En slem Daab ved Bogholder Jørgensens Huus No. 166 i Borgergaden.

Mandag den 3. marts om aftenen kl. 7 blev et honet fruentimmer idet hun ville gå fra sine forældre og hen til en beslægtet, overøst med vand fra sidestuen i huset nr. 166 i Borgergade. At vandet ikke var rosenvand, gav dets afskyeligt lugt til kende. Uforskammetheden herved er så meget større som det skete fra sidestuen der er en lav stue, og hvor man altså ikke kan undskylde sig med at det skete af vanvare. Da dette ikke er den første gang a sådant er sket på dette sted, så vil man råde vedkommende til for fremtiden at afholde sig fra sådan overgydelse, hvis De vil undgå at blive sagsøgt og tiltalt på lovlig måde.

(Politivennen nr. 375. Løverdagen den 8de Marts 1823, s. 6081).

Fornøden Oplysning for unge Haandværksmestre, som agte at løse Borgerskabsbrev.

Mange har vist lært af erfaring at formaliteter i denne forunderlige og foranderlige verden nogen gange kan blive til fataliteter for den der kender lige så lidt til det juridiske væsen som en sjællandsk bonde til makaronisuppe. Men indsenderen heraf havde dog ikke drømt om at der kan møde så mange forhindringer og indvendinger når man for at blive af med sine penge vil løse borgerskabsbrev. Historien er kort fortalt denne: 

For omtrent et halvt år siden gjorde indsenderen heraf sit mesterstykke som snedker. Det bestod i et chatol med behørig dør, fyldning og karm. Nævnte mesterstykke blev som skik og brug er, forevist den høje magistrat og som så vidt han ved også fandt højsammes bifald. Da han nu for nogen tid siden blev sindet at ville løse sit borgerskabsbrev som snedkermester, henvendte han sig om et sådant til den høje og velvise magistrat efter i forvejen at have forsynet sig med en attest fra det Kongelige Tegneakademi om at det chatol han havde forfærdiget som mesterstykke, i et og alt svarede til den model han før havde tegnet. Men hvor slukøret blev han ikke da man sammesteds betydede ham at den attest han medbragte fra Akademiet ikke var lovformeligt affattet fordi døren derpå ikke var anført og at han af den grund måtte skaffe en anden attest. 

"For omtrent et halvt år siden gjorde indsenderen heraf sit mesterstykke som snedker. Det bestod i et chatol med behørig dør, fyldning og karm. Han havde i forvejen forsynet sig med en attest fra det Kongelige Tegneakademi om at det chatol han havde forfærdiget som mesterstykke, i et og alt svarede til den model han før havde tegnet." (Bakkehusmuseet. Eget foto 2015).

Nå ja, Herregud, tænkte han. Vi er jo alle skrøbelige mennesker og kunne derfor let overse en eller anden småting. Han ilede da straks op på Akademiet for at få en ny attest og han begav sig så atter op til den høje og velvise magistrat i den trygge forvisning at enhver vanskelighed nu måtte være hævet. Dog nej! Det gik ham som så mange andre, håbefulde unge mænd der endnu er langt fra målet når de først tror at være det nærmest og han fik såmænd og sandelig endnu intet borgerskabsbrev på grund af at hverken fyldning eller karm var anført på ovennævnte attest. 

For at ikke flere som ham skal komme til at gennemgå en lignende skærsild vil han hermed råde enhver ung mester der agter at tage borgerskabsbrev, foreløbig at konsultere en jurist eller anden kyndig mand, der kunne underrette ham om alle de formaliteter han ved sådan lejlighed har at iagttage og derved blive fritaget for så ofte at løbe forgæves.

R. Kongsted.

(Politivennen nr. 375. Løverdagen den 8de Marts 1823, s. 6074-6077).

(Politivennen nr. 373 22. februar mangler)

Kristen Kristensen har igen overtaget bladet. 

Redacteurens Anmærkning

Borgerskabsbrev var nødvendigt for enhver der have egen virksomhed. Kun de mere velstillede havde et sådant. Håndværkerne i øvrigt var organiseret i lav eller håndværksfag som varetog svendenes og mestrenes faglige og sociale problemer. Endnu længere nede på rangstigen var daglejere, håndlangere mm. som udgjorde langt hovedparten af Københavns og købstædernes befolkninger. 

Svar paa Stykket i forrige No. af Politievennen: om Inhospitalitet i store Vibenshuus.

I Politivennen nr. 372 er indført en artikel, betitlet "Inhospitalitet i Store Vibenshus" hvori en mand hvis forretninger skulle nøde ham til ofte at passere Kongevejen mellem København og Lyngby, fører anke over den opførsel som den 2. d. m. om aftenen sent skal være udvist mod ham af værten i Store Vibenhus.

Skønt undertegende kun for en del har Vibenshus i brug, nemlig for så vidt traktørholdet samme sted angår, må jeg dog antage at berørte artikel vedrører mig. For udenfor og på min bopæl er natten mellem den 2. og 3. d. m. passeret følgende affære.

Berørte nat, mellem kl. 1 og 2 blev banket stærkt på min dør. Vækket af min nattesøvn stod jeg op og spurgte hvem det var som bankede, og der blev svaret at det var løjtnant Gandil af husarregimentet. Jeg underrettede ham om at det var mig forbudt at holde værtsskab efter den anordnede polititid, og at jeg under ingen omstændigheder åbnede. Nævnte person som jeg senere erfarede virkelig var løjtnant Gandil, begyndte da at skælde mig ud for en slyngel og en kæltring, hvortil han næst gentagende at bruge sådanne skældsord, truede med at det skulle komme mig dyrt at stå, og at hans kammerater - hvem han mente dermed ved jeg ikke - skulle hævne det. Da jeg desuagtet vedblev min til ham førhen gjorte erklæring, truede han med at sprænge døren og slå vinduerne ind, hvortil jeg blot svarede "at dersom han havde lyst til at gøre vold stod det til ham." I samme øjeblik blev der slået så voldsomt på døren at min hustru og vort spæde barn begyndte at skrige; og da jeg måtte frygte at løjtnanten virkelig ville sætte sin trussel igennem i al dens omfang, besluttede jeg mig til at åbne, i særdeleshed da jeg erfarede at han var i følge med en anden mand, på hvis forhold jeg for øvrigt ikke har det mindste at udsætte. Men jeg tilkendegav derhos forinden løjtnant Gandil at jeg på ingen måde skænkede for ham eller beværtede ham med levnedsmidler. Jeg varmede et værelse til dem, satte en kurv med brænde ved ovnen og på bordet to tændte lys og et lys i reserve, ligesom jeg beordrede min tjenestekarl at våge for at lukke dem ud når de måtte ønske det. Løjtnanten forlangte intet videre, end et glas koldt vand som straks blev leveret, hvorhos jeg selv tilkendegav ham at benyttelsen af værelset, lys og varme intet kostede.

Dette er i det væsentlige alt hvad der den nat er passeret mellem løjtnant Gandil og mig. Den person der var i følge med ham, må kunne bevidne at alt er foregået, som det her er anført, og jeg trøster mig desuden til med andre lovfaste vidner at bevise hvad jeg har sagt.

For øvrigt hører det med til sagens historie at løjtnant Gandil nævnte nat først havde været i værtshuset kaldet "Tre Flasker" hvor han havde hensat hest og vogn, og hvor der så vidt mig bekendt er meget anstændigt lokale til bekvemmelighed for folk uden for bondestanden, foruden det der er bestemt for bønder. At han siden har en tid lang været i krostuen her ved Store Vibenhus og at min bolig således var det tredje sted, hvortil han behagede at ty hen.

Da jeg ikke har noget privilegium til krohold, er det naturligt at jeg ikke kan holde åbent værtshus efter polititid uden at overtræde loven. Og da Nørreport står åben hele natten, da der på stadens broer er flere herbergsteder samt da der endelig foruden krostuen ved Vibenhus, i en afstand af mindre end 1/4 mil hinsides dette sted, er ikke færre end 2 krosteder, hvor der holdes og formodentlig skal holdes åbent hele natten, så vil enhver retsindig vist indse at jeg har haft grundet anledning til at nægte at åbne længe efter polititid, især da jeg ved sådant forhold ikke alene ville begå en lovs overtrædelse, men også gøre mine andre medborgere indgreb i deres lovlige næringsbrug.

Dette er alt hvad jeg finder mig anlediget til at svare på berørte artikel i Politivennen. Og da dette mit svar ikke indeholder videre eller andet end den blotte sandfærdige fremstilling af sagen, vil enhver replik blive ubesvaret fra min side. 

Forfatteren til hin artikel i Politivennen agter jeg at sagsøge for de mod mig brugte udladninger, og publikum skal til sin tid blive underrettet om sagens udfald. Løjtnant Gandils ved den lejlighed mod mig bruge skældsord foragter jeg. Og tryg ved lovens beskyttelse, tror jeg at kunne le af hans trussel om hans kammeraters hævn.

Store Vibenshus den 13. februar 1823. 

A. W. Mollerup.

(Politivennen No. 373. Løverdagen den 22de Februar 1823, s. 6040-6045)

Inhospitalitet i store Vibenshuus.

Det er godt nok sandt at Nørreport nu står åben hele natten igennem, og at rejsende således når de forhindres i at fortsætte deres rejse på grund af ufremkommeligt vejr, kan ty tilbage til København. Men da dette ifølge omstændighederne undertiden kan være ubelejligt, så var det at ønske at man med sikkerhed kunne stole på at blive ladt ind i værtshuse der nærmest omgiver staden. Men at dette ikke er tilfældet, vil publikum erfare af følgende anmelderen meddelte tildragelse:

En mand hvis forretninger nøder ham til ofte at passere Kongevejen mellem København og Lyngby, rejste den 2. i denne måned om aftenen sent fra København til sit bestemmelsessted. De betydelige snedriver som var føget sammen af den stærke østenvind, forhindrede ham efter at have passeret værtshuset De Tre Flasker at komme videre, da både hest og vogn blev siddende fast, men dog ved hjælp fra adskillige bønderkarle som blev hentet fra sidstnævnte værtshus, med møje blev løftet op og hensat i stalden ved omtalte værtshus. 

"Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der." (Fælleden her om sommeren, giver et indtryk af hvor øde området var).

Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der. Efter at der først var banket på døren i en tid af 5 minutter, lod værten sin stemme høre, og spurgte hvem det var som bankede. Den rejsende gav sig til kende, men værten svarede at det var ham forbudt at lukke op, og at han ikke under nogen omstændighed ville gøre det. Hverken det forskrækkelige vejr eller de indtrængende bønner kunne formå ham til at lukke op. Efter således at have stået i omtrent 20 minutter, truede den rejsende med at ville indgive en klage over værten til politiet. Herpå lukkede denne op. Men uagtet den rejsende ve dat have vadet over en time i sne til midt på livet var ganske forfrossen og våd, blev det dog ikke muligt at formå værten til at levere ham andet end et glas koldt vand.

Anmelderens hensigt hermed er at gøre sine medborgere bekendt med en så vrangvillig og utjenstvillig mand som værten i Store Vibenshus har vist sig, og at forespørge sig hos kyndigere hvorvidt en sådan umenneskelighed kan være hjemlet ved nogen speciel forskrift.

(Politivennen nr. 372. Løverdagen den 15de Februari 1823, s. 6027-6029).

A. W. Mollerup fra Store Vibenshus besvarede kritikken, se Politivennen No. 373. Løverdagen den 22de Februar 1823, s. 6040-6045.

Til vedkommende om Forsømmelsen af Portklokkens ringning i St. Petri Kirkes Taarn.

Indsenderen har længe stået i begreb med at påtale denne forsømmelse af et så nødvendigt signal til efterretning for bommændene ved Nørre- og til dels Vesterport. Men foranlediget af den i lørdag eftermiddags (den 8. februar) alt for vidt drevne åbenbare skødesløshed, hvor klokken slet ikke blev rørt i til den for februar måned fastsatte tid, nemlig kl. 5, føler han sig herved foranlediget til at forespørge hos de ansvarlige om sådan efterladenhed bør gå upåagtet hen, eller om det ikke snarere bør pålægges den dertil ansatte ringer i stedet for sin sædvanlige skik at ringe 2 til 3 minutter at holde klokken i bevægelse i den anordnede tid der så vidt vides er 10 minutter før helslag.

(Politivennen nr. 372. Løverdagen den 15de Februari 1823, s. 6026-6027).

"Det bør pålægges den dertil ansatte ringer i stedet for sin sædvanlige skik at ringe 2 til 3 minutter at holde klokken i bevægelse i den anordnede tid der så vidt vides er 10 minutter før helslag" (Sankt Petri Kirke, 2015. Eget foto).