Fire Forslag tilegnede Kommissionen hvis Formål er at hindre Maskepi med Englænderne

(Efter indsendt)

1) For at hindre at upatriotiske handelsmænd ikke skal kunne bringe engelske varer ind i landet fra engelske vareoplag i lande, med hvem handelssamkvem er tilladt af den danske regering, foreslår man foruden andre attester at kræve en dansk konsuls attest der bor eller har konsulat på det ikke-engelske sted, hvorfra varerne opgives at stamme, at de virkelig stammer derfra.

Varer køres ind gennem Nørreport, 1800 (Før og Nu 1921). Der bør være kontrol med disse, så man ikke risikerer at det er engelske varer. 

2) For at hindre alle mulige falske påskud om at have købt de og de varer af den og den nation før krigen, foreslår man at det pålægges enhver købmand i Danmark og Norge at opgive nu hvad køb han har gjort eller ladet gøre med fremmede ikke-engelske nationers købmænd så omstændeligt som muligt indtil dato.

3) For især at hindre engelske sukker, kaffe, te, bomuldstøj, klædevarer og bomuld fra under falsk navn fra nordamerikanske eller franske at indbringes af upatriotisk dansk handelsmand, foreslår man at det pålægges enhver handelsmand straks at tilkendegive kommissionen under dennes pligt af fortielse til andre handlende, enhver ordre han giver til indkøb på fremmed sted af nogen af disse varer, for at kommissionen kan skaffe sig den fornødne kundskab.

4) For at forhindre enhver svig som alligevel måtte begås i disse stykker, foreslår man at den danske konsul som opdagede svig, skulle nyde til belønning to tredjedele af varernes beløb samt anbefales til kongens udmærkede nåde.

(Politivennen nr. 508, 23. januar 1808, s. 8170-8171)

Uforgribelige Ytringer i Anledning af Sneens Fjernelse fra Fortovene og Gaderne

(Efter indsendt)

Enhver som føler hvor meget renlighed i en stad bidrager til sundhed og behagelighed, påskønner også til fulde at vores årvågne politi i de senere år har fornyet og nøje overholdt den anordning, at ingen må kaste fejeskarn mv på gaden, men at det skal lægges umiddelbart på vognen når skrallen høres.

Heller ingen underkender politiets nidkærhed når det pålægger enhver husejer at kaste den nyfaldne sne fra sit fortov ud på gaden. Det må imidlertid være indsenderen af dette tilladt i denne henseende at fremsætte følgende ytringer: Hensigten med at fjerne sneen fra fortovet kan ikke være en anden end at tilvejebringe sikrere og bekvemmere vej for de gående. Men indsenderen tror ikke at den ønskede hensigt opnås. For det er langt farligere at gå på de bare stene end når disse er belagt med sammentrådt sne. På den går man som på et gulvtæppe, og er langt mindre udsat for at glide. 

Til bevis på det anføres at såre mange forlader det fejede fortov og søger midten af gaden, hvor man imidlertid ofte generes af vogne og kaner. Og så er det så meget mere vanskeligt at komme til side, når her er en vold af sneen som er kastet ud fra fortovet. Med rette kunne der måske indvendes at fortovet ved indfaldende tøvejr bliver alt for slemt at passere, når sneen bliver liggende. Det indrømmes, og derfor vil det også være nyttigt og nødvendigt at sneen derfor hele tiden brydes op og kastes ud på gaden, hvorefter fortovet må fejes rent. Men det er også afgjort, at den sammentrådte sne ved indfaldende tøvejr bliver meget løs, og at man derfor kan udrette mere i en halv time ved opbrydning mv. end i flere timer i frostvejr.

Vinter ved karantænehuset på Langelinje i 1830'erne. H. G. F. Holm (Før og Nu 1919). 

Indsenderens råd er derfor at man lader sneen ligge på fortovet indtil tøvejr indtræffer, og derefter hele tiden kastede den ud. Hvad angår sneens fjernelse fra gaderne må det være det tilladt at fremsætte følgende:

Indsenderen forudsætter at stenbroen lider meget mere i streng frost når sneen fjernes end når den bliver liggende.

