Pestbringende Steder paa Christianshavn.

Kunst og erfaring har lært os hvilken skadelig indflydelse stillestående vand har på den menneske helbred; følgelig at det er en pligt, hvor det er muligt, at afhjælpe dette onde. Indsenderen spadserede for få dage siden, bag om Christianshavn, under dets volde; tæt ved husene fra den såkaldte Applebyes Reberbane og næsten til Amagerport er husene for det meste omringede af dybe grøfter med afløbstilløb fra gårdene, haverne osv., uden noget synligt udløb; aldrig rensede, et receptakel for døde hunde, katte og alskens uhumskhed, vidner den skummende, grønne, stillestående overflade til fulde (om end ikke lugten minder den forbigående derpå), at usund, pestholdig luft opstiger fra denne kloak, hvor der ved den tætliggende høje vold forhindres al træk. Da Christianshavns volde, så vidt indsenderen ved, ikke må betrædes lig Københavns, og ingen spadseregange findes i nærheden undtagen det urene Amager (hvor megen skærsild for lugteorganet må gennemgås, inden man efter lang gang indånder fri luft) forekommer det indsenderen som at tilstedeværelsen af disse uhumske grøfter inden for hovedstadens volde er lige så uforklarlig som upasselig og skadelig, om end rygtet at flere putride nervefebre sporedes at have haft deres oprindelse og have udbredt sig fra Christianshavn, enten er usandt eller ikke bemærket. Danmarks store Christian søge visseligen ved anlægget af denne stad ved brede gader og kanaler at sørge for indbyggernes helbred og bekvemmelighed i denne sin kære stad; uagtet den stærke strøm i kanalerne forhindrer usunde dunster fra at opstige fra dem, ser vi dog i nærværende tider muddermaskiner vist med megen bekostning at rense dem. Skulle indsenderen derfor enten have dømt urigtigt, eller bede forgæves når han ytrer det ønske for ubekendte vedkommende som dette kan være angået, aller om der gives grund derimod, at de måtte renses, og om muligt gives afløb et eller andet sted.

Viator

(Politivennen No. 280. Løverdagen den 12te Maj, 1821, s. 4503-4505).

Spørgsmaale et vist Livrenteselskab angaaende.

1. Når et livrenteselskab er i den stilling at det aldeles ikke opfylder noget af den forventning og de løfter der har bevæget medlemmerne til at indtræde i det samme, eller med andre ord: når det hverken formår at uddele livrente til dem som kan tilkomme samme, eller understøtte noget medlem med lån, kan da et sådant selskab ikke anses som fallerende, og bør et sådant selskabs administration handle hårdt med en debitor der før har skaffet selskabet betydelig interesse og skille ham ved hus og hjem samt levevej, og for at selskabets betjente kan få deres vist nok at for højt fastsatte løn?

2. Kan et sådant selskabs kasserer - det efter hans instruks er forbunden til at vejlede de indre kyndige direktører og repræsentanter, ikke uden videre lov og dom afskediges, når han anses skyldig i at have forelagt administrationen sådanne forslag der øjensynlig sigter til selskabets tab og skade og blot have hans egen mulige interesse til formål?

3. Er det i overensstemmelse med ret og rimelighed at en kasserer nægter et medlem afskrift af en administrationsbeslutning hvorpå medlemmets timelige vel for størstedelen beror, især da medlemmet, tillige med hans konsulent, har været nærværende i administrationsforsamlingen og begge tillige med direktionen og repræsentanterne har underskrevet beslutningen, eller har man uret når man i sådant tilfælde tror at vedkommende ikke har rent brød i deres pose?

4) Hvad har et talrigt selskabs medlemmer at gøre når den valgte direktion ikke kan eller vil modsatte sig de lønnede embedsmænds egenrådige foretagender? -

(Politivennen, Nr. 279, Løverdagen den 5te Mai 1821, s. 4497-4499)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel, en artikel i nr. 281 som desværre mangler i Københavns Bibliotekers samling, og nr. 283 (Spørgsmaal. se der) affødte en dom:

Ifølge den 30te § i Forordningen af 27 September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekjendtgjøres herved Domslutningen af den i den Kongelige Lands Over- samt Hof- og Stadsret den 18 i denne Maaned, udi Sagen: Kapitain ved det borgerlige Artillerie K. Kristensen, kontra Kasserer ved det borgerlige Laane- og Livrente-Selskab for begge Kjøn Johannes Schiøiz, afsagte Dom, ved hvilken er kjendt for Ret:

    De af Kontracitanten, Kasserer ved det borgerlige Laane- og Livrente-Selskab for begge Kjøn Johannes Schiøtz om Citanten, kapitain ved det borgerlige Artillerie, K. Kristensen, i de under nærværende Sag, omhandlede den 23. Juli forrige Aar, fremlagt trykte Epistler, brugte, samt de af denne om hiin i Bladet Politievennen No. 279, 281 og 283, samt Skrivter: Et Evangelium til Skrædermester og Kasserer Schiøtz's Epistel, fremførte fornærmelige Udladelse, bør, forsaavidt Parterne, i Følge det Foregaaende, herfor kunne gjøres ansvarlige, døde og magtesløse at være og ikke komme nogen af dem til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør for deres i denne Henseende udviste Forhold bøde, Citanten halvtredsinstyve Rigsbanksaler Sølv, og Kontracitanten fiirsinstyve Rigsbankdaler Sølv, til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse.
    Processens Omkostninger ophæves.
    At efterkommes inden femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven"

Justitskontoiret i den Kongelige Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn den 25 Novbr. 1822.
Leuning

En velmeent Begjering til Oldermanden for Vognmandslauget

Da det er meget ubehageligt at få en uventet irettesættelse, især i en bydende tone, så ville det være meget passende om den nuværende oldermand for vognmandslavet lod bekendtgøre fx i Adresseavisen at det ikke var tilladt nogen uden for vognmandslavet at ryge tobak i den indre stue som vender ud til pladsen i det såkaldte Vangehus på vejen til Charlottenlund. Det hænder ofte at flere anstændige borgerfolk på deres tur til skoven tager ind på dette sted for at nyde forfriskninger, som man får af den derværende venskabelige vært for god og for billig betaling. 

Indsenderen heraf har i forrige sommer ofte været i ovennævnte stue uden nogens tiltale. Det var ham derfor så meget mere påfaldende at han anden påskedag da han i følge med nogle andre anstændige borgere gik ind i den indre stue, og efter at have nydt de forlangte forfriskninger ville tænde sig en pibe tobak, øjeblikkelig blev temmelig hårdt tiltalt af oldermanden med de ord: "Her må ikke ryges tobak fordi damerne ikke kan tåle tobaksrøg". Da man indvendte at det samme just nu fandt sted af en af de tilstedeværende, svaredes i samme tone som før: "at det var en anden sag med vognmændene. De havde lov til at ryge tobak her så meget de ville". 

"Efter at have nydt de forlangte forfriskninger ville tænde sig en pibe tobak, blev vi øjeblikkelig temmelig hårdt tiltalt af oldermanden med de ord: "Her må ikke ryges tobak fordi damerne ikke kan tåle tobaksrøg".(Rygende spækhøker. Lahdes kobbertryk).

Indsenderen vil ikke undre sig over hvem de 2 tilstedeværende damer i lange blå kåber hvoraf formodentlig den ene hørte til lavet, skulle kunne generes når en fremmed tændte sin pibe, da de længe havde udholdt røgen af en anden tilstedeværende persons pibe. Men han vil blot ytre den formodning at hvis oldermanden herved har gjort sin pligt, så ville det hele respektive lavs interessenter da vist billige den ytrede begæring, nemlig at publikum enten i et offentligt blad eller ved en på stedet opslået plakat måtte underrettes om den skik som lavet har vedtaget for at sådanne ubehageligheder på dette sted så meget som muligt kunne forebygges.

(Politivennen nr. 279. Løverdagen den 5te Maj 1821, s. 4490-4492).

Redacteurens Anmærkning

På Gentofte Sogns Understøttelses Samfunds hjemmeside er beskrevet en tur fra Københavns til Dyrehaven hvor Vangehuset ligger mellem Svanemøllen og Tuborg'erne:

Vi havde passeret Fælleden, var kommet forbi Ny Kalkbrænderi og Lille Vibens hus, Christians-minde, Kildevælde, Svane Møllen, Vangehuset, Tuborg'erne, Gammel Vartou og nået "Slukefter". Denne Kro var i fordums dage bekendt - for ikke at sige berømt - for sit "Krus gammelt Øl med en Pind i", en drik, der i vore bajerske tider er en Anachronisme.

Hjemmesiden Dengang har en beskrivelse af Vangehuset her:

Det tidligere vangehus lå på Lille Vibenhus indtil 1908. Her var traktørsted i mange år. Huset blev opført allerede i 1685. Et vangehus var det sted, hvor vangemanden (opsynsmand) havde til huse. Huset blev også kaldt ”Huset på hjørnet af vangen”. Traktørfamilien Meyer ejede i mange år stedet. Her lå også Østerbros første politivagt.  

Om Kjøbenhavns Toldbod.

For et år siden omtaltes i dette blad adskillige fejl og mangler ved Københavns toldbod og tillige fremsattes et par forslag til disses afhjælpning. Skønt forfatteren vel ikke forventede at alt ville blive indrettet efter hans plan, så troede han dog ikke at hans ord havde været så aldeles talte for døve øren. Men alt er stadig i samme tilstand som før.

