Knippels Broes Forfald

Mens Langebro er under udbedring og ufremkommelig, er den eneste vej der nu haves Knippelsbro, som bortset fra for fodgængerne er skrøbelig og i en mådeligere tilstand end jeg nogensinde har set den. Klapperne er sunket ned på begge sider. Og når den ikke hjælpes ved en slags stivere under klapperne på hver side til stenbroen hvor hængslerne er, da frygter jeg at før eller senere vil der ske en ulykke. Formentlig har den taget megen skade ved de svære kanoner som er bragt derover nu i vinter. Og selv om der ikke mere bringes flere kanoner over, køres der dog stadig svære læs. Jeg ved endog med vished at der i forrige uge er blevet kørt flere læs på 3 til 4.000 pund, hvilket tilligemed heste, vogn og karl kan regnes mellem 6 og 7.000 pund. Altså en svær vægt for en skrøbelig bro.

Bojesen

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8272-8273)

Redacteurens Anmærkning

Man var klar over Knippelsbros miserable tilstand. I 1810 frasagde en havnekommission sig ethvert ansvar for broen pga dens tilstand. I stedet valgte man den langt billigere løsning, en hovedreparation af Langebro i 1814 mens man arbejdede på en løsning for Knippelsbro. Denne var først færdig i 1816, altså 8 år efter artiklen i Politivennen.

Enhver er Tyv i sin Næring.

(Efter indsendt.)

Det gamle, ikke gode og ærværdige gamle, men afskyelige og timeligt af en gammel tyv udtænkte ordsprog: enhver er tyv i sin næring, synes at være blevet et livsprog i København i disse tider. Man undser sig ikke ved ligesom at indgå en væddestrid om hvem der bedst og the højeste priser kan benytte sig af sin nabos forlegenhed. Man undser sig ikke ved at benytte øjeblikke der burde med de værdigste og varigste bånd knytte borgeren til borgeren, til at presse hinanden, til at trykke hinanden, til at forbitre livet for hinanden, mere end det endnu har været fjenden muligt. Tier da moralen hertil? Eller har sådant ingen indflydelse på selskabet som moralsk betragtet? I stedet for at enhver af os skulle føle det sin helligste pligt som altid, og især under nuværende omstændigheder at befordre sine medborgeres vel, og være den ene den anden til nytte, så studerer man på som om man ville bringe det i system hvorledes egennytten kan bygge sig templer, og mens tusinder falder som dens ofre, tilbeder de enkelte gudinden. Det er vel den fattigste måde en nation kan udarte på fordi den nedbryder alt hvad der er godt hos mennesket, fordi ærlighed, redelighed og hvad de flere flere dyder heder der pryder menneskeheden, ganske gøres landflygtige i selskabet. Hvorimod træskhed, list, underfundighed og alle laster ligesom glinser og tilvinder sig agtelse fordi de føder sin mand.

  Regeringen og lovene synes ikke at kunne gribe ind i denne lavtænkenhed der alligevel kan have flere store og farlige følger. Hvad er der da at gøre herimod? Borgerne selv, de agtværdige borgere, skulle gribe de våben som både deres moralske frihed og lovene hjemler dem. De skulle offentlig bekendtgøre de uendelig, de af moral undertrykkende handlinger som blev dem vidnefast bekendt, og som så nedrige de endmåtte være, dog ikke kunne bringes for domstolene.

Derved, jeg tilstår det, forbedres måske ikke de uredeligere handlende, men de gøres mere uskadelige, da andre medborgere derved advares om at tage sig i alt for at indlade sig med de betegnede. Andre ville muligvis nøjere eftertænke deres handlinger for de satte dem i udøvelse og noget, i det mindste noget, godt ville være frugten deraf.

Forfatteren af dette kunne levere ode bidrag hertil, dersom han ellers havde evne til at ordne dem, og det ikke var ubehageligt at skrive sin tids krønike *). Dog bør dette ikke afholde nogen, for ingen foretager let noget til nytte for det almindelige uden jo en eller anden ubehagelighed er forbundet dermed, og ofte hans eneste visse løn. Men det skulle sikkert være nyttigt at have sin tids slette handlinger beskrevet til advarsel, ligesom de gode, til efterligning.

*) den som føler det, føler det. 

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8269-8272)

Dagen 18. marts 1808 (Inserat)

I Søndags d. 13 Marts 1808 døde Hs. Maj. Kong Christian VII i Rendsborg om Formiddagen Kl. 7. Efterretningen derom ankom først hid i Onsdags Morges Kl. 4 ved Kammerherre Steman.

Et Råd til vore Professionister, Kunstnere og Bodholdere

(Efter indsendt)

Ofte, men især på denne tid, klager håndværkere, kunstnere og bodholdere over mangel på folk. Hertil er råd.

Hvorfor skulle vi danske ikke kunne gøre hvad der sker andre steder, nemlig bruge kvinder i mange af de forretninger og arbejder som hidtil alene holdtes mænd til.

