Varsko paa Knippelsbro

Mandag den 6. november da en jagt halede igennem Knippelsbro, fik en gammel fattig kone sit ene ben efter al sandsynlighed brækket ved at gå over broen da folkene der under hr. Sonnes opsigt havde med broernes op- og nedladelse at bestille, slap kæderne før lemmene var tillukkede, og lod disse falde til midt under folkestimlen. Da broen spærring ved kæder synes at afværge al fare for fodgængere, eftersom disse ikke uden straf må betræde broen før kæderne nedlades, så kunne man måske ønske lidt mere agtpågivenhed og nøjagtighed i dette tilfælde.

(Politivennen No. 255, Løverdagen den 18de November 1820. Side 4119)

Ønske fra en Skibsfører.

Det er et overmåde behageligt syn at se den mængde skibe som i dette efterår kommer hertil fra provinserne med levnedsmidler. Kanalerne kan ikke rumme dem alle, og uagtet en del holstenere er lagt op forbi Assistentshuset, ligger her en del skibe fra forskellige steder som ikke kan komme til bolværk. Da det nu synes at et skib med en ladning af 2 til 300 fjerdinger smør og andre fødevarer, er mere vigtigt end et der har nogle få tønder frugt, eller er lastet med lerkar, så fremsættes det spørgsmål om det ikke kunne lade sig gøre at sådanne små skibe med ringe ladninger lagdes op i Frederiksholms Kanal, og ikke på de andre steder optog pladsen for skibe af mere vigtighed. At ligge 8 dage eller længere før man kan komme til at sælge, er ikke uvigtigt for en skipper eller købmand, og en sådan forsinkelse kunne have til følge at han, dersom en snar og hård vinter kom på, måtte overvintre her i stedet for i sit hjem, hvilket ville være ham meget bekosteligt.

(Politivennen No. 253, Løverdagen den 4de November 1820. Side 4095-4096)

Da Capo fra Svendborg.

Hr. Udgiver!

Det er almindeligt kendt at den nytte Deres blad stifter i hovedstaden for en stor del hidrører fra den opmærksomhed såvel højere autoriteter som privatmand der værdiger de begrundede klager som fremsættes i bladet og nytter de vink til forbedring som gives deri. Men det er beklageligt at sådant ikke er tilfældet i en stor del af provinsernes købstæder hvor dog meget kunne trænge til forbedring eller forandring. Således enten læser man ikke sådant eller om man læser det, værdiger det ingen opmærksomhed, men lader alt gå i den gamle slendrian. For omtrent ½ år siden fremsatte De i Deres blad et stykke om flytning af et lokum i Svendborg, men det lader til at man ingen notits har taget deraf. For dette lokum står endnu på samme sted, og ved den slemme stank det udbreder, falder ikke alene de i nærheden boende, men enhver der passerer skibsbroen, besværlig. At det har stået således fra Arilds tid, synes ikke at burde give det hævd. For havde man ikke gået frem med tiden, så havde vi endnu boet i huler, og vist ikke haft sådanne indretninger, men vi ville da ligesom dyrene have kastet urenlighederne på vore gader og veje. Dersom vore forfædre allerede havde indset nytten og nødvendigheden af sådanne Loca felecta, men vel ikke altid anlagt dem på de mest bekvemme steder, så bør de mere oplyste efterkommere vel rette sådanne fejl hvor de findes og uden synderlig vanskelighed kunne fjernes. Besynderligt er det virkelig at en så smuk by som Svendborg der bebos af mange formuende familier, skal vansires ved en så styg og væmmelig indretning der på varme dage udbreder den mest utålelige stank, og at man derfor ikke søger at blive den kvir. En fremmed som havde været på besøg der i sommer, udlod sig således: "Svendborg er, såvel som dens omegn, meget smuk og bebos af en del vakre familier, men - der lugter alt for menneskeligt."

(Politivennen No. 253, Løverdagen den 4de November 1820. Side 4093-4095)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen hentyder vel til artiklen i Politivennen nr. 239, 29. juli 1820.

Et ubehageligt Slavebesøg.

Forleden dag kom en slave der før har været slagter, til mig på min bopæl på Gammel Mønt for at trygle. Han havde ofte indfundet sig der i mit fravær og jeg frabad mig derfor hans besøg som jeg fandt gik for ofte på. Han derimod mente at de gik ikke for ofte på, og da jeg derfor spurgte ham om jeg var ham noget skyldig, svarede han: "De skylder mig vel ikke noget. Men jeg skal vist huske Dem det" og kastede idet han gik en 2 sk. til mig som jeg havde givet ham. Skønt man nu vel intet har at befrygte af en sådan slavetrussel, så gives der dog vel de, især fruentimmer, der kunne forskrækkes derfor. Overalt er sådanne besøg i gårde og huse fra flere sider betragtet meget ubehagelige. Der har i Politivennen flere gange været klaget herover, men uden frugt. De højere foresatte har vist givet de strengeste ordrer i denne henseende, men at de ikke efterkommes, er der bevis nok på, og jeg har derfor bekendtgjort ovenstående for at gøre det vitterligt for dem at nogle af slavernes påpassere tillader disse ikke alene at trygle enhver de møder på deres vej, men endog at gå ind i gårde og huse såvel som i værelserne. Da al betleri efter vores fattigvæsens indretning er forbudt fattige og ulykkelige mennesker der dog ikke er forbrydere, så er det så meget mere påfaldende at slaver som er under opsigt, offentligt og med sådan frækhed tør drive samme.

(Politivennen No. 252, Løverdagen den 28de October 1820. Side 4085-4087)

Bøn til Stadens Vægtere.

Man vover at anmode de herrer vægtere om at de med lidt mere omhyggelighed ville lukke den klap der er på bunden af lygterne, og hvorigennem de indbringer lyset af deres stiklygte når lampen tændes. For det hænder ofte at derfra neddryppende tran på folk som går under lygterne. Forleden aften fik en dame sin pels ødelagt af tran og sod der dryppede ned fra en lygte i Kronprinsessegade.

(Politivennen No. 252, Løverdagen den 28de October 1820. Side 4085)