Sørgelig Sørgedragt.

Hr. udgiver!

De vil formodentlig erindre at jeg da jeg for en måneds tid siden mødte Dem ved en ligprocession gjorde Dem opmærksom på at to af ligbærerne udmærkede sig ved en særdeles lurvet klædning og at deres kjoler var lappede og så luvslidte at ikke en fjer kunne hænge på samme. Vi var enige deri at hvis man endog bør søge at undgå unyttige pragt og stads ved ligbegængelser, så bør der dog ved samme ikke findes noget er er uanstændigt eller anstødeligt.

Men da man er nødt til at betjene sig af ligbærerne eller at betale dem selvom liget bæres af familie og venner, så synes det også rimeligt at de viste sig i sådan pragt der ikke skulle opvække forargelse. De sorte klæder der tilstås ligbærerne, kan ikke lide så meget på en ligtur der måske kan være et par timers tid, og går turene hyppigere på, så tjener lauget eller kontoret vel så meget at de nødvendige anstændige klæder an anskaffes.

Da jeg imidlertid atter for nylig har set nævnte 2 luvklædte ligbærere, så kan jeg ikke undlade at bede Dem om i Deres blad at gøre formanden for ligbærerne  opmærksom herpå, da han vist vil undersøge om fejlen er hos vedkommende, at de enten er for sjuskevorne med deres klæder, eller at disse virkelig har gjort den tjeneste man kan forlange af dem, og at der altså må søges råd hos skrædderen.

(Politivennen nr. 210. Løverdagen den 8de Januar 1820, s. 3355-3357)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Politivennen 211, 15. januar 1820, blev ligbærerne beordret til at trække de nye kjoler på ved begravelser.

Bompenge efter forskiællig Cours

Selv om man en gang imellem klager over at bompengene ved Københavns bomme er lige lovlig høje som fx at der gives 27 skilling for en karet, hvilket er over det halve af den betaling gives i leje af en vogn uden for porten, så har man dog der det gode at bompengene er fastsat og offentligt kundgjorte. Men anderledes forholder det sig med bommene på landevejene, hvor man tillader sig en ganske vilkårlig behandling af den rejsende, idet den mand, kone eller dreng som er ansat til at modtage bompengene, så at sige tager disse på slump eller efter eget forgodtbefindende. Den rejsende er nødsaget til at betale hvad der kræves af ham hvis han ikke vil indlade sig i unyttig ordstrid. Undertiden høre grovheder og forsinke sin rejse. 

Et lille selskab som den 2. januar gjorde en slædefart til Fredensborg og tilbage, måtte ved de forskellige bomme som de passerede betale som følger:

Vibens Bom, på udrejsen 11 skilling, på hjemrejsen 10 skilling.
Vangede Bom, på udrejsen 9 skilling, på hjemrejsen 6 skilling *)
Rojels Bom, på udrejsen 13 skilling, på hjemrejsen 11 skilling
Hirschholms Bom, på udrejsen 9 skilling på hjemrejsen 3 skilling.
Lønholts Bom, på udrejsen 7 skilling, på hjemrejsen 9 skilling.

Enhver vil indse at en så vilkårlig og uregelmæssig betaling af bompenge hverken kan forskaffe det offentlige, bomforpagteren eller de rejsende nogen fordel. Men at samme ofte må give anledning til kævl og ordstrid, ja måske udarte til håndgribeligheder. Det ville derfor være at ønske at de der er ansat til at hæve bompengene af de rejsende, måtte være forsynede med et trykt plakat hvoraf enhver tydeligt kunne se hvad han efter sit køretøjs beskaffenhed måtte betale og at det pålagdes vedkommende at fremvise samme til enhver der ville se den.

*) Der blev kun forlangt og betalt 6 skilling. Men da slæden holdt nogle øjeblikke mens en af selskabet steg af for at forrette et nødvendigt ærinde, kom bomkonen tilbage og forlangte 4½ rbskilling til da hun nu først var blevet opmærksom på at der var 4 heste foran slæden.

