Uorden af Confirmantere i Frideriksberg Allee

Mandag den 14. maj som var dagen efter konfirmationssøndag, gik anmelderen sammen med sin kone til Frederiksberg. I alleen mødte de en stor mængde konfirmander, efter udseende af begge etaters menigheder, der med en fæl støjen og usædvanlig hidsighed søgte efter at komme i håndgemæng med konfirmander af et andet sogn. Pigerne viste sig især ivrige i at ophidse drengene, hvoraf nogle endog prøvede at trække deres sabler. Anmelderen tog sig den frihed at erindre nogle af dem om det usømmelige i deres opførsel, straks efter en for dem så vigtig dag. Men han var næppe begyndt at tale før han blev omringet og truet med prygl. Og virkelig havde de nok efterkommet denne deres trussel, hvis ikke en god ven var kommet til og fået ham ud af trængslen, hvorpå de måtte søge retirade ind på et traktørsted. 

"På Frederiksberg Alle var en stor mængde konfirmander, der med en fæl støjen og usædvanlig hidsighed søgte efter at komme i håndgemæng med konfirmander af et andet sogn. Pigerne viste sig især ivrige i at ophidse drengene, hvoraf nogle endog prøvede at trække deres sabler." (Frederiksberg Alle i dag. Eget foto)

I en tid som nuværende hvor der med så prisværdig omhu sørges for ungdommens opdragelse og undervisning er det et sørgeligt syn at se sådanne beviser på umoral, og at bemærke hvor meget hurtigt gode formaninger slås i glemmebogen. Ønskeligt ville det derfor være om forældre eller hvem der er i disse sted ikke ville undlade at have et vågent øje med den ungdom der står under deres opsyn og formå dem til at vise anstændig og sømmelig opførsel når de er overladt til sig selv.

(Politivennen nr. 70, Løverdagen den 3die Maj 1817, s. 1088-1089)

Om Kirkegaarden udenfor Østerport

Det er en sandhed som ikke kan modsiges at kirkegårdene udenfor Østerport er blevet langt mere forskønnet end de var for tyve år siden. Men det er lige så sandt at de kunne blive endnu mere når man bare brugte ubetydelige omkostninger på det.

Skibskirkegården er indhegnet med hække, og derved er forebygget at kreaturerne kan komme ind. Men hvorfor kan samme ikke anvendes på Fattigkirkegården? Disse værdige hensovede fattiges ben. Etatsråd og ridder Bärens befalede at blive begravet der. Hans vilje er opfyldt og hans grav findes tæt ved grøften indesluttet af et simpelt trægitterværk. Følger flere sådanne udmærkede mænd hans eksempel, og det tvivles der ikke på, og beordrer at blive begravet der, vil vandringsmanden eller de som en gang imellem besøger deres afdøde venners grave snart kunne opleve den glæde også at se denne indhegnet, forsynet med en ordentlig indgangsport og ikke som nu ligge som en anden losseplads hvor enhver uden ringeste omstændighed kan gå ind og foretage sig hvad han lyster.

Når denne indhegning sker og dette indviede sted forsynes med en ordentlig indgangsport, lig de som findes på andre kirkegårde, så tør man med god grund fryde sig med det håb at gravene vil blive holdt i orden og til visse tider efterses og opklappes. Hvilket nu om end det gøres som dog ikke er at spore, er til såre eller lille nytte, da man finder at enhver som ikke kan afkaste sine gamle pjalter på offentlige steder tyr derhen for at aflægge en dragt som forventeligt utøj og urenlighed tvang dem til at kaste bort til et væmmeligt og modbydeligt syn for de som besøger kirkegården.

(Politivennen nr. 70, Løverdagen den 3die Maj 1817, s. 1085-1087)

Redakteurens Anmærkning

Garnisonskirkegården, eller fattigkirkegården, har tidligere været anmærket på Politivennen Live Blogging. Den var blevet benyttet til fattige og pestramte siden 1711. Siden sidste anmærkning (1806) var der sket noget. Omtalte Bärens (1761 – 5. juli 1813) var som skribenten noterer blevet begravet der efter eget ønske. Pladen på kisten blev dog en del mere udførlig end han selv havde ønsket. Og da fattigafdelingen blev sløjfet, blev stenmonumentet først flyttet til Almindeligt Hospital på Nørre Allé, og senere igen flyttet.

Støj paa et Privattheater

(Indsendt)

Fredag den 18. april blev der givet en forestilling på det dramatiske selskab Enighedens Teater til fordel for en forhenværende skuespillerinde. Flertallet havde købt adgangsbilletter for at understøtte en trængende enke, og ikke for at se og høre prøver på et overordentligt talent. Så meget desto mindre kunne man vente at forstyrres i sin fornøjelse. Men en halv snes herrer, hvoriblandt endog karakteriserede personer, slog sig sammen og lavede sådan en støj og alarm som man kun kan vente af den laveste pøbel, hvorfor skuespillet til de øvrige rolige tilskueres misfornøjelse måtte ophøre. Man håber at de påfaldende og bidende anmærkninger som adskillige af de tilstedeværende tog sig den frihed at gøre over denne usømmelige og uanstændige opførsel, vil lære disse herrer at de aldeles ingen ret har til at trænge sig ind i noget privat selskab for at afstedkomme uorden og forstyrre selskabeligheden, da man ellers er nødsaget til at bruge kraftigere forholdsregler.

