Slotspladsens Reenholdelse.

(Indsendt)

Man læser i et af Kjøbenhavns Skilderies sidste numre et stykke der har overskriften "Om opgangen til Børsen". Meget rigtigt bemærker forfatteren af nævnte stykke at slotspladsen der unægtelig om sommeren i godt, tørt vejr yder fodgængeren en behagelig vej, om vinteren som oftest for øjet fremstiller et uoverskueligt morads. At vort brave politi med ivr søger at holde gaderne rene og ryddelige som muligt, kan enhver dagligt overbevise sig om. Men at det ikke kan overse alt, er lige så vist. Indsenderen vover derfor at foreslå at nogle af de folk der er udkommanderet til at arbejde ved Christiansborg, der vel nu ikke har meget at bestille, måtte befales dagligt når fornødent gjordes, at ophugge, skuffe og feje pladsen hvorefter det fornødne antal vogne til skarnets og isens bortkørsel vel kunne skaffes til veje. De der dagligt har forretninger på Børsen eller i rentekammeret, kancelliet, finanskolligeiet og på banken, føler i sandhed megen ulejlighed af den urenhed der altid i dårligt vejr findes såvel på slotspladsen som i selve slotsgården, fra den port der støder til kancelliet og til Løngangen, hvilken sidste i øvrigt er langt ubehageligere end vejen over slotspladsen.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 25-26)

Rotter i Comedien

Mandag den 15. januar da Hugo v. Reinberg af prof. Oehlenschläger blev opført, hørtes under en af de mest rørende scener et "piv piv" af levende væsner i parterrelogerne nr. 21 og 22. Dette forskrækkede de derværende damer i den grad at de var i begreb med at forlade logerne. Anmelderen spurgte kontrolløren hvad dette kunne være, og om der måske kunne være mus i logerne? Han fik det svar at det kun var rotter, som havde deres rede der, og at han hver dag tilstoppede det derværende hul med papir. Men at han altid når han visiterede logerne, fandt hullet åbent og sluttede deraf at der måtte være en mængde. Da det er meget ubehageligt at være i sådant selskab, håber man at de ansvarlige sørger for at få en rottejæger eller i det mindste en god kat til at holde dette utøj i ave og forbyde dem at forstyrre godtfolks fornøjelse.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 24-25)

Om Vognes Holden ved Gammelstrand.

Vognmændene, eller måske rettere vognmændenes karle der har tilladelse til at holde ved Gammelstrand har en meget slem uskik i det de tillader sig at sætte deres ikke i brugværende foderballer uden for rendestenen på gaden ved hjørnegården, hvorved færdslen fra hjørnet af nævne gård hen til Løbels gård ofte bliver helt slem, endog farlig. I særdeleshed når en vogn kommer så hurtigt farende fra Højbro Plads til Fortunstræde eller Holmens Kanal så at fodgængerne for denne uskik ikke kan komme ind på fortovet, dels på grund af disse baller og dels på grund af fodersække, agebrætter og karle der venter på hyre mm. Det var derfor ønskeligt at det blev pålagt disse ventende at sætte disse baller, fodersække og deres egne agebrætter samt at lægge deres gamle måtter mm. på den bagved denne holdeplads værende sandkiste hvorved færdslen ville blive mindre ubekvem end nu for dem der nødes til at vandre ad denne vej. Ligesom de vel selv ikke bør hele den udslagne dag i forventning stå og optage fortovsfliserne og spærre færdslen ad disse mens de underholder hinanden med snakkeras.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 19-20)

Om Betlere.

Sikkert har det været tilfældet med i det mindste mange læsere af dette som med indsenderen at han såvel i sit hjem som offentlig på gaden, endog ved højlys dag, er af og til blevet anmodet om pengehjælp til mænd, kvinder og børn, hvis udvortes røbede den yderste trang. Enhver sådan anmodning er smertelig, og dobbelt smertelig når evnen ikke tillader dens tilfredsstillelse som ofte kan være tilfældet. For den ædle er broders, søsters trangs afhjælpning altid sand fryd. Men bidrags anvendelse i den hensigt har ofte som erfaring desværre har vist, skadet mere end gavnet. Og harmeligt er det når endog aldeles ubekendte udlændige besøger ens hjem, for at tiltrygle sig pengebidrag hos mennesker hvis sprog de ikke engang har villet lære for at kunne tigge i. En sådan tryglende tysker overhang for kort tid siden indsenderen heraf med vidtløftige fortællinger om sin nød og de uheld der havde foranlediget den. Og dette har givet han anledning til at foreslå til vedkommendes bedre skøn om ikke sådan fremmed trygler måtte ufortøvet på offentlig bekostning blive ført over grænsen for således at befri landet for en tiggende dagdriver, hvem mangel på livets første fornødenheder muligvis kunne gøre til misdæder, og hvis eget land vel nærmest skylder at skaffe ham underhold. Samt at den strengeste årvågenhed måtte anvendes mod landets indfødte tiggere for hvilke vores ypperlige fattigindretninger så velgørende har sørget og til hvis trangs afhjælpning enhver efter sin stand er pligtigt at bidrage.

* * *

Udgiveren tror i anledning af ovenstående at burde tilføje en advarsel til sine medborgere altid at holde deres føre vel lukket. For der gives en slags mennesker der forsynet med skrevne anbefalinger om deres trang og deres værdighed til at hjælpes, gå fra hus til hus for hos godtroende og godhjertede medmennesker at få understøttelse. De banker sagte på dørene, og når de mærker at der ingen er i værelset, forsøger de på at gå ind. Lykkes det dem da at døren er åben og de ser deres lejlighed, snapper de hvad der er for hånden og bortfjerner sig. Lader derimod nogen af husets folk sig se, femviser de med ydmyge bønner og begæringer deres tiggerbreve og er da fri for al mistanke.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 17-19)

Spørgsmaal

Man ser ikke sjældent lys i de træboder der står på de offentlige torve. Man kunne vel ængsteligt frygte for at en uforsigtig handelssyssel ved omgang med sådanne lys kunne forvolde en sådan bod antændt. Det må derfor være tilladt at fremsætte det ønske at udsalg fra sådanne træboder kun må tillades ved dagslys, der synes langt nok til at kunne besørge det fornødne indkøbt. Det må vel kunne anses for mindre byrdefuldt at skulle gøre et uventet køb i et grundmuret udsalgssted der ligger længere væk (hvilket sker nok så sjældent), end at leve med ængsteligheden for at en sådan træbod blev antændt.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 14-15)