(Politivennen nr. 210. Løverdagen den 8de Januar 1820, s. 3353-3355)

"Ved bommene på landevejene tillader man sig en ganske vilkårlig behandling af den rejsende, idet den mand, kone eller dreng som er ansat til at modtage bompengene, så at sige tager disse på slump eller efter eget forgodtbefindende. Ved Lønholts Bom, på udrejsen 7 skilling, på hjemrejsen 9 skilling" (Fredensborg Kongevej, udsigt mod Hesselrød og længst væk Lønholt. Eget foto).

Bekiendtgørelser

1) Efter en til og fra Fredensborg rejsendes beretning betales nu efter fast takst lige meget i bompenge ved mellemværende bomme, nemlig 6 rbskilling af en kane med 2 heste. Efter samme beretning skal en trykt takst være oppebørselsbetjentene meddelt.

(Politivennen nr. 211. Løverdagen den 15de Januar 1820, s. 3383)

Redacteurens Anmærkning

Mon ikke de har rejst ad Fredensborg Kongevej? Denne var anlagt 1774-75 mellem Hørsholm og Fredensborg som den sidste af kongevejene. I modsætning til de øvrige kongeveje var den åben allerede fra sin indvielse for offentlig transport, mod at man betalte bompenge, som altså her blev introduceret i Danmark for første gang. 

En Contrameddelelse fra Roeskilde-Kroe.

I Politivennen nr. 206 findes under titlen "En meddelelse for rejsende" anført en del usandheder og beskyldninger imod mig som ejer af Roskilde Kro. -Skønt denne sag endnu verserer for retten, har jeg dog troet det nødvendigt foreløbig at berette dens sande sammenhæng for ikke at misdømmes af et publikum hvis agtelse og tiltro på ingen måde kan være mig ligegyldig.

Forfatteren af nævnte stykke i Politivennen kom i følge med to andre mig ubekendte personer ind i kroen hvor det tog et værelse i besiddelse for at omklæde sig og opholde sig en kvart time. Man ventede at der skulle forlanges nogen forfriskning, hvilket dog ikke skete da de rejsende forlod værelse uden at nyde det allermindste. Som vært der dagligt holdere flere værelser varme og møblerede til rejsendes bekvemmelighed og som foruden opvartning, ildebrand, reparationer osv. må svare ikke ubetydelige skatter, troede jeg det rimeligt og højst retfærdigt at rejsende som ikke fortærer det mindste, burde betale noget for benyttelsen af en lejlighed der koster penge at vedligeholde. Jeg vil ikke tale om at mit privilegium hjemler mig ret til sådant, og at det er skik og brug i flere kroer fx Herlufmagle, Korporalskroen m.fl. at betale en afgift for et aftrædelsesværelse hvor man kan nyde hvad man selv medbringer, men appellerer til mine medborgere og til enhver retsindet mand om sådan  mening var ubegrundet.

Således fandt man det rimeligt at fordre 8 skilling af enhver af de rejsende for værelsets benyttelse en kvart time, hvilket de dog ikke ville betale, men blev uartige og grove hvorfor man følgelig på den anden side blev mindre høflig og behandlede dem ikke med den artighed man ellers plejer at vise enhver velopdragen og honet person på dette sted uden dog at uartigheder eller grovheder blandede sig med i spillet.

De rejsende havde ladet mig indkalde for Københavns amts politikammer, men forlig var der ikke at tænke på. Deres påstand der er lige så karakteristisk som overdreven, kan jeg ikke undlade at bekendtgøre offentligt da det kan være morsomt at sammenligne den med resultatet af den forventede endelige dom. Man har nemlig kun påstået:

1) Indklagede bør have sin bestalling (skal være privilegium) forbrudt.

2) Hans ublu fordring (24 skilling) for et værelses afbenyttelse bør bekendtgøres i alle tidender.

3) Betaler han en mulkt af 100 rigsbankdaler sølv.

4) Beder han klageren om forladelse.

Som ejer af Roskilde Kro har jeg ikke troet det under en redelig, brav og ærekær mands værdighed selv at bestyre sin ejendom. Og at jeg er officer derom skal jeg med største beredvillighed overbevise vores tvivlende rejsende og enhver anden som har med officeren at afgøre.

Læseren ønsker formodentlig at vide navnet på vores rejsende, især på min hovedcitant der trækker denne 24 skilling sag ved hovedet som om det var en kriminalsag, det tjener derfor til efterretning at han kalder sig vicekonsul Tutein.

