Et bevægende Syn på Kirkegården uden Østerport.

Til Udgiveren!

Tør jeg ikke anmode Deres velædelhed om at berøre en yderst påfaldende ting i Politivennen som gjorde mig og to andre borgere meget opmærksomme i mandags ved en spadseretur uden for Østerport. Det hændte sig nemlig at en soldat fra Kastellet blev begravet. Vor nysgerrighed bragte os på kirkegården, og ved at gå lidt omkring, traf man først på en hule hvori 6 lig var hensat. Dernæst på en med flere og på en åben hule med over 20 lig. Først en mængde ved siden af hverandre og de øvrige ovenpå hensatte uden mindste jords bedækning. Et gyseligt syn for de levende ved at tænke at turen engang falder på os. Hvad lyst har vi da at virke til medbrødres hjælp og hvilken udsigt om vi desto værre falder i armod. Skulle den afdøde ikke forundes den smule jord til at bedække det syndige legeme efter fuldendt kummer. Og hvad lejlighed gives ikke for den som har lyst af berøve den afdøde sit linned eller brædder, hvilket godt kan bruges i dyre og besværlige trængselstider? Og hvor har man ikke årsag at frygte for en anstikkende gift og sygdom ved disse ligs forrådnelse? Man ønsker at denne sag må synes Dem vigtig nok til indrykkelse.

Den 15. marts 1809
R. Winther
Skræddermester

****

Udgiveren har ved eftersyn den 18. denne måned fundet at to sådanne kuler med ubedækkede ligkister virkelig var og spor til nylig tilkastelse af flere. Skønt denne måde at samle lig på muligvis er hjemlet i lov eller bud, tør man dog frimodigt ønske, at heri måtte befales forandring. Gravtyveri forebygges ikke ved jords påførelse, men gøres dog vanskelig. De mange menneskeben og hovedpander ser heller ikke således liggende oven på jorden alt for godt ud. De kunne samles og nedlægges i bunden af kulerne. Kun i den hårdeste frost kunne undsættelsen af jordens påkastelse på ligene finde sted. Men ellers ikke. Og det var at ønske at altid når en kule var åben, fik en skildvagt sin post der. Man hædrer sig ved at ære de dødes ben, hvor ringe personer de end tilhørte. En soldat kan være oberst og et hospitalslem millionær for Vorherre.

(Politivennen nr. 568, 18. mar 1809, s. 10009-10012)

Uordener

Næsten hver gang der er hvad man kalder jødemaskerade her i København indfinder der sig adskillige uordener. For slet ikke at tale om den ubehagelige støj og uro og den skadelige lejlighed til sammenstimlen for vores kåde drenge og vores voksne pøbel.

Sidste lørdag nat blev således en familie i Møntergade sat i en farlig skræk da to personer kl. 12 om natten ringede på stuedøren og med vold og magt ville skyde døren ind. På råb ud af vinduet efter vægteren smurte disse nattedrivere hæle. Men skrækken havde dog folkene fået.

Måske tager indsenderen fejl, men han tror at så lidt skadelig eller foruroligende en sådan skik (vel rettere uskik) kunne være i andre lande, hvor masker og maskering er noget dagligt som ingen opmærksomhed vækker, så nær kommer den her en strafværdig uorden, fordi vores ubændige pøbel og drengeverden straks ved det uventede gør støj og spektakler.

(Politivennen nr. 567, 11. mar 1809, s. 10000-10001)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om jødernes Purimsfest eller -maskerade. Her optrådte mange jøder udklædt og med masker. På Politivennens tid var der imidlertid opstået et misbrug. Det bedre borgerskabs unge mennesker begyndte maskerede at forsøge at komme med til løjerne i de velstående jøders fester. Undertiden udartede det sig til tyverier og vold. Se også artiklen fra 1803.

Ønske Fruekirke angaaende

(Efter indsendt).

