Et bedragerisk Bondefif.

Hr. Udgiver!

Alle er vist nok enige i at ethvert slags svig og bedrageri er og bliver en urigtig og lovstridig handling der altså bør hæmmes. Med glæde har jeg derfor ofte erfaret den gode virkning som mange af de i deres ugeblad indrykkede stykker har haft, og som jeg håber fremdeles vil have. Jeg tager mig derfor den frihed at anmode hr. udgiveren om efterståendes indrykkelse.

Når en handel sluttes, er det vist nok køberens pligt at se sig for, og ikke som ordsproget siger, købe katten i sækken. Men dog gives der sikkert mange tilfælde hvorved endog den mest erfarne køber kan blive bragt bag lyset. Et sådant emget gængs tilfælde tillader jeg mig her at fremsætte.

Når den sjællandske bonde bringer sæd til hovedstaden og sælger samme på torvet efter oplagt og fremvist prøve, finder køberen ofte ved udstyrtningen hjemme ikke alene dårligt mål, men også meget ofte et andet langt værre bedrageri idet nemlig de øverste og nederste skæpper i sækken svarer til prøven, de midterste derimod er af et langt andet slags, enten hejre og klinte eller også andet ukrudt, svangt korn osv. Dette er vistnok et afskyeligt bedrageri og ville vist også blive afstraffet når samme anmeldtes til øvrigheden. Men en sådan anmeldelse tillader ikke altid tid og omstændigheder. Indsenderen ønske derfor at der om muligt måtte blive sat en skranke for dette uvæsen. For om endog nogle afd disse falsknere blev anmeldt og afstraffet, ville det dog næppe kunne afskrække alle fordi kun få fik det at vide (den der havde udstået straffen, fortalte det vist ikke). Havde gabestoksstraffen ikke været afstraffet, kunne måske den eller en lignende, anvendt på Gammeltorv, da et sådant offentligt statueret eksempel vist nok ville virke og afskrække langt mere end hundrede blev afstraffede, og straffen ikke publiceret den sjællandske bonde i almindelighed.

(Politivennen No. 256, Løverdagen den 25de November 1820. Side 4138-4140).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 258, 1820.

Høflighed koster ingen Penge

En gammel dame - enke efter en karakteriseret embedsmand - der dels for motions skyld, dels af andre årsager undertiden besørger sine ærinder, kom forleden dag på et af postkontorerne med et brev til greb Blücher i Altona. Ved indtrædelse i kontoret kl. var 9.45 fandt hun alene et ungt menneske siddende ved et bord med hånden under kinden og uden nogen beskæftigelse, og et postbud som sad på en stol ved kakkelovnen. Man lod hende stå i temmelig lang tid, endelig spurgte det unge menneske: Hvad vil hun? - Jeg har et brev til Holsten. - Til hvilket sted? - Til Altona. - Lad mig se, det koster 17 sk. Damen der vidste at man ikke gerne vekslede penge på kontoret, havde belavet sig på småmønt, men kunne dog kun klarere med 18 sk. som hun leverede ham. Men det unge menneske henkastede såvel brevet som pengene til hende med de ord: vi giver ikke igen, jeg skal have 17 sk. Damen ville renomere på den 1 sk., men også dette blev nægtet, og hun måtte nu gå med sit brev 3 til 4 steder for at få skaffet 1 sk.

(Politivennen No. 255, Løverdagen den 18de November 1820. Side 4123-4127. Forkortet)

Ditto på ny Amagertorv

Lygten på hjørnet af Valkendorfsgade og Amagertorv har den fejl at dens bund kaster en betydelig skygge fra sig, hvorved det på mørke aftner er aldeles umuligt for fodgængere at se at der mellem rendebrættet og det bræt der ligger over rendestenen uden for hr. guldsmed Winthers butiksdør er en åbning på omtrent 2 alen som er aldeles udækket. Dette er årsagen til at mange mennesker falder der og næppe går der en aften uden nogle jo komme til skade der. I forrige uge faldt anmelderen i nævnte rendesten, idet jeg tænkte at denne var aldeles belagt med bræt, og ganske tryg vandrede der forbi, og slog sig et hul på skinnebenet der endnu forvolder mig megen smerte. Flere er siden den tid faldet der og kommet mere eller mindre til skade. Det kan næppe være muligt at ejeren af nævnte hjørnehus kan være uvidende om de mange slag og stød dette sted giver anledning til, eller ikke skulle have hørt noget til de mange smertes- og våndeskrig der af de faldende er udstødt, så at man forundrer sig over at den ellers brave ejer ikke allerede for længe siden har bekostet en stump bræt over åbningen eller gjort anmeldelse derom til vedkommende for at få manglen afhjulpet.

(Politivennen No. 255, Løverdagen den 18de November 1820. Side 4120-4121)

Varsko paa Knippelsbro

Mandag den 6. november da en jagt halede igennem Knippelsbro, fik en gammel fattig kone sit ene ben efter al sandsynlighed brækket ved at gå over broen da folkene der under hr. Sonnes opsigt havde med broernes op- og nedladelse at bestille, slap kæderne før lemmene var tillukkede, og lod disse falde til midt under folkestimlen. Da broen spærring ved kæder synes at afværge al fare for fodgængere, eftersom disse ikke uden straf må betræde broen før kæderne nedlades, så kunne man måske ønske lidt mere agtpågivenhed og nøjagtighed i dette tilfælde.

(Politivennen No. 255, Løverdagen den 18de November 1820. Side 4119)

Ønske fra en Skibsfører.

Det er et overmåde behageligt syn at se den mængde skibe som i dette efterår kommer hertil fra provinserne med levnedsmidler. Kanalerne kan ikke rumme dem alle, og uagtet en del holstenere er lagt op forbi Assistentshuset, ligger her en del skibe fra forskellige steder som ikke kan komme til bolværk. Da det nu synes at et skib med en ladning af 2 til 300 fjerdinger smør og andre fødevarer, er mere vigtigt end et der har nogle få tønder frugt, eller er lastet med lerkar, så fremsættes det spørgsmål om det ikke kunne lade sig gøre at sådanne små skibe med ringe ladninger lagdes op i Frederiksholms Kanal, og ikke på de andre steder optog pladsen for skibe af mere vigtighed. At ligge 8 dage eller længere før man kan komme til at sælge, er ikke uvigtigt for en skipper eller købmand, og en sådan forsinkelse kunne have til følge at han, dersom en snar og hård vinter kom på, måtte overvintre her i stedet for i sit hjem, hvilket ville være ham meget bekosteligt.

(Politivennen No. 253, Løverdagen den 4de November 1820. Side 4095-4096)