Til Maskeradebesøgere.

For et par årtier siden var maskerade eller maskebal en ukendt fornøjelse i hovedstaden. Men siden den tid er den blevet temmelig almindelig. Anmelderen vil ikke indlade sig på at tale om hvorvidt maskeraderne er gavnlige for sundheden eller skadelige for moralen, samt hvad de i øvrigt kunne give anledning til. For den rene er alting rent, og brugt med måde kan alt være godt. Men man tror at man bør omtale og gøre opmærksom på en ulempe som de fører med sig. Der gives nemlig folk som udlejer masker og dragter til enhver som forlanger og kan betale samme. Disse bruges således af mange og vel somme tider af nogle der ikke er så aldeles rene. Og det er derfor troligt at smitten af en eller flere sygdomme derved udbredes. Anmelderen ved at en ung uskyldig pige efter brugen af en sådan lejet maske blev smittet med en frygtelig og af alle afskyet sygdom. Dragterne som i almindelighed ikke berører legemet, er vel ikke så farlige som maskerne, der umiddelbart berører de finere dele af ansigtet og som derfor lettere kan modtage og meddele smitten.

Anmelderen fremsætter dette for selv om øvrigheden ikke tror at burde tage hensyn hertil, dog at råde enhver fra at benytte masker som har været brugt af folk man slet ikke kender. Det er vel intet spørgsmål om at man hellere bør give et par marks penge mere til en ny maske når man vil tage del i en så kostbar fornøjelse end at udsætte sig for at smittes af en langvarig og måske uhelbredelig sygdom. Dersom det gik af brug at benytte lejede masker, og enhver som deltog i maskerader måtte anskaffe sig en ny, ville den hyppigere afsætning som da måtte finde sted, måske sætte fabrikanterne eller dem som sælger masker i stand til at sælge dem for en lavere pris.

(Politivennen nr. 315. Løverdagen den 12te Januar 1822, s. 5060-5062).

Uberettigede Handlende i Frederiksborggade.

Da der daglig opholder sig 8 til 10 fruentimmere på Vestergade og i alle gæstgivergårdene deromkring for at sælge knive, sakse, knapper, spejle og flere sorter isenkræmmervarer, så spørges om sådant er tilladt eller hvis pligt det er at se det fjernet. Denne uskik har således vedvaret i nogle år, og så vidt anmelderen er bekendt, er der flere gange indgivet klage herover til oldermanden for isenkræmmerlauget, dog uden at derved er sket nogen forandring. For at denne utilladelige handel foregår hver dag, kan enhver overbevise sig om ved at passere denne gade. Ubehageligt er det for de handlende at må i deres butikker stå og se på hvorledes disse omløbere uden for deres døre falbyder ovennævnte varer uden at de bidrager det allermindste til stadens udgifter.

(Politivennen nr. 315. Løverdagen den 12te Januar 1822, s. 5059-5060).

Pilestrædes Mangler.

Denne gamle gade, især den ene side af samme fra Kronprinsensgade til Østergade, bærer tydeligt spor af sin ælde i gammeldags brøstfældige huse (hvoraf et endog har en i midten afdelt gadedør ligesom bønderhuse på landet), yderst smalt fortov hvorpå det næsten ikke er muligt at komme frem uden at miste hatten ved de lange udstående kælderskure eller en gang imellem aldeles måtte vige fortovet på grund af de på samme anbragte sumpeposter og lignende. Hertil kommer en dårlig brolægning der gør det ubehageligt og i mørke undertiden farligt at passere dette fortov. Således har man allerede i nogen tid forefundet et dybt hul straks ved hjørnet af Kronprinsensgade som indsenderen der ofte passerer denne vej om aftenen, et par gange har fået foden i og derved stået i fare for at få et slemt fald. Nylig lå også gaden selv nedad mod Østergade i flere dage i sådan tilstand efter en gravning af vandvæsnet at det i mærke var næsten umuligt at passere den uden at falde. Man ønsker i fremtiden lidt mere opmærksomhed anvendt på sådant.

(Politivennen nr. 315. Løverdagen den 12te Januar 1822, s. 5058-5059).

Den gamle Vise om Stadens Belysning med et nyt Omqvæd.