Imidlertid vil dog vist ingen nægte at den første entre til hovedstaden fra søsiden er jammerlig, ja næsten uanstændig. Slamkisten med sit mudder og den deraf opstående pestilentialske stank, et råddent plankeværk der adskiller toldboden fra Kastellet, en benbrækkende trappe der er vanskelig at betræde og meget andet, findes endnu uforandrede og røber i det ringeste ikke megen agtelse for vores brave sømænd der så idelig passerer dette sted. Vel går vær søfart desværre ikke ret stærkt, men desuagtet kommer dog mange fremmede hertil. Hvad begreb mon en englænder, amerikaner, spanier, portugiser og andre gør sig om det så berømte skønne København når dets første og fornemste entre er således. Mande som kommer lige fra borde, må fortsætte deres rejse enten mod syd eller nord og får ikke lejlighed til at betragte vores hovedstad fra dens skønne side, hvad under da om disse i deres beskrivelser ytrer et vrangt begreb om det hele, og har nok af at have set dens yderside. For dem som har har set Kiel, Ålborg, ja enhver af vores minde søstæder, må det især være påfaldende at hovedet for dem alle er så slet udstyret i denne henseende frem for endog den ringeste af disse. Indgangen til toldboden er belemret med sælgerkoner og Brokkens Bod er et usselt tilholdssted for den brave danske matros. Han må bøje sin stolte nakke når han vil passere ind eller ud af den lave dør der fører ind til et mådeligt lokale. Konditionerede rejsende der kommer fra en lang og besværlig rejse, finder intet sted hvor de kan aftræde og nyde forfriskninger eller opholde sig indtil de får bestilt værelser eller logi i byen. For det såkaldte vinhus er en forfalden rønne hvis udvortes aldeles intet lover. De mange fjællebutikker der findes ved toldboden, synes at stå mere passende der hvor en koloni var anlagt, end hvor de nu står. Dog alt dette vil vel sinde sig når vores handel igen får liv og skibsfarten kommer i gang.

Men forbedringen af de væsentlige mangler ved Københavns toldbod hvorom er talt i Politivennen nr. 227, ønskede man der snart måtte gøres begyndelse, nemlig med slamkistens forflyttelse og en ny trappes anlæg. Kom opgangen til toldboden til at strække sig fra pynten af broen ved bommen i en halv cirkel hen til enden af den røde citadels mur, så ville der være en rummelig plads for de ankommende både. Det ville ligeledes være skønt om trappen blev af brede, flade sten. Kostede det noget mere, så var det også varigere.

(Politivennen nr. 279. Løverdagen den 5te Maj 1821, s. 4487-4490).

Ulfeldsplads

Denne plads er vel ikke smuk i sig selv. Men den vansires endnu mere af de mange butikker der er opstillet på den. De slagterbutikker der står mellem Løvstræde og Gråbrødrestræde står dog i temmelig orden og i lige linje, og man kan ikke have noget at indvende imod disse, udover at de ofte er sølet til med blod når folkene forlader dem. Men de øvrige butikker på den anden side af pladsen står i en sådan uorden som om de var henkastet der i flæng. Den største del af disse tilhører marskandisere eller pjaltehandlere og fylder næsten hele torvet med det. Her finder man senge- og gangklæder, bøger, borde, stole, spejle, støvler, sko og køkkentøj mellem hinanden. Alt ligger i et kaos ligesom redningsgods efter en ildebrand og frembyder et ubehageligt skue såvel for dem der bor på torvet som for fremmede der passerer det.

"Butikkerne står i en sådan uorden som om de var henkastede der i flæng. Den største del af disse tilhører marskandisere eller pjaltehandlere og fylder næsten hele torvet med det. Her finder man senge- og gangklæder, bøger, borde, stole, spejle, støvler, sko og køkkentøj mellem hinanden." (Gråbrødretorv set fra "marskandiserenden" med Løvstræde bagest til venstre. Eget foto).

Det kan være nødvendigt og rigtigt at slagtere har butik på torve og offentlige pladser. Men anmelderen mener at ingen andre handlende burde tillades at have stade der og allermindst marskandisere. Udbreder denne klasse af handlende sig alt for meget i en stad, så er det et stort tab for mange håndværkere som derved ville komme til at mangle arbejde, eftersom marskandiserne kan gå ind i så mange næringsveje. Det er en notorisk sandhed at der gives marskandisere som har folk af flere professioner i deres sold, såsom smede, snedkere, malere osv. der ofte for en meget ringe betaling må arbejde for dem. Og på denne måde bliver de i stand til at sælge fuskerarbejde for en ringe pris til tab for den redelige håndværker der holder svende og drenge og ikke kan afsætte deres arbejde. Men tillades det dem at have butikker på offentlige pladser, synes det dog at de burde lade dem nøjes med at hænge deres gods i butikkerne og ikke stable samme op på torvet.

(Politivennen nr. 278. Løverdagen den 28de April 1821, s. 4484-4486).

Redacteurens Anmærkning

Pladsen får også anmærkninger, bl.a. om skamstøtten i artiklen "Om Ulfelds Plads." Politivennen nr. 987, lørdag den 29. november 1834, s. 823-828, se også baggrundsartiklen om pøbelen.