I Anledning af den i nr. 359 påklagede Forsømmelse af en Distriktslæge

Udgiveren har erfaret, at Fattigvæsnets Sygekommission, som blev underrettet om hvor M. boede, har skrevet til distriktslægen. Denne har erklæret, at han den 11. februar fik sygeseddel og han var der samme dag, men fandt, at barnet havde simpel katharral tilfælde, der ikke syntes at ville blive af videre betydning. Han foreskrev passende midler, men kom ikke siden, da han formodede, at barnet var blevet frisk, da han (hvilket ellers er almindeligt, når den syge har nogen, som tager sig af det) måtte have sendt ham bud, hvilket ikke er af anmelderen foregivet, mindre sket. Anmelderen har således fået al den hjælp han rimeligvis kan forlange. Han kunne i al fald jo have umaget sig, eller et bud til lægen, i stedet for til læreren. Dette ville i lignende tilfælde den gjort, der ikke har læge frit, men betaler ham godt.

(Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5724)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarede Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5704-5707.

Et Forslag til Fordel for Ægtestanden

(Efter indsendt)

De så hyppige skilsmisse i ægtestanden i vore tider synes at være til ikke så ringe skade, ud af mange ting som virker til at forbedre sæderne hos et folk. Det må anses for et middel mod denne vist nok smittende moralske sygdom, hvis følgende indretning blev almindelig og fastsat og ordnet ved lov: Enhver kvinde skulle i en vis alder kunne blive ligeså fuldmyndig som en mand kan blive det. Og kvinderne skulle være myndige fra deres 21. års begyndelse eller det år de fyldte. For de modnes sædvanligvis så meget tidligere end det andet køn.

Dernæst skulle enhver kvinde og mand, når de ville gifte sig, have fuld frihed til forud skriftligt at bestemme, hvorledes man skal forholde sig med deres kapitaler, hvis de har nogen: Hvor meget af dem måtte deres ægtefælle med tiden få i hænde. Hvor meget skulle den efterladte i tilfælde af dødsfald have ret til. Og når der ikke var livsarvinger, hvem der da skulle have det øvrige? Formynderne skulle bestemme dette, når den eller de i ægteskab indtrædende endnu ikke var myndige. Og når de blev det, måtte den da myndige ikke forandre eller ophæve, men stadfæste den således gjorde indretning. 

Alt skulle udstedes på stemplet papir til 1 rigsdaler og dokumentet læses og protokolleres til tinge. For det skulle der uden hensyn til større eller mindre sum betales 1 rigsdaler. Virkningen af denne indretning kunne blive, at mange ægteskaber, som indgås for penges skyld og i hvilke mange kvinder bliver ganske undertrykte og ofte mishandlet, eller blev forvandlet fra en rig brud til en fattig kone, ikke blev indgået. Det ville heller ikke blive så let at tvinge nogen kvinde til at gifte sig med en mand.

(Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5719-5720)

Redacteurens Anmærkninger

Ægteskaber

På Politivennens tid blev mænd myndige når de var 25 år. Alle ugifte kvinder var underlagt nærmeste mandlige slægtnings værgemål. Gifte kvinder var underlagt ægtemandens værgemål. Først i 1857 blev ugifte kvinder myndige ved det fyldte 25. år; gifte kvinder i 1899.

Ægteskabskontrakter fortaber sig tilbage i tiden. Forhold mellem mand og kvinde blev stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Kirken havde godt nok forsøgt at tiltuske sig det efter reformation, fordi det var en god indtægtskilde. Efter Danske Lov 1683 betød det at sideløbende med de lovtvungne kirkelige handlinger, blev folk ved med at opfatte trolovelsen (afskaffet ved lov 1799) og senere vielsen som man altid havde gjort siden den førkristne tid.

En Forskønnelse for København

København har en del at vise frem offentligt hvad angår beboelsesejendommes smagfuldhed og pyntelighed, også fine i Amalienborg, Christiansborg, Børsen, Rundetårn og de to hestestatuer. Men hvad angår kirker og broer er det den usleste stad i verden.

