(Efter indsendt)
Skønt man godt kan forestille sig at springvandets reetablering efter dets standsning forventeligt må være meget vanskeligt, så håbede man dog at samme muligvis i disse dages mellemrum ville have været bragt tilbage til dens forrige tilstand. For manglen på samme medfører for dem som ikke tillige har pumpevand, megen besværlighed ved at hente vand omkring i nabolagene. At al omsorg i den henseende i øvrigt er sket, tvivles aldeles ikke om, og man er overbevist om at denne mangel snarest muligt vil blive afhjulpet til manges lettelse.
(Politivennen nr. 490, 19. september 1807, s. 7884-7885)
Caritasspringvandet på Gammeltorv. Det kan næsten kun være tale om dette springvand. (Eget foto).
(Efter indsendt)
1). Til magistraten eller kommertskollegium
Da det er tilladt at indføre provisionsvarer og brænde til København fra provinserne. Mon da ikke derunder forstås også tag- og mursten, der under nærværende omstændigheder også hører til nødvendigheder?
Norgesporten, Kastellet. Her havde englænderne barrikaderet sig efter kapitulationen. Fra denne og indtil afrejsen i oktober befandt København sig i en underlig situation. Byen var som sådan ikke besat. Englænderne holdt sig til Kastellet og bevægede sig rundt i byen som en slags turister. Efter sigende høfligt behandlet af indbyggerne. (Eget foto).
2) Til det Kongelige Generalitetskollegium.
De engelske tropper som står skildvagt uden for porten, tillader sig aldrig på deres post at bære geværet anderledes end stift i armen. Derved forebygges faren for forbigående at løbe bajonetten i ansigtet. Ville det ikke være ønskeligt at den før kritiserede måde hos vores skildvagter at bære geværet slænget på skuldrene, som bevisligt har afstedkommet farlige sår, blev taget i betragtning til afskaffelse?
(Politivennen nr. 490, 19. september 1807, s. 7883-7884)
I forgårs behandlede forsamlingen af Københavns Brandforsikrings Personer det vigtige spørgsmål om forsikringen skulle udbetale den senere skete brandskade eller ej. Udgiveren begriber ikke hvorledes dette kunne blive et spørgsmål eller en tvivl. Som sådant må det dog have forekommet adskillige. Men til lykke var den største mængde i den henseende af samme tanke som han. Af de 150 repræsentanter var 66 til stede ved denne forsamling. 50 stemmer var for og 16 imod udbetalingen. Af de sidste talte hr. justitsråd Holm og af de første justitsrådene Skibsted og Bivet og assessor Horn med størst iver.
Oprindelig var titlen justitsråd forbeholdt Højesteret. Men ret hurtigt blev betegnelsen udvidet til også at omfatte andre. Således også på Politivennens tid. Det har dog nok været de finere herrer der talte i Brandforsikringen, måske velklædte som ovenstående (foto fra Nationalmuseet).
En sådan beslutning tjener personerne til største hæder, opfylder ønskerne for alle andelshavere i brandkassen, og afværger den ellers uundgåelige ødelæggelse for husejerne, der ville være sket i modsat fald. Nemlig at prioritetsindehavere da ville have erfaret at de ingen sikkerhed havde i tilfælde som dette og lignende optegnet i skæbnens bog. Og derfor ville have opsagt deres kapitaler.
Der er ingen tvivl om at det jo med tiden vil synes helt i overenstemmelse med rimelighed og retfærdighed at hele staten, for hvis tarvs skyld Københavns borgere vovede deres liv og ejendom, forholdsmæssigt bør bære denne nu besluttede udbetaling, og ikke staden København alene.
(Politivennen nr. 490, 19. september 1807, s. 7882-7883)
(Efter indsendt)
Man hører i denne tid en forunderlig uvished overalt, i anledning af de ved sidste ildebrand ødelagte bygninger. Nogle anser det som aldeles uomtvisteligt at staden, som ved enhver ildebrand, godtgøres dem af brandforsikringen, andre derimod ytrer tvivl om det.
En sådan uvished og sådanne tvivlsytringer kan naturligvis ikke andet end vække den ubehagelige frygt hos mange af de husejere, der så uskyldigt er blevet ulykkelige.
Man fremsætter derfor det ønske, at brandforsikringens bestyrelse snarest muligt ved en offentlig bekendtgørelse om tiden og måden på hvilke disse beklagelsesværdige ulykkelige skulle få den skadeserstatning som tilkommer dem. Det vil bidrage til at en uheldig skæbne ikke gøre adskillige af dem endnu hårdere ved en så plagende uvished.
