Klosterstrædet.

Denne gade eller stræde har vist nok i en lang tid trængt til at forsynes med en ny brolægning. De dybe huller der i regnvejr og længe efter samme står fulde af vand, og de huller (man kan vel næppe kalde dem udløbsrender) der overskærer de yderst smalle fortov og som enten mangler overlagsbrædder, eller har nogle som vipper, gør passagen for fødgængere yderst vanskelig om ikke farlig, om vinteren og i mørke aftner. Efter rygtet skal gaden nu oplægges i denne sommer. Anmelderen tager sig derfor den frihed at gøre opmærksom på det gamle stygge plankeværk der står omkring grunden på hjørnet af samme gade og Gråbrødrestræde. Det har nu stået der siden bombardementet. En del af samme har flere gange været nedfaldet og det hele truer med ved stærk blæst at styrte om hvorved da muligvis kan ske skade. Da ejeren af grunden formodentlig hverken bygger i sommer eller ad åre, så synes det rimeligt at han beordredes til at flytte sit plankeværk ind på sin egen grund eller i lige linje med snedkermester Holts' hjørnehus. Herved ville gaden få den samme efter anordningen tillagte bredde, og færdslen gennem samme blive bekvemmere. At ejeren når han engang med tiden vil bygge, igen får tilladelse til at benytte en del af fortovet ved at udflytte plankeværket, kan der vist ikke være noget i vejen for. Men at en borger i flere år uden nødvendighed benytter en del af en offentlig gade til gård eller materialoplag, synes ikke at være så aldeles rigtigt.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6161-6163).

Bøn paa Assistencekirkegaarden.

Anmelderen og vist flere som har begravelser på det stykke jord der sidst er indtaget til Assistenskirkegården, ønsker og beder at det måtte indhegnes med en mur, ligesom de andre klirkegårde. For nu er stedet aldeles uden hegn, og dette er vel årsagen hvorfor man her sporer en ligegyldighed for gravstedernes forskønnelse som er påfaldende imod den omhu der vises disse på de andre dele af denne kirkegård. Skønt her ligger personer der har tilhørt formuende familier, ser man ingen monumenter opsat. Formodentlig frygter man for at de skal stjæles, hvilket her let kan lade sig gøre. Ledet mellem den til kirkegården stødende mark og Falkoner Alle er således spadseret sin vej i vinter.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6157-6158).

Hvorlunde Christianshavns muntre Ungdom forlyster sig paa Søn- og Helligdage.

Søndag eftermiddag den 16. marts kom en stor sværm af drenge, små og store farende forbi indsenderens vinduer. De morede sig med hurraskrig og piben i fingrene. Årsagen til al denne støj var en gammelagtig soldat der vel var en smule beskænket, men i øvrigt gik meget ordentligt på gaden og passede sig selv. Desuagtet vedblev drengene at forfølge ham med deres afskyelige støj så at manden til sidste ikke vidste hvordan han skulle bære sig ad for at undslippe deres ubehagelige forfølgelse. Havde der blot (som før var tilfældet) boet en politiassistent på Christianshavn da ville sikkert denne uorden snart være fjernet.

Søndag eftermiddag den 23. marts fandt samme afskyelige hurraskrigen og piben sted. Ligeledes langfredag eftermiddag. Man ønsker ærbødigst at de ansvarlige vil tage nærværende linjer ad notam.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6156-6157).

Spørgsmaal i Anledning af en Sognepræsts urigtige Forhold.

Søndag den 6. april bliv min far slagterfrimester Johan Frederik Mosolff begravet. Ligfølget indfandt sig kl. 12 og præsten havde lovet at indfinde sig kl. halv et for at besørge jordpåkastelsen. Uagtet dette som jeg tror pligtskyldige løfte, ventede vi forgæves efter hr. pastoren til klokken kvart i tre, da jeg endelig efter at have sendt bud to gange fik på en efter udseende af en tobakskardus afrevet papirstump det skriftlige svar: at vi kunne bringe liget ud på kirkegården, så skulle præsten indfinde sig for at kaste jord på.

"Ligfølget indfandt sig kl. 12 og præsten havde lovet at indfinde sig kl. halv et for at besørge jordpåkastelsen." (Her har præsten dog indfundet sig, han står yderst til højre i snak med to sørgende kvinder).

Vi begav os da på vejen, men fandt ingen præst på kirkegården, hvorimod graveren tillod os at nedsætte liget i graven da han modtog præstens ovennævnte seddel.

Imens vi nu forgæves ventede på hans højærværdigheds ankomst, gik vi ind på den anden kirkegård og fandt ved vores tilbagekomst endnu ingen præst, men graven begyndt at tilkastes, skønt vi endnu kunne se kisten. Ved synet af os bortfjernede graverkarlene sig og vi gik ligeledes atter bort.

Omtrent efter en times forløb kom mine 2 søstre og fandt da graven helt tilkastet, og graverkarlene erklærede at præsten havde været der og kastet jord på. Dog, hvem kan fortænke mig hvis jeg i følge oven anførte fremgangsmåde endnu tvivler på rigtigheden af dette udsagn? På det oven anførte har jeg mange og vederhæftige vidner. Efter nu at have fremsat denne en sognepræsts efter min mening urigtige handling, må det være mig tilladt at spørge de høje ansvarlige om en sådan opførsel er i overensstemmelse medlove og anordninger

Johann Frederik Mosolff
Slagterfrimester.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6154-6156).

