Anke paa Gaderaab.

(Efter indsendt).

Atter vedligeholdes daglig den ubehagelige udråben og syngen på gaden med viser og fortællinger etc. uagtet plakaten af 18. oktober 1805 forbyder det under straf af fængsel på vand og brød i 8 dage for første gang, anden gang 14 dage og 3. gang 3 måneders arbejde i forbedringshuset. Hvilket undertegnede finder sig beføjet til at gøre de ansvarlige opmærksom på for at forebygge at man ikke på sådanne offentlige steder skal trodse hans majestæts love og anordniger

C. M. Winther.

Exam. juris.

(Politivennen nr. 494, 17. oktober 1807, s. 7952)

Spørgsmål i anledning af bidraget til bombardementshistorien i Politivennen nr. 491

(Efter indsendt)

Ganske vist er det en sand glæde for menneskevennen at erfare gennem anmeldelsen i Politivennen nr. 491 at der straks efter bombardementets ophør er sørget således for de ulykkelige husvilde i København. At de dels ved hr. vinhandler Beck, som alene har antaget sig over 200, dels ved hr. etatsråd Haagens og dels ved hr. konferentsråd Mallings forsorg, er kommet under tag. Og skønt der intet kan indvendes mod at den mands navn, som med så megen hurtighed tog sig af de trængende ved at besørge halmdyner færdige, er fortiet i omtalte anmeldelse, da han muligvis kan have ønsket det, så synes det derimod alt for uforsvarligt at også dens navn, som har kunnet være ufølsom nok, til at hindre så god hensigt som anvendelsen af bemeldte halmdyner er fortiet. For herved kastes der uden tvivl en ufordelagtig skygge på en eller anden uskyldig mand. Og anmelderen opfordres derfor hermed offentligt at navngive den skyldige!

(Politivennen nr. 494, 17. oktober 1807, s. 7951-7952)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var et svar på Politivennen nr. 491, 26. september 1807, s. 7902-7904.

En Nabolaget meget forulejligende Frugtsælgerske

(Efter Indsendt)

Uagtet at der adskillige gange i Politivennen, endog i sidste nummer, har været påtalt om den måde hvorpå adskillige sælgekoner på gaderne, men især på hjørnerne falråber deres varer, vedbliver disse dog med deres skrålen. Deriblandt udmærker sig en på hjørnet af Ulkegade og Lille Kongensgade, som sidder uden for hr. tobakshandler Pingel og ved sin skrigen fra morgen til aften forulemper folk i nabolaget, mest syge. Dette ønskes gerne fjernet på den kraftigste måde.

(Politivennen nr. 493, 10. oktober 1807, s. 7940)

Bekjendtgjørelser om Uordener i Amaliegaden.

(Efter indsendt)

I den del af Amaliegade hvori hospitalerne ligger der et løst rendestensbræt som tillige med sit løse jernhængsel gør en skrækkelig larm når det vippes i vejret. Denne larm er så meget skrækkeligere som den især i de første dage efter bombardementet, ikke var lyden af de fjendtlige brandraketter meget ulig. Det var at ønske at vedkommende ejer ville sørge for at dette rendestensbræt jo før jo bedre blev istandsat. Især i en sådan gade hvor enhver indser at alt bør være så roligt som muligt.

Ligeledes var det at ønske at folk som i denne gade skal lukke gårdportene i om aftenen, ville lukke dem i stedet for at slå dem i. Da dette sidste mange gange giver et bulder som om det kunne være et kanonskud og ofte bidrager til at forstyrre de syges søvn på hospitalerne eller sætter disse ulykkelig i en meget farlig skræk.

(Politivennen nr. 493, 10. oktober 1807, s. 7939-7940)

Om Pjecen "Har Staden København forsvaret sig, som den burde og kunne i 1807"

Man ser denne visk ofte nok i avisen. Og dens titel kunne måske lokke et eller andet skikkeligt menneske til at købe den. Men ve køberen! For aldrig kunne om vigtigere emne skrives på en mere uværdig og ussel måde af verden.

(Politivennen nr. 493, 10. oktober 1807, s. 7938).

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte publikation findes digitaliseret på Det Kongelige Bibliotek. Man kan måske undre sig over at Politivennen farer så hårdt frem mod indholdet som i dag ikke forekommer særlig kontroversielt. Men på side 5 ff stiller forfatteren G. Lund spørgsmålet om byen forsvarede sig til sit yderste og om det var nødvendigt at overgive flåden i engelske hænder. Han forsvarer overgivelsen med byens håbløse tilstand og at det blot var et spørgsmål om tid før byen ville blive tvunget til at overgive sig. Og konklusionen s. 8 er at "Peymann handlede i mine øjne viselig og klogt i, at han ikke lod flere hundrede menneskers blod uskyldig rinde, og ved en kapitulation afværgede stadens videre ødelæggelse.". Samt at et angreb udelukkende fra søsiden måske ville have en chance for at kunne afværges, men ikke som det sket ved et landangreb.

Det var den stik modsatte konklusion miitærdiktatoren Frederik 6. kom til. Kommandanten Ernst Peymann havde ikke fået særlig præcise instrukser fra kronprinsen der sad i Jylland med store dele af hæren. Peymann beordrede nogle ligegyldige udfald fra fæstningen. Men englænderne rådede over 46 fartøjer med 30.000 landgangstropper, mod Peymanns 5.500 regulære, ikke krigsvante tropper samt 7.500 landeværns folk, Københavns borgervæbning og de frivillige korps. Han blev både anklaget for at have tilladt sig at forhandle med fjenden, samt den endelige kapitulationsaftale i november 1807 sammen med flere andre højere officerer af en overkrigskommission. Han blev arresteret juli 1808 og den 16. november dømt fra ære, liv og gods. Og selv om det lempedes senere, udtrykker Politivennens skribent den officielle regerings holdning.