Et Ord sagt i rette Tid

(Indsendt)

Da nu Købmagergade igen brolægges bliver det publikums ønske og begæring til brolægningskommissionen at drage omsorg for at fortovet lægges med al mulig omsorg til bekvemmelighed for de gående og især for damerne med tyndsålede sko. Mage til fortovene i Guldhusgade findes vel ikke i hele verden, ligesom samme gade er yderst slet brolagt. Det måtte være en sand tortur at blive dømt til at gå sammesteds hele dagen på fortovet da stenene kun synes at være henkastede og ikke pikkede, eftersom alle skarpe kanter står i vejret. Enhver kan overbevises om sandheden af denne anmeldelse ved vandring gennem Guldhusgade.

(Politivennen nr. 17, Løverdagen den 27. april 1816, s. 253)

Redacteurens Anmærkning

Hvad Guldhusgade kan være, har jeg ikke kunnet verificere. Den står ikke på listen over nogen af de københavnske gadenavne som jeg kender til. Ikke engang navne der minder.

Boutik-Udsalg om Helligdagene

På søn- og helligdages eftermiddag kl. 3, altså før den offentlige gudstjeneste er forbi i alle kirker, ser man en del handlende udhænge alt det kram de har til udsalg uden for deres butikker, lige så meget som på søgnedage. Blandt flere som hævder denne uskik, vil anmelderen blot nævne butikkerne på Kongens Nytorv, i Vingårdsstræde og ved Holmens Kanal. Og tvivler ikke på at de ansvarlige vil forhindre dette nu da de er blevet gjort opmærksom på det.

Ligeledes bemærkede anmelderen, hvis vej langfredag formiddag faldt forbi 3 klædefabrikker, at arbejdet der var i fuld gang og blev drevet lige så rask som på søgnedagene. Da han ikke kender nogen lov eller forordning som ophæver den der bestemmer staf for sabbattens vanhelligelse, anser han dette søndagsarbejde for en uskik som ikke bør tåles.

(Politivennen nr. 16, Løverdagen den 20. april 1816, s. 242-243)

Et Spørgsmaal til Præsterne

Af en sand Broder i Christo

Skulle det i statens nærværende stilling ikke være sand objektiv såsom det er min subjektive sande tro, at det ville være enhver præsts hæderfulde fryd, uigengældeligt at påtage sig biskoppernes og amtsprovsternes forretninger?

Men Gud forbyde at enfoldige skulle forvirre dette spørgsmål således: Skulle det ikke være hver præsts hæderfulde fryd at se biskopperne og amtsprovsterne afsat? Nej Gud og øvrigheden bevare, og beskærme landet! Dette spørgsmåls opfattelse tilkendegiver derimod ikke alene enhver præsts sande og grænseløse højagtelse for embedets høje værd, og store fornødenhed, men er også den Gud behageligste, om fædrelandskærlighed vidnende højagtelsesbevisning mod disse ædle højærværdige embedsmænd, idet ingen af deres tilbedere, som er medbroder udi ordet, tvivler på at de jo gerne og villigt ville bringe staten det offer at dele en fattig medbroders skæbne udi ordet, og at nøjes med et helligt præstekalds usle indkomst.

København den 29. marts 1816
August Esmarch
medbroder udi Ordet

(Politivennen nr. 16, Løverdagen den 20. april 1816, s. 245-246)

Mere om offentlige Vandhuuses Anbringelse i Hovedstaden

I Politivennen nr. 1, side 5, findes en afhandling om vandhuse, eller lokummer. Indsenderen heraf mener at pissesteder er lige så nødvendige, og tror at sådanne indretninger meget vel kunne anbringes på i hvert fald hvert andet hus. De burde første gang foranstaltes fra øvrighedens side og siden vedligeholdes af husejeren, da det befrir ham fra hele tiden at skulle renholde og fra et næsten ufordrageligt svineri især om sommeren. 