Man kan ikke uden beundring føle det store i synet af Frue Kirkes vrag om man kan låne dette udtryk, og næppe vil man undlade at bemærke at det som giver denne bygning nu så megen storhed for synet, forfør før i dens ubeskadeligste tilstand, er den større åbenhed trindt omkring den. Den største og skønneste bygning taber af sit syn når den spærres af andre bygninger, beklines med begravelser og omgives med stakitter, træer og kirkegårdsmur. Beklageligt at den lille bygning i Frue Kirkegårdsmur er istandsat, for dem med mur og alt øvrigt burde skaffes bort. Gravene sløjfes og den skønne bygning rejser sig frit op fra en 6 trappetrin over gaden forhøjet med fliser belagt plads. Da ville Frue Kirke som en stor skønt ikke pragtfuld bygning tage sig godt ud og være den ene af de 6 kirker der ikke vansirer København. De andre fem er Trinitatis, Reformert, Kastellet og begge Christianshavns.

(Politivennen nr. 567, 11. marts 1809, s. 9098)

Underdanigst Ønske det Danske Sprog betræffende

Den danske stat har indbyggere der taler forskellige tungemål. Uden at nævne dialekter, ja endog virkelig kun ikke til bogskriveri brugte sprog, som det frisiske, det færøske og det plattyske, finder vi 1) det danske 2) det islandske 3) det tyske 4) det grønlandske, 5) det laplandske. Altså 5 fuldkomne levende og brugte sprog for dem som taler dem i bøger, fra prædikestolen, i bestyrelser og i rettergang.

Det danske sprog er mund- og skrivesprog på de danske øer, i Nordjylland og en del af Sønderjylland, samt i Norges 5 stifter, altså sproget for over 2/3 af hele statens mennesker, hovedstadens sprog. Og det bør ønskes udbredt så vidt muligt til den øvrige del af staten, for at fremme det vigtige politiske formål statsenhed (hvoraf sprogenhed ikke er en uvigtig samdel).. Det er altså, og kan ikke andet end være det sprog der fra regeringens side med rette må forvente al omsorg, ophjælp, opmuntring, agt og selv æreholdelse.

Statens naboskab til lande, hvor en tyvedobbelt folkemængde talte et beslægtet sprog, det tyske. Den omstændighed at 1/4 af den danske stats indbyggere, dvs deres dannede del, talte tysk. Den mængde af tyskere der siden Erik af Pommerns tid strømmede ind i Danmark, hvor mange af dem kom i embeder. Den upolitiskhed der ofte under vores ældre regeringen siden det tidspunkt valgte at have en tysk eller halvtysk hær i stedet for en dansk. Det vanheld i danskens nationalpræg at ynde det fremmede, det end større vanheld at denne lyde er stærkest i den højere klasse af nationen og det endnu langt større vanheld at selv danske konger foretrak et fremmed tungemål: Alle disse årsager arbejdede vældigt løs på det danske sprogs undergang. Og man oplevede den ydmygelse for fuldt alvor at høre påstået at det burde udryddes. Man nåede så vidt at landets militære akademier og skoler underviste på tysk, at hele landmagten kommanderes og bestyredes på tysk, at landsoldaten på spørgsmål om hans navn svarede: Ich heisse Ole Persen, og at jyden der så sin sidemand i geleddet, en sakser, særdeles nådigt tiltalt af kongen, troede at behage ham bedst ved på spørgsmål hvor han var fra? at svare: A er og en saks.

Man hørte den velklingende skingrund fra tyskere der æder dansk brød og af uægte danskes mund at Danmark ved at antage det tyske sprog ville vinde brug af dets større, ja uhyre masse af skrifter, og at den danske da kunne komme fort i en stor del af Europa. Som om den del af den danske nation, der har med skrifter at gøre ikke alligevel kunne benytte sig af dem! Som om den egenskab at have just et sprog der ikke kendes til af andre folk, ikke hindrede udvandringer, og bandt den indfødte til sit fædreland langt stærkere end indbyggeren af en tysk stat nogensinde føler sig bundet til sit.

Det danske sprog var i vånde. Men det gik sproget som staten selv: Ikke få gange truedes Danmark af store farer. Men det står stadig og vil altid stå! Efterhånden vågnede nationalfølelsen. Også sproget blev dens genstand. Og Christian den syvende, der gav indfødsretten, afskaffede også tyskheden i det militære, bød at dansk kriger skulle kommanderes på dansk. Efterhånden som sprogets skønhed og værd erkendtes af nationanen selv, tiltog regeringens opmærksomhed for samme, og en kommission af lærde mænd fik befaling at udarbejde en plan til at bevirke en større renhed i sprogets retskrivning.

