05 april 2015

Spørgsmål Frue Kirkegård angående

(Efter indsendt)

Hvorfor kan Frue Kirkegård ikke blive indhegnet, da der dog bliver begravet mennesker engang imellem. Formodentlig er kirken fattig og vil heller ikke blive rigere i denne tid. Men alligevel kunne den blive indhegnet, da der dog stadig er brædder og lægter at få. Og enhver som har grav ville vel gerne give til hjælp, når det kun kunne blive gjort. For hvem vil at den skulle ligge til fælles med gaderne længere?


(Politivennen nr. 517, 26. marts 1808, s. 8304-8305)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 518, 2. april 1808, s. 8317-8318.

Eksempel på Menneskelighed og rå Umenneskelighed

Jeg ville i mandags den 21. marts ved middagstid gå ud på Trekroners batteri i et ærinde som var vigtigt for mig. Da jeg næsten var ved nævnte batteri, kom jeg til det uheld at falde gennem isen i en rende som var hugget i isen hvor bådene havde sejlet i. Den var nu overblæst med sne. Og da jeg kom oven vandet, råbte jeg til skildvagten på batteriet om hjælp. Og der samlede sig en del af mandskabet og så ud efter mig. Men der kom ingen af batteriets mandskab mig til hjælp. Men fra en bornholmsk fiskersmakke kom skipper hr. Hansen og en mand mig til hjælp. Den første faldt i vandet, men kom straks op igen, og ilede mig til hjælp. Og denne ædle reddede mig fra døden ved at sætte sit eget liv i fare. Den handling aldrig skal blive udslukket af mit hjerte.

C. Matthiessen
boende i Store Kannikestræde i hr.
prof. Münters Gård nr. 33


(Politivennen nr. 517, 26. marts 1808, s. 8303-8304)

04 april 2015

Ønske til Bedste for vor Kaperfart

(Efter indsendt)

Det er blevet anmelderen forsikret at der ved kysterne er givet ordre til at intet fartøj eller båd må gå i søen ved nattetid. Anmelderen ved ikke om det forholder sig således eller ej. Men tør uforgribelig tro, at dersom kaperfartøjer eller kaperbåde ikke er undtaget fra reglen, vil dette især nu efter at krigen er udbrudt med Sverige være til afbræk for den nytte der kunne udrettes. Da fjendens kyst er så nær vor, og han forventeligt vil benytte sig af natten, for at sejle langs landet, der også i hans havne kunne ligge fartøjer som allerbedst kunne udskæres om natten når fjenden sover. Så foreslås det i den bedste hensigt at ovennævnte fartøjer og både til alle tider må løbe ud, når førerne er forsynede med kongelige kaperbreve og opgiver deres forehavende
for den på kysten vagthavende.

Der kan endnu tænkes flere lejligheder hvor det var godt at gå ud om natten med bevæbnede både.


Ved denne lejlighed tør man ytre det ønske at det måtte pålægges vores kapere når de ved et foretagende i  eller ved en fjendtlig havn hindredes i at udskære et fartøj da at brænde det, hvis dertil er mindste mulighed.


(Politivennen nr. 516, 19. marts 1808, s. 8297-8298)

En Engelsk Indskrivt på et Hus i København

(Efter indsendt)

Når man læser på gården nr. 39 og nr. 244 i Store Kongensgade ordet "Broker", så kan man ikke undlade at erindre sig det stødende gyldne store skilt i Gothersgade nr. 1 med påskrift "Sander Skræder fra London". Men hvortil dette? Vore venner amerikanerne finder let de gode mæglere i staden, og Tanning har længe arbejdet på at britiske skippere i fremtiden må lære dansk, da det ikke lykkes med brandpile at stifte faktorier her i landet. Hån følger dette sprog, ligesom den nation der råber kannibalånd vel takadresser til hyklere og forrædere og glæder sig ved menneskelig elendighed.


(Politivennen nr. 516, 19. marts 1808, s. 8288)

Ikke nr 244, men nr. 242, hjørnet af Store Kongensgade og Dronningens Tværgade. Som lå lige over for det i artiklen nævnte nummer.

Redacteurens Anmærkning

Store Kongensgade 39 er dagens nr. 21, som er fra 1930.

Tyvedrenge på Gammeltorv

(Efter indsendt)

På dette torv og undertiden i de nærliggende gader har man i den senere tid mærket at en del drenge ikke alene viser sig temmelig gode lommetyve, men endog har sammenhæng eller komplot med hinanden. Deres anfører skal være den under tiggernavnet velkendte Lillefanden, der går i en blå frakke. Indsenderen skal når han får spor på mere desangående straks gøre det bekendt. Han har forud meldt dette til advarsel, og ville ønske at medborgerne skærpede deres tænkemåde lidt mod al slags tyveri og anholdt enhver som pågrebes i gerningen, i stedet for den rigtig nok mageligere og derfor desværre almindeligere skik at skælde ud eller banke den pågrebne og derpå lade ham gå. Derved styrkes han kun på sin onde vane fordi han altid tror at skulle slippe så let fra det.


(Politivennen nr. 516, 19. marts 1808, s. 8285-8286)