10 december 2015

Formeentlig uberettiget Næringsvei!

Da det i senere år strengt af vedkommende er påset at ingen uberettiget driver nogen som helst næringsvej, så beder man at de herrer formænd for spækhøker- og værthusholderkorporationerne snarest muligt ville undersøge om de 4 tæt ved porten ind til toldboden anbragte udsalgssteder ved hvilke gøres indgreb både i høkernes og værtshusholdernes rettigheder, finder sted med anordnet hjemmel, for i manglende fald bør disse handlende der sandsynligvis er fritaget for næringsskat, straks forbydes videre salg. Så meget mere som forpagterne af Toldbod Vinhus der svarer en betydelig afgift, også derved i høj grad præjudiceres i deres næring. De næsten uovervindelige store vanskeligheder som er lagt i vejen for opnåelse af visse borgerrettigheder giver anledning til det ønske at aldeles intet indgreb måtte ske i nogens møjsommeligt tilvejebragte rettighed.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6219-6220).

Uforsvarligt Forhold af Opsynsmanden ved Redningsanstalten for Druknede uden for Nørreport.

Sidste torsdag den 17. april om aftenen kl.halv elleve blev et menneske som efter rygtet var opbragt af amtets betjente fordi han ved Gentofte havde villet springe i søen, indbragt her i staden. Men da han kom til stadsgraven ved Nørreport, undgik han betjentenes opmærksomhed og sprang ud i graven. Han blev straks trukket op, og der blev sendt bud efter redningskassen ved Peblingesøen. Men opsynsmanden ved samme nægtede at udlevere den ved første budsending fordi soldaten som skulle hente den, ikke havde nogen seddel med. At han i sådan tilfælde selv burde følge med for at redningen ikke skal forsinkes eller blive umulig, er vel uden for al tvivl. Hvorledes det gik med den druknede, ved indsenderen ikke. Men bedst var det dog ved alle mulige hensigtsmæssige midler at forebygge de ulykkelige følger som kunne forebygges. Endnu bedre var det at have en redningstaske i vagten da ofte folk er sprunget i stadsgravene.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6218-6219).

"Da han kom til stadsgraven ved Nørreport, undgik han betjentenes opmærksomhed og sprang ud i graven." (Nørreport med stadsgraven og Hahns Mølle i baggrunden. Før og Nu 1921).

Varsko i Snarregaden.

Huset i Snarregden nr. 5 ligefor nr. 8 er prydet med en rådden trærende der er så utæt at den næsten altid udspyr urent vand over fortovet hvorved de forbigående udsættes for at få deres klæder spolerede. Undertiden ser man en af beboerne pirre og stikke i den, formodentlig for at skaffe vandet den rette flugt. Men dette vil nok næppe lykkes ham. Man kunne derfor øsnke den fæle rende borttaget, og når ejeren ville gøre noget til gadens forskønnelse, så kunne han lade huset oppudse hvortil det højligt trænger.

(Politivennen nr. 383. Løverdagen den 3die Mai 1823, s. 6211-6212).

Redacteurens Anmærkning.

Snaregade 5 er nutidens Nybrogade10/Snaregade 7 og er fra 1854. Snaregade 8 er nutidens Knabrostræde 23/Kompagnistræde 13-15/Snaregade 12-14. Nr. 12 er opført 1797, og Nr. 14 er opført 1798. 

Tiggerkneb.

1) De fleste aftener i vinter har en lille fattig dreng opholdt sig enten på Østergade eller mellem samme og Knirschs gård på Kongens Nytorv for at betle. For at bevæge forbigående til medlidenhed forstår han den kunst at græde, tilsyneladende af hjertens grund. Og på spørgsmålet hvad han mangler, giver han enten til svar: min mor er død og jeg er så sulten, eller: min mor og mine 2 små søstre ligger syge og har intet at spise. Anmelderen har hørt endnu flere variationer på dette omkvæd, og da han er hader af alt hvad der kan kaldes kneb og bedragerier om det så er for at få brød, kan han ikke undlade at vække opmærksomhed for denne dreng, for at de ansvarlige muligt ville tage sig af ham og undersøge forældrenes forfatning.

