En Tanke om de skarpe Patroner fra 2. April

(Efter Indsendt)

Den ulykke som skete og blev udført af guldsmed, nu delinkvent Hertslein, var måske ikke sket, hvis de kugler og det krudt som blev udleveret ved 2. april krigen til alle borgere, efter vedkommendes pligt var blevet afleveret igen på de behørige steder. Man kan således anse det som en medvirken til gerningen. Og da det kunne give anledning til flere sådanne, mon ikke det var det mest rigtige at disse skadelige dele blev frataget enhver uden forskel, og af vedkommende modtaget og afleveret på behørige steder til bedre og mere anvendeligt brug.

(Politivennen nr. 362, 30. marts 1805, sides. 5760-5761)

Redacteurens Anmærkninger.

2. april krigen

Hentyder til Slaget på Reden, som fandt sted 2. april 1801. Næsten 4 år efter har der åbenbart stadig været krudt, kugler og våben blandt forsvarerne.

Ragnvald Johan Hertzlein

Var kendt i samtiden. Født ca. 1755 i Sverige, gift ca. 1780, 3 børn. Rejste til København 1787, borgerskab 1800. Fik 3 børn (som døde som spæde) med sin husholderske, selv om han ikke kunne blive skilt fra sin svenske kone. Boede 1801 i Købmagerkvarteret. Skød kæresten den 24.11.1804 tilsyneladende ved et jalousimord. Først Hof- og Stadsretten (28. januar), senere stadfæstet af Højesteret (20. februar 1805) blev han dømt til døden og halshugget. Dommen stod i Arkiv for retsvidenskab og dens anvendelse, bind 1, s. 423-425 (her i uddrag):

--- antages, at den foranførte Handling er foretaget i et af Jalousie, ophidset ved Nydelsen af stærk Drik, frembragte Forsæt at skade og dræbe ovenmeldte Witta Bjerring. Derimod har Arrestanten nægtet, at han førend bemeldte Dag har havt Tanke til at ville gjøre den Afdøde Skade paa Live eller Lemmer, eller at han engang under Gjerningens Udøvelse, og medens Midlerne til sammes Iværksættelse bleve forberedede, har havt nogen tydelig Forestilling om, hvad det var, han foretog sig,, ligesom de af ovennævnte Vidner omforklarede Omstændigheder heller ikke give Vished om, at Arrestanten har handlet med Overlæg.

Så han havde måske et problem med drikkeri, men var en dygtig guldsmed. Boet blev opgjort til 800 rigsdaler. Henrettelsen blev annonceret i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 5. april 1805:

Guldsmed Heertzlein skal henrettes næstkommende Torsdag. Det til den Ende Eschafoute ere saaledes indrettet at det kan nedtages og igien opsættes naar deraf skulle giøres Brug.

Det blev lakonisk beskrevet i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 9. april 1805:

Skafottet, som Delinqvienten Hertzlein skulle henrettes paa den 4de d. M. om Morgenen tidlig, er 8 Fod høi, forsynet med en Trappe og et lidet Rækværk og kan beqvemt rumme 12 eller 16 Personer.

Henrettelsen den 4. april 1805 blev beskrevet i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 12. april 1805:

Guldsmed Hertzlein blev da i Torsdags Morges Kl. 8 henrettet paa øster Fælled, paa det Dagen forhen dertil opreiste Skaffot. En utallig Mængde Mennesker omringede Stedet uagtet den bidende Kulde, og den dertil udvalgte tidlige Morgenstund. Med Forundring fandtes imellem Tilskuerne ikke blot en Hob Damer, men endog en Mængde smaae Børn. Hertzlein viste langt mere Fatning end man havde ventet. Efter at have hørt en kort Tiltale af Hr. Brorson, med et Kys taget Afsked med ham, og herpaa hørt sin Dom oplæse, aftrak han selv sine Klæder og lagde sig paa Blokken, hvor Hovedet strax med et Hug afhuggedes. De ærlige Slaver lagde derpaa Liget i Kiste, hvorpaa det blev begravet paa Kirkegaarden uden Østerport. Skafottet var kørt efter igien nedtaget. 

