Synd imod Næsen.

Fra en jordkælder under huset på hjørnet af Store og Lille Grønnegade udbreder sig den allerafskyeligste stank som tydelig betyder at nævnte kælder må være et gemmested for højst fordærvede om ikke forrådnede fødevarer. Da stanken vistnok må falde naboerne og genboerne besværlig, ligesom den især når lemmene er åbne, er højst væmmelig for forbigående, så gøres de ansvarlige herved opmærksom på det for at fjerne grunden til denne anke.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3008-3009)

Et slemt Syn i Store Strandstræde

I St. Strandstræde omtrent lige over for vinhandler Petersen sidder næsten daglig på en trappe en person der leder af med krampe eller apopleksi og frembyder et ubehageligt syn for forbigående. Hvis han bor der, ville det være ønskeligt at han da ville vælge sin plads til gården da nervesvage personer såvel som frugtsommelige koner kunne føle for meget ved hans beskuelse.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3007)

"I St. Strandstræde omtrent lige over for vinhandler Petersen sidder næsten daglig på en trappe en person der leder af med krampe eller apopleksi og frembyder et ubehageligt syn for forbigående." (Store Strandstræde ved Kgs. Nytorv. Bemærk pumpen og (Hotel) Stadt Lauenburg, St. Strandstræde 78.)

Spørgsmaal, Gieldsarrestanter betræffende.

Når en kreditor af en eller anden årsag hvoraf den vigtigste sandsynligvis er mislig betaling, indsætter sin debitor i gældsfængslet, for om muligt derved at tvinge ham til at opfylde den fra enhver synspunkt betragtet ufravigelige pligt der påhviler ham, har da en såkaldt schechter der bedømmer om det kød de mosaiske trosbekendere er tilladt at spise, er kosher eller ej, som således er indsat i nævnte fængsel, større ret til at nyde nogle timers frihed for at schechte enten hos Henrich eller Peer Slagter end en anden gældsfange, det være sig skomager, skræder, kommissionær etc.

Vel er det sandhed at hverken Henrich eller Peer Slagter kan få tilladelse til at lade sådan undersøgelse af en schechter ske i gældsfængslets lokale. Men her eksisterer jo flere schechtere i staden, og følgelig kan assistance af den der er berøvet frihed i gældsfængslet, meget godt undværes. Hvorfra hidrører da den frihed der så fortrinligt forundes ham? Og er det ikke klart endog for de allersvageste øjne at kreditor duperes i sin hensigt med arresten, hvilken er så meget mere bekostelig som underholdningspengene ikke godtgøres når personen alligevel kan passe sin dont. Spørgeren er af den mening at arresten da er til ingen nytte fordi kreditor på sådan måde gerne ønsker den kontinueret.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3005-3006)

Om Gavnligheden af offentlige Herbergeerstæder paa Broerne nærmest Staden.

Ingen der skønner lidt på de forskønnelser Københavns omegn er givet og den opmærksomhed man især viser fodgængerne, kan andet end yde høje vedkommende erkendtlig tak derfor. Men hvad enten det virkelig forholder sig således, eller det blot er mangel på lokalkendskab fra indsenderens side, er det dog indsenderen ubekendt at der gives offentlige herbergssteder i forstæderne i nærheden af porten andre steder end på Vesterbro.

Den rejsende der forgæves iler for at komme tids nok ind af porten, men forfejler sit mål, eller den der ved en spaderetur søger at adsprede sig efter dagens sysler, og kommer i samme tilfælde, sættes derfor i en meget ubehagelig stilling.

Han ser hist og her traktørskilte. Men han søger vist forgæves noget sådant betitlet hus på Nørre- eller Østerbro, hvor man tror det pligt for betaling at give ham husly og sengeplads natten over. Ja, der skal endog findes de traktører der tror det pligtstridigt at huse rejsende eller andre som enten på grund af portens lukning eller på grund af uvejr trænger til hus, og en traktør skal derfor ganske for nyligt have troet sig pligtig til at bortvise nogle rejsende som i stærkt regnskyl og uvejr søgte husly og sengeplads, hvis årsag de måtte køre en halv miles vej tilbage for at få dette.

Indsenderen er selv ganske nylig blevet udelukket af porten, og først efter at have vendret Nørrebro et par gange op og ned, fik han endelig lov at opholde sig til daggry i et længere borte liggende traktørsted. Om sommeren kan vel sådanne ikke genere så meget, men hvilken ubehagelig stilling sattes man ikke i når man en lang vinternat skulle nødsages enten at rejse en halv miles vej tilbage, eller gå omkring under åben himmel?

(Herefter følger forslag til hvordan skribenten mener de kunne løses)

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 2999-3001. Uddrag)

Et Par Ord om nogle velbekjendte Rødsteensmagere.

En familie bestående af nogle mand- og kvindfolk med deres yngel har etableret en rødstensfabrik på opgangen til Børsen hvor de fra morgen til aften i deres ansigts sved søger at tjene det daglige brød og brændevin. Det ville være meget urigtigt om man i disse arbejdstrange tider ville formene disse folk at drive denne håndtering, og derved nødsage dem til enten på andre, måske ulovlige måder at skaffe sig livets ophold eller falde det nok så betyngede fattigvæsen til byrde. Men da familien hele tiden undertiden endog flere gange om dagen, snart indbyrdes, snart med ørkesløse tilskuere hvorpå København i det mindste er rig nok, opfører en slags Opera Buffa, dog uden sang med mindre brølen her som andetsteds, skal gælde derfor, og derved forøger folkestimmel, ja undertiden endog foranlediger ved heden i deres spil at vagten må lægge sig derimellem, så synes det at være både til gavn for dem selv og for det almindelige om de blev anvist et mere afsides og om muligt indelukket sted hvor de i ro kunne fremme deres dont og spille komedie indbyrdes, der dog snart ville ophøre når ingen vedkommende deri kunne blande sig. Et sådant sted turde måske den indhegnede tomt om stumpen af Nikolaj Tårn afgive, i al fald ville de mange, endnu ikke opbyggede tomter være et mere passende sted for sådant arbejde, end opgangen til Børsen der er et at de første steder fremmede plejer at besøge.

(Politivennen nr. 186, Løverdagen den 24de Juli 1819, s. 2992-2994).

Familien måtte fortrække, men synes at være vendt tilbage, ifølge Politivennen  292. 4. August 1821, s. 4692-4693.