Naturen gav jorden dette dække mod frosten. Indsenderen tror at have bemærket at stenbroen i de senere år hvor fjernelse af sneen er overholdt, hist og her har fået indstyrtninger (noget lig tællegrøften i Norge). Hvilket han ikke husker har fundet sted tidligere på Københavns gader, hvor sneen blev liggende. Ved barfrost løsnes stenene, de hæver sig og falder sammen, og stenbroen bliver beskadiget. Det er også behageligere at køre på de med sne belagte, endog på hjul, end på de blanke gader. Vognene lider langt mindre på de første end på sidste. 

Derimod kan indvendes at der meget let bliver huller i sneen, som kan forårsage at vognene enten slingrer eller endog kan vælte. For at forebygge dette, kunne det anordnes at enten hver husejer uden for sit hus' længde indtil midten af gaden, eller også, hvad var rimeligere, at de som nu bortfører sneen, skulle opfylde alle hulheder og jævne dem, hvortil kunne tages fyld ved at ophugge rendestenene eller på siden af gaden dog uden derved at foranledige nye væltninger. Måske kunne sådan udjævning endnu bedre opnås, når der blev kastet en spand vand i sådant opfyldt hul.

Når man overvejer hvor overordentligt meget arbejde vognmændshestene for kort tid siden har haft, og da man ikke kan vide hvor meget arbejde der forestår dem til foråret og sommeren, så må man ønske, at de måtte få al den hvile som muligt. Og at de måtte blive forskånet for alt arbejde som kan undværes.

Ovenfor er nævnt at det måske i flere henseender var gavnligt at sneen blev liggende på gaden. Og selv ved indfaldende tøvejr indses det ikke, at sneen er i samme forhold skadelig på gaden, som dens fjernelse er vanskelig og byrdefuld. Når kun fortovene holdes rene for gående, så betyder det kun lidt for de kørende om de kører i en tomme mere eller mindre vand.

Indsenderen tror det er hensigtsmæssigt og tilstrækkeligt at i fald alle rendestene blev godt ophuggede, og det optøede vand blev vel afledt fra gaden, så at vandet havde det bedst  mulige løb. Så løber der på en formiddag langt mere vand væk end der med største anstrengelse kan fjernes i flere dage. Kørslen bryder snart isen på solsiden, og den vil meget hastigt aftage når der kun drages tilbørlig omsorg for at intet vand bliver stående. Endvidere kunne måske anordnes at alle vogne, når isen således var opkørt på den ene side af gaden, altid skulle køre på den anden side, hvor isen endnu ligger. Herved ville også den brydes, og man kunne da om foråret lade den henkaste på solsiden til endnu hastigere smeltning. Når tillige betragtes hvor megen sne der fortæres af sol og luft, så tror man det vil indses, hvor meget lettere det her foreslåede end det nuværende arbejde ville være.

Der kunne måske gælde undtagelser i henseende til det oven anførte i snævre gader hvor ingen sol kan virke. Der anvender man da den nu brugelige opbrydning og fjernelse.

Indsenderen henstiller således ærbødig disse forslag til gunstig overvejelse, og vover alene her endnu at ytre at han formener de måske kunne fortjene så meget opmærksomhed at dermed blev i det mindste anstillet et forsøg i en eller anden reel gade,hvor færdslen er hyppig. Erfaring ville da bedst overbevise om hvorvidt de var anvendelige eller ikke.

(Politivennen nr. 508, 23. januar 1808, s. 8164-8169)

Om Uorden på Frue Kirkegård (se Politivennen nr. 506)

Straks efter ildebranden til den 26. september holdt 6 karle og en dreng til at opsamle, indbære og sortere i kirken alt det kobber, metal og jern som fandtes på og omkring kirkegården. Og mens denne indsamling varede, havde de to gravere hele tiden (den tredje var syg) vagt ved arbejderne, ligesom kirkens arkitekt hr. Guivne og jeg hele tiden var til stede. Indtil man kom så vidt at få kirken tillukket. Så længe noget af værdi fandtes ude på grunden, havde man foruden de 3 tårnvægtere som endnu gør dag og nat vagt der, 3 betroede mænd at holde nattevagt. Men fra den tid kirken blev lukket, har man anset 3 vægtere for nok. Ligesom jeg fra den tid af med ligegyldighed har anset enhver der har opsøgt den ubetydelighed som kunne findes tilbage enten på jorden eller i gruset. Årsagen til det er at det for 7 pund af sådant metal koster 2 til 3 rigsdaler at rense fra gruset. Og fordi dets værdi af klokkestøber Gamst er vurderet til 6 skilling pund som er det højeste han vil give for det.

Dette er årsagen til at det bortkørte grus ikke er solgt, men bortakkorderet til den der fik det, imod at han selv lod det transportere og læsse. Jeg tror derved at have besparet kirken de udgifter den ellers derved nødvendig skulle have.

København den 15. januar 1808
Friborg
Borgerlig værge for Frue Kirke


(Politivennen nr. 507, 16. januar 1808, s. 8145-8146)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 506, 9. januar 1808, s. 8143-8144

Drenge-uorden på Frue Kirkegård

(Efter indsendt)

Dersom der kun er en vagt ved Frue Kirke må det synes utilstrækkeligt til at passe på hvad værdisager der findes liggende omkring den efter branden.

Anmelderen er bragt til denne mening, da han for nogle dage siden gik over kirkegården og der så nogle drenge der var forsynet med poser og lå og ragede i jorden ved kirken. Først troede han de søgte orm. Men på hans spørgsmål svarede de at det var metal. Virkelig så han også at der i jorden var mængde af små klumper og knollinger af metal som havde været smeltet. Vagt så han ikke. Da han sagde til drengene at det var tyveri, svarede de. Nej, der er en jøde som har købt det, og vagten har givet os lov. Men da han begyndte at tale alvorligere, løb de hurtigt hver sin vej. På denne måde kan meget allerede være gået fløjten. Hvilket han opfatter som sin pligt at underrette kirkens værger om.

(Politivennen nr. 506, 9. januar 1808, s. 8143-8144) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af en kirkeværge i Politivennen nr. 507, 16. januar 1808, s. 8145-8146. 

I "NyesteSkilderie af Kjøbenhavn", no. 70, lørdag den 10. Juni 1809 stod følgende: 

Det Quantum Kobber, der havdes i Behold fra den afbrændte Fruekirke, er nu saaledes blevet fordeelt mellem Commissionen angaaende Slottets samt det nye Raad- og Domhuses Opførelse og Finantscollegiet, at til Commissionen ere udleverede 16,004 Pd., og til Finantscollegiet 30.096 Pd., ialt 46.100 Pd. Kobber. Af den øvrrge Beholdning af Jern, Malm og andre Metaller, som fandtes i Kirken, ere ved her Overbygningsdirecteur Prof. Hansens Foranstaltning mange af de svære Hængeværksankere og endeel svært Jern, samt det rene Klokkemetal, hvilket alt befandtes med Nytte og Besparelse at kunne i sin Tid anvendes til Kirkens Opbyggelse, besørgede tilsidebragte. Det øvrige bliver efterhaanden bortsolgt i mindre Partier ved offentlig Auction.

Uorden i Springgade, på Trinitatis Kirkegårdsgang og i Nabolaget

(Efter indsendt)

På de seneste er det hændt for adskillige personer, embedsmænd, aldrende fruentimmer og andre at de bliver mødt uforskammet af skoledrenge på de ovenfor nævnte steder. De mest agtværdige mænd har man set overkastet med skarn, lige uden for kirkedøren i Rundekirkegårdsgang. Anstændige fruentimmer er blevet puffet, skubbet, begloet, udgrint, og udskældt af disse uforskammede knægte. Det er et dårligt vidnesbyrd om den sædelære deres lærere indprenter dem og om den skoletugt de holder at se at så unge mennesker allerede er så ubændige, ubeskedne og uforskammede.

Ved Rundekirkegårdsgang er anstændige fruentimmer blevet puffet, skubbet, begloet, udgrint og udskældt af uforskammede knægte.

Man foreslår derfor enhver skolelærer der tror muligt at grupper af hans skoles drenge kunne findes i Rundekirkegang og i Pilestræde, engang imellem at patruljere på passede tider på disse steder. Og siden alvorligt straffe dem som han finder på nogen måde skyldig i ovenstående lumpenhed og usædelighed.

(Politivennen nr. 505, 2. januar 1808, s. 8126-8127)