(Indsendt)
Ved at passere Kirsebærgangen den 19. august blev der fra bastionen bag den første mølle fra Vesterport (mellem Vester- og Nørreport) af nogle halvvoksne piger kastet med store sten ned i Kirsebærgangen hvilket nær havde truffet nogle børn som gik der. Man vil håbe at deres foresatte ved her at blive gjort opmærksomme på det, vil afværge at det ikke oftere sker, da man i modsat tilfælde må bruge andre forholdsregler.
(Politivennen nr. 35, Løverdagen den 31. aug juli 1816, s. 539)
(Indsendte)
1) Mon den brave og nidkære oldermand ved stadens slagterlaug hr. Johan Casper Møller er vidende om at der undertiden slagtes kalve i butikkerne på Nikolaj Kirkegård? Og kan han i så fald forsvare at efterlade anmeldelse derom til politiet? At denne slemme uskik fornærmer stadens indbyggere, idet atmosfæren på grund af det deraf flydende svineri, bliver usundere og hvilket er det allerværste, kan have uberegnelig skadelige følger for svangre fruentimmer som i det øjeblik kalven gør afskedsbrølet kunne træd ein i butikken og i høj grad forskrækkes, er formentlig så klart at ingen yderligere demonstration derfor er nødvendig.
(Politivennen nr. 35, Løverdagen den 31. aug juli 1816, s. 537-538)
(Indsendt)
Da indsenderen med flere er af den opfattelse at det ikke er andre end anstændige og velklædte personer tilladt at gå ind i Kongens Have, så tillader man sig at gøre de ansvarlige opmærksomme på at der i de senere aftner har indfundet sig hele flokke kåde håndværkerdrenge som med støjen, skælden og højst uanstændig opførsel har inkommoderet de spadserende og forjaget flere damer af bænkene. Denne uorden der formodentlig hidrører fra de vagthavendes skødesløshed, håber man for eftertiden hævet. Tillige var det ønskeligt at vedkommende ville, især på en mild og skøn aften, forlænge udringningstiden da mange som efter dagens arbejder glædede sig i håbet om den frie lufts nydelse i haven et par timer, tit næppe har opholdt sig der i en halv time før den ubehagelige klokkelyd forkynder ham at forlade den. Han må altså savne den længere nydelse af den frie og sunde luft fordi hans tid og beskæftigelse ikke tillod ham at indfinde sig før.
(Politivennen nr. 35, Løverdagen den 31. aug juli 1816, s. 536-537)
Så længe anmelderen kan erindre har Helligåndskirkens kirkegårds porte stået åbne hele dagen, såvel vinter som sommer, indtil det blev mørkt om aftenen. Herved vandt ikke alene de i nærheden boende og andre som havde forretninger deromkring, at de ved at passere kirkegården havde en kortere og behageligere vej at vandre end ved at gå omkring kirken, hvor foruden med mådelige brolægning ofte is og snedynger om vinteren lægger snarer for den gåendes fod. Men den aldrende, den svage havde også et sted mere at ty hen til om sommeren for under de behagelige grønne træer at nyde den frie luft når enten hans kræfter ikke tillod ham at nå Kongens Have og volden ,eller han af frygt for vejrligets pludselige forandring ikke turde vøve sig så langt fra sit hjem. Men i år findes disse kirkeporte altid lukket undtagen når der er gudstjeneste i kirken, eller når kirkebetjentene har et eller andet der at forrette.
Således blev anmelderen forleden dag idet han ville passere kirkegården, og der traf en god ven, med hvem han talte et øjeblik, pludselig indelukket sammen med denne, og først efter en halv times forløb og efter at have gået fra den ene port til den anden, var de så heldige at slippe ud da en i nærheden boende havde en nøgle til porten. At kirkegårdsportene i den senere tid har været lukkede, må der vist være grunde for, men dersom disse grunde ikke er så vigtige som de nys nævnte fordele der kunne komme mange til gode, håber man at vedkommende tillader passagen igennem denne kirkegård, ligesom den før har været tilladt, og som den endnu er tilladt gennem Trinitatis Kirkegård.
(Politivennen nr. 35, Løverdagen den 31. aug juli 1816, s. 534-535)
(Indsendt.)
Flere gange har både slagermestre og prangere ført begrundet klage over at nogle værtshuholdere på Vesterbro uden mindste undtagelse og uden at tage hensyn på købets fordel fra sælgerens eller køberens side sans facon kræver at en af parterne som almindeligvis er slagteren, straks når handlen om et eller andet kreatur er afsluttes, skal betale 1 rigsbankdaler til værten for hvilken han da udskænker et par snapse eller en flakse dobbelt øl. Da det nu er indlysende at slagteren under alle omstændigheder må bære byrden, for skal prangeren udrede denne selvgjorte og højst ulovlige værtsprofit, indretter han naturligvis prisen på sine varer derefter, og da denne udgift gennem et helt år sandelig er meget betydelig, især for mindre formuende slagtere som ingen landsvende har, og af den årsag må ty til de liberale prangere som gæster berørte handelsstæder, så tør anmelderen på det ærede slagterlaugs vegne glæde sig over at have en sådan lovstridig uskik, idet han herved gør alle vedkommende opmærksom på danske lovs 3. bog, 4. kapitel, 11. art., som verbotenus lyder således:
