Bekendtgørelse: Vejerbod på Gammeltorv

Der er nu på Gammeltorv opført en vejerbod for de torvekøbende, så disse ikke mere behøver at gå i brændevins- eller høkerkældrene, hvor både sælger og køber ventede på at få vejet, samtidig med at der blev udskænket. Der er i denne vejerbod tillige skiltet med en takst som er meget rimelig. Af indtil 10 Lispund betaler man kun 2 skilling vejerpenge og 2 skilling arbejdspenge, og af større vægt til 1 Skippund, kun 3 skilling vejer- og 2 skilling arbejdspenge. For lang tid siden har udgiveren af dette blad påpeget nødvendigheden og nytten af en vejerbod på torvet. Men han erkender med fornøjelse, at udførelsen langt overtræffer i bekvemhed og god indretning den forestilling der lå til grund for hans indrykkelse.

(Politivennen nr. 376, 6. juli 1805, side 5986-5987) 

Gammeltorv og Nytorv. Caritas-springvandet stod der også før den store brand 1795 raserede Gammel- og Nytorv, Rådhusstræde, Vimmelskaftet og Frederiksberggade fuldstændigt. De fleste af bygninger er opført umiddelbart efter branden, altså fra 1795. Så billedet må give et indtryk af hvordan Gammeltorv og Nytorv så ud på artiklens tid. Hvor præcis vejerboden stod, har jeg ingen ide om.

Redacteurens Anmærkning

Vægt og mønt på Politivennens tid

1 Lispund = 8 kg
1 Skippund = 160 kg

1 Rigsdaler Specie = 6 mark = 96 skilling
1 Mark Specie = 1/6 rigsdaler = 16 skilling
1 Skilling Specie = 1/96 rigsdaler

Der lå også en vejerbod på daværende Halmtorvet ud for Knapsteds Gaard. Sådan cirka der hvor Lurblæserne står i dag.

Bidrag til husligt Politi blandt Tyende på Landet

De ulyksalige følger af løsagtighed er utallige og uendelige. Derfor anser de der er bekymret for medmenneskers vel og ve vist nok at det ikke er uvigtigt at tænke på midler til at forebygge dem. Og naturligvis er det behageligt for den redelige husfader at anvende de midler til det der på en passende måde kan være i hans magt.

Et kendt ord siger: lejlighed gør tyve. Dette gælder vel ikke mindst i henseende til det sjette bud, end til det syvende. Blandt de ulykkelige lejligheder til nævnte last er vel formentlig en af de almindeligste pigens ærinder i karlenes kamre for at rede seng.

Det faldt mig derfor ind, da jeg for 7-8 år siden blev bosat på landet, om ikke det var godt at lade karlene selv rede deres senge. Men det var usædvanligt på den egn. Alligevel besluttede jeg at prøve det.

Ikke Aale i Århus Stift, men Østby i Frederikssund Kommune. Men mon ikke der under stråtagene er foregået et og andet mellem karle og piger her som den redelige husfader burde holde øje med?

Jeg var så heldig at få skikkelige folk. Det forekom dem vel noget besynderligt. Men ved at sige dem at det således var mit ønske for ikke at spilde pigernes tid med det (den egentlige hensigt nævnte jeg netop ikke, fordi den ville have forekommet dem endnu mere besynderlig), gik det an uden vanskeligheder. Det er nok siden sket, at en ny karl har sagt mig, at det ikke var skik andre steder, og at det var han ikke vant til. Dertil har jeg koldblodig og uden bebrejdelse svaret ham, at jeg anså det for en tjenendes sag at rette sig efter husets skik, og ikke husets efter enhver ny tjenendes. Den som ikke befandt sig tilfreds med det, den stod til at flytte til skiftedagen for tyende. 

Siden da har jeg ved fæste en ny karl gjort ham bekendt med denne vores hus' skik. Derved indgår han da selv at være tilfreds dermed. Og jeg har aldrig haft nogen ubehagelighed af det.

Men jeg vil vel tro, at der ville være opstået flere vanskeligheder, hvis det ikke var blevet indført fra den allerførste begyndelse af min bosættelse her.

Ved denne skik i et hus forebygges, foruden førstnævnte last, virkelig flere ubehageligheder: I en landlig husholdning har pigerne flere småsysler, især ved mælkeriet, der optager tiden, end karlene, der langt lettere finder de fornødne øjeblikke til at rede en seng, end en pige til at rede mange. Behageligt ville det især være for udslæt, urenlighed og andre mulige svagheders skyld, om man kunne overlade hver sin seng. Men det falder en begynder for kostbart. Så længe to benytter seng sammen, skiftes de til hver anden dag at rede den. 

