Et Eksempel på drukne Menneskers grusomme Medfart på vores Gader

(Efter indsendt)

I går aften den 7. maj var et beruset fruentimmer prisgivet til hån og latter, og slæbt gennem en hel gade af en talrig flok uartige og dårligt opdragne drenge, som med deres piften i fingeren og nedrige skrål sammenkaldte endnu flere unge og ældre, for at se på og tage del i dette for dem så morsomme optog med denne berusende kone, som ganske var uden sans og samling af drukkenskab. Hun var temmelig godt klædt og bar i sit forklæde nogle levnedsmidler, som tillige med hende blev omkastet på gaden af de frække drenge.

Jeg, som just gik hjem til min bopæl, så på denne umenneskelige handling, og bad adskillige tilskuerinder at hjælpe dette arme kvindemenneske ind i et hus, hvor hun dog kunne være forskånet for disse så pøbelagtige drenges slette behandling. Men i stedet for svar fik jeg hånlig latter. Jeg tog altså dette drukne fruentimmer op af gaden, og bar hende ind i en åben port, hvor jeg satte hende ned, til støtte ved en væg, for at hun kunne hvile sig. Porten blev straks slået i lås, dog ikke af værten, men af en anden honet mand. Drengene vedblev endnu med piben og skrål og næsten bestormede huset ved at støde til porten med hænder og fødder.

En flok velklædte herrer i beskænket og opmuntret tilstand på Halmtorvet (nuværende Rådhuspladsen) ved Vesterport. En aldrende velklædt herre får frataget sin hat. (Udsnit af større parti fra hele Vesterport, Før og Nu 1915). 

Jeg bad indstændigt Husværten om at unde dette kvindemenneske plads i en anden krog i huset for dels at vise menneskelighed mod hende, og dels at få pøbelen fra huset, når de tabte hende af øjesyn. Men han bebrejdede mig uhøfligt fordi jeg havde lagt hende i hans portrum. Jeg beroligede ham med at jeg ville lade hende afhente af vægterne og bringe hende i sikkerhed. Men straks jeg forlod huset, blev det arme kvindemenneske med magt kastet ud på gaden, hvor hun endnu en rum tid måtte være hånlig genstand for drengenes rasende løjer. Jeg formoder hun blev bragt til rådhusarresten.

Det var at ønske, at denne skammelig og umenneskelige handlemåde med drukne folk, måtte blive hæmmet med tiden, da den strider imod moralen, og røber den rå menneskeklasses sildige fremgang i samme. Dette overlades som rimeligt ganske til det retskafne politivæsens eftertanke og omsorg.

København den 8. maj 1806
Hans Chr. Bryning
i Aabenraa nr. 263, 1. sal

(Politivennen nr. 420, 11. maj 1806, side 6673-6676)

En opfordring til Lovgivningen i Henseende til fremmede Landstrygere

Ved et tilfælde, der i disse dage er sket her i staden og er hvermand bekendt, bevæges udgiveren til at fremsætte følgende tanke som han har næret længe.

Der strømmer hele tiden fremmede her til Danmark og især til København, der har et eller andet sjældent at vise frem for penge. For ikke at nægte folket morskab, og for tillige på den måde at bringe de fattige en hjælp der med gladere ansigt gives af mange, end en langt mindre almisse, bliver det almindeligvis tilladt disse mennesker at drive deres erhverv, om man burde bruge så smukt et navn, blandt os på bestemte tidspunkter.

Her er ikke stedet at afgøre om der måske kunne anføres vægtige grunde til at nægte sådan tilladelse. Jeg vil blot anmærke, at det som disse landstrygere ofte tjener penge på, er at vise kunster og færdigheder af personer, som de fører med sig, eller også disses besynderlige vanskabning. Enhver, som har besøgt i Dyrehaven eller andetsteds og set dette syn, må tilstå at de fremviste personers (mange af disse er børn) tilstand synes yderst beklagelig. 

En mandsperson proklamerer fra en forhøjning, og en velklædt herre skubber sig ind bag forhænget, forventningsfuld om det skue som venter ham. (Dyrehavsbakken i 1840erne. H. G. F. Holm, Før og Nu 1919).

