Det skændige uvæsen der viser sig ved voldelig overfald på rolige og fredelige undersåtters ejendom, må harme hver retsindig mand. Dersom en sammenløben pøbel gør regning på sin store, men uordentlige masse, da forregner den sig sikkert, og må naturligvis kræve hver brav mands løftede arm imod sig. For af alt regimente på jorden er dog vel pøbelregimentet det afskyeligste og nederdrægtigste. Til dettes undertrykkelse er unægtelig intet virksommere middel fra den offentlige autoritets side end at møde egenrådig vold med lovlig kraft på stedet. Disse pøbelskarer og drengeherrer der tror sig voksne til at udføre et gadeherredømme der gør indgreb i den offentlige ro, i den sikkerhed som enhver venter i en kultiveret stat på offentlig gade, følelig og drøjt vises på stedet at den optugtelse de mangler eller tror sig vokset fra, endnu er til stede. Intet kurerer den kåde, tøjlesløse og til dels ondskabsfulde pøbel bedre end tørre hug hvor der ikke lægges fingre imellem. Man bør slå til rette tid således at de pågældende kan føle, føle længe at det er alvor. For at kurere fra bunden af vil det ved sådanne lejligheder på ingen måde komme an på nogle arme og ben, for det almindeliges vel som her er spørgsmål om, er af langt højere betydning og vægt. At kaste vinduer ind og forvolde urostiftende opløb i en stor by, er et af de fejeste og nederdrægtigste skarnstykker anmelderen kender, og ved ingen straf for hård for udøveren, om end den til lovlig sikkerhed og orden autoriserede magt på stedet hængte vedkommende i lygtepælen.
At såkaldte velklædte folk af alle stænder og køn kan som til en forlystelse tillade sig at gå gade op og gade ned for at se og mætte deres nysgerrighed på sådanne uvaner og voldsomme overfald, er lige så meget at forundres over som at beklage. Heller ei bør den offentlige myndighed der må og skal foutineres, ske på kjole eller køn, men uden både persons- og kønsanseelse udøve deres lovlige kald og pigter. Ingen har ved sådanne lejligheder at beklage sig over det ham tilstødte, men må skrive det modtagne på de bevæggrundes regning der har forvoldt dem.
Disse store masser af det menneskelige køns udskud som alle hovedstæder er overlæsset med, hører der vist nok en stærk arm til at holde i tømme, når de først er i gæring. Men de er på ingen måde frygtelige, så længe de ikke har vigtig og indflydelsesrige støtter de kan holde sig til og opretholdes af. Ved mod og kraft er de hastig brudte, og rejses ikke mere. Slappelse og eftergivenhed er da kun styrkningsmidler for dem.
Den offentlige ro og sikkerhed der uden grund, blot af ondskab eller kådhed brydes er så oprørende hos hver retskaffen og veltænkende mand at den offentlige autoritet altid må regne på det overvægtige parti.
Men til denne offentlige understøttelse trænger sig anmelderen nogle bemærkninger på han ikke kan lade uberørte. I tider som nærværende er det uden tvivl ikke ligegyldigt at lade gamle af vane gåede gode ordensindretninger igen træde i kraft. Hertil regner jeg at det hele personale af land- og sømagten bør som før rette sig efter tappenstreg og vagtskud. Hvorfor denne gode subordinationsindretning er efterladt, er mig ubekendt. Men at den er gavnlig, rigtig og i flere end en henseende nødvendig i store stæder er jeg overbevist om. Det er langt fra anmelderen at jeg lader mindste mistanke om uorden fra disse side gælde i opløbstilfælde, men så meget er vist at de forøger stimlen, at de bidrager til at dække de skyldige, og gør det vanskeligere for autoriteterne at skelne og kende hvem disse er. Det samme er tilfældet med de nyhedsgridske fruentimmer af alle klasser, og derfor bør skørtet ikke fri dem for et dygtigt rap hvor det træffer på. De har der intet at gøre og må tåle lidt for at få deres allevegne fremstikkende nysgerrighed tilfredsstillet. - Dog! man bør i fremtiden ikke alene vente, men kræve som samfundspligt hos en dannet nation at enhver af hvad køn, stand eller alder han end er, vil bidrage til at befæste selskabets indvortes ro og vise dette ved at sky steder som pøbel og urostiftere har valgt til tumleplads, for der ville i modsat tilfælde let klæbe en skadelig mistanke på deres sindelag som de i så fald ene kunne tilskrive sig selv og vanskelig aftvætte.