(Politivennen nr. 489, 12. september 1807, s. 7872-7873)
Bombardementet var forbi. Kapitulationsforhandlingerne og underskrivelsen af selve kapitulationen foregik ud for "det hvide hus" nogenlunde på dette sted (Classensgade). Man kunne begynde at opgøre skaderne efter bombardementet. I dag er der ikke noget der bare minder om denne begivenhed. Godt nok er der et hvidt hus, men det var der end ikke tænkt på i 1807.
(Efter indsendt)
Hvis København for eftertiden skal vedblive med at have det samme formål for monarkiet som hidtil, er det unægteligt at det bør være befæstet.
Det er en ligeså uomstødelig sandhed at hvis man har opdaget svaghed ved en fæstnings hidtidige forsvarsmidler, bør de afhjælpes så en angriber i fremtiden ikke får lejlighed til at følge i deres forgængeres spor, eller drage fordel af opdagelser om fæstningens styrke eller svaghed, som et tidligere angrebs udfald lagde for dagen.
København havde hidtil som fæstning fire formål: a) At yde et sikkert sted til alle regeringskollegier, skatkammer, banker, det kongelige hus selv osv. mod alle fjendtlige angreb. b) At værne om en stor og formuende borgerstand og en handelsstand der omfatter 2/3 om ikke mere af hele den danske stats handel. c) At være et trygt sted for den danske flåde og hele det danske søforsvar, med sammes eneste værfter, dokker, magasiner, arsenal osv. d) at være en grænsefæstning mod nabolandet.
Allerede for lang tid siden har den danske regering indset, at hvad angår flådens forsvar var det nødvendigt på søsiden at give København så stærke og tillige så langt fremskudte forsvarspunkter, at en overlegen fjendtlig sømagt ikke fra den side kunne nå til flåden eller Holmene med bomber. Dette er også iværksat med utrolig møje og store bekostninger, og vi har set den mægtigste fjende holdt i ave med disse værker.
Et bombardement fra landsiden er ikke så meget at befrygte, hvis en fæstning er lille, hvis de fleste bygninger er indrettede til at tage mod en belejrings medfør, hvor befæstningen er sikret ved kasematter, krigs- og ammunitionsforråd ved bombefri gemmesteder og hvor der kun er få indbyggere ud over det militære. Modsat hvis det belejrede sted er en stor og folkerig stad, fuld af varelagre, men manglende kasematter, manglende bombefri magasiner mm.
Apparat til at opvarme kanonkugler (bagest) og forrest et andet apparat til at transportere de glødende kanonkugler i. Netop ildebrand var en af de afgørende årsager til at Københavns forsvarsvilje blev nedbrudt under bombardementet. (Eget foto, Tøjhusmuseet)
Hvis denne store stad desuden kun er befæstet efter den gamle måde uden utilstrækkelige udenomsværker mod landsiden og ikke er forsynet med en passende talrig befæstning af regulære tropper, der forslå til at forhindre fjenden i at nærme sig, vil fjenden være istand til at anlægge morterbatterier så nær staden, at han med sine bomber fuldstændig kan ødelægge bygningerne, og tilligemed dem al den ammunitions- og krigsforråd, hvormed en belejring skulle udholdes.
København svarer til dette sidste tilfælde. På trods af de borgerlige korps' iver og fædrelandskærlighed er disse dog ikke anvendelige til feltmanøvrer. Når fjenden vogter sig for at komme under kartæskild, ikke fører løbegrave så nær ind, at et udfald af i felten uøvede folk kan understøttes ved voldenes artilleri, derimod opkastes tilstrækkelige kastebatterier og har forråd nok at kaste bomber osv. derfra må København, befæstet som den er nu, kaldes svag, og må være udsat for skrækkelige begivenheder.
Tænkelige motiver til at have ladet Københavns forsvar fra landsiden forblive på den nuværende måde kan være at man ikke har forestillet sig det som andet end usædvanligt og højst uventet at den tid kunne kunne, da København kunne overraskes i en for tropper blottet tilstand. At vores regering er fredelighed og almindelig erkendt redelig, og det derfor måtte synes utænkeligt med enhver overraskelse. Og at det ville koste uhyre meget at opføre nye fæstningsværker.
De nyere begivenheder kan derimod ikke andet end at vække tanken om det forsvar, som for fremtiden kane sikre København mod den mest uventede overraskelse. Også selv når den hvad angår tropper er mest blottet.
