har hele sommeren været og er endnu så forfalden at den sjældent eller aldrig kan give vand. Der skal flere gange have været erindret herom, men forgæves. Da dette i tilfælde af ildebrand er højst farligt for det offentlige, skulle man hermed anmode hr. udgiveren af Politivennen om at forunde denne klage en plads blandt de flere uordener som anmeldes i dette blad.
(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3198-3199)
Hr. udgiver!
Det er gud og hvermand bekendt at jeg altid har stræbt og endnu stræber efter at svare til det navn man har givet mig, og altså mener jeg at burde kunne bære det med rette uden at nogen deri bør søge indgreb eller forrang at gøre. Meget længe var Skidenstræde en torn i mine øjne, indtil det endelig for et par år siden blev oplagt og krystalliseret. Men nu er det Kultorvet som forårsager mig megen græmmelse. Jeg har derfor i lang tid haft i sinde at fremkomme med en klage eller besværing over det, da det ved i over år og dag at lige mig i skidenhed, ja endog at overgå mig deri, synes at ville gøre mig rangen stridig og tilvende sig mit navn. Hidtil tav jeg fordi jeg troede at en eller anden ville påtale min ret og lære nævnte torv til at holde sig inden dets tilbørlige grænser. Men da jeg med harme måtte se på at det søndag den 17. oktober efter at havde regnet om natten, var så skident at ingen kunne passere det uden at vandre til op over anklerne i hestemøg, gammelt foder, ja endog køkkenaffald, som dovne piger på visse steder havde henkastet, kunne jeg ikke bare mig for at opsætte denne min klage som sendes Dem med anmodning om at indføre den i Deres blad, da jeg mener dette vil have til følge at vedkommende som har med denne sag at gøre, ville hjælpe mig til min ret, ved enten at lade Kultorvet holde sig renere, eller give det navn af Skidentorv mod at jeg får et andet navn. Grundene for denne min påstand er følgende:
1) Enhver ting bør kaldes ved sit rette navn.
2) En stad som København bør ikke have to skidentorve.
3) Da Kultorvet er større, mere beboet end jeg, og har en rummeligere plads, hvorpå bøndervogne kan holde, så kan det lettere samle en mængde urenligheder der altid vil pryde det, når ikke det bortkøres i rette tid.
4) Fremmede rejsende som kommer igennem Nørreport og er uvidende om at torvet fejes hver tirsdag og fredag, men at bøndervognene dagen efter, nemlig onsdag og lørdag, indfinder sig der og atter tilsøler det, så at skarnet derfor ligger der næsten hele ugen, ville find navnet meget passende, og hvis de havde forretninger der, kunne de let finde stedet igen, om de end ikke kunne læse navnet på hjørnerne.
Skulle man ikke finde disse mine grunde fyldestgørende nok til at foretage en forandring med stedets navn, så ønskes og bedes at Kultorvet måtte fejes og skarnet køres bort lørdag og onsdag, når bøndervognene var borte. Herved ville bevirkes at det om søndagen og enkelte dage i ugen kom til at se anstændigt ud, og at jeg beholdt mit gode gamle navn og mine rettigheder ubeskåret.
Skidentorvet.
(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3194-3197)
Fiolstræde indtil Krystalgade, Peder Hvitfeldts Stræde og Rosengården blandt andre trænger højligt til at de ansvarlige før vinterens komme vil tage deres mangler i strengeste betragtning til afhjælpning. På fortovet som på den ene side er smalt, ligger de fleste fliser dels i en skæv retning, og dels i brokker fra fjerneste sørgelige fjendtlige overfalds tid, hvorved forvoldes hyppige fald, med videre deraf følger. Fortovet på den modsatte side hvor de få opførte gårde og huse er rykket ind, er til dels ikke brolagt, men hist og her belagt med grus som i mange r ha måttet jævne sig selv, og her udi til dels ved ælde og dels ved egennyttige og svinagtige menneskers foranstaltninger er gjort mange ujævne steder.
Udenfor nogle tomter hvorom er opført plankeværk, fines ubedækkede fordybninger hvor udi urenligheder og skyllevand fra bagbygningerne frisk væk udskylles uden at de ubetænksomme, skødesløse og skidenfærdige beboere ænser om urenlighederne og skyllevandet bortskylles i rendestenene eller ikke. Som til eksempel herpå kan anføres i Fiolstræde udenfor tomterne nr. 182, 190 og 191 og i Peder Hvitfeldts Stræde uden for n. 101 til 109, på Rosengården i mindre gad udenfor nr. 114 og 123. I disse urenligheds samlingssteder eller fordybninger må mennesker absolut i mørke aftener synke indtil midt på benene.
At opgive alle de skævt liggende fliser eller dem som er sønderslået, bliver for vidtløftigt, deres tal er legio. Anmelderen tror at dette vink er tilstrækkeligt til at bevirke at der til borgernes og indbyggernes sikkerhed for beskadigelse på lemmer og helbrev i den del af København (for ikke at tale om bekvemmelighed) bliver gjort noget alvorligt inden vinterens komme.
(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3188-3190)
Det må vist glæde enhver fædrelandets ven når han om formiddagen passerer Kongens Nytorv at se der holde en mængde vogne som sælger frugt og grøntsager fra de på broerne eller i nærheden deraf anlagte haver, og at vi nu ikke har amagerne alene at takke for forsyningen hermed. Men passerer man stedet om eftermiddagen hen ad aften, så studser han over den mængde urenlighed som der findes og som ved hvert skridt han gør, går ham op over anklerne. Man vil derfor vist finde det rimeligt om han fremsætter det ønske at gødningen af de mange der holdende heste, samt levningerne af det foder som dagen igennem spildes mellem statuen og hovedvagten om aftenen måtte blive sammenfejer og om muligt straks bortkørt, i det mindre ikke lige der om søndagen til vansir for et torv der er et af de skønneste i Europa.
På den anden side af statuen, nemlig ved sandkisten mellem Store Strandstræde og Charlottenborg, hvor gadevognene har deres holdeplads, ser det ud som i en hestestald hvor man i 8 dage har sparet kost of skuffe. I tørvejr og når det blæser fra sydøst, får de forbigående næse og ører fulde af den hakkelse som kørekarlene hellere spilder på stedet end tager med sig i deres poser I regnvejr er stedet næsten upassabelt og en del af omtalte snavs føres tilligemed regnvandet ned i kanalen og opfylder samme. Da der for kort tid siden er truffet en meget god foranstaltning med disse køresvende, så kunne måske denne også tilføjes: at den sidste der forlod holdepladsen, skulle være forpligtet til at tage omtalte efterladenskaber med sig. Det var jo et godt læs gødning som husbonden kunne afkøbe ham. Eller også kunne denne pligt pålægges alle kørekarlene således at de skiftevis efterkom samme. For det er jo ikke for meget at enhver fejer for sin dør.
(Politivennen nr. 197, Løverdagen den 9de Oktober 1819, s. 3165-3166)
