Nødværge mod lumsk Bagtalelse og grundløse Rygter

Ethvert nyt foretagende i særdeleshed hvis det afviger fra det sædvanlige, må altid forvente at blive modtaget med stiklerier og lægges hindringer i vejen som ofte kan være vanskelige nok at få ryddet bort. Således blev også mit tilbud om at give undervisning i skrædderprofessionen opfattet med giftspydende anmærkninger og ussel satire. Ja selv de som jeg fornemmelig ville søge at gavne, lagde mig hindringer i vejen for min plans udførelse. Selvbevidst om min sags godhed smilede jeg kun ad de første og ved tålmodighed og standhaftighed overvandt jeg de sidste, så at jeg nu rolig kunne fortsætte mit begyndte forehavende. 

Men misundelse og had som aldrig hviler, opkogte og fordrejede gamle historier. Opspandt ubegrundede og falske rygter som skulle skade mig hos den bedre del af publikum, der havde prøvet og billiget mit foretagende. På flere steder og for betydelige embedsmænd har man fordømt mig som den der var skyld i lavets ruin. Og at jeg i året 1818 skulle have frataget lavets interessenter den fortjeneste som de kunne have haft ved at sy munderinger for det kongelige varedepot, idet jeg havde nedsat arbejdslønnen for selv at få alt arbejdet. Sådanne rygter som desværre kun alt for ofte bliver troet uden at sandheden af samme er bevist, kan skade både mit navn og min borgerlige stilling. Derfor nødsages jeg til at fremsætte en sandfærdig og bevislig fortælling om denne munderingssag og overlader det upartiske publikum at dømme mellem mig og mine forfølgere.

Efter at jeg i henved 15 år havde været bisidder eller såkaldt repræsentant ved skrædderlavet blev jeg en aften i januar måned 1818 tilsagt at møde på lavshuset for at tage nogle prøvemunderinger i øjesyn som var tilsendt lavet fra den kongelige skræddersal for at dette kunne bestemme til hvilken pris sådanne kunne forfærdiges. Samt tillige at høre oplæse en skrivelse fra det kongelige varedepots kontor hvori forlangtes nogle tusinde soldatermunderinger syet af lavets interessenter i en tid af 5 måneder.

Derpå blev i følge opstået uenighed mellem forsamlingen indbyrdes foretaget votering hvor udfaldet blev at den ringeste slags eller såkaldte eksercermunderinger skulle kunne sys for 19 mark, den bedre nemlig rabatmunderingen for 20 mark og den i arbejde sværeset eller 3. mundering for 21 mark, 8 skilling.

Efter at nævnte beslutning var taget, hævedes forsamlingen, og kun nogle mestre forblev der, formentlig for at høre om der ikke ellers skulle foretages noget til besvarelse på nævnte brev fra kollegiet. Men til alles største forundring stak oldermanden, hr. skræddermester R. H. Beck brevet i sin lomme, gik hjem og glemte straks at indholdet af brevet angik lavet. Men gjorde derimod ved sin sædvanlige egenmægtighed dette til sin egen private sag. Han besvarede derpå brevet efter eget behag, uden på mindste måde at forevise det, endnu mindre lade samme undertegne af repræsentanterne.

Følgen deraf var at han blev ene om det arbejde som var tiltænkt lavet. Og han nød således uden nogen vidste et ord af det, det held at få skrivelse igen fra kollegiet hvori var bestemt sagt at det havde antaget og resolveret på hans forslag om nævnte betaling (dog uden at deri nævntes noget om rigsbankdaler mark eller skilling), hvilket vel syntes ham selv som os andre forunderligt.

Repræsentanterne blev derpå atter sammenkaldt for at møde RB hjemme hos oldermanden selv og i hans tilskærerkammer. Han oplæste derpå den nysnævnte skrivelse som han havde fået fra det høje kollegium, tilkendegav sin tilfredshed og udbad sig 1 mark pr. mundering i provenu for sine mange og store ulejlighed som han ventede at få ved at alene at bebyrde sig med alle munderingerne. Dette synes vel meget da det dog enten skulle tages fra den fattige arbejder eller falde kongens kasse til last.

