Uordener

1) Ved Kvæsthuset på Christianshavn forsamler en mængde drenge sig for at svømme. De hænger dels nøgne i tovene på skibene og begår allehånde uordener hele dagen igennem, med at fylde kanalen op med store sten under en utålelig støjen og råben. Derfor ønsker beboerne af denne gade at være befriet for det, og ønsker at denne uorden måtte bemærkes.

2) I Brolæggerstræde nr. 71 bor en brændevinsbrænder som har sin kostald ud til gaden, hvortil er portåbning. Om morgenen åbnes porten, hvor indenfor er en stakitport og gaden opfyldes da med en så utålelig stank at det i allerhøjeste grad besværer hele omegnen.

3) Nogle svin som er indsat i Overgaden Neden Vandet nr. 52 mellem to pakhuse, forvolder en afskyelig stank i marinekaserne og omliggende steder. De gør også megen larm om aftenen, hvilket vel ikke kan have undgået vægteren, da de må ødelægge hans nattero.

(Politivennen nr. 533, 16. juli 1808, s. 8562)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge jævnførelsesregistret findes der ikke noget Brolæggerstræde 71. Derimod Kompagnistræde 71. Da sidstnævnte er en parallelgade, kan der måske være tale om denne adresse. Som i dag hedder Kompagnistræde 22, opført 1797-98 og fredet.

Overgaden Neden Vandet nr. 52 findes heller ikke i registret. Derimod Strandgade 52, i dag Strandgade 12 "Jennows Gård", opført 1720. Huset har en hejsekvist, så det kan udmærket have været et pakhus.

Flere fejlfulde Skildtpåmalinger som nye Beviser på den Skødesløshed hvormed Sproget behandles i de offentlige Indskrivter og Opskrivter.

(Efter indsendt)

1) Nr. 52 i Lille Kongensgade læses følgende påskrift: Printzen af Wallis Blank Schwærte i Kelleren.
2) I samme gade nr. 67: Her opvartes med Ponch og dobbelt Øl.
3) Under Børsen nr. 67: Her opvartes med Pons i Glase Wiis.
4) Nr. 230 i Laksegade: Heer Er Weerelser Tel Leeje for Låsierende.
5) Nr. 78 Østergade: Her opvartes med Thee Caffe og Puntz.

(Politivennen nr. 533, 16. juli, s. 8554-8555)

Vandhusudskylling igennem en Rendesten

(Efter indsendt)

Brændevinsbrænderen som bor i Antonistrædet nr. 230 har den vedvarende, næsten daglige sædvane at udskylle såvel vandhusets indhold som koskarnet med svalevandet både morgen, middag og aften. Det er indlysende hvor ubehageligt ildelugtende og skadeligt dette er for de omkringboende. Man drister sig til at bede den magt som alene formår det at befale denne uvane afskaffet.

(Politivennen nr. 533, 16. juli 1808, s. 8553-8554)

Uorden

En officer gik i torsdag for otte dage siden den 30. juni om aftenen kl. 7 gennem Vingårdsstræde. Her blev han ud for nr. 133 overhældt med flydende vare. Dette blev udkastet således på en tid da det var højlys dag. Uagtet der aldrig af vinduer må smides noget ud på gaden. Ikke engang om natten. Det udkastedes af det andet tagvindue på bygningen, når man kommer fra torvet af. Man vil håbe at den tjener eller pige som begik denne lumpne handling vil blive således irettesat som tingen fortjener. For den det går ud over er det ikke alene ligeså pengespildende som et tyveri, men tillige meget harmeligere for den nederdrægtige ondskabs skyld, som ligger til grund derfor.

(Politivennen nr. 532, 9. juli 1808, s. 8550-8551)

Historien melder ikke noget om hvad slags flydende vare det var. Men det kunne jo være indholdet af en sådan natpotte som på fotoet. Den stammer fra Politivennens tid. (Eget foto, Nationalmuseet).

Uønskelig Tilstand af Kjøge Vejen.

På en betydelig andel af denne vej især nær Køge er påfyldt denne hovedlandevej grus blandet med sten af indtil en næves størrelse o.m. hvilket overmåde ødelægger vejen.

Det er bekendt nok at der i den grus som påfyldes en vej, aldrig bør være sten af en valnøds størrelse, endsige større. Ved at klemme sig fast i en hests sko gør en lille sten dyret lamt og sygt i foden, og de større sten har den betydelige fejl at de aldrig fæster sig i vejskorpen, men hele tiden stødes løs. Man vil også på alle vores veje hele tiden se løsliggende sten som følger af at ovenstående regel ikke iagttages. Men denne følge er for den kørende overmåde slem da vognen ved at gå over sådanne sten, giver et ubehageligt stød. At vognen lider mere ved sådan stød end om disse løse sten var borte, er ligefrem klart, og at hestene har godt af at trække vognen og læsset over dem, vil vel ingen påstå.

Men har man nu ikke villet eller kunnet forebygge at en vej jo er blevet belemret med disse slemme løse sten (skønt intet synes anmelderen at være lettere, for det gjaldt kun at lade det første det bedste læs som bonden førte på sit vejstykke, straks køre tilbage indtil han fik gruset lappet), så burde der i det allermindste sørges for at få dem bort. Hertil er det letteste middel for hånden: at tilsige enhver gårdmand at møde med heste og tom vogn for at sanke og bortkøre de på hans vejpart løsliggende sten.

Et par sådanne tilsigelser ville hjælpe uendelig meget til at bonden af sig selv smukt harpede sit grus for han førte det på vejen

Ved den lejlighed kunne tillige anføres at en milsten i nærheden af Køge er beskadiget således at netop indskriften er med et stykke sten gået fløjten. Nogle ville påstå at det er sket i den Castenskjoldske batalje, hvorom alting er var det at ønske at enten indskriften indhuggedes på stenen et andet sted, eller at en anden sten sattes. En milepæl uden indskrift er det femte hjul til en vogn.

(Politivennen nr. 532, 9. juli 1808, s. 8547-8549)