Om Gavnligheden af offentlige Herbergeerstæder paa Broerne nærmest Staden.

Ingen der skønner lidt på de forskønnelser Københavns omegn er givet og den opmærksomhed man især viser fodgængerne, kan andet end yde høje vedkommende erkendtlig tak derfor. Men hvad enten det virkelig forholder sig således, eller det blot er mangel på lokalkendskab fra indsenderens side, er det dog indsenderen ubekendt at der gives offentlige herbergssteder i forstæderne i nærheden af porten andre steder end på Vesterbro.

Den rejsende der forgæves iler for at komme tids nok ind af porten, men forfejler sit mål, eller den der ved en spaderetur søger at adsprede sig efter dagens sysler, og kommer i samme tilfælde, sættes derfor i en meget ubehagelig stilling.

Han ser hist og her traktørskilte. Men han søger vist forgæves noget sådant betitlet hus på Nørre- eller Østerbro, hvor man tror det pligt for betaling at give ham husly og sengeplads natten over. Ja, der skal endog findes de traktører der tror det pligtstridigt at huse rejsende eller andre som enten på grund af portens lukning eller på grund af uvejr trænger til hus, og en traktør skal derfor ganske for nyligt have troet sig pligtig til at bortvise nogle rejsende som i stærkt regnskyl og uvejr søgte husly og sengeplads, hvis årsag de måtte køre en halv miles vej tilbage for at få dette.

Indsenderen er selv ganske nylig blevet udelukket af porten, og først efter at have vendret Nørrebro et par gange op og ned, fik han endelig lov at opholde sig til daggry i et længere borte liggende traktørsted. Om sommeren kan vel sådanne ikke genere så meget, men hvilken ubehagelig stilling sattes man ikke i når man en lang vinternat skulle nødsages enten at rejse en halv miles vej tilbage, eller gå omkring under åben himmel?

(Herefter følger forslag til hvordan skribenten mener de kunne løses)

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 2999-3001. Uddrag)

Et Par Ord om nogle velbekjendte Rødsteensmagere.

En familie bestående af nogle mand- og kvindfolk med deres yngel har etableret en rødstensfabrik på opgangen til Børsen hvor de fra morgen til aften i deres ansigts sved søger at tjene det daglige brød og brændevin. Det ville være meget urigtigt om man i disse arbejdstrange tider ville formene disse folk at drive denne håndtering, og derved nødsage dem til enten på andre, måske ulovlige måder at skaffe sig livets ophold eller falde det nok så betyngede fattigvæsen til byrde. Men da familien hele tiden undertiden endog flere gange om dagen, snart indbyrdes, snart med ørkesløse tilskuere hvorpå København i det mindste er rig nok, opfører en slags Opera Buffa, dog uden sang med mindre brølen her som andetsteds, skal gælde derfor, og derved forøger folkestimmel, ja undertiden endog foranlediger ved heden i deres spil at vagten må lægge sig derimellem, så synes det at være både til gavn for dem selv og for det almindelige om de blev anvist et mere afsides og om muligt indelukket sted hvor de i ro kunne fremme deres dont og spille komedie indbyrdes, der dog snart ville ophøre når ingen vedkommende deri kunne blande sig. Et sådant sted turde måske den indhegnede tomt om stumpen af Nikolaj Tårn afgive, i al fald ville de mange, endnu ikke opbyggede tomter være et mere passende sted for sådant arbejde, end opgangen til Børsen der er et at de første steder fremmede plejer at besøge.

(Politivennen nr. 186, Løverdagen den 24de Juli 1819, s. 2992-2994).

Familien måtte fortrække, men synes at være vendt tilbage, ifølge Politivennen  292. 4. August 1821, s. 4692-4693.

Om Instituter og Skoler

(Fortsættelse fra Nr. 182)

Jeg taler naturligvis ikke om de institutter der har et højere formål og hvori eleverne virkelig kan få solide kundskaber fx borgerdyds- og efterslægstskolerne, det vestenske og bredstrupske institut og nogle flere. For disse bestyrere er ikke alene selv i besiddelse af de fornødne kundskaber, men de lader det også være sig magtpåliggende at forskaffe sig duelige lærere og påse at disse efterkommer deres pligter. Men det er vist nok næppe tilfælde med alle elementærskoler i almindelighed eller med nogle såkaldte institutter i særdeleshed.