Der er i offentlige blade navnlig i dette, flere gange omtalt Københavns bedrøvelige gadebelysning - og så vidt erindres gjort forslag til dens bedre indretning - men den ene vinter er gået og den anden kommer - uden at se nogen forandring i en for enhver civiliseret by så vigtig genstand. Skulle som nogle filosoffer påstår, fuldkommenhed bestå i forandret at vedligeholde det gamle - hvorfor også kineserne hvor alt går som det gik for sig for tusinde år siden, holdes for at være et meget lykkeligt folk - så er der ingen tvivl om at vores lygtevæsen er et mønster på fuldkommenhed. Kun skade at man ser så dårligt ved det. 

At hverken lamperne eller lygterne svarer til deres hensigt eller til den kundskab man nu har om hvorledes de bør vore konstruerede, derom er vist ingen tvivl - og skulle nogen nære den, vil han let kunne få den hævet ved at henvende sig til kyndige. Det er sikkert heller ikke uvidenhed der er skyld i at københavnerne må rave i mørket, men rimeligvis mangel på de fornødne penge til en forbedret indretning og deri er indsenderen enig med de ansvarlige: hellere lade de gamle blive end gøre noget halvt - de nu brugelige lygter og lamper må absolut uden barmhjertighed kasseres. Den bedste lampe har tabt sin fuldkommenhed i en dårlig lygte, ligesom den bedste lygte ikke hjælper når lampen er dårlig.

Besynderligt at så mange rige i deres testamente betænker offentlige stiftelser og fattigvæsnet, men at ingen tænker på at skænke fonds til offentlige indretninger, såsom til vandvæsnet, brolægningen, lygtevæsnet etc., hvormed det blev enten på en gang eller efterhånden muligt at foretage de nødvendige forbedringer uden at forøge kommuneafgifterne. Havde fx lygtevæsnet et klækkeligt fond, ville det være i stand til at skaffe staden det fornødne anlæg til gasbelysning der unægtelig er den fortrinligste af alle. - Da det imidlertid kan vare længe inden nogen kapitalist får i sinde at legere noget til et så fornuftigt brug, og der altså ingen udsigter er for en residensstad med 100.000 indbyggere til i lang tid at turde vente gasbelysning, så vil indsenderen henvende sig til belysning med olie, og foreslå en måde hvorpå han tror at den kunne blive en god og iværksættelig.

[Artiklen uddyber herefter forslaget]

(Politivennen nr. 315. Løverdagen den 12te Januar 1822, s. 5053-5056. Uddrag).

Nytaars-Gratulanter.

Dersom man af det årligt stigende antal af nytårsgratulanter - der i grunden ikke er andet end maskerede tiggere - kan slutte til Københavns indbyggeres forfatning, så kan man uden at regne for højt antage at en tredjedel står på tiggerlisten. Det er utroligt hvorledes den der selv sidder med kun det højst nødtørftige udkomme bliver overrendt og overtryglet lige fra 8 dage før jul til 8 dage efter nytår af en skare af alle slags mennesker der overordentligt har gjort dette tiggeri til en fast årlig næringsvej. 

Folk man aldrig har set eller står i fjerneste berøring med, indfinder sig dels i grupper, dels enkeltvis, i en sådan mængde at det ville være den sværeste skat man ydede ifald man skulle tilfredsstille alle. Og dette kræver de dog ofte med en sådan næsvished at man skulle tro det var en lovlig rettighed. Ønskeligt var det vist nok om en anordning indskrænkede dette højst besværlige overhæng, da det ofte forvolder at indbildt ambition tager fra sig og sine hvad den ikke kan undvære, og ikke så sjældent foranlediger at man af konen truer sig til hvad man er højst uberettiget til når manden er fraværende. Det er overhovedet et så mageligt og fordærvelig dagdriveri at det fra dette synspunkt alene betragtet burde forbydes, for ikke at tale om at det leder til druk og anden liderlighed. Man ser således ikke sjældent at en nytårsgratulant ved højlys dag, beskænket i højeste grad, føres gennem gaderne af hans kolleger. Man slutter af det hvad aftenen og natten frembringer for smukke optrin.

"Vægterkorpset bør som rimeligt er, stå øverst. Ikke alene ved nytår, men regelmæssigt ni gange årlig bliver man overhængt af disse mennesker fra kælderen til tagbrakken. Før indfandt de sig i det mindste kun hos værten og i stuen hvor der var værtshus. Men nu er alle etager, alle aflukker indlemmet i deres registre" (Vægter forviser et letlevende fruentimmer, Lahdes Kobbertryk).

