Hvad koster en Døbeseddel

Forleden dag skulle spørgeren skaffe sin søns døbeseddel. Han henvendte sig derpå til kantoren ved Skt. Petri Kirke som på det leverede stemplede papir skrev en attest og efter forlangende fik 3 mark for det. Spørgeren som observerede at der intet navn under attesten, troede at det var en forglemmelse og bad derfor kantoren om at underskrive den. Men han erklærede at det var ham forbudt, og at man desangående måtte henvende sig til præsten. Dog skrev han på randen af den: Bezahlt. 

Da spørgeren kom til præsten, fordrede denne 1 rigsbankdaler. Og skønt man lod ham vide at den var betalt med 3 mark, ville han dog ikke underskrive den for mindre end 1 rigsdaler. Da det tilfælde ofte indtræffer at endog meget fattige folk skal producere døbeattest, så var det ønskeligt at betalingen for samme var så billig som muligt. Og da spørgeren ikke ved at dobbelt skriveri og betaling finder sted ved de danske menigheder, så ønskede han at vide hvor man ved Skt. Petri menighed finder hjemmel for det?

(Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4263-4264).

"Han henvendte sig til kantoren ved Skt. Petri Kirke som på det leverede stemplede papir skrev en attest og efter forlangende fik 3 mark for det" (Skt. Petri Kirke 2015. Eget foto).

Lidt i Anledning af Ønsket om bedre Brændevin til Grønlænderne.

Til oplysning for indsenderen af "Ønske om bedre brændevin til grønlænderne" tjener at den ham meddelte underretning at der til forsendelse til Grønland og Island bestilles brændevin af kun 7 1/4 grads styrke er i det mindste hvad det sidste land angår, aldeles urigtig da det brændevin som sendes derhen, bestilles til 8 graders styrke og afsendes således. Rigtigheden heraf kan erfares ved toldvæsnet som også at om ikke det hele, da vist i det mindste de 9/10 af det brændevin der afsendes herfra til Island er københavns kornbrændevin.

* * *

Forinden udgiveren modtog ovenstående var det ham allerede af indsenderen af ønske i forrige nummer pålagt at berigtige at deri ved en skriverfejl var indført Island og Grønland, i stedet for Færøerne og Grønland da indsenderen meget vel ved at de islandske købmænd søger at skaffe sig sådanne varer der kan finde afsætning. Ligeledes er han i anledning af svaret i Dagen nr. 14 f. d. å. bedt om at gøre den bemærkning af man lige så lidt kan indse hvorledes en forhenværende etablissementsbestyrer kan forsikre at det brændevin der nu for tiden sendes, har den styrke det muligvis har haft i hans tid som man kan finde nogen antagelig grund for at det brændevin som sendes qva provision for under arbejdet at skænkes ud til kolonisternes underordnede mandskab, ikke bør være af samme Gehalt eller lige så godt som det der sendes til handel.

Man anser derfor ikke det ønske overflødigt at brændevinsbrænderlauget måtte deltage i leverancen da dets repræsentanter vist ville sørge for at der leveredes gode varer som holdt behørig styrke og hverken var svedent eller havde afsmag.

(Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4257-4258).

Redacteurens Anmærkning.

En ombrydningsfejl gør at artiklen også forekommer i Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4237-4239. Artiklen er svar på en artikel i Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4237-4239

Om vore slibrige Fortouge.

Man må rimeligvis undre sig hvorledes opsynsbetjentene kunne vise så lidt skønsomhed at lade beboerne efter snevejr feje fortorvene så rene at det især i mørke og for den der er svag til fods, er ganske umuligt at passere dem, især når isslag således som i disse dage er faldet. Bortskufning således at stenene forblev dækket med et tyndt lag sne var langt mere hensigtsmæssig, og ville forebygge mange uheldige fald som nu ofte indtræffer især da det næsten er umuligt at ælte sig frem gennem sneen midt ad gaderne, eller at retirere for hastigt kørende vogne og kaner over de høje snebunker der på begge sider ligger langs rendestenene. Da vinteren muligvis kan blive rig på sne, ønskede man disse bemærkninger til bekvemmelighed for fodgængerne at måtte blive i erindring hos vedkommende.

8. januar.

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4141-4242, fejlagtigt angivet som siderne 4141-4142).

Trøst til de to stridende Skræddere.

