Om uforsvarlig Kørsel.

(Efter indsendt).

Uagtet det er sjældent at kuske og andre kørekarle straffes på politikommeret for ulovlig stærk kørsel, er den slemme vane dog hos mange så indgoet, hos andre letsindigheden så stor at man ofte er vidne til strafværdig kørsel, og desværre en gang imellem til bedrøvelige følger deraf.

Søndag den 11. december om aftenen blev en mand med sin kone overkørt på Østergade. Men da de tilstedeværendes opmærksomhed nærmere var henvendt på at række de overkørte en hjælpsom hånd end på at anholde kusken, fortsatte denne sin fart, ubekymret af sin uforsigtighed.

Måske kunne det ønskes at alle vogne indtil herskabers kareter iberegnet, fik numre pǻmalede. Ikke på siden eller som dog var bedre, på begge sider, men bag på, da således lettest en flygtende vogn kunne kendes.

Forunderligt er det med den grådighed næsten alle de tjenende som deres husbonder betror vogne og heste, har efter at jage afsted, endog med svingende læs og det sletteste føre. En ting som disse utro knægte dog ved at være tværtimod husbondens vilje.

Sådan hurtig kørsel med tungt læs fortjente at straffes endnu stærkere end anden hurtig kørsel, fordi den tillige er ødelæggende i en høj grad for brolagt gader og fro veje, tyrannisk mod dyrene, uredelig imod husbonden og farlig for fodfærdselen.

Indsenderen tror at have læst det ønske i et af disse blade at nogen af vore mekanikusser ville opfinde en indretning til at anbringe på en vogn hvorved man efter behag kunne bestemme en vis hurtighed som den største vogne måtte få. En sådan opfindelse var sikkert meget nyttig og ønskelig. Den er vist ikke heller umulig og indsenderen vil købe den første der svarer til hensigten.

(Politivennen nr. 555, 17. december 1808, s. 8908-8910)

Ønske om og Forslag til en skærpet Lovgivning til Husbonde-Standens Håndhævelse

 (Fortsat fra nr. 554)

Vi talte om husbondemagtens forfald hos os i håndværkerstanden.

Hvor er det muligt at denne skønne statsborgerklasse, der ved den nyttigste forædling af de rå varer og mange livets bekvemmeligheders skabelse fortjener så højligt statsstyrerens omsorg, kan nyde vækst og fremme, hvor subordinationen eller for at bruge det rette danske ord tugten er borte? Mesteren firer for svenden endog når denne begår den største uret mod ham, ved sviren eller forsømmelse af arbejde på tider da deraf er mest at gøre. Han firer når svenden svarer ham studs og upassende. Og dette er som sædvanlig den selvsamme svend der har optaget betydelig forskud af den mester han således foruretter.

Og hvorfor firer han således. Fordi han er bange for at miste disse arbejdere, hvor slette de end er. Og har han givet dem forskud, da har han endnu en grund, den at han frygter når de går fra ham, at miste forskuddet.

Men er dette muligt, hører jeg alle råbe, der ikke i dette stykke har sagkundskab, er der ikke tvang for lavets side? Er der ikke lov og ret?

Ja, det er ikke alene muligt, men virkeligt. Hvad lavene angår, da ved vi at disse ikke er hvad de i gammel tid var, og hvad det er vel at de ikke mere. At indklage sin svend der forlader tjeneste, vil medføre at svenden forpligter sig i visse terminer at afbetale forskuddet. Men dette er det samme som intet, for når terminen er ude, skal svenden atter søges, og hvad har han at tage de forfaldne af? Kun en dom kunne nytte mesteren, den at svenden dømtes til ikke at alene at blive i sin ordentlige tid i mesterens arbejde, men endnu længere, hvis dette ikke var nok til at afbetale det forskudte.

Dette var så svendene. Vi kommer nu til læredrenge. Og her hersker atter mangel af den tugt der er så nødvendig. En læredreng bør dog vel ikke uden eller mod mesteren tilladelse og tværtimod lærekontrakt gå til en anden lære eller en anden næringsvej, ikke engang til krigsstanden, om han endog var voksen nok. For dette er at opløse lovens kraft, og et af de vigtigste bånd i selskabet.

Intet middel kan mere tænkes imod et onde, der har grebet så vidt om sig som alle vores tyendes (af alle arter) tøjlesløshed, frækhed, utroskab og vores husbønders, madmødres, herrers, mestres eftergivenhed, og frivillige eller årsagede utidige blødagtighed. Uden dette, ved en skærpet lovgivning at genskabe og befæste den orden og tugt, det herredømme og den lydighed, den regering og den underkastelse, der nødvendig bør finde sted mellem den store klasse af husbønder og den endnu større af tyende.