Redacteurens Anmærkning

I Politiets registerblade findes en slagter Johan Frederik Mosolff, slagter, født 10.9.1823, død 13.2 1903. Adresser på Jagtvej 65 (1892) og Jagtvej 99 (1893). Det kan ikke være ham der har skrevet artiklen, men navneligheden og stillingen tyder på at det måske kan være hans familie.

Hvorfore patrouillerer Politiet om Søn- og Helligdagene.

Så længe anmelderen kan mindes, kan han erindre at have set politiets betjente, i følgeskab med vægtere patruljere gennem stadens gader på søn- og helligdage under gudstjenesten. Han har spurgt adskillige om årsagen hertil og af nogle fået som svar: at sådant skete for at forebygge uorden på gaderne, og af andre: at det var fordi alle handelsbutikker og udsalgssteder skal være lukket på disse dage.

Hvad nu den første årsag angår, så synes sådan patruljering ikke just at være nødvendigt. For erfaring har vist at der hersker mere orden og stilhed på vores gader om søndagen end på andre dage i ugen hvor man så ofte støder på slagtere og dragere der uden hensyn til fortovsretten bemestrer sig fortovet, og på kørekarle der med strygende fart jager gennem gaderne som var det på en landevej, og således gør passagen for fodgængere usikker. Samt andet lignende som man ikke mærker til om søndagene.

"I de fleste butikker drives der ligeså stærk handel på søn- og helligdage under gudstjenesten som på søgnedage. Enten er dørene lukket på klem så at enhver kan åbne dem udefra, eller hvis de virkelig er lukket, så har man en anden indgang der er kunderne bekendt." (Kræmmerbod ved Helligåndskirken omkring 1810).

Hvad den anden årsag angår, at patruljen skal påse at alle handels- og udsalgssteder er lukket, så synes hensigten hermed kun halvt at opnås. For det er alt for velkendt til at være nogen hemmelighed at der i de fleste butikker drives ligeså stærk handel på søn- og helligdage under gudstjenesten som på søgnedage. Enten er dørene lukket på klem så at enhver kan åbne dem udefra, eller hvis de virkelig er lukket, så har man en anden indgang der er kunderne bekendt. Og ordsproget: man lukker lågen og lader porten stå åben, synes derfor at kunne være anvendelig på de fleste af vores på skrømt lukkede udsalgssteder.

Skal altså patruljeringen være mere end en ceremoni og blive til virkelighed, så måtte der påses at butiksdørene ikke alene var tillukket, men låste, og at ingen handel indenfor disse fandt sted fra kl. 9 om formiddagen til kl. 4 om eftermiddagen. Dette ville have det gode til følge at handelsbetjentene, det være en svend eller lærling, dog engang imellem kunne få lejlighed til at besøge Guds hus. Det er nu sjældent eller aldrig tilfældet. For får nu et sådant ungt menneske en sjælden gang frihed til at gå ud, så sker dette efter gudstjenesten om eftermiddagen. Han kan da komme allevegne undtagen i kirken.

Indsenderen er af den overbevisning at handelsbetjenten lige så lidt bør være slave af sine forretninger som håndværkeren og arbejdsmanden. Vel kan der indvendes mod det at det er nødvendigt at nogle udsalgssteder bør være åbne om helligdagene, såsom den arbejdende klasse ikke får sin ugeløn før om lørdag aften, ja endog søndag morgen. Men når der dog bliver tid til at købe kød hos slagterne og urter hos grøntkonerne, hvilket dog må ske inden for den foreskrevne tid, så kan lige så vel de ting som fås i butikkerne købes til samme tid, og således bortfalder da den vel eneste rimelige grund for at butikkerne skulle være åbne eller handel undere gudstjeneste finde sted. 

Indsenderen håber (hvis han ikke ved uimodsigelige grunde bliver overbevist om nødvendigheden af søndagshandlen) at høje vedkommende vil tage sagen i overvejelse. I nærværende tider da der er gjort og gøres så meget for ungdommens dannelse, synes det meget gavnligt om der blev tænkt på de unge mennesker der efter at være konfirmeret sættes i lære hos detailhandlere. For her er de ligesom bandlyste fra al religion. Og det lille de som børn har fattet, bliver snart glemt da de efter indtrædelsen i handelsfaget næsten aldrig hører et religiøst foredrag, men er fordømt til at stå hjemme i 14 dage. Ja på mange steder i 4 uger før de får tilladelse til at gå ud. Og denne frihed tillades dem da som sagt først efter gudstjenesten er forbi. At lukke døre og dog drive handel indenfor kan vel ikke kaldes andet end skinhellighed. Og denne er vel en af de største laster folk kan forfalde til, og kan hos flertallet udvirke en handlemåde som man ikke må ønske almindelig blandt danske borgere.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6149-6153).

Redacteurens Anmærkning

Butikker i moderne forstand fandtes ikke på Politivennens tid. Det eneste som indikerede at der var salg, var et skilt på facaden (dem klagedes der i øvrigt ofte over i Politivennen) og at der var hængt varer udenfor. Eller at salget foregik fra boder på torvene, fx urtekræmmerboderne langs Helligåndskirkens mur, slagterboderne på Gråbrødretorv. Men ellers var sædvanen at salg foregik fra kældre (fx høkerne), i stueetagerne til bagergårdene. Det var først efter Politivennen holdt op med at udkomme at reklame blev mere udbredt.

Overtrædelse af helligdagslukningen bliver kun værre, hvis man skal tro klagerne i Politivennen.