Styg Uorden i Amaliegaden.

I gården nr. 138 i Amaliegade forefalder dagligt så mange uordner at de sikkert fra flere sider kræver politiets opmærksomhed. Ikke alene at værten i denne bygning sammenpakker en uhyre mængde ripsraps så at endog det mindste loftsrum er pakket med nøgne og halvnøgne mennesker som til dels om dagen falder folk besværlig med deres tryglen i esplanaden og på Toldboden etc., men disse huse igen andre af deres ligemænd, så det hele næsten er et sandt tiggerherberge, hvorved de få i gården boende agtbare familier samt nabolaget sættes i en stedsevarende uro da slagsmål og i det massive faldende skænderier hører til dagens orden blandt disse næsten aldrig ædru mennesker. Torsdag aften er det endog gået så vidt at en af disse tiggerkællinger som efter sædvane havde indtaget sit almindelige kvantum sovedråber hos nedenboende høker, skal derefter være blevet mishandlet af andre og kastet ned i en kælder i gården hvor hun fredag morgen fandtes død. Man bør håbe sådant bliver nærmere undersøgt. Vedkommende ville vist meget forbinde sig nabolaget om en politibetjent kunne få sin stadige bolig i denne gård, hvortil pladsen burde indrømmes gratis af værten, hvorved vist mange uordner kunne forebygges, og nabolaget få rå og befris for fare, især ved ildsvåde som så let kan opstå i en gård hvor disse på den blotte halm liggende mennesker slæber om vinteren omkring med deres ildpotter i alle huller.

(Politivennen No. 236, Løverdagen den 8de Juli 1820, s. 3812-3813).

Amaliegade 138 fik husnummer Amaliegade 35 i 1859, og Amaliegade 41 i 1926. I 1978 blev den henlagt til nr. 139. Den sydlige del er opført 1782 af hofbygmester C. F. Hansen, den nordlige del i 1788 af murermester Beckmann. Matrikel 139 blev sammenlagt med 140 til 139 & 140 som i 1953 blev til matrikel 139, opført 1949 af arkitekt Bo Cock-Clausen. 

Politivennen No. 239, lørdag den 29. juli 1820, side 3869 meddelte at sagen nu undersøgtes ved politiretten.

Raad til Qvindekønnet at see sig vel for hvad Lag det betroer sig til.

Den nye opdragelses hundredfold frugtbringende udsæd - som først frodigt har været i stand til at kunne vokse og kaste sine modne frugter efter at man er kommet til den fast overbevisning: at kæp og vons og færle skabte slaver og trælle, og gjorde voldsomt brud på den ædle menneskefrihed - findes nu hyppigt på veje og stier. Omhyggelig næredes og trivedes den til forbavselse for fornuften inden fædres fire vægge, og opmuntredes ikke sjældent ved den kildrende sjælefryd som uværdige forældre fandt i at en håbefuld pode med bestemthed kunne byde en far eller mor med et kraftudtryk der stemplede geniet: "at holde mund." Menneskets natur stræber fremad, både i godt og ondt, og ve! den i hvis hånd forsynet betroede at styre begge dele på den rette bane ifald han med ligegyldighed forsømmer nogen af delene.

Der står det nu, træet på godt og ondt; stolt løfter det sin top i højen sky, spredende sine tusinde og tusinde grene til verdens fire hjørner, alle bugnende af frugter. Men ak! hvilke frugter? Mængden er fuld af råd, orme af alle arter gnave dybt i kødet til kernehuset, mens skallens bedrageriske rødme skjuler fordærvelsen; og give Gud! at kun ikke dette træ bliver et eneste vildnis, hvori mange gartnere med fortvivlelse for sent vil vride sine hænder over at han til rette tid har sparet kniv og sav, for nu under dets tilspærrede giftbringende luft selv at  kvæles af det!

Det flyver til hvad side det vil, det falder i hvad jordmod det end måtte være, ordet, der søger at hegne mod brud på sædelighedens og anstændighedens enemærker, og sætter en dæmning for det gemene og uværdige i menneskesamfundet. Men høres skal det, og troligt er det at et frøkorn hist og her også vil falde i den gode ord. Og her min fortælling til advarsel.

For kort tid siden kom en holstensk vogn kørende, fuld læsset med fruentimmer og mandfolk der alle var godt klædte. Den holdt ved et sted hvor penge skulle betales, og efter at dette var sket, spurgte en ung herre (vulgo laps) manden der havde modtaget pengene: om han lystede et glas punch som var levnet? Da manden takkede og sagde ja, rakte han ham en flaske der var lunken. Uden mistanke åbnede manden flasken der raktes ham af kavaleren, men hvis indvortes han hastig erfarede svarede aldeles til giveren, da det hverken var mere eller mindre end lunket vand som skrives med tre bogstaver. Let vil man kunne begribe at sådant måtte irritere manden, og følgen blev at uagtet man påskyndede kusken at ile fra sine skarnsstreger, så løb manden dog vognen op og vedblev at overøse de derpå siddende med dens indhold. Fruentimmerne som man må formode - ifald selskabet ikke var fra et bordel i Ulkegade, fordi klæderne er i vore tider et aldeles falsk mærke på mennesker *) og alt i det hele betragtet som oftest kun er skaller - var aldeles uvidende om dette pludselige regnvejr, skreg godt, men fik en del af deres stads skamferet, fordi man ved at kønnets smykker ikke fordrager den slags beplettende vand. Især skal en del hatte som nu er kvindekønnets egentlige sjæl, ja som man i mængde ser stige op fra kælderhalse, og endog forvolder en nødvendighedsartikel i husmøbler, **) derved har lidt et ubodeligt nederlag. Men det gik her som det desværre så ofte går, det gik mest ud over den uskyldige. Havde den fornærmede givet sig tid, så ville der have været et bedre middel som ene havde ramt den skyldige, og tillige mindet ham om følgerne af sådanne lapsestreger når de atter vågnede hos ham. 

*) Det er endda ikke så sjældent at man ser den der for meget få år siden stod bag på vognen, nu at sidde inden i den, og morsomst er det blandt disse at se en vis mand, med en særdeles nådig patronmine at komplimentere gamle bekendte.

**) Anmelderen var nemlig nærværende for nogen tid siden, da et meget simpelt fruentimmer kom ind på samme sted og efterspurgte en dragkiste eller chatol. Det sidste blev forevist, men da køberen ikke fandt at deri var nogen dyb skuffe, så kunne købet ikke komme i stand, fordi den var aldeles nødvendig, da man ellers intet sted havde at lægge en hat. Forlystelsesraseri, arbejdslede, selvgjorte fornødenheder og higen efter at hæve sig over sin virkelige stand, er de eneste sande årsager til næringsløsheden.

(Politivennen No. 236, Løverdagen den 8de Juli 1820, s. 3807-3812).

Om udfaldet af denne sag, se Politivennen 244.

Et Memento til Hyrekudskene.

At det er en selvfølge af hyrekuskenes privilegium at de er forpligtede til enhver tid at have en vogn forspændt, eller i det mindste hjemme, til enhvers tjeneste der måtte behøve det, især i hurtig påkommende sygdomstilfælde, er upåtvivlelig vist. Hvor lidt denne deres forpligtelse overholdes, erfares vist ofte om søndag eftermidddag når vejret begunstiger deres ønsker, og tillader dem at tjene mere ved at lade deres heste og vogne gå lystture end ved at lade dem stå forspændte hjemme.

Således var sidste søndag den 25. d. m. tilfældet at en kone fik pludselig voldsomt anfald af brystkrampe og astma, og kun ved hurtig hjælp var livet at redde. Det første man attråede var naturligvis at få hende hjem til sin bopæl som var i nærheden, men dertil var en vogn nødvendig, og denne var hos 5 eller 6 af stadens hyrekuske ikke at få. Endelig fik man den hos hr. Jacobsen i Valkendorfsgade.

Det var derfor ønskeligt at det blev påset at de herrer hyrekuske i denne henseende husker deres pligter.

(Politivennen No. 235, Løverdagen den 1ste Juli 1820, s. 3799-3801).

Skjødesløshed med Heste.

