Forslag om Ulfeldts Plads

(Efter indsendt)

Ulfeldts Plads kunne være en af byens skønne pladser, hvis ikke slagterboderne skæmmede den både ved deres modbydelige udseende, og ved deres for sundheden skadelige uddunstninger af forsulede køddele. Indsenderen indser at en fuldkommen fjernelse af disse slagterboder nok ikke straks lod sig gøre, uanset hvor meget der taler for det. Men en formindskelse af deres antal, da dog adskillige står ubrugte, og de tilbageblevnes indretning på løse ruller, således som butikkerne på Amagertorv, forekommer umiddelbart kunne iværksættes. 

Ulfeldts Plads 1755 set fra øst. Eller fra 1841: Gråbrødretorv. Skamstøtten over Ulfeldt ses lidt til venstre for midten. Der ligger nu en brosten på torvet med Ulfeldts monogram og årstallene for opsætningen (1664) og fjernelsen (1842) af støtten. (Johan Jacob Bruun: Novus Atlas Daniæ. Også gengivet i Kjøbenhavns Prospecter)

Når de blev flyttet, kunne de ansvarlige blive i stand til at rengøre og rense pladsen fra ovennævnte væmmelige kødlevninger. Og ved at splitte dem op i to sammenhængende rækker, en på hver side af støtten, ville pladsens rummelighed og skønhed blive mere iøjnefaldende.

(Politivennen nr. 370, 25. maj 1805, side 5886-5887) 

Skarn og Skarns Lugt paa Østerbro Allee

Når man vandrer den skønne vej over Østerbro og glæder sig ved at nyde Guds frie luft og de herlige udsigter som vandringen der frembyder, studser man ved en modbydelighed som sætter sjælen i en sørgelig stemning. Garnisonkirkegården og den mands mindestøtte hvis forsæt det var at vise verden hvorledes det ikke er uværdigt for en befalingsmand at vælge sin grav der hvor fædrelandets ringere forsvarere hviler - de fattiges kirkegård - vanhelliges ved en mødding. Den støtte skjules næsten for vandreren ved urenligheds sammendyngelse. Denne bliver en ækelhed i stedet for en trøst for de ulykkelige. Dersom det i anordningen om vejvæsenet befales at der ikke lægges nogen mødding i en vis nærhed af landevejene, så tør man tro at Østerbro ikke kan være undtagelse fra denne regel.

Schiøtt.

(Politivennen nr. 370, 25. maj 1805, side 5877-5878) 

Noget mere om pudderets brug

(Efter indsendt)

I forrige nummer er indrykket et stykke under titlen: "Parterrets puddersvin", som har ærgret mand af bladets læsere, herunder mig.

Man kan endda acceptere, at udgiveren eller den der har tilsendt ham dette angreb, er fjender af pudder og pomade, og kalder pudder og pomade for snavs. Men det er dog en grovhed i flæng at slå om sig med (ord som) pudderhelte, pudderlapse o.lign. Er enhver anstændig mand der bruger pudder og pomade,da  en laps? Eller har en anstændig mand ikke lov til at gå på parterret friseret, uden at blive skældt ud for puddersvin? Og hvis ellers den strenge fortaler tillader at stå på parterret uden hat, vil denne så garantere ham sikkerhed for den hat der er hængt udenfor. Det sker jo ofte, at hatte som er udleveret til forvaring udenfor, ja selv overtøj, bliver stjålet.

***Udgiveren har ikke modsat sig at trykke så meget af det tilsendte, skønt det ikke er skrevet i den bedste tone. Som svar kunne det være nok at henvise til det her fordømte stykke i nr. 368, der koldsindigt gennemlæst bedst gendriver det ovenstående. Da udgiveren imidlertid har hørt flere tale heftigt mod dette stykke, efter hvad de har hørt af andre, uden selv at have læst bladet, og nogle deriblandt ikke holder det, vil han blot anmærke, at han kun har brugt ordet puddersvin om de unge pudrede personer, der opfører sig usømmeligt på parterret, ved at trænge sig ind blandt folk, holde hattene vendt udad med den nederste del, lægge det pudrede hoved op til de omstående, osv. Ikke med et ord er omtalt aldrende mænd, eller endog yngre mænd, når disse viser anstændig opførsel. Men det forstår sig selv, at hvis en gammel mand går på parterret, og der vender den pudrede side af sin hat mod andres klæder, så bliver han grisen lige så fuldt som den unge. 

