Parterrets Puddersvin

(Efter indsendt)

Indsenderen er lige så uenig med de der påstår at et hoved pyntet med pudder og pomade røber pedanteri, koketteri, aristokratisme, som de der finder at rundt upudret hår vidner om råhed og frækhed. Desuagtet kan han dog ikke nægte, at han inderlig glæder sig over at pudderperioden er forbi, og at alle bestræbelser indtil videre har været frugtesløse, hvormed adskillige indskrænkede hjerner har forsøgt at bringe alle hoveder under pudderpusteren og pomadekrukken igen. At få alle hatte tilsmurte og på ny at få alle gader til at vrimle med en mængde mennesker der uden at være medborgerne til nytte, tvinger dem til omhyggeligt at vogte sig for al berøring af deres tilpudrede kjoler. 

Hvem ville have noget imod at en mand som ældre oplevede den tid, hvor den desværre kun sjældent klogt bydende mode tillod at bære håret rent og frit, vedbliver at lade sig frisere når ingen derved lider? Men når unge pudrede lapser borer sig ind på parterret, og uden hensyn tilsmører og fordærver de renligere parterregængeres klæder med deres tilsølede hoveder, klæder og hatte, og tilmed morer sig med at se hvor ængstelige disse bliver ved deres naboskab, så kan man næppe bare sig for harme eller for det ønske, at ingen teaterpolitilov kunne stoppe sådan virkelig fornærmende adfærd.

I det mindste burde disse pudderhelte have den bevidsthed at lade deres hatte blive hængende udenfor. For at påbyde dette, kan det vil heller ikke tvivles på at en kongelig teaterdirektion ville være berettiget. Så meget desto mere som bygningen er så uforholdsmæssig lille, og parterret der propper og stuver sig så fuldt.

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5849-5851 (Fejlagtigt angivet som 5854))   

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybedes i Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5868-5871.

Parterre

I Gyldendals Teaterleksikon står der om parterre: "tilskuerpladserne på gulvet bagest i en teatersal. P bruges både som betegnelse for det fysiske sted i bygningen samt om det publikum, som hører til der. P udgjorde oprindelig hele gulvet fra scenen til logerne. I siden var der bænke (sideparterre) og i midten ståpladser (ståparterre). På Det Kongelige Teater kunne der fra 1778 ved udsolgte forestillinger indsættes to parketbænke helt forrest ved orkestergraven, hvilket gav anledning til endnu mere puffen og skubben i P. Parterrepladserne var billigere end logepladserne, men dyrere end galleriet øverst oppe. På ståparterret, i det kritiske parterre, fandt man ofte studenterne, og det var vigtigt for skuespillere og forfattere at få P med sig, da de blev opfattet som meningsdannere. Kvinder så man ingen af i P; de fine fruer sad i logerne og enkelte mindre fine på galleriet" 

Højre side af parterret var reserveret til håndværksmestre, handlende, folk ansat i staten på lavere poster, mens venstre side var reserveret til yngre embedsmænd, studenter, litterater, intellektuelle og kunstkyndige. Råb, hyssen, trampen ja endog deciderede slagsmål mellem tilhængere og modstandere af en forestilling var almindelig. Ved visse lejligheder måtte justitsminister F. J. Kaas i spidsen for soldater med opplantede bajonetter gribe ind for at skaffe ro.

Jeg har tabt min Næringsvej

Mit bo er opgivet til rettens behandling. Det første idømtes ved Danmarks øverste domstol. Det sidste var min pligt mod mine kreditorer, hvoraf flere er mine højt agtede velyndere. For at ernære mig og mine udgiver jeg Dagen og Politivennen. Jeg tilbyder også min tjeneste for alle de, der ønsker noget oversat fra engelsk, fransk, tysk, spansk, italiensk, hollandsk eller russisk. Det var altid min hensigt at begave og behage mine medborgere. Deres yndest vil, håber jeg, også i fremtiden kaste et blomst på min levevej!

K. H. Seidelin

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, s. 5845-5846)

Redacteurens Anmærkning

Politivennens udgiver og journalist, K. H. Seidelin var flere gange i konflikt med myndighederne. I 1805 blev han fradømt retten til at kalde sig bogtrykker. Ikke pga Politivennen, men Dagen. Herefter kaldte han sig selv for "Commandersergeant og Literatus" (No. 368), i stedet for som indtil da "Bogtrykker og skrivtstøber" (No. 367.

