To selvraadige Karle og - en Høtyv.

Mandag den 26. f. m. kørte anmelderen med familie fra Lyngby til Fortunen og mødte 2 tjenestekarle, hver med et stort læs hø, kørende på venstre side af vejen, altså lige mod hans kusk som kørte rigtigt og holdt til højre for enhver de mødte. Den første af disse karle holdt rigtig af til højre side, dog ikke uden at bruge mund på anmelderens kusk, hvorimod den anden som var en holstener omtrent 30 år gammel, lod kun som han også ville gøre hvad hans pligt var, men i stedet derfor drejede han øjeblikkelig ind på vognen hvorpå sad 3 fruentimmer og 2 børn, sammen med anmelderen, så at disse før de mærkede det, var aldeles under læsset og måtte springe ned af vognen og i grøften for ikke at blive væltet.

Vejen var på ingen måde smal på dette sted. Tværtimod var den så bred at der kunne køre 3 vogne ved siden af hinanden, men den ondskabsfulde holstener syntes at vejen var til hans disposition alene, når han kørte med et hølæs.

Foruden hvad anden ulykke her kunne være sket, kunne man også være blevet jaget en på siden af læsset hængende høtyv ind i livet.

Da man foreholdt karlen hans forseelse og forklarede ham at høtyven burde hænge bag på læsset og ikke på siden, hvor den let kunne forårsage skade, især da han ulovligt kørte ind på de vogne som kom ham i møde, svarede han at sådant var brug hvor han tjente, men i øvrigt ville han ikke indlade sig i at besvare spørgsmålene om hans og hans husbonds navn og bopæl.

Kammeren til denne holstener, kører ligeledes ind på en stor holstensk herskabsvogn, hvorpå sad 6 damer, som alle på grund af disse ondskabsfulde kuske nederdrægtighed, måtte stå af, for ikke at risikere at vælte eller komme til skade ved høtyven.

Da der endnu kan være mange læs sæd for disse selvrådige karle at køre hjem til deres husbond eller herre ad denne vej i sommer, så tjener dette til varsel for enhver som gerne passerer denne vej der fører fra Lyngby til skoven, med den venligste begæring at have holsteneren, hans kammerat og høtyven i erindring da måske dog nogen kunne attrapere disse karle og drage dem til ansvar for sådan dobbelt forseelse.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3023-3025)

Vandpladder i Kongens Have.

I Kongens Have når man kommer ind fra volden, findes en afløbsrende på en sidebygning straks inden for stakitporten til venstre. Når det regner, udgyder denne rende en mængde vand hvilket som oftest efter en heftig regn bliver for en del stående i gangen og har intet andet afløb derfra end at det skal trække i jorden. De som besøger haven efter sådan en regn, møder et ilde syn ved nævnte vandpladder, og man forestiller sig let at der kan være urin mellem da det hele på den tid ligner et sådant sted som findes under volden ligefor livvagtskasernen. Man ønsker derfor at de ansvarlige hvis pligt det er at sørge for renlighed og orden i Kongens Have, ville skænke disse linjer deres opmærksomhed og give tagrenden afløb til en anden side i stedet for denne.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3022-3023)

Erindring

Da indsenderen af stykket: Et slemt syn i Store Strandstræde (se Politivennen nr. 187) tror sig beføjet til at påanke sådant, turde man vel lade ham forstå at det ikke alene er uforsvarligt at behandle nogen som helst lidende med en sådan foragt, som han i hele indrykkelsen ytrer, men også at man finder det umenneskeligt at ville berøve nogen luftens frie nydelse. Især da man ved at der er så godt som ingen gårdsplads til huset. At ethvert ubehageligt syn kan have skadelig indflydelse på frugtsommelige koner siger lægerne os. Om forresten synet af denne syge mand kan virke mere på nerverne end synet af de mange ulykkelige som vi daglig ser om os, er et spørgsmål som man gerne overlader forfatterens erfaring at besvare. Men så meget ved indsenderen af denne lille erindring at han langt mere føler ved at se en nervesvag usling end den måske for meget omtalte stakkels mand.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3020)

Om de saa kaldte Commisionairer.

(Fortsat fra nr. 187.)

Ikke anderledes forholder det sig med nutidens såkaldte kommisionærer. Til dels er disse en levn fra disse gyldne komissionærperioder, til dels er antallet forøget med et tillæg af bankerotblevne handlende. Af uduelige sibjekter, af personager der var uskikkede i det fag hvori og hvortil de var opdraget og anvendt, af beplettede menesker der er forbedrede i det så bekendte store hus på Christianshavn hvor de engang var beboere. Kort: Af alskens ripsraps.

