havde været mere end den ene gang hos hende. Efter hans råd anmeldte jeg det for forstanderen, som lovede at foranstalte det fornødne. Men selv efter at barnet dog begynder at komme sig en smule, har jeg ingen læge set.
Denne gang har naturen og omhyggelig pleje, næst Guds hjælp, og ikke lægemidler, reddet mit barns liv. Men det bør dog vel ikke altid være tilrådeligt at stole på god natur, mindst på passende pleje, især hos fattige folk.
Forsømmelse i sygdomstilfældet kan fra lægens side så let have et menneskelivs tab til følge. Og et menneskeliv, hvad enten det tilhører en kejser eller en stodder, bør være lægen lige helligt og dyrebart.
Ovenstående har jeg bekendtgjort for at vedkommende læge, der dog skal være en lærd mand, herefter vil udvise større nøjagtighed med sine fattige patienter end i dette tilfælde. Og for det tilfælde at hvis sådant skulle ske igen, at direktionen for fattigvæsnet ville råde bod på sådan utilgivelig forsømmelse.
Rasmus Pedersen
Værtshusholder
* * *
Udgiveren kan ikke tillade sig at tro, at en læge frivillig skulle forsømme en syg fordi denne er fattig. Men anser det for muligt, at lægen enten har forudset, hvad der jo blev tilfældet, at naturen her ville hjælpe, eller troet at hvis sygdommen virkelig tog til, ville faderen vel komme til ham for at minde ham om at komme.
Måske var det ikke af vejen, om der var flere reservedistriktslæger, der i tilfælde af lægens eget forfald kunne overvåge den del af hans dont, der kunne komme til at forsømmes.
Endelig burde klageren, hvis hans barns liv var ham kært, og han ikke ville minde den samme læge, ikke have stolet på læreren, men selv gået til forstanderen, eller endog til en direktør.
(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5704-5707).
Redacteurens Anmærkning
Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5724.
Sygdom er et regelmæssigt tema i Politivennen. Det er svært at forestille sig lægekunsten på Politivennens tid. Man havde ikke engang kendskab til hvordan man helbredte banale sygdomme som halsbetændelse. En udbredt opfattelse var at sygdom skyldtes en ubalance i kroppens væsker. Snot kunne derfor opfattes som kroppens eget forsøg på at bekæmpe sygdommen, og behandlingen bestod stort set i at hjælpe kroppen på vej og bringe balance i dens væsker. Mange læger lod sygdommen gå sin gang, sådan som det er beskrevet i Politivennens artikel. Andre brugte kviksølvholdige midler, vanddrivende midler, omslag eller åreladning. Det var ikke ualmindeligt at lade sig årelade et par gange om året for at holde sig rask. Set med vore dages kundskaber havde disse midler i bedste fald ingen virkning, i værste fald kunne de være med til at slå patienterne ihjel.
Kraks Vejviser 1811 har en liste over praktiserende læger i København
Rasmus Pedersen
Herom kan man i Kraks vejviser for 1804 finde følgende oplysninger: "Pedersen, R., Brændevinsbr[ænder], Store Kongensgade 293"
Katharral tilfælde
Der
er formentlig tale om catarrhalis, eller mellemørebetændelse og
lungebetændelse, der ubehandlet godt kan gå over af sig selv. Men jeg
har ikke tjekket om man dengang brugte udtrykket.
(Efter indsendt)
Assistenskirkegården er ubestrideligt en af den seneste tids bedste indretninger i og omkring København. Ja man kunne ønske, at vores regerings så utrættelige opmærksomhed på almenvellet, også ville udstrække sig dertil, at alle kirkegårde og begravelser i og uden kirkerne for fremtiden blev afskaffet, imod at ejerne af begravelsessteder fik en passende og rimelig godtgørelse, således som det er sket ved Bryggerlaugets ophævelse. Samt at kirkegårdene blev forvandlet til åbne pladser og kirkerne indhegnede med jernkæder, ligesom statuerne på Amalienborg og Kongens Nytorv.
Byen ville ved det ikke alene vinde usigelig meget i skønhed, fordi kirkerne ikke længere kom til at ligne himmelske fæstninger, der som oftest er slet besøgt, fordi de afskrækker mængden med deres ringmure og gravhøje. Disse sidste dufter på varme sommerdage ikke just indbydende. Men en friskere luft ville også oplive stædernes desuden noksom svækkede sundhed, og kirkerne ville komme nærmere deres mål, at være den rene uskyldigheds templer og samlingssteder for dyd og enighed.
Gangstien over Fælleden er blevet spærret efter udvidelsen af Assistenskirkegård. Men kunne man i det mindste ikke åbne en gennemgang i muren, så man om søndagen kunne spadsere igennem?