Nævnte huse eller aflukker kunne indrettes på samme måde som de man ser på og ved Toldboden, under broerne, ved Christiansborg Slot og flere steder. Det burde under pengestraf være forbudt på et hvilket som helst andet sted på offentlig gade at skille sig ved sin nødtørft. Og vægterne om natten og politiassistenterne med deres underordnede burde ellers nøje have opsigt hermed. Og derved ville især i starten kunne indkomme ikke ubetydelige mulkter.

(Politivennen nr. 16, Løverdagen den 20. april 1816, s. 244-245)

Om for stærk Kjørsel paa Gaden

Der er næppe nogen forordning der overtrædes så ofte som den om for stærk kørsel. Hvilket man kan overbevise sig om ved at være til stede på Kongens Nytorv eller Østergade en komedieaften kort før og efter at skuespillet er forbi. Især er det de vogne der er forsynet med lygter der kører så ilsomt afsted at man, når der er faldet sne eller i glat føre står i fare for at komme til skade ved det. Formentlig tror kuskene at da man kan se lygterne langt fra, kan man tage sig i agt og gå af vejen. Men det er ikke altid og alle vegne tilfældet. Og politiplakaten af 14. december 1815 berettiger dem ikke til at tro det. 

Vores virksomme politi har vel anholdt adskillige og disse er blevet tilbørligt ansete. Men da politiet ikke kan være allesteds nærværende, og det har sine vanskeligheder for privat mand at hævde at disse forordninger bliver overholdt af overtrædere, så vil man nok vedblive at støde an herimod, hvis ikke vedkommende ekvipagers ejere så at sige ville gå hånd i hånd med politiet ved at pålægge deres kuske at fare i mag. Anmelderen tror at det ikke alene er pligt for enhver god borger at efterkomme statens love, men endog at pålægge sine børn, sit tyende og underordnede at gøre det samme. 

Forskellige hestekøretøjer ved Børsen, omkring 1837 (Udsnit af H. G. F. Holmmaleri).
 
På grund af det tror han at det var rimeligt hvis ejeren til den ekvipage hvis kusk blev overbevist og straffet for for stærk kørsel også blev anset med en passende mulkt. Vedkommende ville da også deraf se om det altid er kuskens skyld at forordningen overtrædes. For uden tvivl findes der dumstolte rigmænd der stolende på deres penge og anseende sig ophøjede over lov og forordninger kunne få i sinde at befale deres kuske at ile i fuld fart til det bestemte mål, uden at bryde sig om den fare de stakkels fodgængere derved udsættes for. Kun vil anmelderen ønske at der må findes få af denne slags, og at den der gribes i gerningen, må afklapses godt, indtil han lærer at indse: At på retfærdighedens vægtskål vejer han ikke mere, end mange af de fodgængere han hånligt overser og hvis liv og helbrev er ham ligegyldig.

Også en del bønder kører på Københavns gader som det kunne være på en landevej. Men måske er de uvidende om forordningen. Anmelderen ved vel at de kongelige forordninger, såvel de der angår undersåtterne i almindelighed som de der angår landmanden i særdeleshed, tilsendes præsten i ethvert sogn hvor de da oplæses ved kirkestævnet, og siden henligger til eftersyn hos ham. Men at også de københavnske politiplakater der kunne have hensyn til landmandens forhold, når han er i staden, bekendtgøres på samme måde, tror han ikke. Imidlertid var det dog vist godt hvis det skete. For bonden læser ikke aviserne, og da man kan antage at enhver bonde på Sjælland, hvor fjernt han end bor fra hovedstaden, kommer dog i det mindste en gang om året derind med heste og vogn, så havde han, i tilfælde af forseelse, ingen grund til at undskylde sig med uvidenhed. Ligesom man også var sikker på at ingen blev straffet for overtrædelser af en lov han ikke kendte.

(Politivennen nr. 16, Løverdagen den 20. april 1816, s. 233-236)