Uordener.

3) I 9 til 10 år har Mikkel Bryggers Gade lidt under den ulejlighed at rendestenen er midt i gaden. Foruden andre slemme følger har det den at fortovet på den enes side er så smalt at ingen kan gå derpå, og når to vogne kører forbi hinanden, uden for huset nr. 174, køres dørtrappen ofte løs, så at indgangen derved især om aftenen bliver farlig. En anden ulejlighed har dette hus af gadens nuværende forfatning, den nemlig at når der kommer stærk regn, trænger vandet ned i kælderen. Man håber at de ansvarlige ville tage denne gade i øjesyn.

Politivennen nr. 418, 26. april 1806, side 6656)

Uorden ved Kastelsgraven.

Den så ofte omtalte og påankede uorden at kastelsgravene bruges som retterplads for hunde og katte har nu igen indfundet sig. Det er ikke alene et højst ækelt syn for de i Grønningen spadserende at skue en legion småådsler drivende om i denne grav, men det er allerede en kilde til stank, og vil lidt bedre hen blive det i endnu større grad. For ikke at tale om at sådan omringende peststank ikke kan være bidragende til Kastellets sundhedstilstand.

(Politivennen nr. 418, 26. april 1806, side 6654)

Et par Ord om vores Spadseregange og om vores Lastdyrs Skæbne

(Efter indsendt)

Af Københavns få spadseregange er volden både den mest besøgte og den allerbekvemmeste overhovedet for flertallet. Så meget desto mere kunne man ønske, at man bortfjernede alt, hvad der kunne tilintetgøre eller formindske dens behagelighed. Det er ikke tilfældet. I går den 18. april mellem 3 og 4 om eftermiddagen blev indsenderen mellem Vester- og Nørreport antastet af ikke mindre end fem betlere, af hvilke to var slaver. Den ene af disse forfulgte ham over 100 skridt med en højst ubehagelig påtrængenhed.

Ved nedgangen af volden, der hvor man stiger ned i Filosofgangen, måtte han derpå være vidne til et oprørende syn. En med vogn lastet tungt med kornsække og med to radmagre heste forspændt vognen, var i færd med at komme op ad volden til den mølle, der ligger omtrent lige ud for Lavendelstræde, og hvortil vejen går forbi enden af de barakker, der endnu står i Filosofgangen. Man pryglede på de stakkels heste, som forgæves opbød deres sidste kræfter. Under to drøje møllekarles forenede slag kravlede de et lille stykke op, men standsede så igen og overgav sig med fortvivlende tålmodighed til de smerter, som havde til hensigt få dem til at gøre det som var dem fysisk umuligt.

Her ved Lussemølle ud for Lavendelstræde ved Filosofgangen blev nogle stakkels heste drevet op til møllen med et alt for stort læs (Møllen lå hvor Københavns Borgerrepræsentations lokaler nu er. Foto fra 1875, "Strøget").

Allerede to gange før har indsenderen på samme sted været vidne til et lignende barbari. Overvældet af medlidende og harme besluttede indsenderen straks at påberåbe sig love, fornuft og menneskelighed til fordel for de mishandlede lastdyr gennem Deres Politiven. Men han var nær ved igen at fordømme denne tanke. Det faldt ham ind at flere stemmer alt for længe siden i dette blad havde hævet sig til deres bedste, men forgæves. Dog, tænkte han igen: Om det gode må man ikke fortvivle, og skulle den bemærkning vedblive at være sand, at i København kan trældyrets mishandling alene sammenlignes med de udøvendes barbari, og med tilskuernes ligegyldighed og ufølsomhed - godt så, hans hjerte frikender ham. Han har ikke tiet om det.

Logiverne i Zürich tænkte menneskeværdigt i en hård vinter hvor de ikke alene forbød at tilføje fuglene noget ondt, men også befalede at kaste brød for dem (Joh. Müller Gesch. d. Schweitz 3 B. 2 kap) og det var i året 1435! *). Hvor ædelt et træk i jydens nationalkarakter hin bekendte. Ofte med så liden øre spottede, nænsomhed over dyret, der retfærdig og øm afmålet byrden efter dets kræfter, letter det samme på enhver måde, ofte ved egen deltagelse **), og ikke sjældent skænkede det en medlidenheds tåre, når det mishandledes af, eller kom mishandlet tilbage fra, fremmede hænder.

Vi har en bestemmelse i lovgivningen om vægten af et læs. Og sikkert vil vort årvågne politi straffe overtrædelser af det, når det ser eller erfarer dem. Men det er jo en umulighed i de fleste tilfælde. Og selv om det ikke var, hvad værger da mod mishandling i de gentagne tilfælde, hvor læsset ikke er ulovlig stort, men dog alt for tungt for syge eller kraftløse heste?