Opgørelsen af dødsboet blev annonceret bl. a. i De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 18. oktober 1805:

5/356 1804&5 I Følge Kongelig allernaadigst Bevilling af 27de September sidstleden, læst i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret i København Dags Dato, bliver herved med Aar og Dags Varsel, sub poena pæclusi et perpetui silentii, indkaldede alle de, som formener sig at have noget at fordre i afg. Guldsmedemester Ragvald Johan Hertzleins Stervboe, med deres Paastand at fremkomme og deres formeentlige Krav inden foreskrevne Tids Forløb, for os at anmelde og beviisliggiøre. Den Kongelige Lands Overret samt Kiøbenhavns Hof- og Stadsrets Skiftekommission den 7de October 1805. Carstens. Dall.

Ifølge Det Skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter, 1814, s. 434-435 blev en dugmagersvend, Søren Dam henrettet i april 1805 for drab. Efter sigende fordi han overværede henrettelsen af Hetzlein. Han blev tungsindig, bl.a slog han sin elskede kanariefugl ihjel med ordene "da du bærer dig således ad, så skal du dø den samme død som Hertzlein". Senere slog han så tilsyneladende uden grund en gammel kone ihjel med en kniv, som han fandt på bordet.

Uorden med Slaver

På hjørnet af Store Kongensgade og Toldbodvej har der i denne uge gået en slave fra om morgenen indtil efter middag. Han har uophørligt tryglet og trængt sig på de forbigående for at få noget. Da denne uorden vel kunne give den ufordelagtig opfattelse af den orden, som gælder for disse statens og menneskehedens udskud, så var det at ønske at de ansvarlige alvorligt ville henstille til slavefogederne at de under ingen omstændigheder tillod slaverne at gå fra deres arbejde. Og endnu strengere forbød slavefogden i selskab med slaven at opsøge brændevinsmanden, for sammen at drikke det tiltryglede op, således som det er sket både ved denne og tidligere lejligheder.

(Politivennen nr. 362, 30. marts 1805, side 5758-5759)

Det er meget sandsynligt at den omtalte slave kom fra Kastellets Arrest, som man lige kan ane (den røde bygning) bag Kastelskirkens gule bygning. Det var netop i denne nordlige fløj at slaverne var indsat. Arresthuset er bogstavelig talt bygget sammen med kirkens bagside.

Redakteurens Anmærkninger

Toldbodvej

Hedder nu Esplanaden. På Politivennens tid havde området en berygtet fortid som sump, dernæst opfyldt med dagrenovation. Da affaldet havde tørlagt området, havde kommandanten på Kastellet køer gående. Indtil omkring 1800 blev desertører hængt i en galge, der stod på stedet. Først da man fik plantet træer, begyndte området at blive mere mondænt.

Slaver

Der er ikke tale om slaver i nutidig betydning, men fanger som var idømt særlig hårde straffe. Dem var der formentlig omkring 1.000 af på dette tidspunkt. ODS skriver ( i uddrag): 

... forbryder, der er idømt strengt strafarbejde ..; spec. (jf. Fæstningsslave samt Jærnfange) m. h. t. danske forhold fra beg. af 18. til midten af 19. aarh. ..., om person, der var dømt til at arbejde i jærn ... Tugthusfangerne, Slaverne, som man saa ofte saae i deres halvbrune og halvgraa Dragt med Bøiler om Foden drage gjennem Gaderne til forskjelligt Arbeide paa Fæstningen under Anførsel af en Slavesergent. Davids.​KK.23. 

Kastellets Venner beskriver de kummerlige forhold for slaverne. Straffen med at blive slave blev først afskaffet efter grundlovens indførelse i 1851. Allerede dømte skulle dog først udstå deres straf. En beskrivelse af deres forhold og holdningen til dem stod at læse i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tredie Aargang, No. 85, tirsdag den 5. august 1806, spalte 1341-1348.

