Om Bornholm.

(Indsendt)

Bornholm er for nærværende tid i en fremvækst der næsten kunne være at ligne med Odessas. 1810 skrev etatsråd Thaarup "at handelen blev drevet i det små; enhver skipper, enhver sømand handler, og hos købstædernes købmænd træffes så ubetydelige lagre at en embedsmands velforsynede hus kan have lige beholdning af mange varer." Alle de af Thaarup leverede data bekræftede rigtigheden af dette som vel ikke heller var at tvivle på når det blev sagt af en mand i den stilling. Efter fem år, nemlig 1815 da de herrer Ravert og Garlieb rejste, havde Rønne fået som i deres rejse s. 119 siges: tres grosserere.

Når nu jernværkerne kommer i stand og de bornholmske stenkul får fordrevet det skotske, da hvilke udsigter!!

Politivennen mener at Rønnes politi måtte have den forstærkning som den så stærkt fremskridende kultur fordrer, og at det var ønskeligt at mens fysikeren og kemikeren arbejder for bjergvæsnet, en jurist ville give udkast til bjerganordning. Praktisk bjergmands- og hyttemands mening behøves ikke.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3861-3862).

Svømmere ved Toldboden.

Da flere steder er blevet anvist dem der vil øve sig i at svømme, så synes det passende om det blev forbudt de drenge som dagligt, men især om søndagen, opholder sig i vandet ved toldboden, blot for at trække penge fra tilskuerne, at indfinde sig der. På de dage da dampskibet gjorde lystture til Bellevue, så man hele flokke nøgne drenge, ligesom tritoner, boltre sig i vandet, og at forfølge bådene som satte passagererne til og fra borde. At deres mangehånde bevægelser og udelikate udtryk må forarge anstændige fruentimmer, og enhver der ikke har tabt blufærdighedsfølelse, er dog vel troligt.

(Politivennen No. 238, Løverdagen den 22de Juli 1820, s. 3853).

Om Tiden for Stænkningen ved Stadens Porte.

At støvet ved stadens porte på hede dage dæmpes ved at stænke det med vand, er en meget god indretning som røber agt for publikums sundhed, bekvemmelighed og behagelighed. Man skylder unægtelig vedkommende autoritet tak derfor hvad enten det er sundhedskollegiet, eller magistraten eller kommandantskabet. Men alting, siger Salomon, har sin tid. Således er også til visse forretninger en tid af dagen mere belejlig end en anden. Næppe tillader fx politiet bønderne at skrige med tørv og amagerpigerne med rejer kl. 4 om morgenen da folkkan antages at behøve endnu en times tid længere ro før de vækkes. Deriomd kunne man ønske den gadefejning og vandstænkning ved glacierne ved Nørre- og Vesterport især hvis det skal ske med slaver, forlagt til den tidlige morgenstund. Næppe kan den opstilling af en række slaver ved stadens porte finde sted til en mere ubelejlig tid end søndag aften klokken 7-9. Dette skue er af den højeste grad af menneskejammer kan ikke andet end i de forbigåendes sind vække mismod og sorg, og undertegnede kender intet stærkere (om endog aldeles tavs) overhæng af tiggere. Man håber ved en spadseretur i en kølig aftenstund at stemme sindet til blive og behagelige følelser, og "glemme al verdens små besvær," men ved synet af slaverækken bliver man naturligvis så forstemt at man hellere måtte være blevet hjemme inden for sine fire vægge. Undertegnede som søndag aften den 16. juli kl. 7.30 gik ud af Nørreport og kl. 8.30 kom tilbage, havde begge gange denne scene af menneskelig elendighed at døje. Da han i den anledning henvendte sig til den slaverne bevogtende sergeant, svarede denne: kommandanten har befalet det.

Desiderius.

*** *** ***

Udgivere der flere gange i sit blad forgæves har fremsat det ønske at stadens gader på varme dage måtte stænkes med vand for at dæmpe det støv der ikke alene falder fodgængerne besværlig, men ved mindste vind eller under fejningen ryger ind i husene, og kaster sig på møbler, gardiner m.m. kan ikke lade denne lejlighed gå forbi uden at yde sin tak til stadens brave kommandant der ved foranstaltning af broernes stænkning med vand viser, som i så meget andet, sin agt for Københavns indbyggeres sundhed, bekvemmelighed og fornøjelse. Han kan heller ikke undlade atter at fremsætte det ønske at denne stænkning måtte ske såvel i forstæderne som indenfor stadens porte. Men han er ikke enig med ovenstående stykkes ærede indsender at stænkningen burde foretages kl. 4-5 om morgenen. For på varme dage ville det påstænkede vand så hurtigt bortdunste at man henimod kl. 56 om eftermiddagen da spadsereturene sædvanligvis begynder, næppe ville kunne mærke at stænkning var foretaget.

(Politivennen No. 238, Løverdagen den 22de Juli 1820, s. 3849-3852).

Lazaroner i Cancelliegaarden.

Hr. udgiver!

Da deres velbyrdigheds ugeblad Politivennen har rettet så mange fejl og bevirket at adskillige uordener er blevet hævede, så anmodes De herved om behagelig at gøre opmærksom på en del lazaroner, både af mand- og kvindekønnet der altid ses i kancelliets gård, dels at bade sig i solens stråler, dels at foretage en renselse fra bekendte insekter. Undertiden søger disse ulykkelige et skjul snart under trappen op til den såkaldte kancelligang, eller den til rentekammerets kollegiestue førende gang, snart ved siden af trappen henimod et af arkiverne i kancellibygningens forreste facade hvor de især henimod aften ses at forsamle sig. Vel forsøger partneren så ofte han bliver vidende derom at udjage disse personer, men desuagtet indfinder de sig straks igen, indtil endelig døren og porten lukkes. Det bemærkes imidlertid at hverken i kommissariatet eller den såkaldte Lerchiske Gård findes nogen tid nævnte lazaroner. I en bygning hvor flere af de første regeringskollegier findes og altså besøges af mange især høje fremmede, er det et højst væmmeligt syn som de nævnte mænd og især kvinder der udgør flertallet, afgiver, foruden at disses nærmelse og stundom påtrængenhed vidner om hvor dybt mennesket kan synke. 

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3836-3837).

Uorden i Dyrkiøb.

Den uskik har temmelig meget taget overhånd blandt kælderbeboerne i gaden Dyrkøb ved Frue Kirke at de ved hjælp af oprejste stænger drager klædesnore på plankeværket om kirken og ophænger alle slags fæle og urene klædningsstykker, hvilket ofte slår de som passerer gaden, i ansigtet, såsom de som oftest må gå på den side da der i almindelighed på grund af snavs er ufremkommeligt inde ved husene. Meget ønske at der måtte blive rådet bod på dette uvæsen.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3835-3836).