Spørgsmaal til Kommandantskabet.

I mange tider har det været brugeligt og tilladt at sejle ud med både fra Langebro til det såkaldte stakat eller den bekendte række af pæle, for der imellem begge indløbene at binde bådene fast, og frit forlyste sig i det frie og kølige element. Med mangfoldige andre har indsenderen allerede i fler eår besøgt denne fortræffelige bådplads for efter dagens hede og møje om aftenen at søge en velgørende og behagelig forfriskning i det klare og rene vand der findes sammesteds idet strømmen hele tiden fornyr samme og bunden er en sandbund, og da det tillige er af en dybde at såvel den svømmende som den ikke svømmende kan fornøje sig her. Hertil kommer at man der ikke inkommoderes af tilskuere fra landet, og at roningen yder en behagelig og passende motion efter badet. Indsenderen blev derfor meget bedrøvet da den 8. juli, lørdag aften, en båd med nogle soldater af livregimenterne kom ud fra vagthuset og forkyndte i bydende tone, at man straks skulle forføje sig bort derfra og begive sig ind i krogen ved det såkaldte køkkenkurv forbi den udlagte svømmebro hvor vandet er dybt og skident og bunden er mudret. Spørgsmålet om vandet der ikke skulle være dybt, besvarede de benægtende. På denne ordre begav nogle sig tilbage til Langebro og spildte således penge og fornjelse, andre ventede på ordrens eksekution og atter andre begav sig på den befalede plads. Her indtraf nu den ulykke at et ungt menneske der formodentlig også havde fået nævnte forsikring, begav sig i vandet uden at kunne svømme, og da dette var for dybt, så havde han tilsat livet hvis ikke heldigvis en forbisejlende båd havde taget ham op og hvis hans livsfare ikke var blevet bemærket af en af de tilstedeværende.

Det var derfor at ønske at publikum blev underrettet om der virkelig eksisterer en sådan anordning, og i modsat tilfælde at soldaterne blev afholdt fra at eksekvere selvgjorte befalinger.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3831-3833).

Uorden af Hyrekudskekarle i Sorgenfri Skov.

Det var at ønske at der i Sorgenfri Skov måtte være til stede enten nogen af sognefogederne eller et slags politi der kunne påse og hæmme den uorden og farlighed enhver familie er underkastet ved adskillige hyrekuskekarles letsindighed der lader deres løse heste tumle sig i nærheden af de borde og bænke hvorved man søger at nyde sine medbragte forfriskninger. Dette var tilfældet onsdag den 5. juli med to kuske, den enes heste slog ud efter et barn, en forsynets vilje frelste det fra dens morderiske slag. Den andens heste som skal være fra Gothersgade, satte i fuld spring til et familiebord hvor farten formodentlig skulle have været over bord og bænk, men ved en dames resolverethed at vifte med et hvidt klæde, blev denne fare standset. Men den derved følte skræk betog dem den øvrige fornøjelse for den dag, selv for tilskueren var dette et rædsomt syn. Forfatteren formoder desårsag at en pengemulkt for sådanne kuskes kådhed ville måske hæmme denne uskik.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3830-3831).

En Uskik.

I skovegnene har man længe haft den skik på st. hansaften at opstable en del brænde og antænde ild på samme. Bonden kalder dette at brænde blus. I Nødebo har denne skik ikke været i brug i nogle år, dog fandt det atter sted sidste st. hansaften. Men da et meget stort bål udbrød i flammer st. hansdag om aftenen bag hr. hofmarskallens gård ved Fredensborg, forårsagede dette en ikke liden skræk hos omegnens beboere der med tanke på at det var en gård som brændte, ilede til med sprøjter og slukningsanstalter. Skulle man ikke finde det rigtigst at forbyde denne skik hvorved mange favne af det for nærværende tid så dyre brænde ødelægges til unytte, så var det dog godt om det pålagdes vedkommende at kundgøre når sådant foretoges for ikke unødvendigt at sætte folk i forskrækkelse.

(Politivennen No. 236, Løverdagen den 8de Juli 1820, s. 3818-3819).

Styg Uorden i Amaliegaden.

I gården nr. 138 i Amaliegade forefalder dagligt så mange uordner at de sikkert fra flere sider kræver politiets opmærksomhed. Ikke alene at værten i denne bygning sammenpakker en uhyre mængde ripsraps så at endog det mindste loftsrum er pakket med nøgne og halvnøgne mennesker som til dels om dagen falder folk besværlig med deres tryglen i esplanaden og på Toldboden etc., men disse huse igen andre af deres ligemænd, så det hele næsten er et sandt tiggerherberge, hvorved de få i gården boende agtbare familier samt nabolaget sættes i en stedsevarende uro da slagsmål og i det massive faldende skænderier hører til dagens orden blandt disse næsten aldrig ædru mennesker. Torsdag aften er det endog gået så vidt at en af disse tiggerkællinger som efter sædvane havde indtaget sit almindelige kvantum sovedråber hos nedenboende høker, skal derefter være blevet mishandlet af andre og kastet ned i en kælder i gården hvor hun fredag morgen fandtes død. Man bør håbe sådant bliver nærmere undersøgt. Vedkommende ville vist meget forbinde sig nabolaget om en politibetjent kunne få sin stadige bolig i denne gård, hvortil pladsen burde indrømmes gratis af værten, hvorved vist mange uordner kunne forebygges, og nabolaget få rå og befris for fare, især ved ildsvåde som så let kan opstå i en gård hvor disse på den blotte halm liggende mennesker slæber om vinteren omkring med deres ildpotter i alle huller.