Kaster man et blik på kortet over København og omegn, vi man se at byen fra landsiden har sit naturlige forsvar i de tre ferske søer omtrent 700 alen fra dens volde, der tjener til vandforsyningen. Disse tre søer er egentlig kun en. To dæmninger: Den der fører til Ladegården, og den der går til Blågård, overskærer den. Så længe disse ikke er i stadens magt, men kan bestryges af fjendtlige kanoner, må udfald fra staden anses for så godt som umulige. En forsvarlig broskanse hvor Ladegården er nu, med dobbelte grave og volde, vel palisaderede, med svært skyts i tilstrækkelig mængde, og en ligesådan broskanse for enden af broen til Blågård, ville her være til den mest udmærkede nytte, forudsat at egnen på 1.500 alen befris for bygninger og træer.
Når videre fra Østerbro på det sted hvor Sortesø ender ned til kalkbrænderiet, blev opført en skanse forsynet på to eller tre steder med lignende hovedskanser og en lignende linje fra enden af Sankt Jørgens Sø tvært ned til Kalvebo, omtrent hvor reberbanerne før stod, og egnen blev bar. Så var København fra landsiden om ikke fuldt, så dog næsten lige så sikret mod et bombardement som nu fra søsiden.
Man kan ikke indvende mod denne plan, at forstæderne gik op i luer, tillige med så mange skønne planter. Det er tilstrækkelig at gendrive disse nænsomhedens grunde med den sætning der er fremstillet i begyndelsen af denne betragtning, som det forudgående vilkår, "hvis København i fremtiden skal vedblive at have samme bestemmelse for den hele stat som det hidtil havde". Hvis man vil formålet, må man ville midlerne. Dette er en gammel, men uomstødelig sandhed. Og desuden kan sådanne indvendinger langtfra have den styrke som førhen. De fleste bygninger er ødelagte af vores eget skyts. De har altså tabt uendelig meget af deres værdi for ejerne, der desuden ikke havde dem, uden under den forpligtelse at borttage dem, så snart fæstningsværkernes tarv krævede det.
Og skulle denne forpligtelse ikke gælde ejendommene hinsides søerne, så måtte staten vel hellere gøre en opofrelse ved at holde dem skadesløse for disse sløjfninger, end opofre sin hovedstads, eller som det rettere kunne kaldes, sin hjertestads værn.
Skulle man endelig indvende mod den her foreslåede befæstningslinje, at fjenden kunne storme en eller flere af dens dele, så håber man, at det vil indses, at en fjende måtte være overmåde talrig, og sikret med hurtig forstærkning, hvis han turde tillade sig at storme nogen af denne linjes 4 dele. For det første fordi deres naturlige beliggenhed er sådan, at selv om det lykkedes ham at storme en, gav dette ham aldeles ingen fordel over nogen af de andre dele. For det andet ville et tilstrækkeligt svært artilleri på stadens egne volde som ligger overfor, gøre det umuligt eller i højeste grad tabgivende, at forblive på det erobrede sted, eller at sætte sig fast der. Og for det tredje fordi det endnu stod tilbage at storme på stadens vold, der vel palisaderet og velbesat med skyts på flankerne, hvilket i sig selv må indgive højst betydelige betænkeligheder.
Morterkanoner. Med sådanne kanoner kunne en fjende på lang afstand og i sikkerhed for forsvarernes kanoner skyde ind bag ved voldene og anrette store skader. Englændernes kanoner kunne lige akkurat skyde et par hundrede meter længere end danskernes, så de i ro og mag systematisk kunne sønderbombe byen uden at forsvarerne kunne svare igen. (Eget foto, Tøjhusmuseet).
Hvad angår at forstædernes tilintetgørelse vil være til hinder for stadens befolkningsvækst osv., da må dette anses for en for tingen uvedkommende betragtning, der altså på ingen måde kan gøre den mindre anbefalelsesværdig. Forstæder ved en fæstning er netop til skade for den. Vil København endelig have forstad, da kunne det være på Amager, hvor det ikke ville være vanskeligt at dække den ved en linje af værker syd for begge Sundbyerne. Det hører desuden til et ret kraftigt forsvar af København, imod en regulær og langvarig belejring, at Amager så lidt som muligt kom i fjendens hænder. Dette forbydes nu enten ved den omtalte linje, tillige med lukkede feltskanser på bekvemme steder, eller på andre måder.
Endelig bør det tilføjes at enhver der læser ovenstående, tydelig vil se at talen kun er om Købehavns mulige befæstning i en fremtid, hvis afstand fra os det endnu næppe er i nogen dødeligs evne til at måle eller angive.
(Politivennen nr. 489, 12. september 1807, s. 7863-7872)
[Artiklen følges op af en anden i nr. 492, 3. oktober 1807 s. 7911-7921 vedr. forsvaret af Amager]