Hr. oldermanden forbeholdt sig nu ved et magtsprog at han ingenlunde ville løbe på lavshuset for en gang at uddele munderinger og en anden modtage samme, uagtet han vel så at hans rene fortjeneste af 600 munderinger om ugen udgjorde 150 rigsbankdaler, hvilket ses af det efterfølgende. Dette måtte repræsentanterne indvillige i hvis de ikke straks ville høre grovhed og se hans sædvanlige opbrusen mod dem.

Følgen heraf var at munderingerne blev uddelte i flæng og spræng, så at når de aldrende eller fattige mestre kom og forlangte arbejde, fik de sædvanlig grovheder i stedet for det forlangte arbejde da der intet fandtes.

Da jeg i forvejen indså hvordan det ville gå, betingede jeg mig 200 styk munderinger om ugen. Hvilke jeg på ansvar ville lade sy godt og meddele trængende mestre hvad jeg ikke kunne klare syet på mit værksted.

Efter kort tids forløb beklagede de blandt lavets mestre som aldeles ingen munderingsarbejde havde haft, sig for mig over oldermanden at de var blevet dårligt modtaget af ham når de havde forlangt arbejde og påtalt deres ret. Ligeledes meldte hr. skræddermester Dahlberg mig at oldermanden havde godtgjort sig selv 8 skilling pr. mundering mere, end lavets repræsentanter (hvoraf denne mand selv var en) havde indvilliget ham, og anmodede mig om at tale lavets sag, da jeg var den ældste repræsentant.

En beskikkelse var nødvendig for at afæske oldermanden en lovlig lavsforsamling, hvortil d'herrer skræddermestre Dahlberg og Stoffel var mig behjælpelige. Men vi traf ikke hr. oldermanden hjemme. Han var på skydebanen. (Formodentlig for at fejre en højtid).
Jeg besluttede straks at skrive en begæring om en lavsforsamling og bragte samme hen på hr. oldermandens bopæl i overværelse af nævnte mænd.

Den forlangte forsamling blev foranstaltet til anden dags aften under præsidium af hr. etatsråd Hammerik, hvor jeg da talte lavets sag imod oldermanden i flere end en henseende.

Etatsråden fandt alle mine påstande begrundede. Iblandt andre ting foreslog jeg:

1. Et forbedret mesterstykke såsom det vi har, er af sådan beskaffenhed at det skaber staten tiggere i stedet for mestre.
2. At det må forebygges at ingen kom ind i lavet som interessent med mindre han virkelig var skrædder og ville udøve professionen på sit vundne borgerskab. (Det modsatte var nylig sket ved oldermandens egenmægtighed og dem af bisidderne som indvillige samme)

Med dette forslag for oldermanden op imod mig med ord som det siger I som en infam karl og det erklærer jeg her i hele forsamlingens nærværelse.

Ganske rolig hørte jeg på det og overlod det til forsamlingen hvad denne syntes om sådan opførsel. Etatsråden bad mig ikke at tage oldermandens opfarenhed til hjerte, skammede ham derpå ud, og bad os til sidst begge om at forliges, da han ikke ønskede nogen sag som var foregået i hans nærværelse, påtalt ved retten. Jeg adlød straks og lovede at hvad han ved sin opbrusenhed havde sagt, skulle være glemt og beklagede blot at Beck ikke mere var herre over sine lidenskaber.

I det jeg foredrog om de 8 skilling pr mundering som oldermanden havde beholdt, uden repræsentanternes vidende, bekendte han straks sin skrøbelighed med de ord at han ikke syntes at han kunne have mindre end 24 skilling pr. mundering for sin store ulejlighed. Dog tilbød han ligeså hurtigt at han ville betale enhver sine 7 skilling ud, så snart som de forlangt det.

Nu var 2200 munderinger allerede snart færdige og afleveret hos oldermanden, og man kan altså tænke sig at en sådan snært gjorde ham ondt, især da den traf uventet.

Jeg påstod endvidere at munderingerne for fremtiden absolut skulle udleveres til lavshuset fra depotet under opsyn af en af bisidderne, samt at ingen uden de mest trængende lavsmestre måtte tildeles dette en gang lavets tilkomne arbejde, så også at oldermanden aldrig måtte overfuse nogen aldrende og fattig mester med grovheder om han endog syntes at have grund dertil. (NB efter sin forstand).

Til dels indvilligede man mig alt, men at nogen bisidder måtte være til stede var efter de fleste repræsentanters mening urigtigt og overflødigt, hvorfor jeg måtte frafalde denne min påstand.

