Hastværk i Larsbjørnstræde.

(Indsendt)

Indsenderen der siden flyttedagen bor i Larsbjørnsstræde, er ofte om morgenen når det næppe er lyst, blevet ubehagelig vågnet ved en karavane af 6 til 7 natvogne som hvor morgen uagtet de gentagen forbud, i skarpeste trav farer igennem gaderne til deres hjem ved Nørrevold. Det var derfor meget at ønske at disse skarnkuskes husbond alvorligt ville forholde dem at køre langsomt, dels for at forebygge skade, dels for at unde godtfolk nattero.

(Politivennen nr. 88, Løverdagen den 6te September 1817, s. 1473)

Ingen frie Musik paa Vesterbroe

Anmelderen som forleden dag var ude på Vesterbro for at tage det derværende vokskabinet i øjesyn, blev ved sin bortgang af musikanerne anmodet om spillemandspenge. Da han svarede at havde betalt ved indgangen hvad der forlangtes af ham, og undskyldte sig med at han ikke havde småpenge på sig, lod man ham vide at det musicerende personale var 7 i tallet og at altså 1 rigsbankdaler ikke var for meget. Men da han nægtede at give denne, måtte han høre en vældig hob grovheder. 

Dette vokskabinets ejer er ellers ikke den eneste der tillades en så usømmelig og urimelig pengeafpresning. For også hr. professoren der fremviste dværgene tillod en af disse at øve samme uskik. Der kunne vel spørges om man just behøver musik for at se voksfigurer og dværge? Og da svaret formentlig vil blive at disse ting ret godt lader sig tage i øjesyn uden musik. Så vil man også finde det rimeligt at entreprenøren selv betaler musikken ifald han vil have musik eller i det mindste regner den med i den betaling man må erlægge for at være tilskuer. 

Generelt ville det være godt om sådanne herrer entreprenører ville bekendtgøre på deres plakater som man i stor mængde finder på alle gadehjørner om man foruden entrebillettens betaling har yderligere afgift at erlægge eller ikke. Man kunne da derefter tage sin bestemmelse om man ville besøge sådanne steder eller ej. Men nu må man jo ved at afpresses et efterkrav som man ikke før har tænkt på og som mange af frygt for grovheder eller andre ubehageligheder bekvemmer sig til at erlægge ofte fortryde at man har betragtet sådanne schöne rariteten da fornøjelsen således er for dyrt betalt.

(Politivennen nr. 87, Løverdagen den 30de August 1817, s. 1459-1460)

Redacteurens Anmærkning

I 1770 åbnede Philippe Curtius (1737-94) i Paris et vokskabinet, senere kendt under niecen  Marie Tussauds navn. I Danmark fandtes 1845-70 et vokskabinet på Frederiksberg med masker af bl.a. Thorvaldsen og Oehlenschläger. Det nævnte vokskabinet må derfor have været et meget tidligt eksempel.

En fæl Port i Teglgaardsstrædet.

I Teglgårdsstræde nr. 188 er en port som søger sin mage i hele byen. Anmelderen har aldrig set noget lignende. I stedet for at andre porte når de er lukket, holdes tilsluttede indenfor ved en lang, tyk jernstang eller krog, finder man i oven nævnte port et meget langt bræt besat med jernpigge på den øverste og underste kant af brættet. Hensigten med disse pigge er formodentlig at afholde nogen som vil tilsøle porten, for at springe over eller krybe under brættet. Men denne betænksomhed er alt for vidt drevet: For når nogen er uvidende om denne ports beskaffenhed om aftenen i mørke går ind eller ud af porten og vil vejlede sig frem ved at føle for sig, ville den samme ikke undgå at få sine hænder sønderrevne. Hvor ofte dette er sket, lader sig måske ikke bestemme, og besynderligt er det at oven nævnte barbariske og frygtelige indretning ikke før er påanket med anmodning om en mindre frygtelig krog i denne port. Anmelderen som nogle gange har passeret porten i mørke, har hver gang været i forlegenhed hvorledes han bedst skulle placere sine hænder for at konservere dem for portens grumhed. Således er det vist gået mange. Og dersom denne portkrog ikke var farlig for børnene i nævnte gård, ville anmelderen endog ikke have ytret noget ufordelagtigt om den.

