Uorden på Strandvejen

(Indsendt)

På den vej som fører til Charlottenlund Skov, der i denne tid hyppigt besøges af Københavns indbyggere, foregår mange uordener af hvilke anmelderen anfører nogle, som han var vidne til på sin vandring til omtalte skov med sin familie søndag den 21. juli.

Herskabs-, selvejer- og hyreekvipager kørte udad både til højre og venstre side på jordvejen så nær ved grøfterne at der knap levnedes plads til 2 fodgængere ved siden af hinanden. Bønderne som efter anmelderens mening nu ikke længere må befordre, sås lærevilligt at træde i herskabernes, selvejernes og hyrekuskenes fodspor ved med deres vogne hele tiden at sætte støv i bevægelse til gene for fodgængere.

Hjemad iagttog vel de fleste kørende den høflighed at køre midt på vejen, men man måtte dog beundre nogle, især herskabers og selvejeres uforskammethed der vist ved at de på hele fjerdingsvejs distance tillod deres køresvende at jage i støvet på jordvejen på højre side, just der hvor de fleste fodgængere ilede til staden. En ekvipage med gule, eller efter hvad man i mørket kunne skimte bespændt med grå heste udmærkede sig i særdeles ved den uorden.

Om dagen når alt det kørende personale må præsummeres ved sansernes fulde brug, kan herimod indvendes at det gående personale får klæderne ødelagt af støv og må tåle en ubehagelig ukomoditet for øjne og næse. Men om aftenen når vin og brændevin har gjort sin virkning, kan ved denne jagen på begge sider let afstedkommes store ulykker.

Det var derfor ønskeligt om der med strengere tilsyn kunne rådes bod på disse uordener.

(Politivennen nr. 30, Løverdagen den 27. juli 1816, s. 450-451)

Redacteurens Anmærkning

På artiklens tilblivelsestidspunkt var det blevet overvældende populært at tage på udflugt til Dyrehaven. Kun de  velhavende havde dog råd til at køre i egen ekvipage eller leje et køretøj hos en vognmand. Langt de fleste kørte med de klodsede og umagelige hyrevogne som bønderne mødte op med ved byportene. Støvet fra vognene var et stort problem indtil 1825 hvor en privatmand istandsatte vejen mod at opkræve bompenge ved Slukefter. Denne ordning varede i 90 år!

Artiklen følges op i Politivennen nr. 28, 21. september 1816.

Om Slavernes Tiggerie

(Indsendt)

I året 1807 lod kommandantskabet i staden bekendtgøre at det på det strengeste var forbudt slaverne at tigge. At det var pålagt den vagt eller opsynsmand der fulgte dem at hindre det. At man udbad sig at publikum ikke at give dem noget, og at anmelde når og hvor sådant tiggeri måtte finde sted. Den højt priste foranstaltning hjalp. Men den gik i glemmebogen året efter, og nu ser man dagligt på gaden at ingen mere ved af den at sige. 

Der er imidlertid klaget nok over denne skammelige skik, og for nyligt offentligt. Det kan også være at forbuddet er gentaget, men at det ikke efterfølges, det ved enhver. Den overtrædes med en oprørende frækhed. Slaverne løber fra kommandoen for at belemre folk. Ja indsenderen har selv set at vagten ganske tålmodigt har standset og ventet på dem til de var færdige. 

I det håb at man må skaffes sikkerhed for disse mennesker, anmeldes dette endnu en gang med det ønske at publikum ved ikke at give ville afholde sig fra at formilde den straf for forbrydere som loven har kendt retfærdig.

(Politivennen nr. 29, Løverdagen den 20. juli 1816, s. 442-443)

Et velmeent Forslag fra en Mand i Holmens Menighed

(Indsendt)

Det er bekendt at når provst Gutfeldt prædiker, indfinder sig en betydelig mængde mennesker i Holmens Kirke for at øre denne så alment vellidte taler. Men det er også vist at det meste af hans skønne taler ikke kan høres eller forstås af de mest agtpågivende og andægtigste tilhørere på grund af støjen der forårsages af de mange mennesker som løber ud og ind af kirken, og som måske kun indfinder sig for at søge bekendte eller at slå en passiar af. 

Holmens Kirke. Med Nikolaj Kirkes spir i baggrunden til højre og Frue Kirke til venstre. Set fra Knippelsbro. (Eget foto).

En mand fra denne menighed vover derfor at fremkomme med det forslag som han er overbevist om tillige er manges ønske, at kirkedøren måtte lukkes så snart taleren har besteget prædikestolen. Når da ingen blev lukket ind under prædiken, ville denne uorden ophøre. Indsenderen heraf tror ikke at der kan indvendes noget imod dette forslag. For gudstjenesten begynder jo til et bestemt klokkeslæt, inden hvilket den rolige og andægtige tilhører bør og vil indfinde sig. Men de som kommer for at søge morskab, eller ikke kan holde ud at blive i kirken til prædiken er forbi, lad dem blive borte.