Forsamlingen hævedes og alle de tilstedeværende var tilfredse såvel med min klage som med min påstand.

Efter hr. etatsrådens var gået, erklærede oldermanden at hans hjerte aldrig havde sat i sådan en klemme som i de to timer han havde hørt mig tale om vores lav (enhver som læser dette kan let vide hvad det var der klemte ham), og jeg kunne ikke undlade at beklage ham som dog ellers var min formand.

Efter at vi nylig var blevet forligt, brød oldermanden straks forliget igen, nemlig idet han i et øjeblik da jeg var gået ned fra amtssalen i et nødvendigt ærinde, tog 13 mænd som var resten af hele forsamlingen, med sig og løb bort fra mig. Så at jeg efter 4 minutters forløb stod alene tilbage i salen. Jeg vil tro det var for ikke at sige godnat til den infame karl, hvilket prædikat han som meldt havde behaget at tillægge mig. Straks dagen derefter meldte jeg mig fra laden.

"Det passerede rygtedes samme aften ud på den kongelige skræddersal eller varedepot og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret". (Guldhuset, Rigensgade. Indtil 1818 var den kongelige militære uldmanufaktur her og beskæftigede 400 arbejdere. I 1820 hvor artiklen er skrevet, var der dog i stedet militærhospital. Fabrikationen var i stedet flyttet til Usserød - se foto senere. Eget foto).

Det passerede, nemlig forsamlingen i lavshuset, rygtedes samme aften ude i den kongelige skræddersal eller varedepot, og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret. Jeg forføjede mig derud og fandt til min største forundring at jeg nu kunne få munderingsarbejde på mit eget navn, og at kollegiet havde taget en anden beslutning med det arbejde hvorom den selvkloge oldermand havde kontraheret. Tillige at flere skræddere havde meldt sig for at forskaffe munderinger færdige, samt at lavet ikke fik nogen at sy til den høje pris mere.

Hvad var her at gøre? Jeg søgte nu at beholde noget hellere end intet, og efter at jeg havde hørt de nyere betingelser oplæst af en forfattet og undertegnet kontrakt med en skrædder hvis navn jeg også havde hørt og hvem jeg personlig havde set hos oldermanden, bekvemmede jeg mig til at forskaffe 200 stykker af simpleste slags syet i 8 dage for betaling af 16 rigsbankmark og 8 skilling pr. styk. Jeg undertegnede nu samme kontrakt som førstnævnte skrædder havde underskrevet og påtog mig 200 munderinger for en uge.
Mandagen efter modtog jeg nævnte 200 munderinger, delte de 110 ud igen i samme tilstand som jeg modtog dem til 18 skræddermestre som henvendte sig til mig om dem, og betalte disse med 16 mark 8 skilling pr. stk. da oldermanden samme dag var gået fejl efter munderinger på skræddersalen.

Opbragt over at man havde indladt sig med andre mænd end hr. oldermanden, blev han så vred (hertil kom at han straks tænkte på de 7.000 gange 24 skilling som han nu også gik glip af) at han øjeblikkelig løb hen på lavshuset, slog af ham selv opsmurt stor  plakat op på væggen i krostuen, hvori han fortalte alle sine lavsbrødre at jeg havde ødelagt hele munderingsarbejdet for dem. Også udspredtes det rygte at jeg havde sat lønnen derfor ned til 2 rigsbankdaler i stedet for 19 mark *). Ja man drev det endog så vidt at hr. skræddermester Bonnesen med mange flere modtog munderinger samme dag i store partier for 2 rigsdaler pr. mundering i arbejdsløn. Således virkede denne løgn på hans venner.

Straks derefter syede lavets mestre samme slags munderinger for 9 til 10 mark stk. Jeg derimod tog ikke mod en eneste efter at de 200 var færdige. 

Nu spørger jeg:

1. Var jeg den nederdrægtige og egennyttige som søgte at bedrage kongen, staten og lavet eller hvem var det?
2. Var jeg den som ved nogen løgnagtig opdigtelse nedsatte arbejdslønnen til 2 rigsbankdaler stykket for det her omtalte munderingsarbejde, eller hvem var  det?
3. Hvem er den som fortjener at forfølges, foragtes krænkes på ære og gode navn, når jeg således fralægger mig hr. oldermandens udtryk eller skældsord, er det da ham eller mig?