At sådanne kan vinde tillid hos borgerne, kunne man rimeligvis undres over. Men man ved at de er bekendt i hver brændevins- og høkerkippe, at de forstår at snakke den lettroende og lægmand efter munde, at de en gang imellem kigger i en formularbog, og tror derved at have sanket visdom uden dog med passende fornadring at kunne anvende deres indbildte og indslugede klogskab, så falder det vidunderlige bort, og så kan man tillige begribe hvordan den kommissionær der er og kan være det i ordets egentlige forstand (med andre ord, manden med de fornødne kundskaber og redelighed) må vige for hine og sulte, da han anser det under sin værdighed at sause i kipperne og således vinde og sópsnuse kunder. Tænker man sig nu de sørgelige følger, et forkert råd eller en ravgal plan, lagt af en indbildsk idiot der på  hvilken som helst måde har vidst at tilsnige sig tillig, kan have på den ukyndige konsulerendes, ja på hele familiers vel, så tør indsenderen frit spørge: Et ikke det hele her omtalte kommissionærvæsen et uvæsen, eller rettere et uhyre som bør standses i sin fart, om ikke udryddes. Men her opstår et andet spørgsmål, nemlig hvorledes sker dette mest hensigtsmæssigt? Som bekendt er desværre mængden af borgerne især i de lavere klasser ikke så oplyste at de uden for deres egentlige fag kunne uden konsulent på egen hånd indrette enhver anden handling i livet i overensstemmelse med de foreskrevne love. Hertil kommer at der gives formaliteter i overflødigheds overflødighed og hvoraf mange så at sige har fået lovs kraft. Ved at støde an mod en eller flere af disse, strander undertiden selv den erfarne jurist, og når ikke han kan være sikker, hvorledes skulle da ikke-juristen eller den ukyndige borger være det. At mange vælfærdssager der i og for sig selv har haft alle retfærdighedens mærker, er tabt på grund af efterladenhed af enkelte eller flere formaliteter, er en bedrøvelige sandhed. Ligeså at mange fordums velhavende borgere af samme årsag har måttet gribe tiggerstaven.

Naturligt er det jo at den uerfarne borger i det øjeblik der forestår ham en vigtig handling, til hvis udførelse der behøves indsigter og kundskaber, som han mangler, opsøger sig en konsulent. Enten kender han alstså selv eller anbefales en, eller også løber han efter den sædvanlige markskrigen i aviserne. I hvilke som helst tilfælde er han uheldig i sit valg. Det er: han træffer for et af ovenfor beskrevne subjekter der vel er lige så ukyndig som han, men dog enten for at konservere sin kommissionærære eller som nok er det rigtigste, af gridskhed efter sin ny kundes penge, ikke vil være sin dumhed bekendt, men vildleder den rådspørgende og fører ham i en labyrint hvorfra han siden ikke uden betydelige tab kan reddes.

Indsenderen nævnede kommissionærernes markskrigen i aviserne. Herom et par ord. Daglig læser man tilbud om pengelån, endog af betydelige summer i avisen. Tilbyderen er naturligvis en såkaldt kommissionær. Forsøg engang kære læser at tage ham på ordet, vis ham endog det mest suffitanteste pant, og se så om han kan skaffe dig en skilling i kontanter. Nej, har han ikke som jævnligt er tilfældet, i selv samme avis hvori han tilbyder pengelån, averteret at han kan anvise sikre lånere til de og de summer etc., så kan du være vis på han først må gøre anstalt. Men vent ikke kontanter, gør derimod regning på gammelt forglemt klæde til uhyre priser osv. og herfor må du give sikkerhed, sågar i dit og din families linned, for ikke at nævne det ublu salær han forud har betinget sig, og du, inden du slipper af hans klør, må betale ham Se, således påtager man sig og udfører nu om stunder kommissioner. Derved hjælper man sin næste fra asken i ilden.

Sluttes i næste nr. 

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3015-3019)

Et par Ord om de saa kaldte Commissionairer.

I det sidste årti har staden været oversvømmet af en hel legion såkaldte kommisionærer. Kun meget få af disse ved hvad det i ordets egentligste forstand er at være kommissionær. I forbigående skal det være sagt at her menes ikke de embedsmænd som udfører kommissioner for andre, for sådanne er vist nok kvalificerede dertil og har i al fald hvad duelighed og redelighed angår den offentlige mening for sig, i det mindste så længe indtil det modsatte bevises. Men indsenderen taler kun om de personer der strandede i det fag hvori de egentlig er oplært og blottede for endog den fjerneste kundskab i lovene (ja! mange af dem sågar så rå at de ikke kan skrive et rigtigt og sammenhængende brev) påtager sig kommissioner for andre og sandelig disses tal er legio.

Disse kommissionærpersonagers eksistens forskriver sig egentlig fra den tid da enhver spekulerede på køb og salg af huse og gårde. Skræddere bortslængte saksen, skomageren sylen, piskebånds- og sjakrejøder forlod deres handel, alle for at opsnuse hvem der ville sælge og hvem der ville købe huse eller gårde. De vandrede snart enkelte, snart flere fra hus til hus for at udspionere om ejeren ville sælge eller ikke, i første tilfælde fik en kommissionær at sælge, en anden forskaffende køber og begge betingede sig, hver for sig, et ublu salær af sin mandant når købet var afsluttet. Ar sørge for sin mandants tarv, våge over at han ikke blev forurettet og at dokumenterne var og blev lovformelige, vbar ganske uden for deres departement, for det forstod de ikke, kun at de fik deres salær, dette var hvad de efter deres plan kunne påpasse.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3009-3011)