Dette blad havde for nogen tid siden af sand overbevisning om skadeligheden for staten af den hos os blandt de ringere stænder, til stor højde drevne lidenskab for kaffedrikken, ytret ønske om at denne måtte og kunne indskrænkes. Anmelderen erfarede kort efter at nogle hæderlige jyske bønder frivilligt mellem sig havde indgået den forpligtelse at aflægge dette, især for bønderne, pengeødslende slampamperi, og det frydede ham at nordisk ånd, omend for en tid kunne bindes af sydens trolddom, dog forstod siden at bryde dens lænker. Men hvor studsede han da han ikke længe efter gennem andre blade blev underrettet om at de lige til formen så roste slesvigholstenske provincialberichte etablerede en så uhjemlet, bevidstløs, erfarings- og naturstridig sætning som den: at kaffedrik hos bondestanden var middel mod brændevinsdrik.
Hvilket som helst motiv der end ligger til basis for en hypotese af denne natur, så må den opløse sig selv ved sin egen usammenhængenhed. Tror man her som desværre ved så mange lejligheder at kunne styre eller nedskrive ufravigelige regler for menneskets handlinger for dets gøren og laden i det daglige liv, så bedrager man vist nok sig selv idet men tillige røber mangel både på menneskekundskab og lyst til at skaffe sig de nødvendige erfaringer der måtte indhentes forinden man vil fælde dom i sagen der ikke kan hentes fra blækhuset.
Hverken fordi sandhedens stemme er enkelt, eller fordi den rammer vindesygen eller andre lidenskaber, bør og kan den nedtrædes. Desværre! den kan forkues, men altid rejser den igen sit stolte hoved i vejret, og man slår den så ofte man kan tilbage, herlig og kronet står den ved det endelige mål med sejren i hånden. -
Derfor bør den der sigter til det ædle mål, ikke lade sig blænde af løse formodninger, af gætteri, af tilsyneladende rigtige, men dog falske meninger, især hvor de er af vigtighed.
Af vigtighed tror anmelderen det i det mindste for sin person at være at kunne sætte en dæmning for det hos os blandt almuen overhåndtagende kaffeslapperads, fordi dette fremmede produkts forbrænding til kul for at nydes, uden mindste gavn eller nytte, det røgoffer undtaget den bringer smag og lugt for et øjeblik, fortærer så store årlige summer at et lille land som Danmark allerede ved indkøbet og forbruget heraf, må blive fattigt. Selv om de slesvigholstenske provincialb. har ret - hvilket aldeles modsiges, og forhåbentlig skal godtgøres - var den dermed erholdte moralitet hos nogle få hundrede bønder, desuagtet dyrekøbt *).
Anmelderen har selv ikke læst de slesvigholstenske prov. og tror heller ikke at behøve det, for at kunne gendrive en påstand så ubegrundet som den at kaffedrikken er et middel mod brændevinsdrikkeri. Derimod har han selv for flere end 20 år siden haft temmelig nøje kundskab til den danske bondes daglige husholdning. At kaffedrikken ikke dengang var så almindelig udbredt hos denne stand som nu for tiden, er vist. Vel drak også dengang bønderkoner og piger, hvis mænd og fædre vare rige, kaffe. Men ikke dagligt, og kaffe så man aldrig i den fattige bondes hus. Nu drikker husmænd og inderster, kort sagt alt hvad der kan krybe og gå, kaffe. Dog for det meste det kvindelige køn, for mændene var det dengang og er sikkert endnu, en medicin de ikke engang rigtig vidst at føre til munden. Brændevin var derimod, og er så endnu, mændenes og karlfolkets drik, og det er kun kvindens regimente over manden der hos bonden hist og her har formået ham til at drikke en kop med. Men aldrig bliver det hans livsdrik. Grunden er så simpel, så naturlig som muligt, for bonden, hærdet ved sit grove arbejde og idelige gang i luften, er af en ganske anden malm end andre mennesker **), og trænger til noget der kan rive i halsen. Hvem der ønsker nærmere og vidtløftere bekræftende bevis på disse fra erfaring af sand studium om bonden og hans atrråer hentede sætninger, ham ville vi henvise til den lærde, kundskabs- og erfaringsrige præst Jonges: nordsjællandske landalmues karakteristik etc., og når man havde læst dem, så ville man vel have betænkt sig på at fortælle os sådanne ubegrundede paradokser som de at kaffedrikken er middel mod brændevinsdrik. Han har studeret bonden, hans karakter, hans sædvaner etc. og skildret ham med så livagtige farver at enhver der har mindste kundskab til bondestand - og kun den tale med - må sande hvad han siger, og kender overalt naturmennesket i portrættet. Hele verden over er bonden den samme som følge af hans fælles beskæftigelser. Kun med de modifikationer som sted og tro frembringer.