Dette tror jeg vil for det første være nok for at standse kabalens ondskab mod hvilken jeg venter og håber at fejre

D. With

*) Hvorfor ikke 19 mark 8 skilling

(Politivennen nr. 218. Løverdagen den 4de Marts 1820, s. 3489-3502)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 219. 11. marts 1820, s. 3524-3528 og i Politivennen nr. 221. 25. marts 1820, s. 3553-3556. 

Utilbørlig Kattejagt

For nogen tid siden sås 5 flåede katte liggende bag posten i nichen ved Trinitatis kirkemur. For omtrent 8 dage siden sås 3 sådanne katte på en renovationsvogn i Adelgade og til samme tid fandtes 2 indkastede i gården nr. 361 i Amaliegade. I sidstnævnte gård fandtes samme dag en kat hvis rygrad var overskåret og hovedet beskadiget, således at man for at ende dyrets pinsler måtte aflive det. Dette viser nok så meget at en utilbørlig jagt efter disse kreaturer igen finder sted. Men da disse dyr er højst nødvendige for dem der plages af utøj, da mange mænd der ejer en god kat, ikke ville miste den endog for mange penge, så var det ønskeligt om man kunne opdage en sådan kattetyv. 

De herrer buntmagere til hvem sådanne skind falbydes, gøres herved opmærksom på at de handler urigtigt når de køber disse, om de endog gør nok så godt et marked. For det er tredje mands ejendom hvortil sælgeren ingen ret har. De handler derimod mere i overensstemmelse med ret og pligt når de anholdt de falbudte varer og angiver falbydere til politiet. Herved ville kattetyvene blive opdaget, kattejagten forebygget, og hver mand beholde sin kat i fred.

(Politivennen nr. 217. Løverdagen den 26de Februar 1820, s. 3477-3479)

"For nogen tid siden fandtes 2 indkastede i gården nr. 361 i Amaliegade. I sidstnævnte gård fandtes samme dag en kat hvis rygrad var overskåret og hovedet beskadiget, således at man for at ende dyrets pinsler måtte aflive det." (Amaliegade. Redacteuren har ikke kunnet lokalisere nr. 361. Eget foto).

Bøn fra Store og Lille Torvegaden paa Christianshavn.

Politiets udviste virksomhed for at tilvejebringe fred, rolighed og orden mellem stadens indbyggere er allerede alt for almindelig bekendt til at berøres her. Men de afstedkommende uroligheder af og til ildesindede mennesker i staden har nødsaget politiet til at kalde nattegadevægterne til hjælp for i forening ved patruljering om muligt at forhindre sådanne, måske endnu oftere gentagne optøjer. Derfor burde der efter indsenderens mening tages hensyn til hvor sådanne vægtere nogenlunde bedst kunne undværes. 

"Den vægter som er betroet Lille Torvegade på Christianshavn, må påtage sig opsynet med Store Torvegade. Det vil vist være aldeles umuligt selv for den strengeste og bedste vægter at bestride denne post og vedligeholde den behørige orden og rolighed på så langt et distrikt." (Lille Torvegade. Den gik fra Knippelsbro til Christianshavns Torv og fortsatte derefter som Store Torvegade. Amagerport lå fjernest omtrent ved træerne. Torvegades bredde på 25 meter stammer fra en udvidelse i 1920'ernes "gadegennembrudsmani". Så kun den ene vejside er bevaret fra Politivennens tid. Eget foto)

Beboerne eller indbyggerne i de gader ville da ikke have mindste årsag til klager derover. Men at en vægter som ofte er en aldrende mand, skal have 2 besværlige lange poster at bestride, synes anmelderen at ville bringe til de høje ansvarliges opmærksomhed. Og til eksempel anføres at den vægter som er betroet Lille Torvegade på Christianshavn, tillige i ovennævnte tilfælde må påtage sig opsynet med Store Torvegade sammesteds. Disse 2 gader går som bekendt lige fra Amagerport og til Christianshavns Kanal ved Knippelsbro. Det vil vist være aldeles umuligt selv for den strengeste og bedste vægter at bestride denne post og vedligeholde den behørige orden og rolighed på så langt et distrikt. Så meget mere som da de 2 nævnte gader er de mest befærdede af alle Christianshavns gader og stræder. 

