Lygten på hjørnet af Valkendorfsgade og Amagertorv har den fejl at dens bund kaster en betydelig skygge fra sig, hvorved det på mørke aftner er aldeles umuligt for fodgængere at se at der mellem rendebrættet og det bræt der ligger over rendestenen uden for hr. guldsmed Winthers butiksdør er en åbning på omtrent 2 alen som er aldeles udækket. Dette er årsagen til at mange mennesker falder der og næppe går der en aften uden nogle jo komme til skade der. I forrige uge faldt anmelderen i nævnte rendesten, idet jeg tænkte at denne var aldeles belagt med bræt, og ganske tryg vandrede der forbi, og slog sig et hul på skinnebenet der endnu forvolder mig megen smerte. Flere er siden den tid faldet der og kommet mere eller mindre til skade. Det kan næppe være muligt at ejeren af nævnte hjørnehus kan være uvidende om de mange slag og stød dette sted giver anledning til, eller ikke skulle have hørt noget til de mange smertes- og våndeskrig der af de faldende er udstødt, så at man forundrer sig over at den ellers brave ejer ikke allerede for længe siden har bekostet en stump bræt over åbningen eller gjort anmeldelse derom til vedkommende for at få manglen afhjulpet.
(Politivennen No. 255, Løverdagen den 18de November 1820. Side 4120-4121)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar