Ønske ihenseende til Belysningen

Da det er iøjnefaldende at de nye lygter med parabolske overspejle, hvoraf der haves på Vimmelskaftet og ved Komediehuset, lyser mindst lige så meget som 10 af de sædvanlige, foreslås at gøre en begyndelse ved lygtevæsenet med at anbringe dem på sådanne steder, hvor deres skin ikke alene kan kastes til begge sider i selve gaden hvor de opsættes, men også endelags ind i en tilstødende gade. Fx på det sted på Købmagergade, som er lige for Silkegade osv. På sådant sted ville nytten være endnu større, og måske rigelig opvejede den større omkostning.

Ved at anbringe dem på en lang lygtestander fra et af hjørnerne, hvor to gader krydser over hinanden, blev nytten endnu større. 

Men om endog omkostningerne var lige så store eller endog lidt større, fortjener dog denne slags lygter at antages, fordi de har den fordel at være mindre tilbøjelige til at gå ud, kan tændes hastigere og tillader ikke så let nogen svigt, eller hvad man kalder lygtebenefis, at finde sted.

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7209-7210)

Trangadelygte fra Politivennens tid. Dog ikke af typen med reflektorer i. Så det må være den helt gamle model. (Eget foto. Nationalmuseet).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 454, 4. januar 1807, side 7215-7217 og Politivennen nr. 462, 28. februar 1807, s. 7343-7346

Gadebelysning

København var på Politivennens tid oplyst af tranlygter. Dem var der ca. 1175 af. De var udstyret med engelsk glas (klart glas) og som beskrevet i artiklen fik en del af dem også reflektorer bag flammerne. Borgerne havde endvidere lov til at bruge begfakler, når de lystes hjem. 

En Underlighed ved Helsingørs nye Svingelport.

(Efter indsendt)

Ved at opføre denne nye port, som skønt den måske kan synes eller virkelig er vel smal og vel snæver for indkørslen er dog skøn og en pryd for byen, har man ved bagsiden af vagt- og konsumtionshuset aflukket den der åbne plads med en skøn stakitport og stakit. Men det synes ikke så lidt beklageligt, at der ikke også på denne side i stakittet ind til husene er blevet anbragt en låge til afbenyttelse såvel for de der boende familier, som for de mange til og fra sukkerhusene, teglværkerne, Snekkersten osv. færdende eller spadserende fodgængere. 

Hvad er årsagen til denne mindre opmærksomhed mod publikum? Dog vel ikke frygten at der derigennem kunne begås konsumtionssvig? Var dette da ikke tilfældet før porten blev udflyttet og pladsen lå åben? Er dette ikke endnu tilfældet ved enden af Strandgade, hvor snoren er anbragt og gives der ikke bedre lejlighed om nogen end ville begår sådan svig? Denne årsag og anden kan man ikke forestille sig, tør altså falde bort.

At alle derboende og hid og did færdende fodgængere nu må tvinges til at gøre omvejen ad og igennem den ved indkørselsporten anbragte låge, er sandelig meget ubekvemt, er forbundet med ubehagelighed og kunne endog have skadelige følger, når den tæt inden for lågen posterede skildvagt lader stundom, til en smule hvile, sit gevær fladt, som så ofte ses. Hvor let kan en hurtig fodgænger, endog ved dagen, endsige i mørke aftener, støde an mod bajonetten og derved komme til skade? Hvor let sømænd og fiskere tvungne til igennem denne låge at bringe deres redskaber, stænger, bådshager etc. støde an mod skildvagten og derved uskyldig tildrage sig ulejlighed. 

Man tør derfor håbe at de gode og retskafne mænd, som med held våger over byens vel, ville med nidkærhed sørge for, at den påankede låge anbringes, der i ildebrandstilfælde end ville have sin større nytte. Hvem vil i øvrigt nægte, at frihed, tilladelig uskadelig frihed, jo er langt at foretrække enhver ubehagelig indskrænkning, helst hvis denne ikke er aldeles nødvendig. 