For et par år siden var det den almindelige mening, at et barn der således var til skue i Dyrehaven, viste den største nedtrykthed og inderligste græmmelse. Det gik så vidt, at mange af tilskuerne længe efter følte et højst ubehageligt indtryk. De forestillede sig som muligt, at dette barn ved ran eller på anden ulovlig måde var kommen i disse omstrejfendes magt, der nu så jammerlig brugte det til at skaffe sig selv en uærefuld levevej, og gøre barnet til et for sig selv og for verden unyttigt menneske for hele sin levetid. De tænkte endvidere at det var muligt, at også andre menneskeskabninger fremsat til skue var i samme kår. At den ligegyldighed, ja vel endog munterhed disse viste, blot kunne skyldes den hårde tvang de holdtes i af dem, der førte dem rundt i verden, som en dem tilhørende ejendom.

Den frygt og uvidenhed disse ynkværdige personer holdes i af deres tyranner, er nok til at holde dem fra at klage. At løbe bort, falder dem ikke ind i et fremmed land, hvis sprog de ikke forstår, og hvor de ikke kunne formode at finde nogen ven!

Hvor skønt alligevel, om Danmarks retfærdige regering viste sig at være denne himmelsendte ven for disse ulykkelige! Og dette er det ønske disse linjer er bestemte til at bringe.

Når enhver politimester ikke alene berettiges, men endog forpligtigedes til, når sådanne omstrejfere kom i hans virkekreds, at skaffe sig kundskab om de af dem omførte virkelig godvilligt fulgte dem ikke ønskede at komme i en anstændig næringsvej, og endelig om der kunne forevises nogen virkelig adkomst af dem, der havde dem som redskaber til deres underhold.

Måske ville sådan foranstaltning rive mangt et uskyldigt rov ud af en barbars, en fordærvers, en menneskeraners vold!

(Politivennen nr. 419, 4. maj 1806, side 6667-6670) 

Redacteurens Anmærkning

Dyrehavsbakken

Var på Politivennens tid nogen anderledes end den er i dag. Der var offentlig adgang i 5 uger om året. Og dets omrejsende teaterselskaber, linedansere, bjørnetrækkere, kunstberidere og vidunderlige mekaniske indretninger havde skabt et internationalt ry og tiltrak hvert år udenlandske optrædende af mange slags. Herunder også de nævnte fremvisninger af vanskabte mennesker og dyr.

Uordener.

3) I 9 til 10 år har Mikkel Bryggers Gade lidt under den ulejlighed at rendestenen er midt i gaden. Foruden andre slemme følger har det den at fortovet på den enes side er så smalt at ingen kan gå derpå, og når to vogne kører forbi hinanden, uden for huset nr. 174, køres dørtrappen ofte løs, så at indgangen derved især om aftenen bliver farlig. En anden ulejlighed har dette hus af gadens nuværende forfatning, den nemlig at når der kommer stærk regn, trænger vandet ned i kælderen. Man håber at de ansvarlige ville tage denne gade i øjesyn.

Politivennen nr. 418, 26. april 1806, side 6656)

Uorden ved Kastelsgraven.

Den så ofte omtalte og påankede uorden at kastelsgravene bruges som retterplads for hunde og katte har nu igen indfundet sig. Det er ikke alene et højst ækelt syn for de i Grønningen spadserende at skue en legion småådsler drivende om i denne grav, men det er allerede en kilde til stank, og vil lidt bedre hen blive det i endnu større grad. For ikke at tale om at sådan omringende peststank ikke kan være bidragende til Kastellets sundhedstilstand.

(Politivennen nr. 418, 26. april 1806, side 6654)

Et par Ord om vores Spadseregange og om vores Lastdyrs Skæbne

(Efter indsendt)

Af Københavns få spadseregange er volden både den mest besøgte og den allerbekvemmeste overhovedet for flertallet. Så meget desto mere kunne man ønske, at man bortfjernede alt, hvad der kunne tilintetgøre eller formindske dens behagelighed. Det er ikke tilfældet. I går den 18. april mellem 3 og 4 om eftermiddagen blev indsenderen mellem Vester- og Nørreport antastet af ikke mindre end fem betlere, af hvilke to var slaver. Den ene af disse forfulgte ham over 100 skridt med en højst ubehagelig påtrængenhed.