Lørdag den 18. juni kl. 5.30 kom en stor vælig bondehest farende ud af Tvermoeses Gård på Kultorvet og løb langs ad fortorvet hen til Nørreport hvor den vel blev gennet af skildvagten, men tog i fuld spring vejen op af voldbakken. På volden modtes den af flere slidvagter der vel nødte den til at vende om, men da man ville gribe den, sprang den på optrinet bag kronen og tog flugten til henimod Østerport.

Omsider fandt en karl, formodentlig gårdskarlen fra omtalte gård, efter at have løbet sig træt, det rigtigst at hente magen til den bortløbne hest og satte nu i fuld karriere ud gennem Rosenborggade, Tornebuskegade og langs neden om volden henimod Østerport, hvorfra han efter et kvarters forløb kom i følge med en anden karl der red den bortløbne hest, jagende tilbage og ind i omtalte gård.

Lykkeligvis var der på det tidspunkt ingen spadserende på volden, ligesom den løse hest ikke så vidt anmelderen ved, på sin vej mødte på gamle, svage eller børn der har tungt ved at retirere med hurtighed, så at det for denne gang løb af uden at der skete skade. Kan altså i betragtning heraf den skødesløshed at slå heste løs i en åben gård for denne gang tilgives, så mener anmelderen dog at disse to karle der uden nødvendighed og efter at hesten var grebet, jog afsted i stærkeste fart tilbage, fortjener en korrektion eller  det mindste en formaning om at lade sådant være for eftertiden, da den stærke riden lige såvel som for stærk kørsel, er forbudt efter politianordningen.

(Politivennen No. 235, Løverdagen den 1ste Juli 1820, s. 3799-3801).

Brev fra tvende Forløbere

Hr. Udgiver!

Den 21. i denne måned var vi 2 heste spændt for som forløbere for den bedste ligvogn, der med 6 heste skulle befordre et lig fra Kompagnistræde til Assistenskirkegården. Alt var propert og elegant ved ligfærden. Selv forrideren som red på en af os, var på sin måde pyntelig klædt og han såvel som kusken nyligt barberet. Men derimod var vi alle seks, fornemmelig vi 2 forløbere, forsynet med sørgeskaberakker der virkelig så helt sørgelige ud. For de var besat med lapper, og da de er af nyt klæde, stikker de fælt frem på det øvrige af det gamle forslidte skaberak. Og da vi skyldige kreaturer måtte høre en del spydige bemærkninger og spottegloser af de talrige tilskuere såsom: om sladderstads, om armod og hovmodighed, Don Kanude de Colibrados, at 2 velklædte heste ser bedre ud end 6 lappede osv. så beder vi dem hr. Politiven som dog før har [tænkt] og talt til vort bedste at de ville gøre de ansvarlige opmærksom på det for om muligt at bevirke en forandring, lige såvel som det lykkedes dem at få ligbærernes dragt forandret til det bedre. 

Vi heste har også en vis ambition. For når vi skal gå for en renovationsvogn eller for de fattiges ligvogn, så er vi ligegalde med hvorledes man udruster os. Men når vi skal i stads og mange menneskers opmærksomhed er henvendt på os, så er vi undselige når vores påklædning ikke efter vores hesteforstand svarer til det øvrige. Vi anbefaler os på det bedste.

De to forløbere for den 6 spændige ligvogn den 21. juli.

***

Udgiveren som tilfældigvis var tilskuer ved omtalte ligfærd blev ved adskillige af tilskuernes pegen og ytringer gjort opmærksom på disse sørgedækkener, og han må tilstå at de kun er i mådelig stand. Skønt han er en stor hader af al utidig pomp og pragt ved ligfærd, tror han dog at intet ved disse bør finde sted som på mindste måde kan vække latter eller forargelse. Og da han er af den overbevisning at sådanne sørgedækkener kunne vare meget længe, som også at betalingen for ligvognene synes at være klækkelig, så kan han ikke undlade at forene sin bøn med de to forløberes, at de slidte sørgedækkener for den seksspændige ligvogn må kasseres og nye anskaffes i deres sted.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3787-3789)