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7207-7209)

Kun gadenavnet Svingelport vidner om hvor bommen lå. Foto: Erik Nicolaisen Høy. Af huse, vold, bymur mm. er intet tilbage.

Billig Anmodning til Værgen for St. Olai Kirke i Helsingør.

(Efter indsendt.)

At stentrappen ved springvandet på Stengade op til danskkirkemur længe har været meget farlig at passere især i frostvejr, på grund af dens flade beliggenhed og det meget fra kirkegården derover nedløbende vand, har desværre mange mennesker måttet erfare som er gledet ned af den, faldet og har fået følelige stød. Kirkens værge ville gøre sig meget fortjent af det derover vandrende publikum især de mange vandhentende bønder, ofte meget lidende skabninger dersom han ville have omsorg for denne stentrappes regelmæssige omlægning, men tillige sørge for at vandløbet ved en rendestens anlæg ved en af siderne på kirkegården, får en sådan retning at det ikke undløber over, men ved siden af trappen. Bekostningen vil ikke være betydelig og ikke at ligne mod den velgerning at sikre medmennesker for skade på lemmer og helbred.

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7204-7205)

Advarsel for Gående på Farimagsgaden

På min vej ud af Nørreport ad Farimagsvejen forbi St. Hans Hospital Fredag den 19. december mellem kl. 5 og 6 om aftenen blev jeg  overfaldet af to personer, som ved at holde på mine hænder gav mig en strikke om halsen. Og i denne tilstand blev jeg frataget alt det jeg havde på mig. Da jeg således var frarøvet alt, gav den ene mig et slag, så jeg faldt ned i åen. Jeg var i denne ulykkelige forfatning, da jeg ved hjælp af en busk, som jeg greb i, var så lykkelig at komme op, og i denne tilstand nåede jeg St. Hans Hospital hvor jeg fik hjælp. Jeg bevidner den brave læge hr. Seidelin samt inspektøren min varmeste tak.

Otzen
Tallotteriets kollektør
i Borgergade nr. 112 

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7203-7204)

Forsigtighed om aftenen på Gaden og på Komedien

(Efter indsendt)

En advarsel for de hvis forretninger forbinder dem at gå på gaden om aftenen, især over Kongens Nytorv i de mørke aftener hvor lygternes skin er så svagt og vrimlen af færdselen så stærk, er denne "Auf seiner Hut sein" eller oversat Pas på din hat!

Man skal bruge sin ældste hat, da der er flere eksempler på at den bagfra tages meget behændigt af hovedet på en, item man har en hue i lommen af sælskind, der er brugelig for at vogte sig for forkølelse når man ikke er vant til at gå barhovedet.

Pas på din hat. Behold overkjolen på. Giv den ikke til personer til opbevaring. Brug den dårligste overkjole og billigste hat. (Billede fra o 1800. Før og nu 1917. Fra Nytorv/Stutterigade)

2. De der besøger komedien, især parterret, beholder deres overkjole på, og giver den ikke personer uden for samme til bevaring. Erfaring har lært at overkjoler ved udgangen er borttagne. Derfor råder man også disse der har den vane at de medtager den dårligste overkjole de ejer. Skulle de kun eje en, da er det bedre at udstå heden på parterret end fryse siden til de får råd til at købe en ny. De sparer desuden den dusør de plejer at give til opbevareren, af hvem man ikke får anden trøst end den: At han jo ikke kan passe deres tøj, uagtet han modtager dusøren, og viser sig da ikke heller engang medlidende mod den tabende.

Derimod er sidstnævnte industrigren profitabel, så længe den lykkes. For om endog en parterrebillet kostede 1 rigsdaler, kan man dog have profit ved at medtage tilbage endogså en vendt overkjole. Da det vil være vanskeligt at forebygge disse to nye industrigrene, der vel ikke er så lovlige, så giver erfaringen alene disse advarsler til medborgere. 

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7199-7202)