Indsenderen vover derfor at ytre sin ærbødig mening om at en vægter fra Bådsmandsstræde, Lille Kongensgade eller anden sådan lille gade bedre kunne undværes og tages til assistance ved ovennævnte patrulje.

Skulle dette finde høje vedkommendes bifald og opmærksomhed, ville vist  flere med indsenderen glæde sig over det og med taknemmelighed påskønne den høje øvrigheds omhu for det almenes bedste.

(Politivennen nr. 215. Løverdagen den 12de Februar 1820, s. 3451-3452)

Redacteurens Anmærkning

Med de nævnte optøjer menes formentlig efterdønningerne af den såkaldt Jødefejde. Denne var skudt i gang 3. september 1819. Bl.a. som følge af den uheldige politidirektør Hvidberg eskalerede disse eksplosivt de følgende dage, så politiet måtte søge hjælp først hos vægterne, senere af militæret, fx Hovedvagten på Kongens Nytorv og Kastellet. Store menneskemængder overfaldt i første omgang jøders boliger, men fra 6. september gik optøjerne over til at have karakter af en revolte så regeringen måtte træde ind med militær støttet af Borgervæbningen. Først omkring den 14. september lykkedes det at få nedkæmpet urolighederne. Under overfladen fortsatte det dog, hvor der var anledning til store forsamlinger fx 28. og 30. september 1819 og igen 28. januar 1820 på kongens fødselsdag. 

Torvegade var på Politivennens tid opdelt i Lille og Store Torvegade, hvor Lille Torvegade var strækningen tættest på Knippelsbro, se i øvrigt foto.

Om Lygter i Maaneskin

Såvel nytårsaften, nytårsdagsaften som flere aftener i denne frostrige vinter har vi haft det prægtigste måneskin, hvorved det har været så lyst at man har kunnet se at tage en toskilling op fra gaden, og dog har gadelygterne i den tid været tændt. Derimod ved man af erfaring at de ofte ikke har været tændt når månen har fået det indfald ikke at ville lade sig se. Og man har da måttet famle om i mørke og tåge. Anmelderen ved godt at det er og altid har været fastsat en tid i hvilken lygterne skulle brænde, at forbruget af tran osv. er beregnet derefter, og at det ville have sine vanskeligheder med belysningen hvis denne blev overladt til vedkommendes skøn. Men da han mener at en indretning ikke altid er god fordi den er gammel, og at man endog med belysningen må skride frem med oplysningen, vover han at tro det hensigtsmæssigt om lygterne slet ikke tændtes i virkeligt måneskin, men derimod tændtes når det var mørkt eller tåget, skønt almanakken til samme tid spåede måneskin. 

"Derimod ved man af erfaring at de ofte ikke har været tændt når månen har fået det indfald ikke at ville lade sig se, og man har da måttet famle om i mørke og tåge. " (Mur i lygtens skær, Eckersberg).
 
Den mængde tran som ellers i førstnævnte tilfælde forbrændes unyttigt, kunne så spares til den tid hvor belysning var nødvendig og da bruges hensigtsmæssigt. Vil man nu indvende at der efter vort fugtige og ustadige klima ville forbruges mere tran osv. når lygterne altid skulle brænde når det var mørkt, så kan dertil kun svares at for at opnå hensigten bør man bruge midlerne, og at økonomien især når man var sikker på at intet unyttigt bliver spildt, vel ikke mere bør komme i betragtning her end ved andre lejligheder. I vintre hvor vi har meget frost og sne, koster renovationen jo mere end i vintre som fx den mellem 1818 og 1819, men dog må det nedfaldende sne som forhindrer færdslen, bortkøres.

Skulle man mene at en ubestemt belysning ville give vedkommende anledning eller lejlighed til underslæb med tran osv., da kunne sådant gøres umuligt ved at ansætte en mand der skulle holde kontrol med det hele efter den fra enhver vægter indgivne rapport om hvilke aftener og hvor mange timer hver aften lygterne på hans post efter ordre havde været tændt.

"Når den vægter som var nærmest ved signalstedet, først anstak hjørnelygterne, så ville de tilstødende gaders vægtere selvom de ikke havde bemærket signalet, snart tænde efter den første, og så fremdeles. Og da ville lygterne over hele staden formodentlig være tændt lige så hurtigt som nu" (Tranlygte fra Politivennens tid, Nationalmuseet).