Tværtimod er det sandt at skolefaget ofte vælges af en eller anden student der, standset midt i sine studier, greb det som et middel til at forskaffe sig et levebrød, om han endog ofte ikke havde kald eller duelighed til det. Man fik ved bekendtskaber nogle børn samlet, antog medlærere, inddelt sin skole i klasser, bestemte undervisningstimer og hvad i disse skulle læres, og - instituttet var færdigt. Ikke anderledes gik det med en del pigeskoler. Mange enker, madammer eller fruer ja vel endog gammeljomfruer blev skolebestyrerinder for at sikre sig livets ophold. Selv ofte blottet for kundskaber og ubekendt med undervisningsfaget valgte de fattige studenter, afskedigede officerer eller kontorister til lærere når disse bare ville give timeundervisning for godt køb. Hvad under om disse blev lejesvende og ikke rette hyrder? 

Gjærup Skole. En af de allerførste landsbyskoler fra før år 1800.

Men sæt endog at de både besad lyst og duelighed til samvittighedsfuldt at opfylde deres kald, hvad kunne de udrette i en eneste time for så mange børn hvis fatteevne er ringe, hvis flid og agtpågivenhed så forskellige? Den halve del af undervisningstimen går bort med at indføre karaktererne i skoleprotokollen og i børnenes karakterbøger. Er det en skrivetime, så får læreren næppe tid til at skære alle pennene, meget mindre til at rette enhver på den måde at de kunne høste frugter af det. Når timen er forbi, iler han til en anden skole for også der at tilbringe en time, og børnene foretager nu en ny syssel på samme måde. 

I henseende til det tyske og franske sprog, da er det en latterlighed og plat umulighed at ville kræve at børn skulle og kunne lære disse sprog før de med tydelighed og færdighed kunne læse deres modersmål. Selv dettes grammatik giver dem i den unge alder allerede nok at bestille. Jeg har en lille, spirituel pige på 11 år der i over 4 år har besøgt skolen. På mit spørgsmål hvor længe hun har læst dansk grammatik, fik jeg til svar: 2 år. Jeg spurgte hende derpå: Hvad er et verbum? Det er et gerningsord, svarede hun. Men at forklare mig hvad et gerningsord eller et verbum egentlig var, eller anføre et eksempel herpå kunne hun ikke, og dog er hendes karakterbog ugentlig opfyldt med: Meget godt, rosværdig, udmærket godt, osv.

Selv i de større og bedre institutter ser man hvor langsomt det går med fremgangen i de fremmede sprog, og næppe fås nogen synderlig færdighed deri, uden privat information og øvelse uden for skolen. Det synes derfor som man ved på en gang at ville lære børnene mange ting, hindrede dem i at lære noget til gavns. Min mening er: Man må begynde med det simple og lette, og når barnet først har fattet dette, da går man gradvis frem til det tungere. Man må så at sige vænne barnet til at lære. Når barnets fatteevne først er udviklet, og de er komne så vidt at de kan danne sig begreber, anstille sammenligninger og slutte efter foregående forudsætninger, da kunne de i kort tid lære utrolig meget. 

Jeg holder det derfor for særdeles gavnligt om der oprettedes primær- eller elementærskoler hvori børn alene skulle undervises i deres modersmål, skrivning, regning samt beskæftiges således at deres forstand blev udviklet og deres hukommelse øvet. Efter mit begreb var det en sådan skole, den både for sine udmærkede sprogkundskaber og som duelig pædagog, bekendte litteratus Blok Tøxen for nogen tid siden anmeldte at ville etablere. Men denne hans skønne ide blev ikke realiseret. For kun få deltagere lod sig regne så udførelsen ikke kunne betale sig. Og dog ville det have været en vinding for Københavns ungdom om denne og flere lignende primærskoler var blevet oprettede. For i disse kunne børnene dannes og modnes til siden med frugt at modtage undervisning i de større institutter.

