Om Ladbye Kirkegaard

I Herlufsholms sogn findes en kirkegård ved byen Ladby hvis beliggenhed og indskrænkning til de afdødes tal har en bedrøvelig særegenhed at det voldeligt oprører sindet til harm og gru over sådant hvilested for menneskene. Ligene må ifølge lokale dynges på hinanden uden orden og plan som her er umuligt at iagttage. Deraf følger at ligene halvt forrådnede kastes op for at give plads for de andres kortes hvile. Det er dybt indgribende syn at se dette. Man bortvender øjet og forstummer ved digteren dejlige så sande kvad:

"Pynter dødes grave med kærminder skøn!
Da I løn skal have, især indre løn!"

Selv steder her er i hele sin indfatning så skrækkelig at det synes ligesom at naturen har afgivet et misfoster til gemmested for grove forbrydere. Her er fælhed afbildet i sin fuldkomne forfærdelse. Det gamle stengærde om nævnte kirkegård har man i sommer ladet omfatte og støttet nogle alen længere ud. Dette smukke arbejde har givet anledning til at mange dødningehoved hist og her stikker frem og bader sig i solstrålerne, hvilket giver et fornyet syn til harme.

Anmelderen henstiller nu med frimodighed disse sande iagttagelser til vedkommende bemærkelse (som vist vil føle sammen med forfatteren om de engang kom til at stande på dette bedrøvelige sted) og håber ikke forgæves at have nedskrevet disse par linjer som hidrører fra et kærligt hu og sindelag for afdøde.

At henlægge kirkegården på et andet sted, skønnere og bedre, er den eneste og mest korrekte måde at tilråde og anbefale. Og hvor mange steder passende til sådant årværdighedsfulde øjemed kunne ikke findes i Herlufholms yndige egne

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2963-2965)

Om Gadeviser

I afgåede politidirektør Haagens tid udkom et forbud mod gadevisers udråben på gaderne. Anmelderen tror ikke at dette forbud er tilbagekaldt. Og dog hører man ofte råb med viser på gaderne. Dette sker fornemmelig når en delinkvent skal henrettes, og når en eller anden sørgelig begivenhed indtræffer. Sådanne uheld er ret velkomne for vedkommende, som derved finder lejlighed til fortjeneste ved at sammensmøre en såkaldt vise hvoraf intet dur undtagen titlen. For det meste er det noget usselt tøj uden mening som i stedet for at formane og advare nedbryder moralen og ødelægger smagen hos dem der læser sådanne produkter. 

En sørgelig begivenhed med en pige som i disse dage skal have tabt et barn af en vogn, har givet stof til en vise som anmelderen i dag, torsdag den 8. juli hørte læses, synges og udråbes af 3 kællinger på Østergade. Man kan let tænke sig hvor ubehageligt det må være for den pågældende eller dennes familie således at høre sig udråbt over hele byen, og hvor meget sorg over det lidte tab derved forøges. Man kunne derfor ønske at selv hvis trykkerne blev tilladt at producere sådanne usselheder, at det da i det mindste alvorligt blev forbudt kællingerne at udråbe dem til salg.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2962-2963)

Spørgsmaal om Fiskeriet i Citadellet Frederikshavns Fæstningsgrave

Det var ønskelig om vedkommende som har fået tegn til at fiske i kastellets fæstningsgrave, med bestemthed kunne få at vide på hvilket sted man tør udøve den tilståede rettighed. Indsenderen gik søndag morgen den 20. juni ud for at fiske, blot for morskabs skyld, ved Bøssemageren Hus som er ved den sidste bro, der går ud til Strandvejen. Men straks efter en lille stunds forløb blev han anholdt af en vagthavende overjæger så vidt kunne skønnes med de ord at man havde ikke rettighed til at fiske på dette sted eller inde i nogen af Kastellet fæstningsgrave, med mindre man havde seddel fra kommandanten. 