Skal man da vende hattens pudderside mod sine egne klæder, har nogle spurgt? Ja, hvad ellers, svarer jeg. Det er dog unægtelig ikke så hårdt at blive tilsølet af sit eget kære pudder, som at blive det af andres.

(Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5868-5871)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybede en artikel i Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5849-5851.

Et Vink til Boghandlerne

Det er ikke usædvanligt, at når man køber en indbunden bog hos en boghandler og gennemblader den, opdager man sommetider at den er defekt, sommetider at den er urigtig indbunden. Det forstår sig, at boghandlerne kunne ombytte et sådant eksemplar mod et der er rigtigt. Men når nu en sådan bog sendes uden at blive gennembladet (og hvor ofte sker dette ikke), så er sagen for vedkommende ejere på et fjerntliggende sted mere end ubehagelig. Den er i sine følger et bedrageri.

Var det ikke en rimelig pligt at alle boghandlere der sælger indbundne nye bøger, inden de udleveres at forvisse sig om, at de ikke er defekte eller urigtig indbundne. Og fortjente ikke de bogbindere som flere gange således udfører deres arbejde, at deres navne bliver offentligt bekendtgjorte? Sagen er virkelig vigtigere, end den ved første øjekast kunne synes.

(Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5867-5868)

Ønske angående Vejen mellem Sortedamssø og Sankt Jørgens Sø til Sanct Hans Hospital

Så vidt vides er der allerede for nogle år siden skrevet om denne slemme og ikke sjældent højst farlige vej. Man siger at følgen heraf skal have været, at nogle træer blev plantet på den ene side af omtalte vej. Men erfaring viser at dette aldeles ikke er tilstrækkeligt, og gid det ikke vil blive bevist på sørgeligere måde end hidtil. Selv om sommeren er hele vejen fra Nørre eller Vester Farimagsgade når det blot har regnet en nat, meget ubehagelig at vandre på. Om vinteren, især forår og efterår, er den næsten ufremkommelig. 

Anmelderen af dette har adskillige gange haft det uheld, at hans galocher er blevet siddende i dyndet, skønt de ellers sidder temmelig fast til støvlerne. Men det værste er dog, at der på hele vejen ikke er rækværk på nogen af siderne. Endog ved højlys dag er de mest ædru folk udsatte på denne vej for den største fare, når det blæser stærkt. Midt på vejen kan man ikke holde sig uden at synke dybt i morads. Vil man søge sidevejen, hvor let kan man da ikke risikere at falde i søen? 

På denne akvarel billede fra 1850 af H. G. F. Holm kan man ane at Farimagsgade selv 45 år efter artiklen stadig er ude på landet. Dog er søerne rykket tilbage og møllerne har holdt deres indtog.

Men størst er faren om aftenen. Og der skal virkelig være eksempler på at mennesker er styrtet ud, men lykkeligvis reddet. Ikke alene hospitalets betjente som passerer denne vej, er udsat for fare, men også hospitalets lemmer som får tilladelse at gå ind til byen og skal derud igen. Mange af disse er gamle og svage. Var det ikke sørgeligt hvis et slagtilfælde eller anden sygdom anfaldt en af disse på denne vej? Eller hvis en eller anden hospitalet uvedkommende i beskænket tilstand eller forvildet af mørket faldt ud i en af søerne, hvortil også enten stærk blæst eller glat føre kunne bidrage. Man kan nemt frygte for sådant tilfælde. 

Der arbejdes på hospitalets udvidelse, og derfor vil flere mennesker end hidtil komme til at passere denne vej. Det er derfor ønskeligt at de ansvarlige nu tillige vil sikre disse og enhver der skal gå den frem og tilbage for fare. Det kunne dels ske ved at foranstalte den om ikke brolagt, så dog forsvarligt opfyldt. Dels ved at opsætte et godt og forsvarligt bolværk, enten af kampesten eller træ, eller også en jordvold på begge, eller i det mindste på en af siderne. Hvad der nu var mindst bekosteligt.

Rigtig nok ville dette forslags gennemførelse koste noget, men det var dog vel ikke så ubetydeligt, som blot et menneskes liv. Af den høje og velædle Magistrat, den specielle direktion for St. Hans Hospital, Kommissionen for Brolægningen, eller hvem disse to påankede poster egentlig skulle vedkomme, håber man derfor ikke uden føje: At denne sag bliver taget i overvejelse.

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5854-5857) 

Redakteurens Anmærkning

Sankt Hans Hospital

Eller fuldt ud "Sanct Hans Hospital for Afsindige, Pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme" lå 1651-1808 i Københavns Slots Ladegård. Altså omtrent der hvor Radiohuset ligger i dag.