Ved nedgangen af volden, der hvor man stiger ned i Filosofgangen, måtte han derpå være vidne til et oprørende syn. En med vogn lastet tungt med kornsække og med to radmagre heste forspændt vognen, var i færd med at komme op ad volden til den mølle, der ligger omtrent lige ud for Lavendelstræde, og hvortil vejen går forbi enden af de barakker, der endnu står i Filosofgangen. Man pryglede på de stakkels heste, som forgæves opbød deres sidste kræfter. Under to drøje møllekarles forenede slag kravlede de et lille stykke op, men standsede så igen og overgav sig med fortvivlende tålmodighed til de smerter, som havde til hensigt få dem til at gøre det som var dem fysisk umuligt.

Her ved Lussemølle ud for Lavendelstræde ved Filosofgangen blev nogle stakkels heste drevet op til møllen med et alt for stort læs (Møllen lå hvor Københavns Borgerrepræsentations lokaler nu er. Foto fra 1875, "Strøget").

Allerede to gange før har indsenderen på samme sted været vidne til et lignende barbari. Overvældet af medlidende og harme besluttede indsenderen straks at påberåbe sig love, fornuft og menneskelighed til fordel for de mishandlede lastdyr gennem Deres Politiven. Men han var nær ved igen at fordømme denne tanke. Det faldt ham ind at flere stemmer alt for længe siden i dette blad havde hævet sig til deres bedste, men forgæves. Dog, tænkte han igen: Om det gode må man ikke fortvivle, og skulle den bemærkning vedblive at være sand, at i København kan trældyrets mishandling alene sammenlignes med de udøvendes barbari, og med tilskuernes ligegyldighed og ufølsomhed - godt så, hans hjerte frikender ham. Han har ikke tiet om det.

Logiverne i Zürich tænkte menneskeværdigt i en hård vinter hvor de ikke alene forbød at tilføje fuglene noget ondt, men også befalede at kaste brød for dem (Joh. Müller Gesch. d. Schweitz 3 B. 2 kap) og det var i året 1435! *). Hvor ædelt et træk i jydens nationalkarakter hin bekendte. Ofte med så liden øre spottede, nænsomhed over dyret, der retfærdig og øm afmålet byrden efter dets kræfter, letter det samme på enhver måde, ofte ved egen deltagelse **), og ikke sjældent skænkede det en medlidenheds tåre, når det mishandledes af, eller kom mishandlet tilbage fra, fremmede hænder.

Vi har en bestemmelse i lovgivningen om vægten af et læs. Og sikkert vil vort årvågne politi straffe overtrædelser af det, når det ser eller erfarer dem. Men det er jo en umulighed i de fleste tilfælde. Og selv om det ikke var, hvad værger da mod mishandling i de gentagne tilfælde, hvor læsset ikke er ulovlig stort, men dog alt for tungt for syge eller kraftløse heste?

Det er sikrere at forbedre kuskens eller køresvendes moral. Det burde derfor i alle almueskoler højlydt indprentes de unge, at grusomhed mod dyr er synd mod deres skaber. Og det var vist nyttigt, hvis vores gejstlige talere helligede i det mindste en af deres prædikener til den skønne hensigt, at forædle mennesket ved at forædle hans omgang mod de ham undergivne dyr.

*) Her fortjener at anføres, at det mange steder i Norge er skik, på juleaften på åben mark at udsætte en høj stang med en utorsken kærv af havre, som kaldes julekærv, til glæde for fuglene.

**) Blandt de mange eksempler som Informanten enten har hørt eller været vidne til, vil han her anføre et. På et gods i det sydligere Jylland, hvis beboere som nu velhavende, men dengang var undertrykte og usle, var en fæstebonde blevet så forarmet, at han ingen kreaturer havde om foråret til at dyrke sin jord. En ko der var med kalv, måtte spændes for harven. Bondekonen spændte sig selv i med koen, og de harvede sammen en hel ager. Hun gik derpå op til herregården for at råbe om forbøn hos herremandens frue, der var ligeså elsket, som hendes mand var forhadt. I det hun nu fremsatte sin nød og fortalte, hvorledes hun og koen havde arbejdet sammen, lagde hun grædende til: "For min skyld kunne det endda være det samme, men mit hjerte er færdigt at briste, når jeg tænker på den stakkels ko"

(Politivennen nr. 418, 26. april 1806, side 6649-6654)