Den omstændighed at enhver uenighed mellem husbond og tyende, enhver strid om rettigheder, enhver anke over fornærmelse, ikke kan tåle mindre udsættelse, ikke kan oppebie den almindelige rettergangs afmålte gang, men fordrer den hastigste om muligt øjeblikkelige og tillige inappellable påkendelse, taler uimodståeligt for nødvendigheden af at skille alle hustugtsager (måske kunne man rettest bruge denne benævnelse) fra dem der hørte under de almindelige og bestående retter.

For at sætte den under politiretterne var:

1. I hovedstaden at bebyrde denne ret betydeligt mens den har nok desforuden at påkende.

2. På landet aldeles uhensigtsmæssigt, fordi politiretter der enten ikke er til som særskilt eller ikke ved hånden, således at den flukse påkendelse kunne haves.

3. I småstæderne er vel politimestrene ikke alt for overvældede med sager. Men her som overalt uden for København savnes i større grad de fuldstændige politilove som for så langt tid siden lovedes, men endnu ikke er givne. Og da politiretten i den lille stad kun består af en person, ville en ikke på på love nok så fodfæstet og i meget blot på skønnende beroende dømmende magt synes uskikket til så vigtige afgørelser på uacceptabel måde.

End mindre synes hensigtsmæssigt at lade hustugtsagerne ligge under de almindelige retter, for

a) var disse retters forløber, forligelseskommissionen aldeles ubestående med disse sagers natur.

b) den behørende hurtighed kunne efter disse retters faste indretning ikke ydes hustugtsagerne.

c) Tingstedernes fåhed og fraliggende forøger utilstrækkeligheden og uhensigtsmæssigheden i at lægge hustugtsagerne under de almindelige retter.

Altså levnes kun den udvej at anordne en nyt særskilt, tiltro indgydende og muligt overalt nærværende dommervæsen. De retter der af staten betroedes dette vigtige dømmevæsen, kunne kaldes tugtretter eller hustugtretter.

At dette dømmevæsen ikke måtte være forbundet med allermindste udgift for parternes synes at følge af sig selv.

Da vi ikke ejer politilove for alle mødende tilfælde, disse måske ikke engang er mulige, så blev dommernes rets- og rimeligheds følelse og en fuld erkendelse af statens trang til tugt i forholdet mellem husbonde og tyende, rettesnoren for dommerne i hustugtretterne som derhos af det øverste justitskollegium behøvede til vejledelse, en kort forskrift bygget på enkelte ufravigelige regler.

Uforgribeligt tør forfatteren her foreslå følgende, som han tror skikket til at indgå i grundstoffet til ovennævnte forskrift:

1) Husbonden har altid præsumptionen for sig, fremfor tyendet så længe han ikke har haft en dom imod sig ved en hustugtret, eller er dømt som skyldig ved nogen kriminalitet.

Denne grundregel er ikke alene logisk psykologisk rigtig, da den agtbare husbonde og kun om ham er her tale, har flere bevæggrunde til det gode. Men den er også til hensigten at frembringe hørsommelighed hos tyendet og anstændig opførsel, kort sagt tugt, aldeles nødvendig.

2) Den agtbare husbonds blotte ord omstøder tyendets, med mindre dette kan bestyrke sit med klare vidner eller dommerne finder omstændigheder der understøtter det.

3) Husbonden kan altid føre tyendet for hustugtretten når han har årsag til klage, over dets forhold som tyende, men tyendet ikke husbonden.

Har tyende klage over husbonden, madmoder, herre eller mester, det være sig for ærerørig beskyldning, udsultning, straf over det loven bestemmer eller lignende, da står det samme frit at føre ham eller hende for politiret eller den almindelige ret.

Herfor er unægtelig grund deri at ovennævnte husbondens klage er egentlig hvad retten skulle blive til for og at kun den behøver den foreskrevne hurtige påkendelse. Tyendets klage over husbonden kan derimod ikke da behøve hurtigere påkendelse, end der kan opnås nu, da hustugtretten ikke er til.

4) Husbonden kan ikke føre tyendet for hustugtretten for gæld, men har i sådant tilfælde at søge den almindelige ret.

5) Sag angående misgerning, forøvet af tyendet, hvad enten den tillige bryder på hustugten eller ej, kan ikke føres eller påkendes ved hustugtret. Men må anmeldelse af sådan misgerning kan hustugtretten befale hæftelse.