Da undervisnings- og skolevæsenet nu står under en direktion, kan man vel være sikker på ingen blandt de mange som man ugentlig, ja dagligt ser i aviserne tilbyde sig at give information i alskens ting eller at anlægge skoler, får tilladelse til det uden at besidde den fornødne duelighed. Dog kunne det ikke være af vejen hvis enhver der ville oprette et institut eller skole skulle, før tilladelse til det kunne fås, skulle aflægge prøver på de kundskaber han besad i de videnskaber hvori han ville give undervisning, samt fremskaffe beviser for sit moralske forhold. Må enhver der får et skolelærerembede på landet, han være student eller seminarist, udholde en sådan eksamen, så synes det meget mere nødvendigt for en lærer i hovedstaden, hvor kulturen er højere og undervisningerne flere. Derved ville man desuden vinde at vi fik færre, men også dueligere skolebestyrere som børnenes forældre og foresatte kunne sætte uindskrænket tillid til. Mange værdige kandidater der nu i flere år må søge befordring, ville som skolebestyrere både stifte nytte og finde udkomme i sine soliciteringsår, ja måske han siden ikke ville bytte med et præstekald, eftersom den tid nu er forbi, da der kunne siges om skolerne qvem jupiter odit facit pædagogum. *)

Foruden at det er en pligt for forældre og foresatte at lade vores børn give undervisning i gavnlige kundskaber, pålægger det dem endvidere efter den nyere skoleforordning som en tvangspligt. Man kan heraf slutte at skolebestyrere ikke mangler elever. Men gavnligt ville det vist nok være om det ikke var overladt til enhver bestyrer at antage så mange som han ville eller kunne få, men at antallet bestemtes efter skolens lokale og efter mængden af de duelige medlærere som giver undervisning. For mange elever skaffer vel bestyreren en god indtægt, men er der alt for mange i en skole, da vil man finde at undervisningen kun lykkes mådeligt og ikke som man kunne og burde vente.

Også ville det være gavnligt om undervisningstimerne blev nøjere bestemt og ikke overladt til vedkommendes vilkårlighed. I forrige tider var skoletiden bestemt fra kl. 8 til 12 formiddag og fra 1 til 5 om eftermiddagen. Nu har nogle indført den skik at børn kommer kl. 9 om formiddagen og bliver i skolen til kl. 3 Om vinteren har jeg intet mod denne indretning, da det kan være godt for børn, der har en lang vej at de kun engang går til og fra skolen, især når det er meget koldt eller søleføre, også kunne forældrene da let ved kakkelovnsvarmen holde maden varm til dem. Men om sommeren har børnene bedre af at bevæge sig i den fri luft ved at gå 2 gange fra og til skolen, end at sidde sammenpakkede en hel dag i mængde i et ofte lille værelse. Varmen gør dem døsige og uduelige til at lære, og deres fysiske kræfter, som i den unge alder skulle uddannes, bliver derved svækkede. Jeg tror gerne at det kan være behageligt for skolebestyreren at have hele eftermiddagen fri til fornøjelse på feres sommerværelser eller andet steds. Men børnene taber derved to timer i deres undervisning og oplæring.

Betalingen før undervisningen eller skolelønnen synes også at burde rette sig lidt mere efter tidernes og pengevæsenets forbedring. 4 til 5 rigsbankdaler månedlig for et barns undervisning er virkelig for meget. Mange embedsmænd med en gage på 300 til 400 rigsbankdaler kan have 4 til 5 børn. Hans pligt som far byder ham at lade dem opdrage og undervise. Ja han er efter hvad førhen er sagt tvunget til det. Når han nu må anvende sin halve gage på sine børns opdragelse. hvorledes vil han da kunne forskaffe sig og sine livets øvrige fornødenheder. Jeg vil ikke tale om de udgifter som endnu finder sted i visse skoler, såsom brændepenge, nytårsgaver, foræringer til lærernes og lærerindernes fødselsdage osv. For det er en uskik som aldeles ikke burde finde sted i nogen reel skole eller institut. Men hvor den finder sted, vil børnene ikke undlade at give deres del, for ikke at pådrage sig vedkommendes ugunst. De overhænger forældrene for penge dertil, og disse udgifter da de ikke er så sjældne som mange familier savner eller ikke vel kunne undvære.

Som den der i flere år selv gav undervisning i offentlige skoler og som siden har haft børn der er oplærte i samme, tror jeg at have kendskab til disse indretninger. Jeg har her uden hensyn til noget enkelt i særdeleshed peget hen til nogle af de mangler som jeg mener derved findes. Ville man værdige dette her anførte opmærksomhed og rette det fejlagtige tror jeg det var gavnligt, og min hensigt blev opnået.