Det er sikrere at forbedre kuskens eller køresvendes moral. Det burde derfor i alle almueskoler højlydt indprentes de unge, at grusomhed mod dyr er synd mod deres skaber. Og det var vist nyttigt, hvis vores gejstlige talere helligede i det mindste en af deres prædikener til den skønne hensigt, at forædle mennesket ved at forædle hans omgang mod de ham undergivne dyr.

*) Her fortjener at anføres, at det mange steder i Norge er skik, på juleaften på åben mark at udsætte en høj stang med en utorsken kærv af havre, som kaldes julekærv, til glæde for fuglene.

**) Blandt de mange eksempler som Informanten enten har hørt eller været vidne til, vil han her anføre et. På et gods i det sydligere Jylland, hvis beboere som nu velhavende, men dengang var undertrykte og usle, var en fæstebonde blevet så forarmet, at han ingen kreaturer havde om foråret til at dyrke sin jord. En ko der var med kalv, måtte spændes for harven. Bondekonen spændte sig selv i med koen, og de harvede sammen en hel ager. Hun gik derpå op til herregården for at råbe om forbøn hos herremandens frue, der var ligeså elsket, som hendes mand var forhadt. I det hun nu fremsatte sin nød og fortalte, hvorledes hun og koen havde arbejdet sammen, lagde hun grædende til: "For min skyld kunne det endda være det samme, men mit hjerte er færdigt at briste, når jeg tænker på den stakkels ko"

(Politivennen nr. 418, 26. april 1806, side 6649-6654)

Lige for lige, eller et Ønske angående vore holstenske og sønderjyske Brødre

Med undren ser man i vore danske aviser at alle slags øvrighedsbekendtgørelser, opbuds- og arvingsindkaldelser osv. fra Holsten og Sønderjylland er på tysk.

Også hvad angår dette har man lejlighed til at ære de danskes sunde forstand. Man ser aldrig noget sådant avertissement indført på dansk i de tyske aviser, selv om det ligeså lidt er forbudt ved lov som det første. Disse første har indset at når man vil tale til folk, bør man tale i det sprog de forstår. Det som man i almuesproget kalder at stikke fingeren i jorden, er ikke alene rimeligt, men også rigtigt og hensigtsmæssigt.

Det er vist nok ofte tilfældet, at danske ikke læser eller forstår tysk, og det næsten udelukkende finder sted i den lavere og talrigeste klasse. Og sådanne tyske avertissementer i danske aviser er der, på nær nogle få undtagelser, for at skulle komme til danske menneskers kundskab. Derfor ønsker man at enhver øvrighed, skifteret osv, der skal lade nogen indkaldelse eller bekendtgørelse indrykke i danske aviser, ved lov skal være pålagt enten at indsende den skrevet på dansk eller bestille den oversat til dansk på aviskontoret, og således indført.

(Politivennen nr. 417, 19. april 1806, side 6602-6604)

Anmeldelse i Anledning af det i Politivennen No. 415 indrykkede angaaende Assistens Kirkegaarden uden Nørreport.

(Efter indsendt).

Begyndelsen og anlægget af enhver ny indretning må nødvendigvis i en og anden henseende enten mere eller mindre, være forbundet med mangler og vanskeligheder som efter mulighed i behørig tid og orden bør søges afhjulpet.

En fordomsfri og upartisk undersøgelse og bedømmelse af alle befindende omstændigheder ved den ny Assistens Kirkegårds anlæg kan vise at trangen gjorde det til en nødvendighed i en så rå og uforberedt tilstand, af  mangel på andet sted, straks at betjene sig pladsen. At der følgelig ved et arbejde af sådan beskaffenhed som dette må for øjeblikket befindes adskillige mangler, er uundgåeligt.

Den det måtte interessere og der vil behage at henvende sig, enten til en eller begge af de værdige og indsigtsfulde to mænd som overbestyrelsen af anlæggets udførelse er betroet, vil ikke mindre end indsenderen af dette finde sig ved velvillige ufortrødne efterretninger og oplysninger underrettet om planen mv. og overbevist om at al mulig opmærksomhed og flid bliver anvendt for såvel at afhjælpe de lokale hindringer og mangler, som og for i alle delene efter genstandens vigtighed at give indretningen  en plan- og hensigtsmæssigt skønhed og fuldkommenhed. Men enhver over dette anlægs begyndelse foregreben offentlig anke og ensidig dom er urimelig og kan næppe udrette andet end hos den usagkyndige og dadlelystne, at gøre den nidkæreste bestyrelse mistænkt og forhadt. Derimod vil sikkert ethvert til de ansvarige overbestyrere indsendt beskedent andragende og grundet forslag med taknemmelighed blive modtaget og efter befindende mulighed benyttet.

(Politivennen nr. 417, 19. april 1806, side 6591-6593)