(Politivennen nr. 29, Løverdagen den 20. juli 1816, s. 443-445)

Redakteurens Anmærkning

Situationen beskriver meget godt det forhold at Politivennens skribenter stod for en ideologi hvis tid var ved at være forbi. Frederik Carl Gutfeldt (1761-1823) var provst og sognepræst i Holmens Kirke fra 1811. Dansk Biografisk Leksikon (Den Store Danske) skriver bl.a. om ham: 

Gutfeldt var "oplysningsmand" af den supranaturale retning med anerkendelse af åbenbaringen som værende over fornuften, uangribelig af og forenelig med denne; som en apologetisk, formentlig uangribelig kerne stod for ham den berømte trias: Gud, dyd og udødelighed. Religionen får sin udfoldelse i næstekærlighed og pligtfølelse hos den der er den gode borger her og hisset. Hans teologi var kulturglad og optimistisk, og hans ungdom faldt i en tid som gennem oplysningen og den franske revolution ventede en virkelig religiøs og etisk modning af en frigjort slægt, for hvem kirken fik den opgave at være undervisningscentral for sandhed og pligt. I denne modernisme indkapslede han sig uden at kunne følge tidens drejning efter århundredskiftet. G. kom til hovedstaden på en tid hvor oplysningens forkyndelse som Chr. Bastholm havde gjort populær, var ved at afblomstre, og G. havde hverken hjerne til at tolke kantianismen (som H. G. Clausen) eller hjerte til at befrugtes af romantikken (som J. P. Mynster); han kom til at tjene en døende epoke, ikke til at indvarsle en ny. G. havde evner som en menneskealder tidligere var beundret, en levende imagination og et blomstrende billedrigt sprog der også i Holmens kirke skaffede ham en anselig tilhørerkreds ... men efterhånden føltes som fraser. Den biblicisme og den dermed sammenhængende fornyelse af den evangelisklutherske bevidsthed som er et kendeligt træk i den første fjerdedel af 1800-tallet, vendte sig dels med medynk ..., dels med angreb (W. F. Engelbreth og senere Grundtvig) mod den fornuftsmæssige religiøsitet og moraliseren hvis flimrende retorik føltes som et surrogat for nådens etos.

Utætte Nattevogne

(Indsendt)

Ofte har man her i staden klaget over de væmmelige følger af disse vognes utæthed. Men hvor berettiget man end er til at forlange al nøjagtighed i denne sag, ser man dog med ligeså megen væmmelse som ærgrelse at det må være endnu større vanskelighed end den simple menneskeforstand forestiller sig. Går man i disse tørre tider lidt om på gaden, vil man aldrig nogen dag savne disse svinske spor, de nævnte vogne natten forud har efterladt sig. Således bemærkede indsenderen i går den 12. juni disse stinkende spor på Nørregade fra Skidenstræde til Gammeltorv, i Kronprinsessegade fra Gothersgade til Sølvgade, i Dronningens Tværgade. Spørgsmål? Kan disse nattevogne ikke være tætte?

(Politivennen nr. 29, Løverdagen den 20. juli 1816, s. 441-442)

Den 12. juli 1816 bemærkede artikelskriveren spor af nattevognene på Nørregade fra Skidenstræde til Gammeltorv. Her Nørregade ved hjørnet ved det tidligere Daells Varehus og Krystalgade/Skidenstræde. Hvor en lastbil også er ved at læsse noget af, dog helt lugtfrit. (Eget foto).

En Skik, som burde afskaffes.

Det er jo skik at når enhver civilist følger et lig skal han bære en sort kappe. Man kunne efter min mening have god grund til at at spørge: Hvorfor? Vil man svare at det er for at tilvejebringe en slags lighed blandt følget som vel synes at være den eneste grund, da svarer jeg: Dette kan på ingen måde være årsagen. For var det tilfældet, måtte de militære jo også ved ligfærd bære sådanne kapper Men disse binder blot et sort flor om deres venstre arm. Præsterne tilkendegiver ikke med ydre tegn deres sorg. De bærer samme dragt som ved alle deres øvrige embedsforretninger. 

Var det ikke nok når de civile enten mødte helt sorte, uden kappe, eller i affarvede klæder ligeledes med et sort flor om den venstre arm og om hatten? Hvorfor skal alene civilisten bebyrdes med denne udgift? Kan den militære under et kort ligfølge tåle vejrets påvirkning i blot uniformskjole uden overkjortel, kan den civile det vel også. 

Disse kapper må lejes og øger altså omkostningen ved at følge et lig. At mange ikke selv har sorte klæder, er intet svar da disse jo dog må bæres også under kappen. Og ligesom bedemændene nu har kapper at udleje, kunne de vel også have sorte klæder til udlejning. Men da disse ikke altid vil kunne passe enhver som er nødt til at bruge dem ved en sådan lejlighed, anses det som før nævnt mere rigtigt at de civile også blot tilkendegav deres sorg med sort flor om armen og hatten. Ikke alene ved ligfærd, men også under hele den befalede sørgetid. Mange udgifter ville dermed spares til gavn for mange ikke rige mænd.

(Politivennen nr. 29, Løverdagen den 20. juli 1816, s. 439-441)