Uordener

2. Igen er en gammel mand uden mindste advarsel pludselig blevet kørt over og blevet ilde tilredt. Så det var at ønske at straffen blev skærpet og belønning udsat til de der pågreb gerningsmændene. Det kunne delvis afværge sådanne voldsomheder, især når straffen blev offentligt bekendtgjort til eksempel for andre.

Kronprinsessegades beboere kan ikke være i fred for den utålelige støj fra skoledrenges hujen og skrigen. 

3) Man kunne ønske at Kronprinsessegades beboere blev befriet for den utålelige støj med hujen og skrigen som nogle drenge efter skoletid hver middag og aften forvolder, da de har opslået deres forsamlingssted lige der.

(Politivennen nr. 362, 30. marts 1805, sides. 5762)

Bekendtgørelse

For de der har læst hvad jeg i forrige nummer af Politivennen har skrevet "om en ulykkelig sort pige", vil det sikkert være en sand fornøjelse at erfare, ligesom det for mig er en inderlig glæde at kunne bekendtgøre, at en privat medborger her i København har givet mig sit håndslag på, at hvis den stakkels Caroline virkelig er solgt ved den i St. Croix Avis bekendtgjordte auktion, vil han for samme sum løskøbe hende for at skænke hende sin frihed. Da det ikke kan tænkes, at Carolinas nuværende ejer jo skulle være villig til at afstå hende til en så ædelmodig køber, så kan hendes frihed allerede anses som sikret. Hvor en nations privatmænd tænker så ædelt, der tør, der bør man være vis på, at dens regent ved et lovbud vil sikre de sorte brødres og søstres frihed, der herefter måtte findes i samme tilfælde som denne Carolina.

K. H. Seidelin.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5841-5842)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til en artikel i Politivennen nr. 366, 27. april 1805, s. 5813-5821.

Ønske angående Stadens Bomme

Den 19, april skete der en ulykke ved Amagerports bom, hvor et menneske for livstid blev gjort til krøbling, et andet kvæstet, og som på nær et hår havde skilt 4 personer ved livet på en ynkelig og forargelig måde.

Hestene løb løbsk ved Amagerport, hvor bommene på ordre af Rådmand Lund var halvt lukkede til glæde for fodgængerne, men til stor fare for kørende. (Bommen stod på den anden side af vejen, til venstre uden for billedet, på den anden side af voldgraven).

En familie bestående af mand, kone og pige, samt kusk, som på egen vogn ville til staden, havde det uheld, at hestene løb løbsk lige udenfor fæstningsværkerne. Kusken tabte i sin forskrækkelse tømmen, og de kørende havde nu intet andet håb tilbage, end at den nedslåede bom ville gøre ende på hestenes uregerlige løb. Men til ulykke stod bommen ikke nede. Derimod ikke engang halvt opslået, så hestene smuttede under. Kusken blev straks med et så vældig slag og en sådan knugen stødt fra vognen, at han fik et bræk af den værste art, foruden mange andre beskadigelser. Pigen som sad hos karlen, dukkede sig. Og manden og konen havde lykkeligvis åndsnærværelse nok til at kaste sig aldeles bagover, og slap således under. Bommanden som var sprunget til, havde sluppet bommen løs. Og denne for nu op med sådan fart, at tampen af tovet gav konen et vældigt slag i ansigtet, så blodet strømmede ud af næse og mund. 

Hestene løb, men da pigen opfangede tømmen, styrede manden dem nu brat til siden, så deres fart for denne gang fik ende.

Da manden spurgte bommanden, hvorfor bommen ikke stod enten lukket eller åben i stedet for i denne så farlige skrå stilling, blev svaret at det var således befalet, og at ordren navnlig var ham givet af hr. rådmand Lund.

Den som nedskriver dette, betvivler ikke at sådan ordre kan være given af gode årsager. Og han indser den, at en sådan stilling er bekvem for fodgængernes færdsel. Da det imidlertid af denne fremsatte fortælling er klart, at en bom enten bør være helt oplukket, eller helt lukket, så tør man med den største tillid forvente, at den høje magistrat iler at give fornøden befaling herom.

Det er klart at man må ønske, at en lignende ordre gives overalt hvor der er bomme, da lignende ulykkelige tilfælde kunne ske ved enhver bom.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5832-5835)