(Politivennen No. 236, Løverdagen den 8de Juli 1820, s. 3812-3813).

Amaliegade 138 fik husnummer Amaliegade 35 i 1859, og Amaliegade 41 i 1926. I 1978 blev den henlagt til nr. 139. Den sydlige del er opført 1782 af hofbygmester C. F. Hansen, den nordlige del i 1788 af murermester Beckmann. Matrikel 139 blev sammenlagt med 140 til 139 & 140 som i 1953 blev til matrikel 139, opført 1949 af arkitekt Bo Cock-Clausen. 

Politivennen No. 239, lørdag den 29. juli 1820, side 3869 meddelte at sagen nu undersøgtes ved politiretten.

Raad til Qvindekønnet at see sig vel for hvad Lag det betroer sig til.

Den nye opdragelses hundredfold frugtbringende udsæd - som først frodigt har været i stand til at kunne vokse og kaste sine modne frugter efter at man er kommet til den fast overbevisning: at kæp og vons og færle skabte slaver og trælle, og gjorde voldsomt brud på den ædle menneskefrihed - findes nu hyppigt på veje og stier. Omhyggelig næredes og trivedes den til forbavselse for fornuften inden fædres fire vægge, og opmuntredes ikke sjældent ved den kildrende sjælefryd som uværdige forældre fandt i at en håbefuld pode med bestemthed kunne byde en far eller mor med et kraftudtryk der stemplede geniet: "at holde mund." Menneskets natur stræber fremad, både i godt og ondt, og ve! den i hvis hånd forsynet betroede at styre begge dele på den rette bane ifald han med ligegyldighed forsømmer nogen af delene.

Der står det nu, træet på godt og ondt; stolt løfter det sin top i højen sky, spredende sine tusinde og tusinde grene til verdens fire hjørner, alle bugnende af frugter. Men ak! hvilke frugter? Mængden er fuld af råd, orme af alle arter gnave dybt i kødet til kernehuset, mens skallens bedrageriske rødme skjuler fordærvelsen; og give Gud! at kun ikke dette træ bliver et eneste vildnis, hvori mange gartnere med fortvivlelse for sent vil vride sine hænder over at han til rette tid har sparet kniv og sav, for nu under dets tilspærrede giftbringende luft selv at  kvæles af det!

Det flyver til hvad side det vil, det falder i hvad jordmod det end måtte være, ordet, der søger at hegne mod brud på sædelighedens og anstændighedens enemærker, og sætter en dæmning for det gemene og uværdige i menneskesamfundet. Men høres skal det, og troligt er det at et frøkorn hist og her også vil falde i den gode ord. Og her min fortælling til advarsel.

For kort tid siden kom en holstensk vogn kørende, fuld læsset med fruentimmer og mandfolk der alle var godt klædte. Den holdt ved et sted hvor penge skulle betales, og efter at dette var sket, spurgte en ung herre (vulgo laps) manden der havde modtaget pengene: om han lystede et glas punch som var levnet? Da manden takkede og sagde ja, rakte han ham en flaske der var lunken. Uden mistanke åbnede manden flasken der raktes ham af kavaleren, men hvis indvortes han hastig erfarede svarede aldeles til giveren, da det hverken var mere eller mindre end lunket vand som skrives med tre bogstaver. Let vil man kunne begribe at sådant måtte irritere manden, og følgen blev at uagtet man påskyndede kusken at ile fra sine skarnsstreger, så løb manden dog vognen op og vedblev at overøse de derpå siddende med dens indhold. Fruentimmerne som man må formode - ifald selskabet ikke var fra et bordel i Ulkegade, fordi klæderne er i vore tider et aldeles falsk mærke på mennesker *) og alt i det hele betragtet som oftest kun er skaller - var aldeles uvidende om dette pludselige regnvejr, skreg godt, men fik en del af deres stads skamferet, fordi man ved at kønnets smykker ikke fordrager den slags beplettende vand. Især skal en del hatte som nu er kvindekønnets egentlige sjæl, ja som man i mængde ser stige op fra kælderhalse, og endog forvolder en nødvendighedsartikel i husmøbler, **) derved har lidt et ubodeligt nederlag. Men det gik her som det desværre så ofte går, det gik mest ud over den uskyldige. Havde den fornærmede givet sig tid, så ville der have været et bedre middel som ene havde ramt den skyldige, og tillige mindet ham om følgerne af sådanne lapsestreger når de atter vågnede hos ham. 

*) Det er endda ikke så sjældent at man ser den der for meget få år siden stod bag på vognen, nu at sidde inden i den, og morsomst er det blandt disse at se en vis mand, med en særdeles nådig patronmine at komplimentere gamle bekendte.

**) Anmelderen var nemlig nærværende for nogen tid siden, da et meget simpelt fruentimmer kom ind på samme sted og efterspurgte en dragkiste eller chatol. Det sidste blev forevist, men da køberen ikke fandt at deri var nogen dyb skuffe, så kunne købet ikke komme i stand, fordi den var aldeles nødvendig, da man ellers intet sted havde at lægge en hat. Forlystelsesraseri, arbejdslede, selvgjorte fornødenheder og higen efter at hæve sig over sin virkelige stand, er de eneste sande årsager til næringsløsheden.

(Politivennen No. 236, Løverdagen den 8de Juli 1820, s. 3807-3812).

Om udfaldet af denne sag, se Politivennen 244.