Til Uvæsenet, der agerer Forsvarer for Tjenestetyender.

(Indsendt)

På den tid indsenderen heraf besvarede de invectiver som en formentlig ung herre havde tilladt sig at nedskrive i dette blad nr. 44, var førstnævnte på den tanke at hans modpart dog var et væsen, hvilket kunne blive fornuftig, men af dennes såkaldte svar nr. 47 ses at han som et fuldkomment ikke-væsen eller uvæsen ikke som Holberg siger: "Kan til Corpus juris høre". Skønt indsenderen foragter alt det vås svarskriveren har indladt sig i at anføre og som åbenbart røber at denne ikke-ved at behandle eller forsvare en sætning med fornuftsgrunde, men derimod besidder den hos vor ungdom, desværre! tiltagende uforskammethed og fripostighed, så vil dog indsenderen heraf til det uvæsens belæring her kort svare: 1) Fordi plakaten af 3. december 1755 pålægger husbonden at give sit afskedigende tyende et med tyendets opførsel overensstemmende skudsmål, deraf følger ikke - som også daglig erfaring viser - at skudsmålet udstedes i overensstemmelse hermed. Som oftest udviser tyendet sin opsætsighed mod sit herskabs befalinger på tider da ingen vidner er til stede. Klager herskabet og tyendet benægter faktum, bliver dette nødvendigvis frifundet for herskabets tiltale, og tyendet går i triumf tilbage i sin kondition hvis herskabet ikke vil gøre opofrelse af ½ års løn. 2) Hvad enten et fruentimmer som med øvrighedens tilladelse afgiver sig med at bortfæste tjenestetyender, kaldes fæstekone eller fæstemands enke, releverer intet, fordi det dog alligevel er et fruentimmer. Uvæsnet søger formodentlig om at blive fæstemand. Men hvorledes han vil kunne bestride denne post der synes at være over hans kræfter, kan indsenderen heraf ikke indse og det så meget mindre som uvæsenet selv tilstår at han ikke ved hvori en fæstemands pligter består. Dette er det sidste som indsenderen heraf vil værdige uvæsenet i denne sag. -

Politivennen nr. 49, Løverdagen den 7. december 1816, s. 764-766)

Et par Ord om Helligbrøde

Det er befalet at detailhandlere af alle slags skal have deres udsalgssteder lukket på helligdage, således at udsalg fra samme under gudstjenesten ikke finder sted. Imidlertid er det almindeligt kendt at denne lov ikke overholdes. Ja at der næppe findes en ud af tyve handlende der virkelig efterkommer den. Går man forbi den største del af vores detailhandleres boder om søndagen, vil man rigtigt nok finde dem lukket og glasdørene forsynet med et slags, om man så tør sige, forlorne skodder. Men at denne tillukning, at disse skodder er sat på skrømt vil enhver let kunne overbevises om. For man kan til enhver tid købe og handle på helligdage lige så meget som på søgnedage så meget man lyster. Hvor dørene for alvor og af frygt for politiet virkelig er lukkede, har man dog en genvej hvorigennem man indlader sin næste for at afhjælpe hans mangel på en eller anden fornødenhed. 

Kræmmerbod ved Amagertorv, Kokkegade (nu Valkendorfsgade). Til højre ses indgangen til Helligåndskirken. Der er åbent, så det er nok ikke søndag, med mindre altså at indehaveren som skribenten beskriver det, trodser åbningstidsforbudet. (Udsnit af stik af Eckersberg, 1802). 

Om en sådan handel på helligdagene egentlig kan skade, eller om en lov som forbyder samme, i vores oplyste tidsalder kunne ophæves, er et spørgsmål som anmelderen ikke vil indlade sig på at forsvare. Men overlader det til højere personers bedømmelse. Kun tror han at så længe denne lov er i kraft, bør den som enhver anden ikke illuderes om, og selv om overtrædelse af samme ikke direkte kan have skadelige følger for det almindelige, kan den dog bevirke sådanne for enkelte individer i særdeleshed. For når man antager at en detailhandler år ud og år ind får hjælp af en dreng som altid må være nærværende, kan denne dreng jo sjældent eller aldrig enten overvære gudstjenesten eller få sig en motionstur i fri luft. Hvilket han i allerhøjeste grad kunne trænge til, når han i 8 til 14 dage har stået ved sin disk, ligesom sans comparaison, et bæst ved sin krybbe. Anmelderen tror derfor at hvis eftergivenhed mod overtrædelse af denne lov kan finde sted fra en side, må der fra en anden side i henseende til enkelte tilkommende stadsborgeres fysiske opdragelse haves meget at indvende derimod.

