Bekendtgørelse

For de der har læst hvad jeg i forrige nummer af Politivennen har skrevet "om en ulykkelig sort pige", vil det sikkert være en sand fornøjelse at erfare, ligesom det for mig er en inderlig glæde at kunne bekendtgøre, at en privat medborger her i København har givet mig sit håndslag på, at hvis den stakkels Caroline virkelig er solgt ved den i St. Croix Avis bekendtgjordte auktion, vil han for samme sum løskøbe hende for at skænke hende sin frihed. Da det ikke kan tænkes, at Carolinas nuværende ejer jo skulle være villig til at afstå hende til en så ædelmodig køber, så kan hendes frihed allerede anses som sikret. Hvor en nations privatmænd tænker så ædelt, der tør, der bør man være vis på, at dens regent ved et lovbud vil sikre de sorte brødres og søstres frihed, der herefter måtte findes i samme tilfælde som denne Carolina.

K. H. Seidelin.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5841-5842)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til en artikel i Politivennen nr. 366, 27. april 1805, s. 5813-5821.

Ønske angående Stadens Bomme

Den 19, april skete der en ulykke ved Amagerports bom, hvor et menneske for livstid blev gjort til krøbling, et andet kvæstet, og som på nær et hår havde skilt 4 personer ved livet på en ynkelig og forargelig måde.

Hestene løb løbsk ved Amagerport, hvor bommene på ordre af Rådmand Lund var halvt lukkede til glæde for fodgængerne, men til stor fare for kørende. (Bommen stod på den anden side af vejen, til venstre uden for billedet, på den anden side af voldgraven).

En familie bestående af mand, kone og pige, samt kusk, som på egen vogn ville til staden, havde det uheld, at hestene løb løbsk lige udenfor fæstningsværkerne. Kusken tabte i sin forskrækkelse tømmen, og de kørende havde nu intet andet håb tilbage, end at den nedslåede bom ville gøre ende på hestenes uregerlige løb. Men til ulykke stod bommen ikke nede. Derimod ikke engang halvt opslået, så hestene smuttede under. Kusken blev straks med et så vældig slag og en sådan knugen stødt fra vognen, at han fik et bræk af den værste art, foruden mange andre beskadigelser. Pigen som sad hos karlen, dukkede sig. Og manden og konen havde lykkeligvis åndsnærværelse nok til at kaste sig aldeles bagover, og slap således under. Bommanden som var sprunget til, havde sluppet bommen løs. Og denne for nu op med sådan fart, at tampen af tovet gav konen et vældigt slag i ansigtet, så blodet strømmede ud af næse og mund. 

Hestene løb, men da pigen opfangede tømmen, styrede manden dem nu brat til siden, så deres fart for denne gang fik ende.

Da manden spurgte bommanden, hvorfor bommen ikke stod enten lukket eller åben i stedet for i denne så farlige skrå stilling, blev svaret at det var således befalet, og at ordren navnlig var ham givet af hr. rådmand Lund.

Den som nedskriver dette, betvivler ikke at sådan ordre kan være given af gode årsager. Og han indser den, at en sådan stilling er bekvem for fodgængernes færdsel. Da det imidlertid af denne fremsatte fortælling er klart, at en bom enten bør være helt oplukket, eller helt lukket, så tør man med den største tillid forvente, at den høje magistrat iler at give fornøden befaling herom.

Det er klart at man må ønske, at en lignende ordre gives overalt hvor der er bomme, da lignende ulykkelige tilfælde kunne ske ved enhver bom.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5832-5835)

Om uberettiget Landgang

Længe har der i dette blad været klaget over den mangel på opsyn, der i lang tid har tilladt så mange svenske at blive udskibet og indskibet ved Lappen ved Helsingør. Efter at denne bagdør endelig er blevet lukket for den slags folk, der af visse årsager helst kommer og går uden pas, virker det som om andre åbner sig, hvis ikke der bliver holdt et vågent øje med det.  Ved fiskerlejet Lumme ved Malmø og flere steder begynder man at overføre pasmanglende personer til Skovshoved, Vedbæk, Tårbæk og hvor de først kunne sætte dem i land. Vi ville måske blive fri for mange slette personer, hvis der blev udsat en dusør til den, der opdagede sådan urigtig landgang.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s.5832)

Gaden Lappen, nedenfor Marienlyst Slot. Stranden ligger bag ved husene. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redakteurens Anmærkninger

Lumme

Han må mene Lomma som ligger et par kilometer nord for Malmø.

Om et Apothek i Ringsted

Efterhånden som vores medicinalvæsen kommer på bedre og bedre fod, bliver det og mere nødvendigt med samme ihærdighed og under overvågning af uberettiget salg af lægemidler, markskrigerbedragerier, kloge mænd og koner, at lette adgangen til at få gode og lovlige lægemidler hos velforsynede og kyndige apotekere på hver egn.

Det ligger i sagens natur, at man ikke kan have en god apoteker i enhver købstad, med mindre der er rimelighed for, at han kan leve der. Men det er vel lige så naturligt at steder, der før ikke kunne ernære et apotek, i tidens løb kan blive i stand til det, når omegnen opdyrkes bedre.

Ringsted har som følge af forbedringer indenfor landbruget brug for en rigtig apoteker (Erich Pontoppidan: Det Danske Atlas, Tomus 3, 1767). 

Ringsted kan ikke andet end regnes for et sådant tilfælde. Det tiltagende landbrug har også  forøget folkemængden her i Sjællands frugtbare midte. De nærmeste apoteker er på den ene side i Sorø og på den anden side i Roskilde. På de to andre kanter er apotekerne endnu længere væk. Dette havde også bevæget den nu afdøde distriktskirurg Walbohm til at have den mest nødvendige medicin klar i sit hus. Men så nyttigt det end var, ligeså let kan enhver vel være enig i, at dette ikke er den måde, som man i almindelighed kunne ønske en stad og dens omegn forsynet med de nødvendige lægemidler. En god apotekers og en god kirurgs eller læges videnskaber er forskellige, og de fordrer hver for sig sin mand. For ikke at nævne andre årsager, som ikke indbefatter at lade lægen profitere ved at patienten forbruger mange og kostbare lægemidler.

Man udtaler altså det ønske, som er hele Ringsteds bys og dens omegns attrå, at et "apotek" måtte tillades og oprettes i "Ringsted". Den indsigelse at de 4 nærmeste apoteker alle ville lide et lille tab, tror man ikke vil hindre vores omsorgsfulde regering fra at råde bod på det her fremstillede savn. De vil desuden ved landbrugets vækst i deres omegne også snart blive holdt skadesløse.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5829-5831)

Redacteurens Anmærkning

Ringsted Apotek

Ringsted fik vitterligt et apotek tre år senere, i 1808. Først som en filial af Sorø Apotek. Fra 1867 havde det til huse i Apotekergården Nørregade 12.

Om indskriften over Indgangen til Assistenskirkegården

Denne indskrift er ifølge de offentlige blade sådan: "Hvilested for afdøde medlemmer af de kristnes samfund i København".

Det kan ikke nægtes, at denne indskrift er simpel, og den har altså den ene af de tre egenskaber en offentlig indskrift bør have.

Sand anser jeg den imidlertid ikke, for

1. Det forekommer mig skadeligt at vedligeholde den overtro hos almuen at de døde hviler i gravene. Hverken vores positive religion eller vores fornuft tillader os at tro det. Det almindelige udtryk: "Han hviler i graven" er poetisk, men også ligeså urigtigt som poeternes udråb: "Han er ikke mere".
2. Udtrykket "medlemmer af de kristnes samfund" er for snævert. Hvor begraves da de der ikke er medlemmer af de kristnes samfund og som ikke er jøder?
3. Ordet "samfund" forekommer mig upassende. Er der da et samfund mellem katolikker og protestanter i København som kristne?
4. Ordet "København" står underligt på det sted i indskriften. En roskildenser der kommer til København og dør der, bliver begravet på kirkegården, og var dog ikke medlem af de "kristnes samfund i København". Skal København høre til ordet afdøde, må tingen sættes anderledes sammen.
5. Ordet "afdøde" er for snævert. For hvis man ville tillade, at den der dør pludseligt, ved lynslag, ved skud, stik o. lign. kaldtes afdød, som dog er mod sproget der kun kalder ham død, da afdød medfører begreb om en langsommere død, så må det indrømmes, at et i København dødfødt barn ikke er et "afdød medlem af de kristnes samfund i København". 

Videre har jeg ikke at indvende mod indskriften. Men jeg tror at der egentlig slet ikke behøves nogen indskrift, lige så lidt som det behøves skrive København over stadens porte.

(Politivennen nr. 366, 27. april 1805, s. 5826-5828)