Frederik den sjette har ikke undladt at vise sin agtelse for nationalsproget, og sit ønske at virke til sprogenhed mellem statens dele. Han befalede at de for Sønderjylland og provinsen Holsten udgående forordninger skulle skrives side om side i det danske sprog tilligemed det tyske.

Med største tillid tør altså den danske mand, der agter og elsker sit sprog som sprog, og ivrer for det, som for et middel til nationalitet og til selvstændighed, fremsætte hvad ønske sproget endnu har at frembringe for sin ypperste fødte værge, for Danmarks konge.

Ikke blot renhed i retskrivning (genstanden der opgaves for hin forhen omtalte kommission), men renhed i ord og vendinger er det, som væsentlig udgør et sprogs fuldkommenhed i forening med rigdom på benævnelser hentede af sprogets egen natur og oprindelse.

Ikke er det offentlig kundbart hvad den benævnte kommission har udarbejdet til det foreskrevne formåls nærmelse. Også må det tilstås at så meget end en fast retskrivning er at ønske, så varsomt er det nødvendigt i denne sag at fremgå, for ikke at kvæle al forbedring. Ja det er endog uomstændelig sandt at en eneste retskrivning ikke har sted ved noget sprog end ikke ved det franske.

Langt vigtigere er derimod renheden i ord og vendinger. Et sprog kan mangle ord til en forhen ukendt ting, benævnelser til en forhen i samme sprog udyrket videnskab eller uomhandlet kunst. Men ikke bør sådanne ord eller benævnelser blindt hen og af utilgivelig magelighed, tages af det første det bedste fremmede sprog og med vold og magt indsættes i sproget. Måske med i det højeste en endelse efter sprogets gang. Af sprogets egen malm bør sådanne nye ord, hvis dertil virkelig er trang, fremstøbes efter at først sprogets ældre stamme er gennemsøgt, for om muligt der at finde hvad der behøves. Ligeledes bør fremmede vendinger ikke uden vedbørlig varsomhed antages, da man ellers i stedet for en berigelse let tilføjet sproget en skæmmende vansir og foranlediger et tvetydigt miskmask. Hvem kan således uden væmmelse i dansk bog læse at "man har lært en person at kende" i stedet for at have lært at kende denne person? Hvem føler ikke modbydelighed ved at læse ting som dette "han elskede hende som var hun hans datter", i stedet for det danske: Som om hun var hans datter? Hvem føler ikke det udanske i de os så ofte desværre mødende udtryk som dette: "Er jeg dog et menneske, ejer jeg dog et hjerte", i stedet for Jeg er jo dog menneske, jeg ejer jo dog et hjerte? Dog hvortil flere eksempler!

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 566, 4. mar 1809, s. 9078-9084)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10012-10016.

En Uorden som begåes af endel Jøder her i Kbhavn

(Efter indsendt)

Mens mangel på skillemønt er følelig, arbejder en del jøder her i København med største iver på at gøre denne mangel større.

Hos kræmmere, høkere, kort sagt i alle butikker stikker lasede og lurvede jøder og jødedrenge sig ind for at tilsjakre sig firskillinger, nye toskillinger, enskillinger, ja endog de gamle fedtede toskillinger, imod valutasalg. De nøjes ikke med det, men opholder og plager tjenestepiger, karle osv. for at tilsjakre sig fra dem, hvad hele penge de kunne have, samt alt hvad de har af sølv og guld. At jøder der ikke er lasede og lurvede står bag disse sjakrere, kan indsenderen ikke bevise. Men muligheden forlanger at tilstås. Når man ser en ussel sjakrer ikke kunne drive denne snavshandel med større kapital en to rigsdaler, men flere gange kommer tilbage på en og samme time med samme lille kapital, så må man tro at han bruges af andre.

Det er at formode at  dette uvæsen kan volde skade. At forbyde det, lader sig vel gøre. Men med magt forhindre mønt at gå ud af landet kan ingen, og at prøve på det ville være ligeså frugtesløst som at give forordninger mod luksus, mod bysnak, mod middagssøvn, osv. Vores vise regering har andre midler som anmelderen dog ikke tør foregribe at nævne på dette sted.

(Politivennen nr. 564, 18. februar 1809, s. 9051-9052)