Jeg har således kort fortalt sagens sammenhæng da jeg ikke ønsker at indlade mig i pennefejde. Men skulle min skrivelystne modstander fremkomme med mere og jeg finder det nødvendigt, da skal jeg vidtløftigere forklare mig. Imidlertid anbefaler jeg mig til mine medborgere med forsikring om den reelle behandling jeg altid har søgt at vise enhver og frygter aldeles ikke at den meddelelse i mindste måde vil skade mig.

(Politivennen nr. 209. Løverdagen den 1ste Januar 1820, s. 3345-3348)

Redacteurens Anmærkning.

Der kan være tale om vicekonsul og grosserer Ferdinand Tutein (1788-1880). Han var søn af Friederich Johan Tutein (1757-1853), og fader til vicekonsul og direktør William Axel Tutein (1829-1901), som var fader til Ferdinand Tutein (1861-1931), som ejede Ørsholt.

Berigtigelse.

Til ære for sandheden, kommodens ejer, vedkommende autoriteter og alle sagen vedrørende personer, kan forfatteren af det i Politivennen nr. 204 indrykkede stykke, den vellugtende kommode ikke nægte sig og det ærede publikum den glæde at meddele den berigtigelse af sin anmeldelse at den i oven nævnte stykke påankede lugt ikke rejste sig fra menneskeekskrementer, men fra sammenbrændt hestemøg, som forfatteren senere har bragt i erfaring. Hvor vidt den imidlertid når den har så megen afskyelighed ved sig og så megen lighed med menneskeskarn, i fysisk henseende er anbefalelseværdig, og i juridisk henseende og med hensyn til et hensigtsmæssigt politi er hjemlet ved lovene, overlader han til sagkyndige at bedømme, idet han beder vedkommende at undskylde dette som det synes højst tilgivelige sansebedrag.

(Politivennen nr. 206. Løverdagen den 11de December 1819, s. 3306) 

En Meddelelse for Reisende.

(Indsendt)

I selskab med en bekendt kom indsenderen for nogle dage siden rejsende fra Roskilde med ekstrapost, bestemt her til København. Uden for Roskilde Kro holdt postillonen for at tage sig en snaps, jeg steg på samme tid af vognen og da postillonen efter et kort ophold ikke var vendt tilbage, trådte jeg ind i et værelse ved siden af skænkestuen. Efter nogle minutters forløb var postillonen beredt til at køre videre, dog lige som jeg ville gå ud for at sætte mig i vognen, trådte en mand, formodentlig en opvarter ind i værelset og afkrævede mig og min rejsekompagnon 24 skilling for vores ophold. Jeg faldt i største forundring over denne ublu fordring, da vi intet havde nydt og i en lang tarif over kroens drikkevarer etc. hæftet på muren, intet findes anført om denne genstand, nægtede derfor at betale de afkrævede 24 skilling. Imidlertid var værten eller kromanden kommet ind i stuen, gentog begæringen af sine 24 skilling, og det i en højst bydende og uanstændig tone da jeg vedblev at gøre indvendinger mod betalingen, og overøsede mig med skældsord og grovheder da jeg anmodede ham at mere anstændigt og høfligt. Jeg vil ikke heller undlade at anføre at kromanden troede sig højligt fornærmet over at jeg havde tiltalt ham i tredje person i singularis, med han, da han foregav at være officer, men nægtede at navngive sig. Karlen uden for kroen svarede mig også på mit spørgsmål hvem hans husbond var, at jeg selv kunne spørge manden derom. Da jeg ingen anden udvej så for at beskytte mig mod uartigheder og at fortsætte min rejse, fandt jeg mig nødsaget til at betale de nævnte 24 skilling. Men kunne ikke få noget skriftligt bevis for samme, uagtet jeg forlangte sådant. 

Selvom jeg agter at tilmelde politiet kromandens opførsel og jeg derpå tør imødese en påkendelse om føje tid, så har jeg dog villet gøre publikum bekendt med denne hændelse, hvorved i det mindste dette kan opnås at andre kan vogte sig for sådanne uvilkårlige kontributioner.

(Politivennen nr. 206. Løverdagen den 11de December 1819, s. 3304-3305, 3307)