Fortsættelse af det i Politivennen forhen paaankede Svineri paa Rundetaarn.

(Efter Indsendt)

Politivennen tilkommer den ros at have foranlediget at flere deri påankede uordener og mangler enten ganske eller for en del er blevet fjernet. Derimod har dens bestræbelser hidtil ikke været så heldige i henseende til det på Rundetårn i svang gående svineri. For uagtet Politivennen for rum tid siden har talt eftertrykkeligt derimod, er der dog endnu ikke sket det mindste skridt til at forebygge det, så at det langt fra at være ophørt, snarere er tiltaget og bliver daglig kontinueret indtil den højeste grad af væmmelighed. Man ser ikke alene langs op af opgangen, men endog øverst oppe på tårnet hyppige beviser på det. Hæsligt er det virkelig at se og ubegribeligt at man tåler, at Uranias tempel så væmmeligt besudles. Fremmede har største grund til at tro at de ikke betræder Danmark observatorium, men Københavns offentlige lokum. 

Anmelderen kan ingenlunde tro at det skulle være umuligt at sætte en bom for disse svinske uordener som naturligvis er en følge af den offentlige adgang til tårnet. Af denne finder desuden mange andre uordener. Af disse vil anmelderen blot anføre at adskillige af tårnets besørgere fordærver observatoriets vinduer og døre ved at ridse og skære navne deri, bortstjæle kobber og bly som på flere steder ses at være afskåret. De ovennævnte uordener kunne altså ikke forebygges så længe adgang til tårnet står åbent for enhver der kan og vil betale sin styver. I sig selv er det vel altid rosværdigt at man har tilladt uvedkommende at besøge denne ærværdige bygning der udelukkende er bestemt til astronomiske observationer og at nyde den skønne udsigt som der åbner sig for øjet. Men da denne tilladelse misbruges så vidt at gadedrenge og pøbel strømmer derop for at øve kådhed og ondskab, ville det sikkert ikke være urimeligt at tilbagekalde den. Portneren ville derved tabe en betydelig sportel. En passende refusion var derfor rimelig. 

Såvidt anmelderen ved er en sådan offentlig adgang ikke tilladt på noget andet observatorium. Det foreslåede middel er vel det sikreste og mest ufejlbarlige, dog mener anmelderen at der endnu findes et andet hvorved det påankede uordener vel ikke ganske, men dog for en del, kunne hæmmes. Man kan vel ikke antage at de omtalte uordener begås af andre end pøbel, gadedrenge og flere der kan sættes i klasse med disse. For sådanne er 2 skilling just ikke nogen kapital. Derimod ville tårnet vist blive forskånet for besøg af disse når ingen blev indladt uden at betale 12 eller 16 skilling. Portneren ville alt i alt intet tabe derved da den som for sin fornøjelses skyld kommer på tårnet, sikkert ikke ville blive borte på grund af denne ubetydelige betaling. Anmelderen ønsker meget ikke at have talt forgæves, og at vedkommende ville værdige disse linjer deres opmærksomhed.

(Politivennen nr. 361, 23. marts 1805, s. 5738-5741)

Forsvar for de københavnske Kobbertrykkerier.

I anledning af en artikel i Dagen nr. 42 om kobberstikkere og kobbertrykkere, hvor udgiveren roser stikkerne og kritiserer trykkerne, finder jeg mig beføjet til at gøre indvendinger imod det anførte, ligesom også at forklare årsagen til hvorfor kobbertrykkerne ikke er hvad de kunne være.

En kobberstikker har Kunstakademiet som vejledning, og han kan med akademiets eller egne bekostning på rejser forøge sine kundskaber på fremmede steder. En kobbertrykker derimod har ingen vejledning herhjemme i sit fødeland. Han har derfor aldrig lært hvad han burde lære. De der bliver kobbertrykkere, er derfor fuldstændig ukyndige mennesker der først gennem lang øvelse er nødt til at studere det, som kunne læres gennem undervisning på et meget lærd sted.