(Politivennen nr. 48, Løverdagen den 30. november 1816, s. 756-758)

Et sørgeligt Exempel paa Fordomme og Overtroe i vort oplyste Aarhundrede, samt et Spørgsmaal desangaaende

(Indsendt)

Følgende spørgsmål fremsættes til besvarelse for en kyndig jurist:

"Udstrækker forældres rettigheder over deres børn sig så vidt at de har frihed til uden ansvar at lade deres misfostre forblive misfostre når disses legemlige bræk står til at ændre"?

Anledningen til ovenstående spørgsmål skyldes følgende tildragelse:

I en landsby omtrent 6 mil fra København blev den 1. august dette år født et drengebarn med 6 fingre på hver hånd, 6 tæer på den ene og 7 tæer på den anden fod. På enhver af hænderne var den 2., 3., 4. og 5. finger, ligesom også fødderne alle tæerne, på den ene fods tå nær sammenvokset med en fuldkommen organisation der kun ved overfladiske, arlignende linjer viste stedet hvor fingrene burde adskilles. På hænderne var blot begge tommelfingrene og den 6. finger adskilt fra de øvrige. En i nærheden boende læge blev hentet den følgende dag og for at forskåne moderen for barnets skrig, foretog han med sognets retskafne præsts samtykke operationer i præstegården hvorved fosterets fingre blev adskilte og den 6. på hver hånd bortskåret (eftersom disse bifingre blot løseligt og uden nogen ordentlig artikulation var hæftet til den udvendige side af den 5. finger). Det samme blev foretaget med den 7. bi-tå, da denne ellers med tiden ville have forhindret drengen i at bruge bekvemt fodtøj på denne fod.

Den påfølgende forbinding foranledigede lægen til dagligt at rejse til barnet indtil den 13. august inklusive, da sårene var så vidt lægte at man ikke fandt det for godt at hente ham oftere. Han så nu ikke barnet før den 16. september, da hans vej faldt forbi stedet hvor dette var. Men til sin store bestyrtelse fandt han at forældrene havde forsømt forbindingen af fingrene indtil disse var fuldkommen lægte. Dette havde han ellers forud forklaret dem de burde vedblive med, ligesom også at de flittigt måtte skille barnets fingre indtil dette kom til den skønsomhed at kunne ved at gribe efter et eller andet selv fuldføre denne forretning. Som en følge af forældrenes forsømmelse havde fingrene allerede begyndt at vokse sammen på ny, ved en hindre som udstrakte sig fra den flade del af hånden ned mellem fingrene.

Et på samme tid tilstedeværende fruentimmer, efter udseende mellem 20 og 24 år gammel var imidlertid af den overbevisning at denne nye sammenvoksning vel måtte være en straf fra Gud, fordi man ved første gang at adskille fingrene havde formastet sig til at stride mod hans gerning, hvorpå hun med gysen for ud gennem døren, som om hun befrygtede at hun ellers skulle blive offeret for den hævnende straf der nu sikkert ville ramme den dumdristige læge. Dette var en konfirmant af det oplyste 19. århundrede. Lægen henvendte sig nu til præsten omtrent således: Vil de sige forældrene at hvis de endnu engang vil underkaste deres barn operation, så er jeg villig til at foretage samme på ny, og endnu mere, vil jeg ikke alene give afkald på den betaling som kunne tilkomme mig af dem for den nye operation, men endog på hvad jeg er berettiget til at fordre for den første foretagne. Og de mange rejser jeg i denne anledning har haft. Men selv dette tilbud var ikke i stand til at overtale de i øvrigt aldeles uformuende forældre.

Således er da dette barn på vej til for altid at være ulykkelig. Uagtet det endnu uvidende herom slumrer trygt ved sin ufornuftige moders side, og ikke aner den mørke fremtid det iler i møde. Således er staten forsætlig berøvet en borger, og fødelandet en af dets tilkommende værne- og tjenstgørende sønner. Således tør et allerede med svære byrder belagt sogn vente om en føje tid at se sig besværet med en elendig betler måske for et halvt eller størstedelen af et helt århundrede. hvis ikke dette barns forældre på en eller anden måde nødes til mens det måske endnu er tid at lade råde bod på dets ulykke. Hvilket dog næppe vil kunne være gørligt, uden alene på hospitalet. Skulle disse linjer have den tilsigtede nytte, og vække vedkommende til snart at frelse et uskyldigt offer for skændig egensindighed og fordomme, da ville nærmere oplysning om stedet mv. kunne erholdes hos dette blads udgiver.
--------------
P.S. Indsenderen skylder den deltagende læser at anføre grunden hvorfor denne anmeldelse ikke er sket tidligere. Denne må søges i lægens hidtil grundede håb om at forældrene til sidst dog skulle have ladet sig bevæge til godvilligt at efterkomme deres pligt.

