Slavebesøg i Husene.

Der har nogle gange i dette blad været klaget over at slaverne, skønt under opsyn af deres påpassere, overtrygler folk såvel på gaderne her i staden som på broerne, om almisse. Vist nok har højere vedkommende lagt mærke til disse anker og givet forbud derimod, men disse forbud overholdes ikke, og at denne uskik endnu går i svang, kan man dagligt overbevise sig om. Dog ville man med tiden blive vant til at tåle den som et onde der ikke er let at afværge, slår slaverne alene tryglede på gaderne. Men at i i sådant ærinde går ind i husene mens deres vogtere meget tålmodigt står udenfor og venter på deres tilbagekomst, synes dog virkelig at gå alt for vidt. Således kom for 14 dage siden 2 slaver op til en enlig ene i Antonigade og bad om rejsepenge da de som de foregav, havde udstået deres straf og skulle rejse. Ligeledes kom i forrige uge en slave der ør har været sadelmager, op til en familie på Østergade for legeledes at bed om almisse. At det for mange må være meget ubehageligt, ja for fruentimmer rædsomt, at se sig ene med sådanne mennesker, hvis ærlighed dog nok kan være tvivlsom, vil vel ingen kunne nægte. Anmelderen tror derfor at burde gøre høje vedkommende opmærksom på det da det vist vil være dem lettere at forebygge denne uskik end at tilintetgøre slavernes trygleri på gaden.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3650-3651)

En Censur-Gaade.

Til indrykkelse i nr. 24 af den danske Statstidende indleverede jeg nedenstående vers, i anledning af en af vor agtværdige medborgeres død. Modtagelsen og betalingen mødt naturligvis ikke mindste vægring fra kontorets side. Desto større var derfor min forundring for ikke at sige forbavselse, da jeg siden erfarede at mit uskyldige gravdigt var blevet udslettet af statstidendens censor, geheimelegationsråd og ridder Manthey, Gud må vide hvorfor? - Vel har jeg ladet mg sige at der fandtes engang en censor som var så stærk i at anvende det almindelige på den enkelte at han under Bonapartes voldsregering forandrede det gamle danske sandsagn: "Man klæder sig på fransk og fryser på dansk!" til "Man klæder sig på fremmed vis" osv. Men, uagtet man må både fryse og gyse over nævnte censur-vinter, selv om den fremmede dragt var russisk, eller polsk, er jeg dog ikke kold nok til at henregne hr. geh. legatr. Manthey til sådanne censorer. Jeg vil ikke undersøge hvorvidt en censor i juridisk hensyn er hævet over lov og ret, ifølge hvilke et privilegeret bekendtgørelsesblad dog nok er forpligtet til at modtage alle indrykkelser, som hverken er lovstridige eller meningsløse. Jeg vil blot anstrenge min sjette kraft - hvortil jeg også herved opfordrer mine læsere - for om muligt at opdage grunden til censors udslettelsesdom.

Ved sammenligning har vist Statstidendes læsere for længst bemærket at den ældre berlingske tidende sædvanligvis havde et langt rigere indhold fra København end den nuværende statstidende hvis indenlandske armod især er påfaldende. Altså har gehei. legatr. næppe brudt staven over indrykkelse af mangel på plads. Endnu mindre kan jeg tro at han har troet at finde noget anstødeligt i versene, da disse ikke indeholder dadel uden i almindelige sandheder, som historien desværre! hjemler til alle tider. Allermindst tør jeg antage at min censor har vovet at anvende mine almindelige sandheder som passende på nogen vis enkelt, da dette jo ville være en af de groveste og uforsvarligste injurier mod den enkelte. Ja, selv om man turde antage en sådan ubegrundet, dunkel følelse i censors hjerte, kan man dog umuligt tro om hans hoved at dette i så fald ikke skulle have hjulpet ham bedre ud af tingen. Det simpleste af alt (under en censur-betænkelighed over hvis genstand enhver kan gætte, tro og snakke så meget han lyster, men jeg alene dømme!) havde nemlig været at udsætte indrykkelsen af mine vers til næste gang for således at få tid til betænkning over en betænkelighed der da sikkert havde hævet sig selv, enten den så rejser sig af mangel på passende plads, eller rigtig ordfortolkning.

Dog, kære læsere! jeg mærker nok at det ikke vil lykkes mig at opløse gåden, og derfor overlader jeg det ganske til dig at gætte eller til hr. geheimelegationsråd manthey at meddele grundene for hans: "Veto!" - Min almentydelige tekst følger hermed til behagelig afbenyttelse.

+

Arjen Jacson

Når en lejesvend sin lovsang toner
Ved en mægtig niddings sundhedsfest,
Når han, slangebugtet, lasten kroner,
Mens det tordner: "Ve!" fra øst til vest.

Da genlyder retfærds høje stemme
Gennem frimods djærve strengeleg:
Sandheds toner løgnens præst beskæmme,
Der sig æreløs til alt'ret sneg.

Men - den samme røst, som mandigt lyder
Imod givtig smigers fule ånd,
Hylder også varmt de rene dyder,
Der ej kende Guld og ordensbånd.

Derfor, Jacson! på din simple kiste
Skriver sandhed dig de simple ord:
"Kraftfuld dåd og broderskab han viste,
Mens hans vandred' her på dunkle jord!"

Mægted' jeg, at stemme brustne streng,
Som så mange vanheld sønderrev';
Ak! -da tolked' de end stærkt og længe
Hvad din død i frelstes hjerter skrev.

Dog, frigjorte Ånd! Du ser mit hjerte,
Ser, hvor inderligt det takker dig:
Ædelt lindred' du så tit min smerte,
Thi du hjalp, for halvt den nærmed' sig.

Held dig hist, i ånders frie rige,
Hvor kun død og kundskab give værd,
hvor ej munkeånd og vold bekrige
Sandheds tolk, med løgn og ild og sværd.

Blok Tøxen.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3646-3649)

Vandmangel i lille Amagergade.

Posten i gården nr. 320 i Amagergade har den fejl at den ofte ikke vil give vand, og når den engang imellem yder noget lidt, da er dette grumset og ubrugeligt. Husfolkene må hente det fornødne vand på andre steder, og farligheden af vandmanglen på dette sted kan måske være desto større, da der er to smedeværksteder i gården. Formodentlig er en af vandrenderne beskadiget, hvilket snart på efterses da årstiden tillader sådant arbejde.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3643-3644)

En slem Trappe paa Vestergade.

Ejeren af huset nr. 46 på hjørnet af Vestergade og Kattesundet lader vist den handlende i stuen bo for meget billig leje, siden han ikke sørger for en bekvemmere og mindre farlig opgang til butikken. Det var ønskeligt om sådanne fejl vedbygninger måtte påses og rettes, og denne ejer især pålægges at lade gøre en trappe på nævnte sted hvorpå man uden risiko turde vove sig op og ned af. Anmelderen har 2 gange haft det uheld at falde ned deraf, og dette har flere beklaget sig over, skønt man af folkene i butikken bliver erindret om at gå forsigtigt ned af trappen.

(Politivennen nr. 224. Løverdagen den 15de April 1820, s. 3613-3614)

Redacteurens Anmærkning.

Adressen hedder i dag Kattesundet 2/Vestergade 15 og er opført 1797-98 af murermestrene Philip Lange og Lauritz Thrane. Trappen er der tilsyneladende endnu, men da byen i de forgangne år er vokset opad, synes den ikke længere at være et problem.

Besvarelse af de i Politievennen No. 222 fremsatte Spørgsmaale

Til første spørger:

Af hvem? Eller i hvad hensigt? Da spørgsmålet i Politivennen nr. 22: om det er svenske fruentimmer tilladt at sælge, eller som udtrykket lyder: oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? allerede er stillet, vil anmelderen ikke her undersøge det da det synes at give sig selv. Vi har før hørt samme ideer ytret om andre til legemets bedækkelse henhørende fabrikata fordi vedkommende har næret og som man ser endnu, nærer den tanke at et udelukkende monopol skulle være gavnligt. Det er muligt at det vel vil være sådan for sælgeren, men næppe for køberen. Det er også ved flere lejligheder tilstrækkelig bevist. Her vil man kun i besvarelsen af spørgsmålet holde sig til menneskelighed og rimelighed.

Anmelderen tilstår at han aldrig har hørt et eneste ord om at beboerne i Hammerum og Lysgård i Jylland må sulte ihjel og i tusindvis rejse ud af landet i mangel på fortjeneste, og at man har de skrækkeligste klager fra disse egne, før han læste det på ovennævnte sted. Men fratrækker han de poetiske udtryk fra den sande mening heraf, så bliver resultatet allerhøjst dette: At disse mennesker mere eller mindre presses af tider og omstændigheder ligesom alle andre. For man måtte ellers forudsætte at de intet fik i betaling for deres arbejde eller på ingen måde blev betalt for det, i det forhold som disse varer her i hoseboderne er blevet betalt, fordi de strømper som før krigen købtes fra 20 til 28 skilling parret, er betalt her da de stod højest 16 mark til 3 rigsdaler parret, siden successive er gået ned, men betales dog endnu til dato med 4 mark parret og derover og det for uldstrømper som i bonitet ikke udmærker sig fra det svenske. 

Det er altså endnu langt over det dobbelte numeraire som de kunne købes for forinden krigen. Og de som alligevel beklager sig ved sådan betaling, har man intet at svare, fordi størstedelen som bruger og må betale disse varer vist ville skatte sig meget lykkelig ved at modtage deres indtægter efter denne målestok. Det er desuden notorisk at blandt hosekræmmerne her i byen findes mange rige mænd. Og man bør ikke tro andet end at disse vil betale de fattige arbejdere i Jylland den flid og de varer der har gjort dem til rige. Både efter retfærdigheds og menneskeligheds strengeste forskrifter, og på ingen måde tåle de menneskers sved og møje som de har at takke for rigdom, skal møde så kolde hjerter at de uden kraftigt at blive berørte om hjertet ufølsomt ville høre de skrækkeligste klager, ja se på at de i tusindvis drog ud af landet.

I mangfoldige år mindes anmelderen at de skånske fruentimmer der er kendt som flittige, fattige og stræbsomme mennesker, har søgt København for at afsætte de arbejder deres driftige husflid har bragt i stand. Og han mindes aldrig at have hørt nogen offentlig har beklaget sig over det. Tværtimod har mange været godt til mode ved på denne måde at kunne få en skjorte af godt hjemmegjort lærred på kroppen for billig pris. For man kan nok snarere sige at dovne hænder i tusindvis hos os hellere vil drive om med en kurv på armen år ud og år ind end ved nyttig husflid søge og finde næring. 

Skulle spørgeren derfor være af den mening at flid og arbejdsdrift hos hvilken som helst klasse af mennesker, men fornemmelig hos den nøjsomme og fattige klasse, skulle undertrykkes af politisk forhold for på denne måde des bedre at kunne fremhjælpe vindesyge og egennytte, så er sådan tænkemåde højst foragtelig. Men dette kan vel ikke heller være hans mening. Hvorledes i øvrigt handel og vandel skulle bestå, når den ene stat, det ene land skulle rette sig efter politiske forhold, er ikke let at fatte. For som det lader, vil han at ethvert rige for sig skal være en egen, fra andre stater aldeles udelukket handelsstat, fordi det monopol handelsmanden med uldvarer forlanger for sig, kan og bør jo da enhver anden handlende ligeledes forlange og da - Gud hjælpe os. Men når han lægger til: I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, så er det hele: ord uden forstand. Nej! Den usle indsuede tænke- og handlemåde må forbedres, først da vil meget blive anderledes. Ikke før.

(Politivennen nr. 224. Løverdagen den 15de April 1820, s. 3607-3612) 

Redacteurens Anmærkning

Svarskribenten bruger udtrykket numeraire som ikke har en dansk oversættelse. Det nærmeste man kan komme er gangbar mønt eller regneenhed. Skribenten ide må være at pengeværdien af en arbejdstime er det dobbelte sammenlignet med tilstandene før krigen. Mens den numeriske værdi er faldet.