*) I det mindste kender forfatteren en skolebestyrer der uden at være noget geni og uden at besidde udmærkede kundskaber har en skole på over hundrede elever og 10 til 12 pensionærer. Han ejer en betydelig stor gård, holder 2 brillante ekvipager, har heste, køer, geder, kaniner, høns, ænder, duer samt mere som godt er. Kort sagt, han ville vel ikke bytte indkomst med nogen præst.

(Politivennen nr. 186, Løverdagen den 24de Juli 1819, s. 2983-2992).

Et Vink til Commandanten i Nyeboder og Advarsel til dem der passere derigjennem

Jeg har aldrig nogensinde personlig kendt den fordums, men nu afdøde kommandant kapt. v. Lytken i Nyboder. Jeg kan heller ikke vurdere hans fortjenester for staten. Men jeg har kun tilfældigvis flere gange haft lejlighed til at være øjenvidne til de mange forskellige uordener som fandt sted der, før han tiltrådte denne post, og som han næsten ganske fik afskaffet og udryddet ved sin ufortrødne tjenstivrighed i at anvende de nødvendige strenge midler og skarpsindige forholdsregler, således at enhver af stadens indbyggere og uden frygt kunne passere igennem og forbi Nyboder ved aftenstid i mørke når deres lovlige kald og forretninger gjorde dem det til nødvendighed uden at frygte følgerne af det onde, som såvel kunne forårsages af kådhed, som selv af ondskab og andre flere hensigter. Men at hr. kaptain v. Lytken derved har oprejst sig et æresminde i enhver retsindig borgers hjerte, det er uden tvivl vist og kan kun betvivles af dem som selv finder behag i kåde og ondskabsfulde optøjer.

Det ville være ønskeligt hvis hans virksomme bestræbelser til den almindelige sikkerhed måtte komme til at gå i arv til hans efterfølger. Selv om jeg ikke kender ham, må jeg dog formode han som embedsmand i så vigtigt et kald vil gøre sig flid for at hæmme de uordener hvorom han nu muligvis er uvidende, når han bliver gjort opmærksom på dem ved et venskabeligt vink. Hertil tjener blandt andet følgende tildragelse til behagelig efterretning.

Da jeg onsdag aften den 7. i denne måned kl. halv elleve med min familie i forening med en anden familie i en wienervogn kom kørende ind af Østerport, og omtrent var midtvejs til Toldbodvej, blev en temmelig stor kattekilling af en del hos hinanden stående matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat, som til dels blev beskadiget, men faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen. Jeg fik hurtigst muligt revet kattekillingen der hængte sig fast med sine klør i barnets kjole, løs og kastede den ud på gaden. Men da vi under denne beskæftigelse allerede var kørt et godt stykke frem og jeg tillige observerede at matroserne ilede bort den modsatte vej, så så jeg mig nødsaget til i øjeblikket at lade dem fare, såsom jeg indså at deres pågribelse ville være umulig.

"Omtrent midtvejs til Toldbodvej blev en temmelig stor kattekilling af en del matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat og faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen". (Toldbodvej)

Jeg tror mig på grund af det beføjet til at spørge enhver fornuftig og tænkende mand og følende moder om ikke muligvis denne kåde og ondskabsfulde handling kunne have haft de græsseligste følger, dersom enten katten var faldet på en frugtsommelig kone eller dens køer havde beskadiget barnets øjne. For slet ikke at tale om den forskrækkelse som et sådant dyr der på sådan måde kastes på folk, muligvis kan bevirke og hvis følger er uberegnelige, ja måske uerstattelige. Tanken herom er det der offentligt bevæger mig til at bekendtgøre denne tildragelse, såvel til advarsel for enhver især som også for at opvække den i Nyboder ansatte kommandants opmærksomhed på sådan uorden, der vist ved en foranstaltet virksom patruljering og hensigtsmæssig tvangsmidler med at holde matroserne i deres boliger til rette tid, må kunne hæmmes.

(Politivennen nr. 185, Løverdagen den 17de Juli 1819, s. 2978-2981)

Redacteurens Anmærkning

Nyboder var næsten dobbelt så stor på Politivennens tid. Mod syd gik bydelen helt ned til Klerkegade. Adelgade drejede stik mod nord (en rest ses stadig mellem nuværende Fredericiagade og St. Pauls gade). Her var gader opkaldt efter krydderurter og dyr. Dette område blev nedrevet i 1860'erne.