(Politivennen nr. 69, Løverdagen den 26de April 1817, s. 1082-1083)

En slem Manøvre af Bryggerkarlene

Det hænder ofte at når bryggerkarlene afhenter øltønder fra deres kunder, ser man dem kaste dem med sådan kraft på vognen at disse en gang imellem farer over den anden side og styrter ned på gaden. Ved den lejlighed kan den rolige fodgænger let komme til skade, da tønden på grund af den kraft den kastes med, ofte ruller et betydeligt stykke hen ad gaden.

Dog da denne ulykke ikke er den eneste som kan afstedkommes ved denne bryggerkarlmanøvre, men man tillige let kan frygte at et par andre heste som kommer til derved kan blive sky og anrette endnu større ulykke, så var det ønskeligt at denne voldsomme pålæsning enten måtte forbydes eller også at deres vogne blev forsynet med så høje sidebrætter at de ikke uagtet al deres kastekunst kunne slænge dem derover. Et tilstrækkeligt bevis på at denne tøndernes opkastning kan være meget farlig, er det barn som for noget over 2 år siden på denne måde blev slået ihjel i Møntergade.

(Politivennen nr. 69, Løverdagen den 26de April 1817, s. 1072-1073)

"Et tilstrækkeligt bevis på at denne tøndernes opkastning kan være meget farlig, er det barn som for noget over 2 år siden på denne måde blev slået ihjel i Møntergade" (Møntergade juni 2015. Eget foto).

En farlig Uskik hos Karethkudskene

Dagligt ses på Københavns gader og stræder den slemme uskik at ikke alene de såkaldt almindelige gadedrenge, men endog stundom velklædte børn klynger sig bag på kareterne og ved hjælp af et spring svinger sig op på slyngebrættet. Kuskene som i almindelighed ikke elsker sådanne uindbudne passagerer, har den afskyelige skik så snart de hører drengene råbe: Slå bag, slå bag! straks at feje omkring med deres lange piske til de forbigåendes forskrækkelse og skade. Især i de snævre gader da disse ved den lejlighed ofte får en snert som var tiltænkt den eller de som har besteget kareten. Det var hensigtsmæssigt om det blev forbudt med denne smælden som ofte sker af kusken uden at nogen står på vognen, hvis den ikke allerede er det. Især da man har haft eksempel på at et ungt menneske der udmattet på en spadseretur noget fra byen, sprang op på en karet og af skræk over kuskens pludselige tilbagesmækning styrtede ned og brækkede sit ben midt på landevejen. Kusken kørte imidlertid som tilfældet i almindelighed er når en ulykke indtræffer, overmåde stærkt til af frygt for at blive pågrebet og overlod den ulykkelige unge vandringsmand til sin sørgelige skæbne, indtil endelig nogle medlidende forbirejsende bragte ham til det nærmeste sted for at forbindes.

For at forebygge denne bestigning har nogle karetejere ladet slyngebrættet besætte med skarpe pigge hvorved rigtig nok denne utilladelige skik standses. Men om det just er så ganske tilladeligt at gøre sådan spidde-indretning, tror jeg dog fortjente nærmere undersøgelse. For at det ikke er til vognens pryd, er lige så øjensynligt som det er begribeligt at derved kan forårsages den største skade. Når fx en træt vandringsmand en mørk aften på en landevej træffer sådan en vogn og blot for at lette sig i sin gang, vil holde sig i den som ofte er tilfældet uden at tænke på at bestige den, hvor let kan han da ikke om ikke blive krøbling, så dog farligt såret i sine hænder, fordi vedkommende har fundet på at garnere deres svingelbrætter på denne usømmelige måde. Især da en indretning med et bræt til at slå op bag på og nedlade samme når tjenere skulle bestige det, var langt smukkere og aldeles ufarligt. 

Karet fanget af H. G. F. Holm på Vimmelskaftet. Formentlig nogenlunde sådanne som skribenten hentyder til i artiklen.

For at forebygge at ingen kan bestige de gamle karosser, som blot er forsynede med en jernbøjle hvorved tjeneren stiger op, kunne man jo med en ringe omkostning gøre den foranstaltning: at denne bøjle som nu er fast, kunne være, lig de nedfaldende trin til at komme ind i vognen på, nemlig til at slå op når man ville have en tjener bag på, og til at lægge ind under vognen når hans tjeneste ikke behøvedes. Derved havde forældre og andre den sikkerhed at hverken deres børn eller læredrenge når de skulle gå ærinder i byen, kunne betjene sig af denne farlige køremåde. Og de forbigående var tillige befriet fra kuskens ufortjente piskesnert.

(Politivennen nr. 69, Løverdagen den 26de April 1817, s. 1069-1072)