"De fleste aftener i vinter har en lille fattig dreng opholdt sig enten på Østergade eller mellem samme og Knirschs gård på Kongens Nytorv for at betle." (Østergade med Kongens Nytorv i baggrunden. Hjørnehuset på venstre side var der Knirsch' gård lå)

2) En anden ditto har anmelderen også ofte set om aftenen i Krystalgade og det omliggende terræn samt i Pilestræde i enden mod Østergade. Det er en temmelig høj person, klædt i en gammel grå frakke og tysktalende. Han beder altid om rejsepenge da han foregiver at han skal rejse til Tyskland. Men hidtil har han vel ikke kunnet få indsamlet det fornødne. For anmelderen har nu set ham i nævnte gader i over et halvt år. Han plejer ellers ligesom fra at baghold at komme bag på folk, især når det er kvinder og indjager da ofte disse skræk ved sin pludselige tiltale sent om aftenen i de mindre besøgte gader.


(Politivennen nr. 383. Løverdagen den 3die Mai 1823, s. 6210-6211).

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid foregik her udskænkning af fine likører for det bedre borgerskab - og mere lyssky keglespil og billard (se fx Redacteurens Note til artiklen "De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen: Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse." i Politivennen nr 828, 1831).

Raad til nogle Professionister.

Dersom en del af vore professionister såvel de hvis frembringelser er nødvendige til legemets bedækning som de hvis arbejde skaffer os andre livets bekvemmeligheder, en gang imellem ville tænke lidt mere på hold end zir, levere forsvarligt arbejde, og overalt følge vores store lærers skønne regel: handle imod andre som du af dem vil behandles, så ville man muligvis sjældnere høre de nu kun alt for hyppige klager over mangel på arbejde og afsætning og deraf følgende pengetrang og ringe fortjeneste. En arbejder er sin løn værd, men arbejdet bør også svare til betalingen. Er dette ikke tilfældet, bliver man fortrydelig, og hvem vil da fortænke den der behjælper sig med surrogater eller kalde den upatriotisksindet der hellere køber gode arbejder af fremmede, end lade sig narre af egne landsmænd. Anmelderen vil derfor råde sine medborgere at levere godt arbejde, og det til muligst billige priser, men for alt at lade velbetalt arbejde være godt og forsvarligt.

Anledning til at give ovenstående råd har anmelderen flere gange haft. Men kan den sidste vil jeg her fremsætte. Sidste år købte jeg mig en ny filthat. Jeg henvendte mig ikke til nogen fusker, men til en mester der stod i ord for at fabrikere gode hatte, og betalte ham 11 rigsbankdaler for en hat. Da jeg næppe havde haft den på hovedet en snes gange og aldrig i regnvejr, gik skyggen foran løs fra pullen. Jeg sendte derfor hatten til hattemageren og viste ham at hatten trods den omhyggeligste behandling, nu var i jammerlig stand og bad ham at hvis den ikke kunne repareres godt, han da imod nogen tillæg i betalingen ville levere en god ny hat. Men svaret var at den skulle blive istandsat. 

Efter nogle dages forløb blev hatten sendt tilbage og fandtes da at skyggen var syet til pullen og forsynet med en skindlap for styrkes skyld. Når anmelderen brugte hatten, vendte jeg denne skrøbelige side bagud fordi den således led mindst, men efter 14 dages forløb løb nu også den anden side af skyggen fra pullen, og da den blev helbredt på samme måde, blev hatten på grund af disse lapper, så uanselig at en ny hat måtte anskaffes. Anmelderen henvendte sig nu til en anden fabrikant der ligeledes stod i ry for gode hatte, men denne forlangte 12 rigsbankdaler. Forundret over at hattene var dyrere i år end i fjor, hvortil jeg ikke kunne finde nogen grund, og af frygt for at få en hat som den forrige, valgte jeg at købe en silkefloshat hos R. Petersen i Møntergade nr. 50. Denne hat har nu i tre måneder udholdt alle slags vejrlig og ser ud som den dag den blev købt. Og da anmelderen har hørt af nogle at de har brugt en sådan hat i 2 til 3 år, så kan han ikke undlade at bekendtgøre dette for enhver der ikke har lyst eller evne til muligvis hver 3. måned at give 12 rigsbankdaler til en ny hat for at de kan gøre en prøve med denne slags hatte der foruden at de har en smuk facon, sælges for 5 rigsbankdaler 3 mark, altså kun det halve af det en tvivlsom filthat betales med.

De mange kasketter og huer af læder og skind som i den senere tid er kommet så meget i brug hos os, synes at vidne om at flere har haft samme erfaring som anmelderen. Men skulle disse hovedbesætninger såvel som silkefloshattene, fortrænge filthattene eller muligvis fremme indførsel af udenlandske hatte, ti lskade for vore hattefabrikanter, hvis er da skylden?

(Politivennen nr. 383. Løverdagen den 3die Mai 1823, s. 6206-6209).