Overskriftens andet indhold: store stæder, egner sig ikke udførlig på dette sted at afhandles. Men løselig vil anmelderen kun berøre det synspunkt hvorfra jeg betragter disse. Jeg anser dem som hovedkilderne til alle staters forfald, og er så langt fra at agte den stat for stor og lykkelig som brovter af den største menneskemasse samlet på et sted, at jeg snarere tror derfra at udlede den første kilde til dens fald. I det mindste hjemler historien mig ret. Det kommer til visse ikke an på hvor stort et tal af mennesker der indesluttes inden for en bys mure for at udgøre dens hæder og vel, men hvilke mennesker det er. Jo større tal af mennesker en by opviser, jo vissere er man på at under dette tal udgør bærmen det største. Man nævner hvilken stad man vil, og man skal finde denne sandhed bekræftet. Det er altså klart at storheden herved falder sammen. De mange ørkesløse og alene tærende kræfter som opdynges i store stæder, er således en fordærvelse for det hele. At arbejde disse imod, at fordele dem og derved tvinge dem til gavn for sig selv og staten, var lige så ønskeligt som tilrådeligt. Mest bemærkelsesværdigt synes sammenhobningen og overlæsningen af mennesker på et sted at vise sine skadelige følger i de mindre stater hvor så at sige hele staten er indesluttet i en stor stad. Heraf rejser sig for den store stad mangehånde ulemper, som fx levnedsmidlernes og alle øvrige fornødenheders fordyrelse, ligesom de mindre købstæders så betydelige aftagen og hendøen uden tvivl står dermed i nøje forbindelse. Heraf den uhyre fattigskat som den vindskibelige må yde på det at den lade kan leve. Det er langt mere end beklageligt når den stræbsomme og ærekære husfar med en stor familie skal tvinges af sit redelige erhverv at afgive den skærv han ikke kan miste for sine egne, for dermed at bringe enten ubesindigheden eller ladheden et offer. Der er intet bedre middel til fattigvæsenets afskaffelse end det: at der ingen fattige må findes. Det vil sige: krøblingen, den aldrende og syge skal være berettigede til at finde understøttelse af menneskeligheden, men ikke den karske og sunde der med hele lemmer og arbejdsførhed aftvinger staten sin underholdning uden anden grund end den han er fattig. Arbejde bør staten skaffe en sådan, men erstatte sit ophold skal han. For dette er den eneste måde at tvinge ladheden på. Til afværgelse af den overhåndtagende masse af fattige i de store stæder ville det især være hensigtsmæssigt og nødvendigt at indskrænke så usle næringsveje som disse: med 1 tønde øl og 1 anker brændevin at indgå en ægteskabelig forbindelse *) der om få år leverer staten en hel rede fuld af børn tilligemed forældrene. Hvorledes kælderfamilier der har lidt eller intet at leve af, have forøget sig navnlig i København på de sidste tyve til tredive år, vil mange vist mindes. Herfra skriver sig især oplaget for fattigvæsnet. Herfra i påkommende tilfælde den rivende strøm af mennesker der som man siger, vil fiske i rørte vande fordi den store hob intet har at tabe. Når til disse klynger sig den store svær af håndværksdrenge hvis tøjlesløshed på de senere årgange også mærkbart synes at overskride den magt og myndighed som deres mestre og husbonder bør have over dem, så foranlediger sådant vist nok at et politi i en stor stad må have kraft for at virke. Til at befæste denne kraft synes det middel som i dette blad forrige år foreslog og som senere i en tysk stad også blev i lignende tilfælde gjort til politianordning at være særdeles anvendeligt. Dette bestod nemlig i at enhver husfar og håndværksmester strengt blev pålagt at være ansvarlig for sine drenge når opløb skete. Heraf fulgte at man ikke således kunne forstyrres i sin ro og husfred af drengekådhed og ondskab som sket er. For alle drenge som fandtes ved opløb enten deltagende deri eller opholdende sig derved, skulle pågribes og vedkommende husbond, far eller mester stå til ansvar **).
Måtte i disse vink findes noget der kunne anses for nyttigt og anvendeligt, for at hindre optrin der er så forargelige og upassende for kultiverede samfund og hvorunder ondskab, lyst til at bryde den indvortes fred, eller hvad andre hensigter skjuler sig, så ville det være ønskeligt at et statsklogt hoved ville drøfte en materie der synes nærmere at trænge til geniets hjælp, end hvad der hypotetisk vil foregå på jorden om nogle hundrede år - eller aldrig. Efter anmelderens individuelle og uforgribelige mening ville undersøgelser om det nærværende bringe et gavnligere udbytte og rigere renter end hint og være aldeles på sted og tid, eftersom det tidspunkt vi leve og færdes i, ikke kan være udtømt for nyttige genstand der egner sig tænkernes granskning og bistand af råd.
*) De ægteskabelige forbindelsers lethed for almindelig mand turde mulig have en rigtigere og alvorlige side at betragtes fra, end den gavn de bringer folkeformerelsen. For at lade vellysten tilfredsstile sin trang på vindskibelighedens bekostning, er næppe en vinding for nogen stat. Man skal ikke lette overbefolkningen i store byer, men så meget muligt arbejde hen imod hvor den ikke synlig er produktiv og gavnlig. Den vil blive stor nok alligevel.
**) At håndværksdrenge skal findes i store flokke på gaderne kl. 9-10-11 ja senere, synes aldeles stridende mod god hustugt og orden. Heraf også den liderlighed som allerede følger den unge alder ikke alene i fagter og ord, men i veneriske tilfælde der ikke er så sjældne blandt læredrenge.
(Politivennen No. 246, Løverdagen den 16de September 1820. Side 3967-3977)