(Politivennen nr. 48, Løverdagen den 30. november 1816, s. 745-750)

Schöne Rariteten

Da der til det Kongelige Teater trods den begærlighed som dette søges, ikke udstedes flere adgangsbilletter end der bør, det vil sige at flere personer end det lokale kan rumme ikke indlades, så var det ønskeligt om omrejsende trupper der her får tilladelse til at give forestillinger af allehånde slags ville følge dette eksempel. 

At det modsatte sker, har anmelderen erfaret onsdag den 20. i denne måned på det Geiselbrechtske Teater. Han indfandt sig klokken kvart i seks, men alle pladserne var allerede optaget, og der var en sådan mængde mennesker at mange måtte blive stående på trappen uden at kunne få nogen plads hvor de kunne se skuespillet. Anmelderen var siden formiddagen forsynet med billet og fandt det urimeligt at man når man har betalt for en plads ikke kan få adgang til det. Han spurgte en ved døren stående lille tysk person som modtog billetter hvorfor man udgav billet til flere personer end lokalet kunne rumme og fik til svar: Was sollen wir machen, man plagt uns so sehr. Da anmelderen ikke fandt denne grund gyldig, og søgte at overbevise vedkommende at man ikke kunne modtage penge for pladser man ikke kunne skaffe, genmælede den lille person: Werden Sie Grob, so werfe ich Sie hieraus. 

Uagtet nu anmelderen virkelig ikke frygtede for denne trussel fordi han i fysisk kraft vel opvejer 4 til 6 sådanne småpersoner som omtalt, og da han anså det for uanstændigt på dette sted at indlade sig i videre ordstrid, tav han til denne tyske bille og begav sig hen til en plads hvorfra han over de andre tilskueres hoveder, så at sige måtte stjæle sig til at se lidt af forestillingen. 

Beklageligt er det at vores forlystelsessyge eller nysgerrighed er steget til den grad at sådanne omrejsende personer som man dog må antage vil tjene penge, skal beklage sig over vores alt for villige nærværelse, da dette måske kunne bidrage til at retfærdiggøre en benævnelse som udlændinge har taget sig den frihed at tillægge den danske nation.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 741-743)

Svar til Forfatteren af det i Politievennen No. 45 Indførte: "Om Tjenestepigerne i Kjøbenhavn".

(Forlangt indrykket.)

I de 13 til 14 punktummer som dette skrivende væsen her opvarter med, findes en del sætninger som vi da skulle antage fordi væsnet har fremsat dem. Imidlertid et par bemærkninger til dette virvar af nonsens. Væsnet slutter fra det han kalder uhumskheder hos indsenderen af svaret i bladet nr. 44 til at denne er et ungt menneske - er han ikke selv et talende bevis på at uhumskhed kan komme fra et just ikke så aldeles ungt menneske? - Hvor mange dage behøver man at være yngre end De, hr. Væsen! for af Dem at betitles ung? - Og hvad ondt finder De i at være ung? - Svarskriveren - Indsenderens titel hos væsnet - vil det måske ikke falde vanskeligt at bevise at hans og væsnets alder er omtrent den samme. 

Kådhed, hr. Væsen! kalder indsenderen når fx den overmodige kalv springer om på marken eller hos menneskene når fx betjenten fra kontoret leger som barn på trappegangen det ene øjeblik, mens han næste øjeblik - usandfærdigt - frakender en anden erfaring i det hvorom han skrev. En lille vildfarelse i henseende til personen! - "At der gives flere gode end dårlige herskaber". Bevis hr. Væsen! - "Herskaberne meddeler tyenderne bedre skudsmål end de har fortjent" - Det lovkyndige væsen har her ganske glemt plakaten af 3. december 1755 § 11. Han kunne ellers gøre sig fortjent siden han kender herskaber der handler således lovstridigt ved at gøre politiet opmærksom på samme. Hvorledes væsnet benytter sine fætre eller disse ham, er indsenderen ukendt. Denne har kun en der efter sin levevej vist lige så lidt tænker på indlæg som væsnet i nr. 45 af Politivennen har tænkt på at fremsætte nogen fornuftig gendrivelse mod indsenderen idet han derimod er forfalden til den fejl han pådigter ham, kådhed og grovhed der sandsynligvis ombær Adresseavisen, siden han fra dem så net har hentet ordet "fæstekoner" - mens plakaten af 28. juni 1728 afskaffer samme, og den senere lovgivning ved at tillade enken mandens håndtering, tåler fæstemands enker - det lovlærde væsen behover sikkert ingen forklaring her - anbefales til sådant ombæren - man vil ikke formode det over hans kræfter.

Når væsnets forretninger tilladerdet, ville det vist forbinde såvel tyender som herskaber ved meddelelsen af dets modne erfaringer i fæstevæsnet kun at deri må være en smule "sund sans".

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 737-739)