Skrædderarbejde kan dog umuligt være arveligt. Og det er vist nok overflødigt at besvare spørgsmålet om ikke enhver mand fra fyrsten til bonden i hytten har frit valg til at lade sine klæder sy af hvilken dertil berettiget skrædder, han finder for godt. Ikke desto mindre ser man dog i disse dage at 2 skræddere i Addresseavisen strides om en afdød skræddermesters kunder. Grunden til denne strid er formodentlig den at den afdøde havde haft licitationsarbejde der var meget fordelagtigt at have, da der er sort, og at han tillige da han var kendt som en ærlig og retskaffen mand, havde skaffet sig en del solide og prompte betalende kunder. Hvilket nu er mere og mere sjældent og hvad enhver ønsker sig. 

Men da alt værtshuskaperi, avisskrigeri og ethvert slags ubegrundet anbefaling snarere er skadelig end gavnlig, og en avisfejde om skrædderkunder især er latterlig, så kan indsenderen ikke undlade at råde de 2 herrer til at slå sig til ro og tænke på det gamle ordsprog: Was Gott mich zugedacht, wird mir ins Haus gebracht. For det er fuldkomment troligt at de ærlige og gode kunder vist ikke ville vælge en arbejder efter hans egen anbefaling i en avis, men efter aflagt prøve. Og hvis de endog skulle vælge en af de stridende herrer, da faldt valget sikkert på den ærligste.

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4239-4241).

Ønske om bedre Brændevin til Grønlænderne

Man hører hele tiden klager over mangel på næring og at vi ingen handel har. Men hvad gøres der for at afhjælpe det? Søger vi at forædle vores naturprodukter eller at give vores kunstprodukter en sådan grad af fuldkommenhed at de kan sættes ved siden af fremmedes? Hvis det ikke sker, så hjælper al klynken og klagen slet intet, men vi vil komme til at tåle at selv den lille handel der endnu forundes os, går til grunde og falder i hænderne på flittigere og mere handelskyndige nationer. For hvem vil fortænke køberne i at vælge de bedste varer.

Disse tanker faldt anmelderen ind da han hørte fortælle at det danske kornbrændevin som sendes til Island og Grønland, sædvanligvis kun bestilles til 7 1/4 grad efter Spendrups gradstok, mens det som sælges her i almindelighed holder 8 grader.

"Det danske kornbrændevin som sendes til Island og Grønland, bestilles sædvanligvis kun til 7 1/4 grad efter Spendrups gradstok, mens det som sælges her i almindelighed holder 8 grader". (Den Kongelige Grønlandske Handel. N. J. Bredal, 1818. Før og Nu 1924-25)

Vil man ikke unde disse vores fattige, arbejdsomme medbrødre der lever i et hårdt klima, lige så gode produkter som vi selv har og bruger dem, så burde man dog gøre det for interessens skyld, således at man måske ikke siden forgæves skal klage over at også denne handelsgren er gået tabt til stort tab for landet. For man vil dog vel ikke anse det for en umulighed at disse mennesker, hvor nøjsomme de end har været og taget til takke med hvad man fandt for godt at byde dem, jo engang kan blive opmærksomme og få smag på noget bedre, og at der da nok vil findes de der ville sende dem gode og forsvarlige varer. Det er der ingen tvivl om.

Da de københavnske brænderier har ord for at kunne levere gode og forsvarlige varer, og da vores handel kun er lille, og som en følge heraf afsætningen på brændevin ikke betydelig, så er det troligt at mange af vores brændevinsbrændere kunne ønske at tage del i en leverance. Anmelderen anser det derfor gavnligt i flere end en henseende om vedkommende ville foranstalte en licitation når et kvantum brændevin skulle forsendes. Man ville da både få forsvarlig vare og en moderat pris.

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4237-4239).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 264. 20de Januari 1821, s. 4257-4258.

Spendrups gradstok var opkaldt efter Peter Mathias Spendrup (1747–1827). Han var teolog (sic) og brændevinsbrænder og lavede et alkoholmeter, som blev anvendt af toldvæsenet. Denne gradstoko blev afløst af vore dages procentangivelse for indholdet af ren alkohol.

Det store pakhus på Bredals billede ovenfor er det 7000 m2 store pakhus, som var blevet bygget i 1766-67. Og det findes endnu på Den Grønlandske Handels Plads. Pladsen var centrum for handlen med Færøerne, Finmarken, Island og især Grønland. Det kan være tørfisk, saltede sild, hvaltran og skind  som man er i gang med at ordne på billedet.