Det ligger desuden så soleklart i bondens stilling som bonde, i hans beskæftigelse, i hans idelige færden, i hans daglige fravær fra sit hus, så i marken, så i byen, så på rejser etc. etc. at han aldrig er i stand til at kunne vente på kaffekedlen eller være til stede når den damper på bordet. Det var kun vanen der skulle lænke han til dens afgudsdyrkelse. Han kan ikke komme i denne uforstyrrede vane, og han gør intet offer for den. Hans flaske kan han allevegne have med, og han har den med, om behøves eller han søger til kipperne der kan erstatte ham savnet. Kvinderne er hele tiden hjemme, og besøg i byerne har givet dem smag på en drik de nu hjemme holder sig skadesløs ved for den nydelse mændene har i brændevinen. Men herved er så lidt bondens brændevinspimpen standset, hos hvem den yndes, for det er langt fra ikke mængden at denne husdjævel nu har tillige hos kvindekønnet fået en vakker makker i kaffedrikken, og forskellen er kun den at da der før ofredes blot til en afgud, så ofres der nu til to, og såvel husmoderen som husfaderen arbejder nu hånd i hånd med hinanden til ødelæggelsen, hver på sin vej.
Om bondens brændevinspimpen går der i øvrigt nok langt større ry end sagen i sig selv fortjener, for når undtages de som ligger købstæderne nær og især København, så kender anmelderen hele godser og sogne hvor man slet ikke kan sige at bonden er forfalden til fylderi. Af en enkelt bondes hengivenhed til drik over tørsten, vil man dog vej ikke være så urimelig at dømme hele standen? Bondestanden, eller dem man regner til denne stand, udgør i Danmark som overalt, den talrigeste del af statens masse. Om man derfor ser en enkelt komme fra København med en perial, kan dog dette ikke fælde dommen over mængden ***). Det er heller ikke så. Ingen stand træffes der vist færre individer i med hensyn til dens tal, end bondestanden hvor det er blevet til vane inden døre at drikke for lyst. Langt mere er denne last udbredt i købstæderne blandt - jeg tør næsten sige - de fleste stænder. Men det er mere skjult, og der går derfor heller ikke det ry deraf. Handlingen bliver dog den samme, uagtet følgerne vist er værre i de andre stænder end hos bonden. For yderst sjældent er det at bonden om han end er fuld, derfor maltrakterer sin kone og sine børn, men dette er meget ofte tilfældet i andre stænder, og den opmærksomme iagttager vi lisær i store stæder desværre daglig herom kunne overbevise sig.
Som dette var skrevet, læste anmelderen med fornøjelse i avisen fra Randers, at en mand der efter flere års ophold på landet og bekendtskab med bondens huslige forfatning, stemmer overens med det her ytrede. Men han nægter ikke at det endnu mere krænkede ham ved samme lejlighed at oplyses om at denne frasende kaffelyst hos kvindekønnet i bondestanden havde avlet den forbrydelse at kone og børn bestjal manden for at tilfredsstille den. Desværre! så skammelig den er, så trolig er den tillige, og man ser deraf at man ofte henter årsagen til bondens trange kår på andre veje end dem de nærmest kunne og burde hentes fra. At såvel folkelærerne som den verdslige øvrighed her kunne virke til nytte, vil næppe kunne nægtes. Det kan heller aldrig siges og gentages for ofte hvor ødelæggende og fordærvelig såvel for staten som for borgerklasserne - såvel i stæderne som på landet - den luksus er der har udbredt sine grene vidt omkring til alle sider, og dræbt den tarveligheds- og vindskibelighedsånd der ene kan gøre dem til lykkelige, selvtilfredse og agtede mennesker. De rangler og bjælder der nu klinger dem så skønt i øret, det flitter der gør dem til tåber for den kloge, køber de dyrt og syndigt, ved at række deres afkom tiggerstaven og en forvendt levemåde til arvepart. Ve derfor den der ikke i både ord og gerningen vil hædre mænd der hæver sig over usselheder og onde vaner, og søge som sande menneskevenner at forplante den kraft hos sine svagere brødre som de selv ejer! Derfor held dig hæderværdige dannebrogsmand Nicolais med flere af dine agtværdige brødre, som havde indgået den rosværdige vedtægt, at bandlyse den pengefortærende, unyttige - ak! at jeg skal også nævne den forbryderske, vane at drikke kaffe.
Held! hver fødelandsven der på lignede veje søger at gavne samfundet, at gavne staten. Han tør, han kan, han bør nævnes patriot.
*) Vel er sandt at en svale gør ingen sommer, men til understøttelse for den overbevisning at hengivenhed for det klare ikke kan fordrives af kaffe, ikke engang af anden spiritus, anføres her at anmelderen har kendt en kaffeskænker i København der ikke alene drak sig ihjel i brændevin, men også hans søn døde, endnu unge, af dettes misbrug.
**) Allerede Platon siger: at da skaberen dannede bonden, æltede han jern i hans legemes masse. Republ. Lib. 3.
***) Hvem ville bryde staven over hele København og erklære en masse af mennesker på 100.000 for drikfældig, fordi man daglig kan se drengene gelejde snart et kvindemenneske, snart en mandsperson der har set for dybt i glasset? Ingen man kan nævne ædru.
(Politivennen No. 252, Løverdagen den 28de October 1820. Side 4073-4083)
Redacteurens Anmærkning.
Bogen der omtaltes, er Joachim Jonge:"Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meninger og Sprog", 1798. Udgivet i Folk og minder fra Nordsjælland, årgang 61, 2006.
Skribentens påstand om en generel bondekultur, debatteres fx i Peter Henningsen: I sansernes vold (2006). Modernes tiders teori baserer sig imidlertid på kulturantropologiske studier, ikke på at bønder er født som bønder med specifikke karakteristika.