6) Tyendets forbrydelse mod hustugt straffes ikke med pengebøder, for tyendets løn er ringe nok, og at forkorte den kunne bevæge til tyveri, eller nøde til en mangel på klæder, som skadede helbredet. Ikke heller kan hustugtretten dømme til krumslutning eller vand og brød eller nogen anden helbredsskadende straf, for det var at skade staten, ved at give den vanføre eller sygelige borgere.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 555, 17. december 1808, s. 8899-8908)

Redacteurens Anmærkning

Denne lige-ud-af-posen artikelserie kunne det have været spændende at se fortsættelsen af. Men det slutter brat her, og den bliver heller ikke diskuteret eller kommenteret yderligere i bladet. Hvis denne holdning til "lavere klasser" var generelt udbredt blandt Politivennens skribenter, så er det vel ikke at gå for vidt at konkludere at de frihedsrettigheder som borgerne plæderede for, ikke var beregnet på disse lavere klasser. De skulle lære at kende deres plads i samfundet. Og det var bl.a. kirkens, domstolenes og skolernes opgave at sørge for det.

Ønske om og Forslag til en skærpet Lovgivning til Husbonde-Standens Håndhævelse

Enhver der alvorligt har overvejet det forhold der til en stats indre velgående bør være mellem husbond og tyende, og med agtsomt øje betragter hvorledes disse to klasser af statens medlemmer hos os forholder sig til hinanden, vil med forfatteren sande at den tugt eller gode orden som alene fremmer såvel herrestands som tyendestandens tarv, er aftaget så meget i det forløbne halve århundrede at der kun er levnet få spor. Tilsyneladende truer en fuldkommen opløsning af den så fornødne lydighed hos den tjenende stand, og det er på høje tid at der rådes bod før en fuldkommen tøjlesløshed bryder ud.

Jeg har sagt at den kyndige og granskende tænker er overbevist om det. Men for de der ikke er sådan, behøves det dog nok kun at udpege det urigtige. Jeg vil da begynde med landboen som den største klasse. Og her møder overalt den bitterste klage, snart over overhåndtagende utroskab, der går så vidt at ingen tjenestekarl eller pige, undtagen meget få, blues ved at være utro. Ja at denne store last omtales med den største letsindighed. Ikke sjældent endog som en berømmelige snilde. Snart over opsætsighed og trodsighed, og allermest over dovenskab.

Vidt må det virkelig være kommet, når jordbrugeren næppe tør betro sin karl til at så, af frygt for at han ikke skal stjæle af sædekornet. Når han hver gang han lader ham føre varer til torvs aner eller overbevises om svig. Når tyendet tør foreskrive hvad mad de skal have, hvis de skulle blive i tjenesten, eller hvad tid de skulle gå til arbejde. Når endelig arbejdslysten og med den dueligheden er således aftaget, at enhver husbond, der ønsker sin gerning gjort, ser sig om efter fremmede. Og når det er blevet almindelig erkendt ting at den fremmede arbejder, der kommer fra et land hvor tyendetugten ikke er så forfalden som hos os, arbejder langt mere og bedre og lydigere end den danske. Når endelig mange tusinde svenske kunne findes mellem tyendet i Sjælland og på Amager.

Det er yderst nedslående endog for den blotte tilskuer at se denne almindelige vished hos husbønderne at deres tyende vil bedrage dem så ofte de kan komme til at gøre det. Men endnu langt mere at være vidne til at dette også hele tiden sker.

De skønne tider er forbi hvor man turde betro sig og sit til tyende som til børn. Hvor husbonden var en æret og frygtet fader. Hvor troskab ansås for en dyd og ilde erhvervet gods troedes at bære sin forbandelse i sig selv.

Nu byboeren! Hans kår er sikkert ikke bedre. Man mærker kun hvor sjældent det er blevet at tyende tjener længere end et fjerdingår højst et halvår på noget sted. Hvor almindeligt det er blevet hvad næsten aldrig burde finde sted, at tjenestetiden afbrydes i urette tid, og at den øvrige tid henligges, som man kalder de, på sin egen hånd, levende af spil, kneb eller af skøgeprofit.

"Lykkelig er den der ikke skal holde tjenestefolk". Dette er et udråb der overalt kommer en i møde.

Man skulle tro at hvor tingene står således, der måtte utro, dovent, ulydigt og trodsigt tyende hele tiden drages for dommeren af den i sin myndighed eller i sin ejendom, eller i begge, fornærmede husbond! Men nej. Næppe gives noget land hvor så få eksempler gives på tyendes klager for retterne.

Og hvad gør da disse husbonder der har så megen grund til sådan klager. Straffer de måske selv tyendets forseelse? Følger de den dem af love givne tilladelse: "Husbond må straffe sit tyende med kæp eller stok"? Vel var det om de gjorde det. Men nationens præg er blidhed, og da en dyd har, som digteren siger, på hver side en last, så står blidheden også midt mellem grumhed og blødagtig eftergivenhed.