Vægterkorpset bør som rimeligt er, stå øverst. Ikke alene ved nytår, men regelmæssigt ni gange årlig bliver man overhængt af disse mennesker fra kælderen til tagbrakken. Før indfandt de sig i det mindste kun hos værten og i stuen hvor der var værtshus. Men nu er alle etager, alle aflukker indlemmet i deres registre. Dette korps koster byen årligt en stor sum penge i forhold til den nytte det stifter. Når en vægter har 4 rigsbankdaler ugentlig, så tjener han lige så godt som mange underordnede kongelige betjente der sidder med kone og børn. Overalt har dette blad for nogle år tilbage efter anmelderens opfattelse temmelig klart godtgjort at en forandring for dette korps måske var ønskelig.

Derpå kommer brandfolkene hvis navn er legio. Intet kan være mere urimeligt end at disse folk tror at kunne gøre fordring på et slags skat til sig selv af simple lejere.

Så kommer håndværkere af alle slags som uagtet man giver drikkepenge for hver gang leveret arbejde, desuagtet finder det rimeligt at beskatte godtfolk til nytår.

At opregne alle de øvrige er ikke umagen værd. For hele dette væsen har nået en sådan højde at man vel måtte ønske der måtte sættes en grænse for det, om man ikke skal frygte for at det til sidst ingen skam bliver at rende med tiggerbøssen.

Mest beklageligt er det at dette uvæsen har indsneget sig i skoler og institutioner. To ved den skadeligste misbrug årligt indførte offerdage falder mangen retskaffen fader yderst sure, nemlig nytår og lærerindens fødselsdag. Det er ikke nok at man månedligt betaler 4 rigsbankdaler for sit barn, man skrives også i skat på ovennævnte måde. Ja nogle steder gives der endnu en tredje måde, nemlig til brænde mod vinteren. 

Så meget tungere er vist nok her alle sådanne udgifter som man let vil føle hvor vanskeligt det er at undgå dem. Men de er ikke desto mindre byrdefulde og besværlige. Og det ville være højst ønskeligt om de ansvarlige selv ville føle den upassende og lave måde at lade sig lønne på. Det enhver god fader sørger mest for, er at lade sit barn lære noget. Men hvor mangen en fader må sørgmodig træde tilbage fordi han ikke formår at udrede alle de udgifter som sådant kræver.

Udgv.

(Politivennen nr. 315. Løverdagen den 12te Januar 1822, s. 5050-5053).

Redacteurens Anmærkning

Denne skik med at afkræve folk penge nytårsaften forekommer umiddelbart nutidens mennesker meget særpræget. Redacteuren har forsøgt at finde en forklaring. Og muligvis er en sådan at finde i Danmarks Folkeminder, 1909 s. 14-19, i en artikel af Axel Olrik: At "gøre Vejr og at hilse nyår (ikke nytår). 

I denne artikel står at ifølge gammel tro var nymånen nyårskonge eller herre og rådede over årets trivsel. Ligeledes rådede mænd rådede over januar, kvinder februar, karle marts og piger april, osv. Lidt lige som når vi i dag - godt nok i spøg - gøres ansvarlig for vejret på vores fødselsdag. På Politivennens tid var det en anderledes alvorlig sag hvis vejret var dårligt. For så skulle fødselaren gøre det godt med traktement eller lignende. På samme måde kunne man (i januar mænd) blive gjort ansvarlig for dårlig trivsel i et år og derfor afkrævet kompensation. 

Man hilste året velkommen med vers, fx "Velkommen herre, med korn og kerne osv.". Denne skik genkender man i omkvædet til Grundtvigs nytårssang (bemærk: den er ikke ment om en salme!) "Velkommen nytår og velkommen her(re)". Som bygger på en gammel nytårsvise fra 1500-tallet.

Dette er dog kun Redacteurens mere eller mindre kvalificerede gæt. En folkemindeekspert eller historiker måtte muligvis vide mere. Hvis der er noget om det, kunne mænd altså omkring nytår blive afkrævet kompensation. Og hvis de ikke gjorde, dermed være ansvarlig for en manglende trivsel i det nye år. Det er jo straks en alvorlig sag som man ikke uden videre kan slå hen som en spøg.