Uagtet indsenderen efter gentagne forklaringer af tegnet for nævnte overjæger påstod at man på tegnet havde ret til at udøve den tilkommende rettighed, undtagen ved Smede eller Langelinje samt bag ved Tornhækkene, så var dog forklaring forgæves. Anmelderen drister sig derfor til at spørge: På hvilke steder i Kastellet kan denne simple herlighed udøves? Da der dog formodes at den skulle strække sig videre end til de grave som er inden for fæstningen, eftersom enhver matrosdreng og en del af Holmens stok almindeligvis udøver denne rettighed i disse grave.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2959-2960)

Rulning dyrere end Vask

Ikke sjældent sker det at en familie tilsmudser 50 stykker linned og først møjsommeligt må tjene den skilling som kræves til sæbe og brændsel for at få dette rent igen. Har man nu overvundet de første udgifter hvis beløb udgør cirka 40 skilling, og dernæst fået det vaskede tøj tørt igen, da gruer man for rullelønnen eller rettere rullelejen, hvilken sidste i almindelighed overstiger vasken. 

Således måtte indsenderen heraf for nogle dage siden betale 50 rigsbankdaler for 50 stykker tøj i rulleleje. Denne betaling finder vist enhver (undtagen udlejeren i kælderen) meget for høj, og man nødes jo dog til at give den, da tøjet må rulles hver gang det er vasket. I forrige tider betaltes rulleleje efter stokkenes antal i snesevis med 4 skilling dCr, alt hvad der nu med rette burde kunne tages var jo allerhøjst 8 skilling per snes, og dertil må dog rullelejeren hjælpe at rulle.

At holde rulle til leje må være en fordelagtig handel. Det kan skønnes af at man ser mælkehandlere og værtshusholdere har forenet det med deres øvrige næringsgren, og placerer endog rulle til leje i deres kælderstue.

Det var at ønske at der ved den høje øvrigheds medvirken må fastsættes en vis betaling i leje af en rulle, enten så denne blev stipuleret stokkevis, snesevis af stokkene eller timevis, alt eftersom folk havde lidt eller meget tøj at rulle. Derved ville al ubestemt eller vilkårlig betaling bortfalde, og enhver anstændig familie ville kunne sidde hjemme og beregne deres udgifter og da med vished vide at de ikke blev snydt enten af pigen eller af rulleudlejeren.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2956-2957)

Redacteurens Anmærkning

Duge, linned mm. blev på Politivennens tid rullet ved at det fugtige stof blev rullet om tykke stokke og anbragt på rullens flade. Herefter blev en kasse med store sten ført hen over ved håndkraft. Det giver derfor god mening at udregne prisen for rulning ud fra antallet af anvendte stokke.

Et Ønske til Fordeel for Kiøbmagergaden.

De i nogle gader værende temmelig dybe rendesten frembringer en hyppig lejlighed til mere eller mindre farlige fald for fodgængere, men endnu hyppigere er de tilfælde at vogne er væltet i samme til stor men på de kørende lemmer. Man erindrer endnu de for en del år siden på Østergade indtrufne tilfælde af denne natur, og kun den senere trufne prisværdige foranstaltning med rendestensbrætter hele gaden igennem standsede videre ulykker. Mon ikke de samme grunde som dengang taler for en lignende indretning på Købemagergade? I det mindste er det sørgeligt faktisk at en dame her fra staden som i forrige måned kørte igennem sidstnævnte gade, væltede med vognen i rendestenen og brækkede den højre arm. Det synes rimeligt at Købmagergade som en af stadens anseligste og færdselsrige gader og der endog nyligt er blevet omlagt, forsynes ligesom Øsergade med rendestensbrætter gennem hele gaden, hvilket forekommer så meget mere trangende som rendestenene på grund af den højre kørebro ligger særdeles lave. Vi vover at frembære ovenstående ønske af ren iver for medmenneskers sikkerhed. og hvor stor end den ulykke er som har givet os pennen i hånden, ville vi dog på en måde anse den for en lykke om den måtte tjene til at bevirke den her tilsigtede foranstaltning til livs of lemmers frelse. Alieno periculo sapere, bonum est.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2954-2956)