En anden årsag er, at alle de kobbertrykkere som er i København, er fattige folk, der ikke har råd til at anskaffe sig de nødvendige kostbare presser.

For at bringe trykkeriet til det det burde være, har jeg i sin tid indgivet en ansøgning om understøttelse til at anskaffe mig en engelsk presse. Men jeg spildte min tid med at skrive ansøgninger, og 5 rigsdaler for at tegne en sådan presse.

Al vejledning, al understøttelse er derfor stoppet for en kobbertrykker, og under disse omstændigheder bliver det altså umuligt for en dansk kobbertrykker at levere arbejder, som engelske og franske. Den danske kobbertrykker er derfor nødt til at leve af små arbejder, som han med sine ikke særlig gode presser kan trykke. Disse arbejder består for det meste i blanketter, visitkort, adresser og plader, som boghandlerne lader stikke og trykke. Men da disse ikke kan betale arbejder således som andre, da de ellers ville få for store udgifter, så følger også deraf, at kobbertrykkerne ikke kan levere så gode aftryk som de kunne levere hvis det blev bedre betalt.

Kobberstikkere har Kunstakademiet som vejledning, og kan med akademiets eller egne bekostning på rejser forøge sine kundskaber på fremmede steder. En kobbertrykker derimod har ingen vejledning herhjemme i sit fødeland. Han har derfor aldrig lært hvad han burde lære. Hvordan ville Gammeltorv i Johan Jacob Bruuns Novus Atlas Daniæ (1761) have været uden begge disse vigtige håndværk?

Her er altså årsagen til hvorfor kobbertrykkerne ikke er det de burde være. Redaktøren af Dagen må vist ikke være dansk, eller også være smittet af den syge, som i mange år har været gængs, at tro at enhver udlænding kan gøre tingene bedre end vi. Selvom det dog undertiden ikke er bedre, men endog dårligere, hvilket jeg kan bevise.

Jeg er så lykkelig at have bedre arbejdere end de fleste kobbertrykkere, og kan derfor overleve. Men at kunne bringe trykkeriet til det, som det burde være, dertil er min formue ikke stor nok.

Dagen fortæller, at rygtet har sagt, at hr. kobberstikker Clemens vil foretage en udenlands rejse for at få aftryk af sin plade over slaget den 2. april 1801. Rygtet har løjet. For der er slet ingen rimelighed i denne ting. Hr. Clemens ejer en presse, som jeg tror har alle de fuldkommenheder som en god engelsk presse har. Hr. Clemens har været udenlands og vist set de bedste trykkerier. Det må derfor være afgjort, at han ikke har ladet gøre en presse, der ikke havde alle mulige fuldkommenheder. Når dette er sandhed, hvorom vist ingen tvivler, end ikke redaktøren, da skulle det være underligt, hvis ikke der skulle findes en mand, der kunne viske en plade. Altså bliver det afgjort at herr. Klemens ikke behøver at rejse udenlands for at få sin plade aftrykt.

Det var ønskeligt at i stedet for (efter Dagen) der skulle komme en fremmed, at nedsætte sig og fallareres, at man ville opmuntre en dansk mand, ved at lade ham undervise, af kyndige mænd. Han ville da nå lige så stor fuldkommenhed som nogen udlænding.

Til at undervise i kobbertrykkeriet kender jeg ingen bedre end Danmarks berømte kommandørskab Løvenørn som så mange år har været bestyrer af kortarkivet på Holmen.

Denne mand ville vist ikke findes uvillig til at give kobbertrykkerne al den oplysning han kender. Derved blev den danske hvad han kunne være, og Danmark nød den ære at være fuldkommen i denne som i andre ting.