Anledningerne og lejlighederne til splidagtigheder og sammenholden i stridende partier indbyrdes mellem folkene i en gård, og til overlæg om hemmelige råd, der intet dur, bliver måske også ved en sådan indretning noget færre.

E. N. Krarup
Præst i Aale, Aarhus Stift.

(Politivennen nr. 376, 6. juli 1805, side 5973-5976)

Redacteurens Anmærkning

De ti Bud

I Politivennens kredse hed det 6. bud Du må ikke bryde ægteskabet og det 7. bud Du må ikke stjæle.

Efterretning for vindskibelige Tyender

Dette blad har før omtalt det alt det som kastes bort her i byen som skarn, der dog kunne indbringe de, der ville samle på det en god skilling. Her bekendtgøres nu de priser, der i Kristiania betales af glashandler Liebe for glasskår:

For krystalglas 100 pund 2 rigsdaler
For kronglas 100 pund 1 rigsdaler
For grønt glas 100 pund 3 mark
For butellieglas 100 pund 24 skilling

Man opfordrer herved hr Liebe til at oplyse hvem der er kommissionær i København, eller enhver som der køber glasskår, til at bekendtgøre deres priser. 

(Politivennen nr. 375, 29. juni 1805, side 5960-5961)

Uordener.

Det hjælper ikke at dette blad nu to gange har klaget over den skændige optagelse af fortovet, som kælderbeberne under nr. 18 i Vimmelskaftet gør sig skyldige i. På dette sted, hvor trængselen og færdselen er så stor som noget andet sted i staden, hvor gaden er langtfra ikke bred, og hvor man altså hellere end gerne søger fortovet, og hvor dette ved flere langt udgående kældertrapper er gjort smalt nok, har nu disse kælderfolk fået i sinde helt at tilintetgøre det. Formentlig tror de at de har lov til at sammenlægge deres stand og gøre rendestenen til en naturlig grænse mellem dem og publikum. Det er ærgerligt at se med hvilken frækhed de ikke alene har en slags telt, som river hattene af, men endog stiller deres kanin- og hønsebure på tværs på fortovet, lige ud til kanten, skønt de lige så godt kunne opstilles på langs ind til husets mur. 

Disse folks uforskammethed er så meget større, som deres naboer i kælderen nr. 19 har lyttet til klagen og derved sat dem et eksempel. Hvis de fortsætter med det, håber man at værten hr. Holbek, hvis retsindighed er bekendt nok, vil påminde dem om deres pligter. Skulle dette ikke bære frugt, må man henvende sig til den magt, der kan fjerne uordener med et ord.

(Politivennen nr. 374, 22. juni 1805, side 5955-5956)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 371, 1. juni 1805, side 5906 og Politivennen nr. 373, 15. juni 1805, side 5938

Ønske om en Politianordning for Brændes Skæren og Huggen på Gaderne

Det er et nødvendigt onde at brænde til beboerne i bygninger der ikke har port, men dør, skæres og hugges på gaden udenfor. Men man tror at følgende eller lignende bestemmelser for fremgangsmåden ved det vil være meget gavnlige.

Rosengården er ikke en af de smalleste gader i København. Alligevel indtraf i onsdag det tilfælde, at en karet nær var væltet på grund af brændehugning på begge sider af gaden. Eneste reaktion fra brændehuggerne var banden og svovlen over kørslen!

1) Når man aflæsser brænde på stenbroen, sker det at denne kan tage skade, når et stort stykke støder ned på kanten mellem stenene. Husejeren burde tilse, at der først blev lagt nogle stykker ned med hænderne, og at det øvrige kastedes oven på disse og ikke på stenbroen.

2) Da en smal gade allerede er spærret når der aflæsses og skæres et par favne foran et hus, og selv en bred gade gøres ufremkommelig, når dette sker uden for 2 eller flere genboer, så bør ejeren straks besørge det aflæssede brænde lagt og opstablet over rendestenen på husets side. Når da savskærerne stiller sig ved den ene ende og efter dem huggeren, vil ingen have noget at klage over. 

På Rosengården der ikke er af de mest smalle gader, indtraf i onsdags det tilfælde, at to genboer have savskærere. Da brændet lå på sædvanlig vis, spærrede det altså gaden således, at en mand, der skulle køre gaden igennem i karet, meget nær var væltet, og denne ubehagelighed krydredes tilmed af skælden og banden af savskærerne på begge sider.

(Politivennen nr. 374, 22. juni 1805, side 5953-5955)

Redacteurens Anmærkning

Rosengården

Gadens forløbet er det samme som i 1805. Men alle husene i Rosengården er nyere. Nummer 6 (huset før det grønne på fotoet) og nummer 8 (det grønne hus på fotoet) er opført hhv 1810 og 1832. De huse som lå her på Politivennens tid, giver fotoet således ikke noget realistisk bud på.