Om Uhret paa Reformert Kirke.

Da uret i den Reformerte Kirke sidste vinter og denne sommer har alle de fejl et ur kan have, nemlig: at det til dels viser galt, til dels går urigtigt og endelig i hele nætter og dage står ganske stille, så var det at ønske såfremt det ikke kan blive sat i tilbørlig stand, at skiven aldeles blev borttaget og klokken befriet for hammer, ligesom den er det for knebel, for ellers er og bliver det et sandt 1. aprilsnummer, især for de familier der bor i nærheden, hvoriblandt just indsenderen heraf befinder sig.

(Politivennen No. 240, Løverdagen den 5te August 1820, side 3879)

Igjentagen Ønske fra Christianshavn i Politievennen No. 216 d. A.

Dette bestod i at Prinsessegade der helt igennem er fuld af huller og meget slet, måtte blive omlagt eller udbedret. Men især at det stykke af Dronningensgade fra Børnehustorvet ned til St. Annægade måtte blive omlagt, da samme mere ligner en forhullet landevej end en gade, og vil når de mørke aftener kommer, være farlig at passere, især for personer der er svage til fods. Der findes store sten rent opkørte, og ingen fortorve eller ordentlige rendestene gives på nogen af siderne. Dette bringes herved på ny i erindring, og man håber at vedkommende vil i denne sommer råde bod på det.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3865-3867).

Tour fra Amager til Kiøbenhavn d. 16de Juli 1820.

Anmelderen kom sammen med familie fra Ullerup By på Amager til Amagerport efter 1 3/4 timers lang spadseretur, og blev højlig forundret ved at erfare at det blev forbudt gående at passere porten på det tidspunkt da alle natvogne passerer samme og den desårsag stod åben nemlig kl. 12. 5 minutter. Forgæves henvendte tre borgere og bosiddende mænd af staden sig til den vagthavende officer, og anmelderen fandt det overdrevent at spilde sin betakkenhed på følesløshed da der iblandt 20 ventende personer var en aldrende kone der efter at have tilbagelagt 1½ mil alligevel måtte finde sig i at tage kvarter uden for barrieren hvor hun med de øvrige blev opvartet med natvognens desmerlugt og karlenes hån. Ikke desto mindre troede anmelderen at al passage var stoppet for at forebygge toldsvig, men fandt sig meget forundret ved at finde en toldbetjent hele natten på sin post uden at have noget at efterse, da han vist nok lod alle natvognene passere. Altså tager anmelderen sig den frihed at spørge: når ingen undtagen natvognene må passere, hvorfor skal der da være nogen toldbetjent ved Amagerport fra 12 til 3.30 slæt? og når der er en toldbetjent, hvorfor må da ikke enhver passere porten da den alligevel står åben? Jeg vil kun anmærke at jeg fredag den 14. juli passerede samme port kl. 1½ slæt om morgenen uden engang at blive tiltalt af enten skildvagter eller andre, med undtagelse af den vagthavende toldbetjent som undersøgte vognen. Ligeledes må jeg gøre politiet opmærksom på at jeg så flere køre med natvogne blandt hvilke adskillige kørte med deres fulde ladning i fuld karriere genne Christianshavns gader så at folk ikke alene derved kunne komme til skade, men blive såvel i gaderne overstænket med skarn ved vognenes heftige slingren. Burde ikke vægterne pålægges at forebygge sådan uorden?

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3865-3867).

Ludvig Frederik Both (1823-1887): Amagerport. Hertil og ikke længere, ifølge artiklen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erindring til Vedkommende.

Den mand som styrtede sin store tykke skurvede pudeltævehund ud i Peblingesøen ved slagterhuset på Nørrebro den 19. dennes om eftermiddagen kl. 7.15 ville meget forbinde Københavns indbyggere dersom han ville vende sig af med en så utilgivelig eller utilladelig handling og derimod selv betænke at denne sø er en af stadens mest velsignede drikkekar hvoraf mange nyder en læskende og behagelig næring. At anvise den utænkende sin straf ved love og politi var anmelderen heraf umuligt, da der på broen ikke fandtes nogen betjent på samme tid nærværende, hvilket ellers havde været det rigtigste. Men imidlertid behager personen at tage denne advarsel ad notam da man både kender ham og hans tæve.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3864-3865).

Vandhuset alt for nær Lysthuset.

På en sørejse til Svendborg hvor adresse førte mig til hr. Baagøe, ejer af et sted tæt ved skibsbroen, blev jeg på en behagelig måde overrasket ved synet af denne bro der med smag forskønnes ved nye udvidelse. Udsigten til omegnen der er sjælden skøn, gør den til indbyggernes spadserested tidlig og sildig og ved ind- og udskibning arbejder en del mennesker her. Gennem en ny opbygget port der gør vedkommendes smag ære, kommer man ind i byen. At dette steds mangfoldige skønheder vansires ved et gammelt vandhus der støder tæt op til hr. Baagøes bygning hvor intet afløb til stranden kan ske, er den rejsende påfaldene, og nøder ham til at forlade et så behageligt sted før hans vilje. Selv i hr. Baagøes have der støder tæt dertil, er luften ved mindste varme så forpestet af denne stank at denne familie kun kommer der af nødvendighed. At indbyggerne ikke har søgt at få en sådan for sundheden højst skadelig indretning flyttet til en mere passende plads, må tilskrives deres sløvgjorte smag for den mængde skønne udsigter som Svendborg ejer. Men det er at forvente at vedkommende der med så megen flid lader et sted forskønne, vil værdige disse linjer opmærksomhed og bidrage snarest til såvel de spadserendes som arbejdernes og beboernes højeste nødvendighed, ren luft. Efter indsenderen uforgribelige mening findes en passende palds på broen ved bolværket ved den såkaldte gamle huk. Her vil stranden bortskylle urenligheden, uddunstningen ske ud over havet og synet ikke være stødende for øjet, når dette sted opfrøres af strandportens bygmester som kan ske endog uden stor bekostning. Og da det er en nødvendighed, så vil man lettere tåle den end ikke just ikke få unødvendigheder som indsenderen hist og her så at måtte tåles. Ved at blive befriet for dette farlige naboskab, får hr. Baagøe endnu den nødvendige frihed i at kunne lade sin bygning reparere.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3862-3864).

Tegner & Kittendorff: Hans Jørgen Baagøe (1783-1867). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Redacteurens Anmærkning

Baagøe-familien var kendte storkøbmand i Svendborg. Den første ejendom omfattede bl.a. korn- og trælast, butikshandel, brændevinsbrænderi og fire skibe. Forretningen blev grundlagt 1744 af Rasmus Peder Gommesen (Ærø).  Datteren giftede sig med en rebslager fra Bogø. Sønnen Hans Jørgen Baagøe overtog 1807 ledelsen af forretningen og han opbyggede et stort og driftigt handelsimperium op, med købmandsgård, strandhave og tilliggende jord samt indskibningspladsen med pakhuse, skibsværft og rederi. Flere af bygningerne findes endnu. I 1833 købte Hans Jørgen Baagøe en gård til sin ældste søn Laurits Jørgen Baagøe. Det gik fremragende, han byggedepakhus, og ved Lundevejen, hus med have.

Klagen blev gentaget i Politivennen 253, november 1820 (s. d.).