København den 22. marts 1805
Schiøtt
Kobbertrykker

(Politivennen nr. 361, 23. marts 1805, s. 5733-5738)

Redacteurens Anmærkninger

Schiøtt

I Kraks Vejviser for 1804 (s. 361) står Schøtt (uden fornavn) som kobbertrykker på hjørnet af Christen Bernikowsgade og Antonistræde 3, 31 og 32. Måske Johannes Sørensen Schiøtt, som i Weilbachs kunstnerleksikon står opført som far til kobberstikker Søren Schiøtt (1795-1868). Sønnen var erhvervsgrafiker. Han udmærkede sig ikke ved "større billedkunstneriske evner, men hans virke kan ses i lyset af det stigende behov for fortrykte formularer, brevpapir, etiketter osv., der opstod i samfundet i forbindelse med den begyndende industrialisering og masseproduktion af varer samt den tiltagende modernisering af samfundslivet. Hans etikette til den kendte eau de cologne Esprit de Valdemar, fremstillet siden 1836, er et eksempel på et stykke brugsgrafik af reklamemæssig karakter, der opnåede vid udbredelse i hans samtid og senere. Etiketten, der har en umiddelbar naiv charme, inspireret af den nyvakte interesse for dansk middelalder, var beregnet på at blive klæbet på de slanke sekskantede flasker, som Holmegaards glasværk fremstillede til dette produkt". (Billedet fremstiller nok mere end retro-flaske).

Poul Løvenørn

Poul Løwenørn (1751-1823) er til gengæld kendt. Inden for søfartskredse nærmest legendarisk: Søfartsstyrelsen opkaldte 2001 et skib efter ham. Dansk Biografisk Leksikon om Poul Løvenørn skriver han havde "mange jern i ilden, men han formåede at holde de mange stillinger han indehavde ude fra hinanden". Bl.a. som spion, ekspeditionsleder, lods. grundlægger af det danske fyr- og vagervæsen, organisator af færgevæsenet i Danmark. Han blev 1784 Søkortsarkivets første direktør.

Han er begravet på Assistenskirkegården. På stenen står bl.a. står en gravsten med denne indskrift: "Denne grav rummer de jordiske levninger af contra-admiral Poul Løwenørn. Overlods i Sjælland og direkteur for de kongelige søekaart-archiv m. m. Storkors af dannebroge samt dannebrogsmand. Ridder af st. anna ordenens 1. klasse. Commandeur af sværd ordes..."

Artiklen i Dagen, nr. 42 1805 lød således:

Rygtet siger, at vor berømte Kobberstikker Clements, der nu er fremmelig med sin Plade over Slaget d. 2 April om nogen Tid fortager en Reise, for udenlands at faae af trykt samme. Beklagelligt at vi ikke have Kobbertrykkerier, hvor vore Kobberstikkeres bedre Arbeider, saaledes som de burde, kunne afrykkes. Det var et Ønske at vort Kunstakademi var saa rigt, at det kunde afstaae den Kobbertrykker der forstod sin Kunst tilfulde, og her vilde nedsættes sig, en vis aarlig Løn, for blot at boe her. Vi have Kobberstikkere, der ere Mestere i deres Kunst, vi have Yndere af de skjønne Kunster, der ikke finde de Penge spildte, hvormed de lønne Kunstnere, men hvad hjelper det at faa Plader herligt stukne, naar de ej kunne aftrykkes men fordærves i ukyndige Hænder. Hr. Kammerherre Bernt Anker har fra England, med 600 Pd. St. Bekostning, faaet 2 deslige Kobberplader i kulørt Maneer, den ene over Kristiania, den anden over en anden norsk Udsigt, men de kunne her ikke aftrykkes.