I Frankrig ser man kvinder på værkstederne og i fabrikkerne ved siden af mændene. I England er det samme tilfældet og ligeledes til dels i Tyskland. Her hvor fordomsfrihed hersker langt mindre end i Tyskland, hvor regeringen ophæver alle laugspedanterier, her måtte det endnu lettere end der kunne indføres at gøre kvinder delagtige i mange af livets sysler, hvorved de ville kunne fortjene anstændigt udkomme, og forretningerne på den anden side vinde arbejdere der i flid lignede og i stadighed og ædruelighed overgik mændene.

Hvorfor skulle kvinder ikke arbejde i et bogtrykkeri? Lære urmageri? Barbere, sidde på et kontor, besørge en butiks dont, fuldkomment så godt som nogen mand? (Borgerdagligstue på Politivennens tid. Fruentimmeret sidder passivt ved sit sybord og kigger ud på verden udenfor. Og det blev hun for så vidt ved med det næste halve århundrede. Eget foto. Nationalmuseet).

Hvorfor skulle en sætters kone ikke kunne stå ved siden af ham i et bogtrykkeri? Hvorfor skulle danske kvinder ikke kunne lære urmageri såvel som franske? Hvorfor skulle de ikke kunne barbere, ikke sidde på et kontor, ikke besørge en butiks dont, fuldkomment så godt som nogen mand?

Når selvforsvar kalder mænd til våben, bør da alle forretninger alle sysler, alle håndværk, alle kunster hvile? Bør da alle boddøre lukkes og stæderne være som øde? Nej, vi har kvinder, lad os vise, at vi anser dem lige med os, og de ville vist svare til sådan tiltro.

(Politivennen nr. 514, 5. marts 1808, s. 8266-8267)

Redacteurens Anmærkning

Jeg har valgt at bringe denne artikel som ellers mest drejer sig om holdninger fordi den forekommer mig usædvanlig for sin tid. Måske er artiklen inspireret af Mary Wollstonecrafts A Vindication of the Rights of Woman (1792) som udkom på dansk Quindekjønnets Rettigheder forsvarede få år før, i 1801. Det er borgerskabets kvinder der her skrives om. For kvinder på landet og arbejderfamiliernes kvinder arbejdede i den grad, også til overmål i fabrikkerne eller som tjenestepiger. Men borgerskabets kvinder havde ikke adgang til uddannelse, juridisk myndiggørelse og ret til erhverv. De var i det hele taget ikke anerkendt som selvstændige individer. Ugifte kvinder fik først i midten af 1800-tallet en vis juridisk selvstændighed, men ved giftermål blev de juridisk umyndige på linje med børn. De kunne ikke vidne i retten eller råde over egen formue eller indtægt. Forældremyndigheden over børnene var mandens. Artiklen er også skrevet et halvt århundrede før kvindebevægelser udsprang fra de bedrestillede lag og intellektuelle kredse. I Danmark markeret ved Mathilde Fibigers Clara Raphael. 12 Breve (1851). I 1871 blev Dansk Kvindesamfund stiftet. I 1885 Kvindelig Fremskridtsforening. I sidste halvdel af 1800-t. fik arbejderbevægelsen en "proletarisk kvindebevægelse". Som et kuriosum er artiklen bragt 5. marts, altså 3 dage før den langt senere internationale kampdag.

Skammelig Opførsel af tre Pigebørn på offentlig Gade mod anstændige Fruentimmer om Aftenen

(Efter indsendt)

Et ungt pigebarn, angiveligt 12 år gammelt, hvis påklædning dog ikke var af den dårligste, har et par aftner i denne uge i selskab med to mindre tøser, der havde træsko på fødderne, men ellers var hele, vist en ny opfindelse i tryglekunsten, der sigtede til at give denne mere kraft. De henvendte sig nemlig kun til velklædte fruentimmer med deres begæring. Og når et sådant fruentimmer var fornuftig nok til at afslå deres bøn, greb de først til det middel at trampe stærkt i enhver vandpyt, mens de gik ved siden af hende, for at overstænke hendes tøj. Hjalp dette stadig ikke, gik de en grad videre ved at overøse hende med de ækleste og frækkeste skældsord. Deres sidste anstrengelse lader sig ikke vel beskrive, for den bestod i en kanonade af 10 til 12 skud som nok er sagt. Dette er indtruffet med to velanstændige fruentimmer i Grønnegade. 

Om disse virtuosinder udstrækker deres virkekreds videre, ved anmelderen ikke. Og det gør ham ondt, at ikke kunne opgive flere kendemærker på dem. Han tror imidlertid at burde bekendtgøre dette, med det ønske at disse kåde tøser måtte kunne pågribes både for at befri vores medborgerinder fra deres frækhed, og forebygge de yderligheder et sådant anlæg med tiden kan bringe sådanne dårligt opdragne pigebørn til.

(Politivennen nr. 514, 5. marts 1808, s. 8257-8260)

Tre pigebørn har i Grønnegade gjort en ny opfindelse udi tryglekunsten ved at forulempe fruentimmer som er fornuftige nok til at afslå deres bøn.