Bekendgørelse Politie-Plakat

Politidirektøren i København gør vitterligt:

At de hyppige anmeldelser der indkommer om løse hunde løber om i gaderne, dels uden mundkurve, dels med uforsvarlige mundkurve, sætter politiet næsten dagligt i den ubehagelige nødvendighed at anse vedkommende med mulkter i overensstemmelse med den allerhøjeste plakat af 4. oktober forrige år. Uden at man dog kan erfare at dette lovbuds overtrædelse bliver sjældnere. Politiet har hidtil som oftest anvendt den mindste mulkt, uden tillige at lade de pågældende kunde dræbe. Men da denne blidere medfart ikke har haft den forønskede virkning, så finder jeg mig nu beføjet til at bekendtgøre: At allerhøjst bemeldte plakats bydende for fremtiden vil blive eksekveret på det strengeste således at enhver hund, som findes løs på gaden med uforsvarlig mundkurv eller helt uden mundkurv, af politiet vil blive foranstaltet dræbt og ejeren desuden straffet med mulkt fra 5 til 20 rigsdaler S. B.

København, politik. d. 22. marts 1816
O. H. Hvidberg

(Politivennen nr. 13, Løverdagen den 30. marts 1816, s. 198-199)

Au i Skidenstræde

(Indsendt)

Lørdag den 9. i denne måned om eftermiddagen var indsenderen nødsaget til at passere Skidenstræde. Han var så uheldig at falde og slog sit ene knæ og sin ene arm meget slemt. Nogle beboere i gaden som ilede ham til hjælp sagde at de i sne- eller regnvejr havde dette syn flere gange om dagen. I nævnte gade er der så mange større og mindre fordybninger at den, især i sne- eller regnvejr er fuldstændig inpassabel og fortovets brede sten hælder så skråt mod rendestenene at man med den største forsigtighed næppe vil kunne undgå at falde. Indsenderen kan så meget bedre tale herom da han daglig er nødsaget til flere gange at passere gaden. Og håber at de ansvarlige vil henvende deres opmærksomhed på denne gade og dens fortov, som øjensynlig ligger til skade for dem, som er tvungne at vandre denne vej.

Skidenstræde, eller som den hedder i dag: Krystalgade. Det kan meget vel have været her hvor Købmagergade passerer Skidenstræde at artiklens forfatter har fået av. (Eget foto)

(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 180-181).

Redacteurens Anmærkning

Krystalgade som den ser ud i dag stammer både hvad angår beliggenhed og bygninger hovedsagelig fra tiden efter branden i 1728. Før den tid lå den en del sydligere, en rest findes i Geddes Gård. Branden 1795 efterlod gaden nogenlunde uskadt.

En Røst fra Landet

(Indsendt)

Det er umenneskeligt at man i hovedstaden glemmer at sørge for vand til de firbenede hvis kræfter og anstrengelse bringer føde og brændsel på torvene. Så meget mere som lejligheden ikke mangler. For Gammel og Nytorv har 5 poster, foruden springvandet. Og da kan landmanden holde 6 timer uden at kunne læske sine heste med en dråbe. Ønskeligt var det at en vandtrug blev hensat under en af posterne på hvert af de offentlige torve hvor landmanden falbyder sine varer, eller hvor der er bestemt plads for ledige vogne. Ved stranden og på Kongens Nytorv er sådanne vandtrug for vognmændenes heste. Derimod må landmændene søge vand i gæstgivergårdene for sine, og dog er disse langt mere trængende end de andre, der kunne vandes før de kører ud, mens denne ofte kommer lige fra porten til torvet hvor han må holde flere timer. Fortjener landmanden ikke så megen opmærksomhed?

(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 187-188)

"Gammel og Nytorv har 5 poster, foruden springvandet. Og da kan landmanden holde 6 timer uden at kunne læske sine heste med en dråbe." (Gammeltorv 1829. Foran Philip de Langes gård til højre ses en vandpost. Harald Langberg: Fra torv til torv, 1943)

Til Skolelærere og Institutbestyrere

(Indsendt)

Er det forsvarligt - ja tilladeligt - at en institutbestyrer har så mange børn i en og samme klasse at de ikke kan blive overhørt i den lektie der var foresat dem til den dag som de har belavet sig på at blive hørt i? Selv om det er til gavn for bestyreren at han derved sparer flere lærere, er det vist ikke til gavn for børnene, som derved let fristes til at skulke i håb om ikke at blive adspurgt. Utvivlsomt ville det endog være godt om overhøringen ikke skete lige fra den ene til den andet. Dvs: Fra den øverste og således hele klassen igennem, men at der hele tiden blev sprunget fra denne til den først osv. så at ingen kunne forudberegne hvori han omtrent ville blive spurgt. 

Indsenderen kender fra sin egen skolegang en sådan beregning helt godt. Og hvor meget han end den gang glædede sig når hans beregning ikke slog fejl, så meget indser han nu, hvor højst skadelig den i og for sig selv er, og tager sig derfor den frihed herved at gøre de hæderlige mænd, den allernådigste skolekommission har anset værdige til at betro det vigtige kald at undervise den opvoksende unge, opmærksomme herpå, overbevist om at de ikke miskender hans hensigt der sandelig ikke har andet end forbedring til formål.

(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 178-189)

Bøn til Directionen for Fattigvæsenet

(Indsendt)

Indsenderen, hvis vej engang i de strenge vinterdage faldt forbi Vartov, fik da han gik forbi det indfald at se sig om inden for porten. Og ved indgangen på venstre hånd fandt han en mængde fattige, svage og halvnøgne børn, der efter tur ventede på at blive indkaldt af buddet for efter tilsigelse af forstanderen at indstilles for direktionen. Udmattede af hunger og kulde måtte disse ulykkelige solicitanter stå på en snæver trappegang for en åben dør der går ud til porten hvorfra kom en farlig træk. Og således med længsel vente på det gunstige øjeblik når deres navn blev råbt op.

Man tør håbe at direktionen med streng retfærdighed også forener menneskekærlighed og medlidenhed mod disse stakler og i fremtiden vil sørge for at et værelse bliver anvist til dem hvor de kan opholde sig i det mellemrum fra de kommer til de bliver råbt op. Om end og ikke værelset var opvarmet måtte det være det samme, når det kun var lunt og forsynet med nogle bænke hvorpå de kunne sidde.

(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 177-178)

Redacteurens Anmærkning

H. C. Andersen skrev i 1846 et eventyr der står i stærk kontrast til denne beskrivelse af de fattige børn, eventyret "Fra et vindu i Vartou". Heri hedder det bl.a.

De fattige små, hvor lykkeligt de leger! hvilke røde kinder, hvilke velsignede øjne, men hverken sko eller strømper har de på! de danser på den grønne vold ---Lystigt leger de fattige små.