Vi vender tilbage til Assistenskirkegården som ved sin nye tilvækst, dog synes at have forårsaget en ulempe: At gangstien, som før gik over Fælleden, derved er spærret. Men kunne man ikke forvente denne ubehagelighed afhjulpet på en behagelig måde ved, i det mindste om søndagen, og under den strengeste opsigt og alvorligste straf for fredsforstyrrere, at åbne en gennemgang på kirkegårdens mur, ved sammes begyndelse herfra staden på Nørrebro, hvorfra en sti kunne føre over kirkegården gennem en på den modsatte side af muren anbragt åbning, ud på Fælleden.
Københavns indbyggere ville ikke alene derved genvinde en af deres behageligste spadsereture, men hvor meget godt turde man ikke spå sig heraf, da de spadserende her først kunne gennemvandre de dødes rige og anstille nogle alvorlige betragtninger, før de nåede de levendes rige, i Frederiksberg Have, hvor den nøgne dyd let forvildes i tryllende labyrinter, af engelsk og franske personificerede anlæg.
(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5701-5704)
Redakteurens Anmærkninger
Det tætteste jeg kan komme på nogenlunde hvor denne gangsti har været, er et kort fra Stadsarkivet som må være fra lige efter Assistenskirkegårdens udvidelse op til Runddelen. Her ser det ud til at der er en sti som er afbrudt ca midt på. Der ligger også en reberbane langs Nørrebrogade.
Til gengæld er skribentens ønske om at omdanne de gamle kirkegårde omkring Vor Frue, Nikolaj Kirke, Trinitatis Kirke m. fl. til åbne pladser jo i mellemtiden blevet til noget. Derimod ikke at kirkerne blev indhegnet af jernkæder.
(Efter indsendt)
Ingen anden gade i København er på grund af sin beliggenhed udsat for så stor færdsel som Østergade.
Gaden er imidlertid så smal at den ikke engang har en tredjedel af den bredde som en centergade i en stad som København burde have.
Som en følge heraf kører hyrekuskene ofte en endog lang omvej gennem andre gader for at undgå vogntrængslen på Østergade.
En anden følge af at en hovedgade er for smal, er at brolægningen der slides op af kørsel.
Men den værste følge er dog den at fodgængere i en sådan gade er meget dårlig stedt, og det bør dog ikke glemmes at gaderne egentlig er til for dem. Fortovets beskaffenhed tvinger dem hvert øjeblik at træde ud på kørebroen. Og der må de ængstelige have øjnene både for og bag for ikke at blive kørt over.
Det var imidlertid en nem sag at afhjælpe dette onde.
Hvis indsenderen fik overdraget den fornødne magt til det, ville han ræsonnere således:
- Udgående trapper gør en gade smallere. Altså skal enhver husejer på Østergade fjerne sin på fortovet udgående trappe, og anlægge den således at den går ind i huset.
- Udstående hosekræmmerskilte og andre udstående skilte gør også gaden smallere. Disse må herefter ikke findes på Østergade.
- Kælderpumper tager plads. Disse skal husejerne på Østergade flytte ind i deres gårdspladser.
- Døre og vinduesskodder som åbner sig udad, må ikke længere findes på Østergade, med mindre de lægges og fæstes fladt på væggen.
- Kælderlemme må ikke findes på Østergade. Husejerne skal anbringe nedgangene til deres ubeboelige kældre inde i gårdene.
- Grøntkonestader og amagerstader skal herefter fuldstændig forbydes i den smalle Østergade.
- Vil en marskandiser endelig bo på Østergade, så må han tage sig i agt for at han ikke sætter sine varer ud på fortovet.
Når alt dette er iværksat og der stadig ikke er plads nok, skal rendestenene overdækkes med brædder, således som i Skovbogade og i Skindergade ved Frueskole. Herved vindes i det mindste 12 [havrter] på hver side.
Til de skrigende Østergaders vilde skrig vil jeg sige: "I har langt større fordele af jeres huse, end andre husejere i staden, altså er byrden ikke særlig mærkbar. Desuden vil det vel snart blive lige sådan med alle de andre gader"
(Politivennen nr. 358, 2. marts 1805, side 5697-5700)
Ikke Østergade, men det nærvedliggende Læderstræde, som nok kommer situationen nærmere. Hosekræmmerskiltene er erstattet af sandwich-skilte, gadesælgernes stader af cafeborde og potteplanter. Brolægningen er kommet i orden, og hyrekuskene kan godt spare sig. Det er ikke tilladt at køre her! Fodgængere kan trygt færdes.