Skønlitterære skildringer af Nyboder har intet eller meget lidt med såvel bygninger som beboernes vilkår at gøre. En mere realistisk skildring kan ses i Annette Vasström: Holmens by : Nyboder og dets beboere - især i nyere tid. 1985. fx side 28-29.

To Kirker og ingen Præster

Hvis man i Helsingør har glemt Gud og hans ord så kan man ikke undres over det. For ikke mange år tilbage i tiden havde denne stad fire præster. Nu er der aldeles ingen. Kronborgs Kirke er for en del år siden ganske nedlagt. Klosterkirken har siden kapellanens afskaffelse ved Skt. Olai menighed stået ganske ubrugt. Af mangel på anordnede gejstlige har hele staden i nogen tid måttet lade sig nøje med at høre Kristi evangelium forkynde af en såkaldt skolelærer indtil man senere traf den indretning at formå de derom boende sognepræster at prædike hver sin søndag i denne kirke. 

Helsingør set fra sydvest. Midt i billedet Kronborg, til højre for Sankt Olai Kirke med det lange spir, mens Sankt Mariæ Kirkes gavl anes til venstre for Kronborg.

Denne mangel forårsagede for nogle måneder siden den uorden at flere lig måtte vente nogle dage for derved at afvente en præsts ankomst. Denne sidste blev indkaldt fra landet for at følge en vis købmand til sit hvilested samt forrette den ceremonielle tjeneste, nemlig jordpåkastelsen. De andre fik da noget med.

Gamle, syge og sengeliggende både i og uden for byen, på klostret i fattighuset, samt på hospitalet sukker alle over savnet af en sjælesørger som i nød og død kunne trøste og opmuntre dem.

Stedets ungdom som trænger til vejledning og forberedelse til forestående pagtsfornyelse eller konfirmation må også vente til sådant kan meddeles dem ved en præst. Forældre som har spædbørn må tålmodigt afvente tiden at komme i kirken til dåben med samme, indtil lejlighed gives. For ikke at tale om den ulykkelige slave på Kronborg som tilbringer sine sidste dage der og som aldrig nyder de  lykke at høre en værdig talers røst eller komme i Guds hus, når han først er der i fængsel.

Blandt borgersamfundet findes vist mange som ønsker at høre gode foredrag til opbyggelse for sjælen, mens andre tilbringer søndagen ved skiveskydning eller forlystelser.

Næppe vil indsenderen heraf tro at der kunne bruges mere end en bøn til en kristelig øvrighed om præsters ansættelse ved kirken, hvor så stor mangel som her findes. Men meget mere vil man håbe snart igen at kunne se denne mangl afhjulpet ved to sognepræsters og en ordineret katekets ansættelse ved samme. De første for de gamles vel, og den sidste til at sørge for ungdommens undervisning i religionen.

Måske vil man indvende anmelderen at der ikke har kunnet mangle noget hvor de omliggende nærmeste byers præster har assisteret de i byen afdøde både før og efter deres død ved afveksl end at forrette disse tjeneste, og der således intet er forsømt. Men da må anmelderen dog tilstå at dette er alt for utilstrækkeligt i en by som tæller næsten 10.000 mennesker. Hertil kommer at det både er byrdefuldt for præsterne og højst ubehagelig for de kirkebesøgende, hvilke sidste ikke forud ved hvem der prædiker, da dette stedse må blive vilkårligt og efter omstændighederne.

Indsenderen beder derfor først og sidst om præsters ansættelse ved begge kirker i Helsingør.

(Politivennen nr. 185, Løverdagen den 17de Juli 1819, s. 2967-2970)

Redacteurens Anmærkning

At Helsingør i 1819 skulle have haft 10.000 indbyggere har jeg ikke kunnet verificere. Med mindre man tæller de omkringliggende landsbyer med. Tallet var snarere 5-6.000. Men byen var formentlig Danmarks 3. største på det tidspunkt. Sct. Olai Kirke var i 1819 domkirke og eneste sognekirke, men september samme år deltes sognet i to så Sct Mariæ Kirke blev sognets anden sognekirke. I den forbindelse indsattes Peter Ephraim de Fischer i denne (1819-1862). Knud Jørgensen (født 1760) som 1790 blev kapellan, siden sognepræst 1800, døde den 22. april 1819 (andre kilder siger januar).