Om broerne er sagt meget, og ved først givne lejlighed skal atter siges noget. Men hvad kirkerne angår, så må man vel erkende, at de hvad angår bygningskunst ikke er værdige nok til at stå i en hovedstad for to kongeriger.

Godt nok har man en begyndelse til en marmorkirke, men dens fuldførelse sker næppe lige med det samme. Det foreslås derfor at nedrive den hæsligste af vores kirker, Garnisonskirken, der skæmmer den skønne plads, og lige med det samme fordærver alle gode tanker, som rejsende der ankommer fra søsiden gennem Amaliegade, måtte have fået om os.

Nedriv den hæsligste af vores kirker, Garnisonskirken. Den skæmmer den skønne plads, og er en torn i øjet på enhver sømand der ellers måtte have gode tanker om os.

Da nu Nikolaj kirke skal nedrives, vil vi få en mængde sten, og slottet afgiver muligvis også flere, end domhuset kan modtage, så det synes at kunne være endnu en fremskyndelse til at skille staden af med et vansir for at skænke den en smagfuld prydende bygning.

Gid København engang måtte eje en indbydende kirke. Uden grave udenfor og indenfor, og ikke væmmeliggjort. Ikke indhyllet i træer, men fritliggende, velbygget og til glad gudsdyrkelse!

(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5713-5714)

Redacteurens Anmærkninger

Marmorkirken

Fortæller på sin hjemmeside om den mærkværdige tilblivelseshistorie. Her nogle højdepunkter: Byggeriet var startet i 1749. Men åbenbart havde man sat barren for højt, og selv efter nogle nedjusteringer blev byggeriet helt standset i 1770. Så på Politivennens tid har det allerede stået som en halvfærdig foretagende. Og der gik lang tid endnu. Først da Tietgen i 1870 købte ruinen begyndte der at ske noget, og den blev indviet så sent som 1894, altså næsten 250 år efter grundstenen var lagt.
 

Garnisonskirken 

Mere prosaisk er Garnisonskirkens historie. Den blev taget i brug 1706 som kirke for den store landmilitære hær. På Politivennens tid, i 1804 var den lige blevet civil kirke for bydelen.

Nikolaj Kirke

Var på Politivennens tid revet ned på grund af branden i 1795, og kun tårnet (uden spiret) stod tilbage. Det blev brugt som vægtertårn og signaltårn for skibene. Med slagterboder omkring. I 1805 fungerede den ikke længere som kirke. Den nuværende bygning er opført over 100 år senere end Politivennens artikel.

Advarsel til vedkommende

(Efter indsendt)

Tre unge mennesker, hvoraf de 2 er klædt i røde trøjer med grønne kraver, den tredje i matrostøj, går ofte samlede af kådhed, og tilføjer hvem der møder dem, megen grovhed og stadig overlast.

Man advarer disse knøse at holde sig fra sådanne drengestreger for fremtiden, da deres navne allerede er noterede og man ikke vil skåne dem, hvis de igen træffes på fersk gerninger.

(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, s. 5708)

Uforsvarlig kørsel

(Efter indsendt)

Selvom et fruentimmer blev overkørt til døde sidste søndag aften i Pilestræde, må en højaldrende mand dog beklage at også siden at have været udsat for samme ulykkelige skæbne.

Pilestræde og i baggrunden krydset til Klareboderne/Møntergade, hvor Pilestræde skifter navn til Springgade. Det var her et fruentimmer blev overkørt med døden til følge. 

Det er vel ikke muligt at forebygge disse afskyeligheder med tvang. Enhver ulovlig kørsel bliver straffet så snart den angives på politikammeret. Det må man håbe at enhver, der så sådan uorden, ville bekvemme sig til. Men såre nyttigt ville det være, hvis enhver hyrekusk straks ville afskedige ham ved første lejlighed, hvor han enten ved selvsyn eller ved andres vidnesbyrd blev overbevist om, at hans karl kørte uforsvarligt. Om han end ellers havde nok så mange fortræffelige egenskaber.

(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, s. 5707)

Redakteurens Anmærkninger

Springgade 

Var indtil 1881 det stykke af Pilestræde som forløber mellem Møntergade og Landemærket. Se eventuelt bloggens kort fra Politivennens tid. (Klik på kortet for forstørrelse).