Om Mangel på Møllerne på Landet

Før i tiden var vores land rigeligt forsynet med vandmøller. I hvert fald havde visse egne denne fordel, som mange nu længes efter, når vindstille standser vejrmøllernes gang og forårsager møllemangel. Mange vandmøller er fra tid efter anden blevet nedlagt på grund af agerdyrknings flid og deraf flydende vandets afgravning eller afledning. Og nogle af de endnu bestående klager over mangel på vand på grund af agerdyrkningsfliden. Vejrmøller er godt nok visse steder blevet bygget i stedet for vandmøller. Men som det ses ikke altid i den mængde, som svarer til befolkningstilvæksten, eller som anses nødvendig for at imødekomme den forventede mangel og vilkårlig behandling.

At det er sådan, viser erfaringen på landet. Når der enten er eller dårligt føre eller andre mødende hindringer er det vanskeligt at komme til møller og få malet, og selv efter at disse hindringer er ryddet bort, vokser antallet af de som søger møllerne daglig. Derfor må man i de tilfælde ofte med sendebud eller de såkaldte drikkepenge trygle om eller købe sig til at ens korn bliver malet, hvis man ikke vil stå tilbage for andre og midlertidigt savne det fornødne til husholdningen. 

Ved vindstille eller dårligt føre, eller utallige andre hindringer kan man ikke få malet sit korn. Det var ikke sket i gamle dage, hvor vi havde flere vandmøller. (I mangel af bedre, et foto af Ganløse Mølle, opført 1863).

For landmanden er det sjældent nødvendigt at opbevare et stort forråd af mel og gryn for fremtiden, og han kan altså ikke altid benytte sig af vindens, vejenes og andre bekvemme lejligheders fordele. For at forebygge disse ulejligheder og deraf følgende misbrug, ville det være tvingende gavnligt, at flere møller blev bygget på sine steder, hvorved de nuværende møllers monopol ville indskrænkes noget. 

På grund af jordenes bedre dyrkning, ved parcelliering, udskiftning osv. ved den deraf følgende befolkningstilvækst, forbruges nu mere korn i landet end før. Det synes at nødvendiggøre at forøge møllernes antal, og tillige ønskeligt i flere end en henseende. Visse kornsorter som nu sælges i den rå tilstand, kunne med fordel for landet forvandles til mel og gryn, og således eksporteres, hvorved malegevinsten vandtes for landet. Statens kasse ville ikke tabe på det, når der på kværnene efter deres dimensioner pålagdes en passende afgift til statskassen. Flere hænder blev sat i nyttig virksomhed. 

På samme måde anses det særdeles gavnligt for landmanden, om der på landet, som i købstæderne, ved kongelig anordning blev bestemt noget bestemt i malepenge for en tønde, når mel og gryn blev leveres fra møllen efter fastsat vægt, og om visse bøder blev satte for den møller, som blev taget i at kræve mere end det anordnede eller på anden måde viste sig svigagtig.

Når regeringen vil tillade opførelse af nye møller, hvor disse efter skønsmænds bedømmelse måtte anses fornødne, og i betragtning af de omliggendes ringe antal og dårlige tilstand, er jeg overbevist om at der ikke vil mangle nogen som ville benytte sig af denne tilladelse, afhjælpe manglen og sikre de omliggende hastigere og bedre behandling. Mange ville glæde sig over en sådan foranstaltning til medborgeres nytte.

***

Lige så ønskeligt det er at agerdyrkningen måtte bringe mange vandmøller til at bestå, og at den nu fremspirende omsorg for indenlandsk vandtransport måtte fuldende hvad agerdyrkningen ikke kan. Lige så rigtig er den påstand, at vindmøllernes tal bør forøges til det fornødne tal. Det ville også være ypperligt hvis man i det mindste i hvert amt havde en dampmølle for at afbøde møllemanglen i stille vejr.

(Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5729-5732)

Redakteurens Anmærkninger

Skribentens ønsker gik først i opfyldelse et par årtier senere. Handelsmøller, altså møller der malede med salg for øje, kom først rigtig i gang efter 1825, og dampmøllerne først o. 1830. Dampmaskiner var dog allerede kendt fra 1790, hvor Danmarks første dampmaskine blev installeret på flådens værft.