(Politivennen nr. 87, Løverdagen den 30de August 1817, s. 1455-1456)

En slem Uorden i Svendborg

(Indsendt)

Da indsenderen forleden gik forbi Klosterkirken i Svendborg, kunne han ikke andet end i højeste grad undre sig over at se en uopdragen ungdom forlyste sig med at kaste sten efter kirkens vinduer sammen med banden og de værste eder. Skammeligt er det på flere måder at et Guds hus der først blev gjort til et fouragemagasin hvorved alt indvendigt blev spoleret, nu af en rå drengeflok således skal ødelægges. Og vedbliver dette uden at blive påtalt fra politiets side, da vil inden for kort tid i de for 16-10 år nye indsatte vinduer hverken blive ruder eller bly tilbage. Man nærer det håb at da flere forældre nu om stunder holder med deres børn, ja berømmer deres flette streger, de herrer skolelærere vil indprente ungdommen højagtelse for et sted hvor flere af old- og fortidens agtværdige mænd hviler om just ikke i den rosværdigste tilstand.

(Politivennen nr. 87, Løverdagen den 30de August 1817, s. 1454)

Illustreret Tidende bragte 13. januar 1861 denne tegning som anføres at være Gråbrødre Klosterkirke.

Redacteurens Anmærkning

Svendborg Klosterkirke blev nedrevet i 1828. Begrundelsen stod at læse i Kjøbenhavnsposten, den 15. august 1828, s. 268. Den gik formentlig også under navnet S. Albani eller Gråbrødre Klosterkirke. Gråbrødrene, tiggermunkene blev forfulgt efter reformationen og smidt ud af deres klostre og det var almindeligt at de så blev brugt til noget andet. Artiklen oplyser at den blev brugt som fouragemagasin. Klosterkirken blev stående længere end de fleste andre klosterkirker. Kirken stod hvor banegården er i dag. 

Spørgsmaal til Lægerne

(Indsendt)

Tør en doktor, sæt endog han er tysk, tillade sig den frihed at skrive recepter på kompositioner som ingen andre kender end den apoteker som de med ængstelig charletaneri er betroede? Udsætter sådan en doktor sig ikke for den mistanke at han enten frygter for at være sin behandlingsmåde af sygdommen bekendt, bruger Arcana, eller vil tvinge folk til hver gang at søge hjælp hos sig eller udgift for recepten. For da sådan recept alene kan tillaves på det apotek som er afhængig af sådan uskik og hverken findes i de danske farmakopeer der er at anse som lovbøger for medikamenternes sammensætning, når den på recepten ikke angives, kan et fremmed steds apoteker ikke tillave sådan en recept som ejeren tror at besidde som en stat? 

Hvilken apoteker kender fx Pulv: resolv: nova, Extract: compos: Mixtur: catharal: Ol: thereb. mixt: Spirit: aramot: hvad enten der er tilføjet et mihi comp: eller ikke, stundom findes de vel tilfældig i en tysk farmakope. Men der kan apotekeren ikke søge dem. Kan en sådan anført recept ikke takseres, ifald den ingen tid forordningsmæssig bliver det, efter apotekerens eget behag da bestanddelenes opskrift ængstelig hver gang forvares, når recepten er tillavet og i påkomne tilfælde omskrives, eller efter omstændighederne indrettes? Tør en apoteker nægte en recepts udlevering. Sæt endog en læge er naragtig nok til at forlange det, uden at handle imod forordningen? Disse spørgsmål bedes af en kyndig besvarer i dette eller et andet offentligt blad.

(Politivennen nr. 87, Løverdagen den 30de August 1817, s. 1451-1453)