Fremdeles kunne det måske indvendes at nu er vægterne i forvejen underrettede om til hvilken tid de skulle tænde og slukke lygterne, hvorfor disse i almindelighed tændes temmelig ensformigt eller på en gang i alle gaderne, og at dette vel ikke ville kunne finde sted ved den ubestemte belysning. Men hertil svares at enten kunne sådant befales vægterne, som møder hver aften på paraden 1 til 2 timer før posten skal tiltrædes, eller også kunne antændelsen i ustadigt vejr tilkendegives ved et signal fra et af tårnene. Når da den vægter som var nærmest ved signalstedet, først anstak hjørnelygterne, så ville de tilstødende gaders vægtere selvom de ikke havde bemærket signalet, snart tænde efter den første, og så fremdeles. Og da ville lygterne over hele staden formodentlig være tændt lige så hurtigt som nu.

Dog, det var blot anmelderen hensigt at gøre de ansvarlige opmærksom på om der muligvis kunne bespares noget for det offentlige. Findes hans ide rigtig og udførlig, så vil de ansvarlige vist vide at anvende de bedste midler i denne henseende.

(Politivennen nr. 215. Løverdagen den 12de Februar 1820, s. 3441-3444)

Endnu et par Ord, betræffende fire- og tyveskillingssagen: Roeskildekroe contra fr. Tutein.

Som Politivennens læsere har erfaret er ved Københavns amts politikammer gået dom i ovennævnte sag, og bestyreren af Roskilde Kro er den tabende. Denne sag, dens tilsyneladende ubetydelighed uagtet, er i vis måde publikums. Først fordi det hvorfor jeg er dømt, har en stor del af mine medborgere i samme fag, deres øvrigheders specielle tilladelse at udøve, og den øvrige del som ikke har denne, udøver samme upåtalt med øvrighedens stiltiende tilladelse.

Hvilken næringsdrivende kan arbejde med tryghed i sit fag når en Storhans eller Jean de France hvem det falder ind at drive sit spøg, først ved at overfalde en fredelig borger med skældsord fordi denne tror at have samme ret til at få lidt for sit som enhver anden der ikke har sin næringsvej omsonst. Og dernæst end videre at have fripostighed nok til at gøre en sådan sag anhængig ved retten? Man skulle synes at en sådans indskrumpne hjerte dog ville tilviske sin mand frygt for at en sådan sag ved lidt undersøgelse blev afvist, og frygt for den strenge retfærdighed, men som denne vel ikke tror, skal kunne anvendes på ham.

Jeg har ovenfor sagt at min sag er tabt ved 1. instans. Men grunde har bevæget mig til at appellere til overpolitiretten. Dette troede jeg så meget før at burde gøre som samme dommer for nogle år siden i samme ret, dømte og pålagde nogle mig vedkommende en temmelig stor mulkt som ville falde mig til last. Grunde bevægede mig da også til at appellere til overpolitiretten, men her fik piben en anden lyd, dommen blev aldeles underkendt, mulkten mv. måtte vor kontrapart udrede. Dette anmærkes blot her i forbigående, for at publikum må erfare at jeg ikke appellerer fordi jeg måtte være trættekær, men fordi jeg foruden andre grunde også har grund til at formode at min forhenværende dommer S. Wedige også denne gang kan have forfejlet den rette vej. 

Hvad ende 24 skillingssagen for resten vil tage, må det glæde enhver med mig interesserende at erfare at jeg har dagligt beviser på at pluraliteten af det publikum hvis agtelse må være mig og enhver god borger kær, interesserer sig for mig. Den trøst denne overbevisning skænker mig, er stor og beroligende, om jeg endog mod formodning ved 2. instans skal tabe min sag! -

Den 24. januar 1820.

(Politivennen nr. 214. Løverdagen den 5de Februar 1820, s. 3426-3427)

Redacteurens Anmærkning.

En "Analyse til forhenværende Politiemester Wedege, med Hensyn til hans Skrivelse i Politievennen om 24 Skillingssagen: Roeskilde-Kroe, contra Fr. Tutein" skrevet af J. Hansen og dateret 24. oktober 1820, findes som tillæg til Politivennen.