I Danmark tåler man ikke at en der ikke hører til huset, bryder ind og stjæler. Men er det et tyende der begår tyveri, så nænner man ikke at føre det i Børnehuset, eller man ikke have at det skal siges om en at man førte sin karl eller pige i ulykke, eller, som det endnu mere tosset høres, var skyld i deres ulykke. Eller man frygter for ikke at kunne få tyende, hvis man går frem med den rimelige strenghed.

I Danmark tåler man lige så lidt som andet steds fornærmende ord af sin ligemand. Men er det tyende, der tilsidesætter al ærbødighed og anstændighed, da lader man det gå hen og tåler!

Hvad her er sagt om mangel på tugt og fornøden strenghed mod tyende på landet og i stæderne, må anses i alle måder lige så fuldt om ikke fuldere, passende på tugt og orden for svende og læredrenge i håndværkerne. Intet steds er så lidt subordination i denne så vigtige klasse.

Hvad er nu følgen af alt dette: Usædelighed, fordærvet tænkemåde, laster, på den ene side. Krænkelse, harme og tab på den anden 

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8892-8897)

Heste Tyranni i Kjøbenhavn.

(Efter indsendt).

Der er så ofte med god grund anket over menneskets ufølsomhed mod dyret. Der er så ofte med harme ivret mod dette for mennesket så nedværdigende dyreplageri, men Gud ved hvor lidt dette har virket på dem. Frugten heraf kan man ikke se!

Jeg tror gerne at alt skriveri i den anledning er spildt, fordi ingen autoritet kan komme til at virke her, men jeg finder sindets lettelse i at tolke den mishandledes sag hvad enten det er et menneske eller der der er genstanden. Natten mellem den 28. og 29 d, m. blev jeg vækket ved stærk støjen fra gaden af, ledsaget med nogle skrækkelige slag. Da jeg bor på et sted hvor der om natten er bestandig tummel af passerende renovations vogne, formodede jeg (som også var rigtigt) at det var en af disse der ved de usle hestes træthed var blevet standset i sin fart. Men at noget kristent menneske kunne være så barbarisk om han endog var renovationskarl, at tyrannisere et stakkels kræ så vedholdende som denne har vist, har jeg aldrig drømt om. Fra kl. 3 til kl. 6, i hele 3 timer, vedblev dette tyranni. - Vel hørte jeg karlen anmode sine forbikørende kolleger at hjælpe ham læsset over broen, men dels lod det som om disse ikke hørte det, og dels hjalp de ham ikke på anden måde end ved at piske hestene med piskeskafterne så længe de orkede, og kørte derpå bort. - Skønt karlen havde fuldkommen bevis for at det var umuligt at bringe læsset over broen, blev han dog ved til kl. 6 med største tålmodighed at martre disse ulykkelige dyr, og hvoraf jeg kl. 9 så en næsten død uden for Schimmelmanns sukkerhus. Det er tungt at man skal være roligt vidne til sådant et barbari. Kunne ønske formå noget, da var mit til interessenterne i det lille vognmandslaug at de ville formå køresvendene til at vise sig kristelige imod de umælende. For ved mulkter kunne de vel ikke tvinges til opfyldelsen af en ufuldkommen pligt?

(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8887-8889)

Skændige Lapser, der antaste skikkelige Fruentimmer paa Gaden, og udsat Premie for deres Opdragelse.

 (Efter indsendt).

Søndag aften den 27. november kl. henimod 11 havde en agtbar borgers kone og pige fulgt hans gamle svigermor hjem. På tilbagevejen blev hun udenfor vinhandler Wegeners på Kongens Nytorv antastet af 3 unge lapser på det uanstændigste. Den ene var iklædt en brun frakke, høj af vækst og så vidt kunne se koparret. Den anden havde en blå chenille med hvide hager, lille af vækst. Den tredje havde en lys chenille og efter hans udtale en tysker. Da hun ikke kunne eller ville udholde deres uartigheder, truede de at kaste hende i rendestenen og flere skændige ting. De forfulgte hende til Gothersgade og derfra gik de efter sigende til Spangs. På deres opfordring måtte hun opgive hvor hun boede, og da først forlod de hende og pigen. Den første havde imidlertid gået i slag i næse og mund af konen, hvorved han fandt sig meget fornærmet. Gerne ønskede ovenmeldte kones mand at tale med nogen af disse herrer og med fornøjelse betaler han 5 rigsdaler for oplysning om hvem de er. 

(Politivennen nr. 553, 3. december 1808, s. 8874-8875)