Noget i Anledning af hvidt afpudsede Bygninger

De fleste af de gårde og huse der opbygges i disse år er hvidpudsede. Dette kan måske være økonomisk rigtigt. Men foruden at denne farve som professor Tode for henved 30 år siden i sin sundhedstidende bemærkede er skadelig for øjnene, er den også kun af kort varighed. Pudset falder nemlig hurtigt af eller bliver sort, og bygningen trænger så igen til at efterses og forbedres. Som eksempel kunne her anføres det nye råd- og domhus, samt den nordre facade af Christiansborg Slot der endnu står under bygning. Dog ville sådanne bygninger uden synderlig bekostning igen kunne pudses. Men da det lader til at det under opførelse værende Frue Kirketårn også skal få en sådan hvid afpudsning, så vover anmelderen heraf at fremkomme med sin individuelle mening om det. Han tror da

1. At det hvide tårn vil skade deres syn som rejser til staden, da de endog i lang afstand fra samme ligesom nødes til uvilkårlig at stirre på det.
2. At gentagen afpudsning som ofte vil være nødvendig, vil forårsage kirken store bekostninger, eftersom de nødvendige stilladser til et så højt tårns reparation ikke vil kunne fås for en bagatel.

Han indstiller derfor til de høje ansvarliges omdømme om ikke stenenes egen farve (man ser hvor længe det gamle tårn, og St. Nikolaj Kirke samt dens tårn, har stået uden afpudsning) eller en mørkere farve ville være hensigtsmæssigt, samt om en sådan ikke ville forebygge ovennævnte ubehageligheder.

Når Frue Kirke engang bliver færdig, venter man i den at se et værk som gør sin bygmester og sin tidsalder ære. Den skal prydes med stykker af vores Thorvaldsen, vores yppige malere og øvrige kunstnere ville vist ikke undlade at bidrage til dens indvendige forskønnelse. At dens ydre vil svare dertil, er der ingen tvivl om, ligesom heller ikke at det på kuplen oprejste kors som mange finder upassende jo efter rygtets sigende vil blive afløst af en eller anden passende symbolsk figur.

(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 483-485)

Nikolai Tårn, 1828. Et af de steder som skribenten nævner ikke er blevet afpudset. (Fra W. Mollerup: Danmarks gamle Hovedstad, 1912).

Redakteurens Anmærkninger 

Med det nye råd- og domhus menes det nuværende Domhuset på Nytorv som blev opført 1805-1815 og som dengang også var rådhus (indtil 1903). 

Med Frue Kirke menes den fjerde og nuværende udgave, som genanvendte dele af den tredje kirke som blev ødelagt under Københavns Bombardement 1807. Den blev indviet i 1829. Thorvaldsen lavede Kristus og de Tolv Apostle. En sønderlemmende kritik af kirken findes i Politivennen nr. 712, lørdag den 22. August 1829, s. 553-556: "Frue-Kirke, indvendigt og udvendigt betragtet."

En billig Anke.

(Indsendt)

Skønt den offentlige ordens kraftige overholdelse bærer det umiskendelig præg af at Københavns virksomme og årvågne politidirektør bærer omsorg for enhver af politivæsnets mange grene og sørger for at de derhen sigtende anordninger overholdes, er det dog såre let muligt at nogen sådan i en stad som København ubemærket må kunne overtrædes. Det har således i denne sommer flere gange været tilfældet at man om aftenen har måttet måde de såkaldte natførere længe før kl. 11 der er det ved kancelliplakaten af 19. juni 1807 bestemte klokkeslæt før hvilket inden natrenovationsvogn må lade sig se på gaden. Anmelderen mødte således for nogle dage siden på Østergade alene 3 af disse vogne da klokken bestemt ikke var halv elleve. Da disse vogne der endog tomme, i et øjeblik opfylder en hel gade med stank, ikke alene kvæler de forbigående - for hvem det ikke altid er muligt allerede så tidligt at være i deres huse - men også forpester luften i de værelser hvor man har et vindue åbent, så tør man anse dette for en politiets opmærksomhed ikke uværdig genstand.

(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 481-482)

Om Urtepotters Udsættelse paa Flisestenene i Fortouget.

(Indsendt).

Fredag den 17. juli i den stærke regn om aftenen mellem 6 til 7 måtte indsenderen et meget nødvendigt ærinde ud i byen. Han vej faldt ad Naboløs om ad Gammelstrand hvor han til sin store forundring standsede ved et batteri som bestod af 16 til 20en suite på fortovsfliserne opstillede urtepotter udenfor huset nr. 17 og 3 til 4 huse længere borte stod et lignende batteri på 8 til 12 urtepotter. Indsenderen tager sig derfor den frihed at stille spørgsmålet: r det tilladt i regnvejr at udsætte urtepotter på flisestenene på fortovet og om man kom til skade at rive en omkuld, og den gik i stykker, var han da pligtig til at betale den.

(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 474-475)

Svinerie paa vore Forlystelsesstæder uden for Staden

Det er en slem uskik at de som om sommeren holder deres måltider i Dyrehaven, på Sorgenfri eller i Charlottenlund Skov efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv. udover at det er et uappetitligt syn for de der elsker renlighed, fordærves også derved den rene luft man forventer at nyde på disse steder. At denne uskik bør afskaffes, kan der ikke være tvivl om. Er det forbudt at kaste papir og andet affald på vores gader, hvorfor bør det da være tilladt at henkaste det på steder hvor vi søger fornøjelse og at vedligeholde vores sundhed ved bevægelse i den fri luft? Kunne det derfor ikke enten forbydes vedkommende at efterlade sig sådanne ting, eller pålægges de folk der bor i nærheden, der har opsyn med skovene og som dagligt har fortjeneste af skovbesøgende ved at koge vand til dem, til at opsamle og bortkøre disses efterladenskaber? Endnu mindre levemåde viser det at samme uskik finder sted i Frederiksberg Slotshave hvor der endog i to alleer er anbragt bekvemmelighed for de der ønsker at spise der. Gangene hvor det kongelige herskab spadserer burde dog i det mindste være fri for at besudles med noget sådant.

(Politivennen nr. 31, Løverdagen den 3. august 1816, s. 471-472)

"De som om sommeren holder deres måltider i Dyrehaven, på Sorgenfri eller i Charlottenlund Skov efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv." (Sorgenfri Slot fri for affald om vinteren, 2016. Eget foto).

En ædel Handling.

I forrige uge faldt et barn på 4 til 5 år i bandet ved Børnehusbroen. En mængde tilskuere løb til, man råbte på bådshage osv. Men ingen kunne redde barnet. Imidlertid kommer en ung sømand ved Holmen dertil, han ser barnets fare, og i øjeblikket kaster han kjole og hat fra sig og springer i vandet. Straks derpå kommer han op med barnet der ikke viste mindste livstegn, og løb så våd han var, med det til den nærmeste amtskirurg. Undervejs kommer barnet til sig selv, han overleverer det derpå til de taknemmelige forældre og forsvinder. De øvrige ørkesløse tilskuere lod ham gå, uden endog at forhøre sig om hans navn. 

(Politivennen nr. 30, Løverdagen den 27. juli 1816, s. 462)